Elektrochok

Den handler om en ung pige, der er blevet tvangsindlagt på et sindsyghospital. Hun mener ikke selv der noget glat med hende. Hun hører stemmer, og det har hun gjort siden hun var en lille pige. På sindsyghospitalet får hun en hel masse piller, men de hjælper hende ikke. Det tværtimod det hele meget værre, end det var i får vejen. Hun begynder at se ting der ikke er der, og hun begynder for alvor at blive sindsyg. Lægerne og sygeplejerskerne kan selvfølgelig se at der noget helt glat, og de begynder at give hende elektrochok.

0Likes
0Kommentarer
299Visninger

1. Intro

 

”Victoria Elizabeth Julie Margrethe Karlsson. Født d. 13 april, 1980 17 år gammel. Hmm. Tvangsindlægges fordi du er farlig for dig selv og dem omkring dig. Du lider af maniodepressiv sindslidelse. Du har prøvet at begår selvmord adskillige gange, men det er først nu det er blevet taget alvorlig. Da det næsten lykkes denne gang. Du valgte drukning, ikke? Heldigt at din nabo var i nærheden, ellers havde det nok lykkes. Hmm. Men her inde kan du ikke gøre hvad der passer dig, du vil blive overvåget fireogtyve timer i døgnet. Her skal du gøre præcis som vi, og lægerne siger. Her, tag pillen.” Hun rækkede et lille glas hen til mig med en pille i. Jeg kiggede på den lille pille som lå i. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tage den, for jeg kunne ikke se grunden til det. Der er intet galt med mig. Ja, jeg har prøvet at tage mit eget liv. Men det var fordi jeg ikke følte at jeg høre til her. Men jeg har fået det bedre, jeg har ikke lyst til dø mere. Men følelsen af at jeg stadig ikke høre til her, sidder stadig fast inde i hovedet på mig. ”Victoria, tag nu den pille. Du vil vel ikke allerede have problemer den første dag?” Sagde hun. Jeg kiggede på hendes navneskilt som sad på hendes perfekte hvide tøj, og så hun hed Josephine Hansen. Sikke dog et kedeligt navn. Jeg tog pillen op til munden, og slugte den. ”Godt min pige. Vil du nu følge frivilligt med mig, eller skal vi have fat i nogle andre midler?” Sagde hun med det mest falske smil, jeg nogensinde har set. Det var som om hun prøvede at få mig til at slappe mere af, men det hjælper over hovedet ikke. ”Jeg vil følge dig lige så stille som om jeg var en af de døde.” Min stemme den var svag, jeg kunne knap nok høre hvad jeg selv sagde. Men det så ud som om hun hørte det. For hun begyndte at gå, og jeg gik efter. VI gik ned af en lang gang. Jeg kiggede rundt på de væggene. Men der var ingen billeder eller noget, det virkede så koldt. Så ondskabsfuld. Det varede ikke længe før vi stoppede, og jeg blev ført ind i et lille værelse. Herinde var der hellere ikke nogle billedere, der var endda tremmer for vinduet. Det eneste der var herinde var en seng og intet andet. Jeg gik hen til vinduet, og kunne mærke at den frihed jeg engang havde var nu væk. Jeg tog min ene hånd og førte hen til tremmerne, men jeg stoppede den lige før den rørte ved dem. Jeg er bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...