The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2033Visninger
AA

13. Afvisning og opgaver

”Du har krummer på læben,” sagde han roligt.

     Jeg kunne godt mærke kagekrummerne sidde på læben, og skulle lige til at slikke dem af vejen, da Tristan lænede sig ind over mig. Han tog sin hånd omkring mit baghoved, da jeg rent instinktivt altid bakkede væk, når han kom så tæt på.

     Pressede blidt mit hoved opad, og mødte mig med et kærligt smil om læben. Han bøjede sig ned, og jeg forberedte mig på snart at møde hans dejlige varme læber imod mine. Men de kom ikke, i stedet følte jeg hans våde tunge glide over min underlæbe og samle krummerne med sig.

     Med et hvin hvilkede jeg mig ud af hans favntag, og tog mig med brændende kinder til læben. Vi var gået over i musikhuset efter skole, og da klokken var ni, fulgtes Tristan med mig hjem, hvor min dejlige stuepige Emilie lige havde bagt kager.

     Tristan lagede sig med et grin tilbage i mit skød, hvor hans hoved havde været før. Aede mig blidt over de stadige varme kinder ”Rødmen er tegn på, at det jeg gør, påvirker dig på den generte måde,” smilede han overklog.

     Jeg rullede bare øjne af ham, og bed mig i læben i irritation over min reaktion.

Jeg måtte se at opføre mig mere neutralt overfor hans handlinger, ellers vandt han hver gang, og jeg kunne ikke lide at tabe.

Jeg tog mobilen frem, der var en sms fra Cam. Han skulle snakke med os, så jeg skrev, han bare skulle komme over hos mig.

”Hvem skriver du så ivrigt med?” spurgte Tristan, og så imod mig ”Jeg bliver ikke jaloux vel?” Jeg rystede blot på hovedet, og skrev videre. Smilede en enkel gang af Cams svar, da jeg skrev kage.

     Pludselig tog Tristan mobilen ud af hænderne ”Hey!” udbrød jeg forskrækket, og forsøgte at tage den tilbage.

Han fik et kold udtryk over sig, kastede derefter mobilen væk fra os, så den landede på gulvet med et smæld.

”Hvad laver du!?” gispede jeg, og skulle til at springe ud efter mobilen, hvis ikke Tristan havde grebet fat om mine skuldre og skubbet mig voldsomt tilbage i sengen.

     Med den mørke skygge der gled ned over hans ansigt, lænede han sig ind over min krop.

Jeg vred mig lidt rundt for at formindske hans stramme greb ”Lad så være slip mig Tristan!” råbte jeg forskræmt. Hvad gik der dog af ham?

Han blinkede kort med øjnene, og trak sig så hurtigt tilbage. Kørte en hånd igennem sit hår, og bandede af sig selv.

Jeg havde nogle tårer ude i øjenkrogen, den skræmmende måde Tristan opførte sig på, gjorde mig forskrækket. Og så det mørke blik han havde haft, jeg gyste ved tanken.

     ”Undskyld,” kom det lavt fra Tristan. Jeg så op ”Det var ikke meningen at gøre dig bange, jeg bliver bare temmelig jaloux nogen gange…”

Han tørrerede let mine tårer væk ”Er du okay?” Jeg rystede på hovedet som svar. Aldrig i mit liv havde jeg set Tristan være sådan. Jo, måske på det tidspunkt han mødte Cam men ellers ikke. Men hvad var der dog at blive jaloux over!?

     Han trak mig forsigtigt ind i et kram ”Undskyld,” gentog han ned i min skulder. Lod hånden glide op og ned ad min ryg for at berolige mig mere.

”Det er okay,” sagde jeg efter et par minutter ”Jeg blev bare forskrækket, det er det hele,” jeg trak mig med et forsikrende smil ud af hans favntag.

     ”Er du sikker?” spurgte han, jeg nikkede blot, og samlede mobilen op ”Men næste gang du kaster med min mobil, låser jeg dig inde i et rum sammen med min mor.”

Han smilede lettet over mit humør, var steget.

     Han rejste sig, og gik hen til mig, lænede sig roligt imod mig, og jeg ventede denne gang på hans læber i stedet for hans tunge.

Men de nåede aldrig at komme, da dørklokkens lyd trængte igennem rummet.

”Det må være Cam,” sagde jeg, og gik udenom Tristan, der med knyttede hænder fnyste.

”Hvilket brillant tidspunkt han kommer på,” mumlede han surmulende, og gik med mig ned af trappen.

     Min mor var desværre kommet før os. Hun stod, og var allerede i gang med sine spørgsmål overfor Cam, der bare udtryksløst gloede på hende.

Da min mor fik øje på mig, smilede hun, og fik det til at gibbe i min krop. Jeg elskede, når hun gjorde det.

”Ser man det Cathia to drenge på en dag,” hun sukkede dramatisk ”Verden er vel nok fantastisk.”

Jeg nikkede medstemmende, og håbede at få et smil til. Det fik jeg dog ikke, min mor gik nemlig ud i køkkenet, og efterlod mig skuffet tilbage.

     ”Noget nyt?” spurgte Tristan, der havde taget hænderne i lommen. Cam nikkede ”Jeg fik kontakt med dem men…” han så i retning af, hvor min mor var gået hen.

”Vi går op på mit værelse,” sagde jeg, og begyndte at gå.

     ”Så hvad sagde de?” spurgte Tristan, og smed sig i sengen, gav derefter tegn til mig om at tage plads ved siden af. Jeg satte mig på sengekanten, og så afventende imod Cam.

Han tog plads ved gulvet foran os ”Vi kan ikke tage tilbage nu,” sukkede han trist.

”Hvad? Hvorfor ikke?” spurgte Tristan forbavset, og satte sig op på albuerne.

”Der er for farligt for deres højhed at befinde sig i Tonemoore,” lød det lidt for formelt fra Cam.

Tristan fnyste bare ”Men jeg vil altså hjem.”

”Det vil jeg da også, men de har endda forbudt mig at tage derhen. Jeg fortalte dem, at David befinder sig på vores skole, men de ville stadig ikke have os derhen, da Tackless er begyndt at brænde byer af, skovene er ikke længere sikre i Tonemoore og-”

”Netop derfor må vi da tage derhen!” afbrød Tristan med stor kampånd i stemmen.

Jeg er jo som sagt prinsen, og i to er mine beskyttere, derfor må vi da gøre, hvad vi kan for at beskytte vores land!”

Jeg satte hånden for hans mund ”Er du sindssyg? Hvis du endte med at dø derover, inden krigen var ovre, hvem skulle så være prins?”

     ”Hun har ret Tristan, jeg ved også, hvor hårdt det er at være væk fra hjemmet, men situationen er så farlig lige nu, at du ville dø, hvis du tog derover nu,” medstemte Cam med alvor i stemmen.

     Kampgejsten svandt langsomt ud af Tristan, hans muskler blev fra anspændte til afslappede og øjne roligere.

Jeg tog hånden til mig, og så imod Cam ”Hvad skal vi så gøre imens?”

”Dræbe David.”

”Hvad!?”

”Rolig nu, vi gør det ikke bare sådan,” sagde Cam, og knipsede for at illustrere hastigheden. ”Vi hjælper hinanden, så vi til sidst kan dræbe ham. Hvis vi alligevel skal sidde her og kukkelure, kan vi ligeså godt hjælpe de andre med at mindske Tackless mandskab.”

”Og hvordan skal vi så lige dræbe ham?” spurgte jeg en anelse mistroisk. Cam pegede blot på min hals. Jeg så uforstående nedad, og derefter forvirret imod ham.

     ”Hvis du hentyder til hendes former, går jeg ikke med til planen om at lokke David ind på et værelse,”  Kom det stift fra Tristan.

Cam tog sig opgivende til hovedet ”Tror du virkelig, jeg vil lade Cathia gøre det? Jeg mente altså halskæden.”

     En pære gik vist op for både mig og Tristan, da vi begge tog fat om G-nøglen.

”Nu lysner det vist en smule,” sukkede Cam.

”Jeg er altså ikke særlig meget for at dræbe folk,” mumlede jeg ængsteligt, og slap taget om halskæden.

”Tænk på hvor mange mennesker, den mand har dræbt. Hans liv er ikke mere værd i denne verden,” sagde Cam.

”Hmm.. det er vel en grund,” sagde jeg lavt.

”Desuden er det jo skyggerne, der dræber ham og ikke dig,” oplyste Tristan med et kort smil.

     ”Hvorfor kan i ikke gøre det?” spurgte jeg nu.

”Fordi vores kræfter er nemmest, når det er en lang og smertefuld proces, der rækker til flere hundrede mennesker. Dine er både nemme og lydløse, og vil dræbe ham hurtigere,” forklarede Cam roligt. Jeg lagede mig sukkende tilbage i sengen, så hovedet stødte på Tristans mave ”Så er det vel sådan, det er. Men hvis jeg får trauma på grund af det her, så er det jeres skyld,” advarede jeg med et smil.

     Tristan kørte sine fingre roligt rundt i mit hår ”Jeg skal med glæde pleje og passe dig, hvis det sker,” sagde han blødt.

Jeg rullede bare øjne af ham, og så imod Cam.

”Hvornår gør vi det så?”

”På onsdag.”

”Hvorfor lige der?”

”Jeg har en stil, jeg gerne vil have afleveret, inden rektoren dør,” sagde han, og fik mig til at grine.

”Selv du går op i skolearbejde,” sagde jeg, da latteren var ovre. Cam nikkede med et smil ”Vi er alle en nørd inderst inde, desuden vil jeg også gerne gå lidt på skolen sammen med jer.”

Jeg mærkede Tristans greb i mit hår strammes, men sagde dog intet.

     Da klokken var elve, fulgte jeg Cam ned til døren.

Cam så imod mig med et skævt smil ”Jeg håber, du har det fint nok med at lave dit første mord på rektoren?”

Jeg trak på skuldrene ”Jeg vil ikke sige, jeg er glad for at blive kriminel, men jeg har ikke rigtigt noget andet valg.” Han tog fat om min hånd ”Bare rolig der kommer ikke til at ske dig noget,” forsikrede han blidt.

     Jeg nikkede, og han gav min hånd et klem, lænede sig fremover, og kyssede kort min kind. Skyndte sig derefter ud af døren med en hilsen bag sig.

Jeg stirrede fastfrossent på den åbne dør. Havde Cam lige kysset mig? Det kunne vel ikke gælde for et rigtigt kys, men det var et, og det brændte nu i min krop.

     Jeg tog langsomt hånden op til kinden, det var på den samme kind, som Tristan havde kysset.

     ”Kommer du med op?” lød det bag mig, og jeg hvinede kort op.

”Du må virkelig se at give lyd fra dig, når du sådan kommer snigende,” sagde jeg i en anklagende tone.

Han smilede blot, og tog fat om min hånd, der var oppe ved min kind ”Er der sket noget? Du ligner et spøgelse,” En kort latter undslap hans mund, men forsvandt hurtigt, da han så, jeg ikke fandt hans kommentar morsom.

     ”Er du helt sikker på, du er okay?” spurgte han igen, og nussede blidt min håndoverflade. Jeg nikkede ”Jeg har det helt fint bare… træt.

Han tog fat under mine ben, og begyndte at bære mig op af trappen ”Jamen så lad os gå i seng Tornerose.”

”Nu skal jeg ikke kysse dig igen, så du vågner ligesom sidst vel?” rødmede jeg, ved tanken om den foregående dag.

”Det kunne være alle tiders,” smilede Tristan muntert, og lagede mig blidt ned i den store seng, da vi ankom til mit værelse. Jeg satte mig op ”Du kan bare tage min seng, jeg går ind i gæsteværel-” en finger på min læbe standsede mig i at fuldføre sætningen.

     ”Shhh,” smilede Tristan varmt ”Denne her gang vil jeg nyde at sove ved siden af dig uden at blive skubbet ned på gulvet.” Jeg smilede blot håbløst af ham, og lagede mig ned på puden, hvor jeg efter nogle sekunder mærkede Tristans arme omkring min krop. Denne her gang blev jeg ikke sur eller nervøs over hans nærhver, jeg blev tværtimod varmere indvendigt, og men mit hjerte bankede dog stadig hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...