Evil & Good Angel's

Når døden finder hen og livet forsvinder, skal man enten op i himlen eller ned til helvede. Denne historie handler om to drenge og to piger, der lever efter kriminaliteten. Men en dag bliver der sat en stopper for det, og med et 'uheld' mister de livet. Men flere mener der findes liv efter døden. Men hvad nu hvis de kan få en chance til? En chance, til igen at komme tilbage i den virkelige verden ..?

6Likes
10Kommentarer
1456Visninger
AA

5. Tankespind

  "Marc..?" gentog hun forsigtigt og så undersøgende på hendes ven. "M-Marc McLee?" Han nikkede ivrigt. Quen undersøgte ham nøje fra top til tå. "Du har forandret dig." Han lo bare kærligt og ruskede hende livligt i håret.

  "På hvilke måder?" Han så drillende på hende.

  "Jo, du ved... Du er meget flottere... Og sådan noget." Han grinede igen af hende og klappede hende på skulderen.

  "Hvordan det?" 

  "Tjo... Du har ret hår," mumlede hun. Han viftede dog bare med hånden af hende. 

  "Sådan var det da jeg havnede her," svarede han og smilede skævt. "Hvorend jeg nu er."

Ja, hvorend de nu var, så var de ikke de eneste, men der manglede nu også nogen.

  "Hvor er Sam og Malfoy henne?" spurgte hun hurtigt. Hun havde mange spørgsmål at stille og mange hun manglede svar på. Hun følte at dette ikke var virkeligt men blot en drøm. Måske endda mareridt. Men uanset hvad det var, så var den meget levende. Marc trak igen på skuldrene.

  "Jeg ved det ikke. Hvordan kom du hertil? Jeg svævede ind i en eller anden form for en lys kugle, hvor mærkeligt det end lyder." Quen nikkede forstående. 

  "Jeg syntes det er mærkeligt. Først var der bare mørke, så troede jeg at jeg faldt, dernæst blev jeg suget ind i et langt rør, men blev så trukket med ind i lyset her. Hvad tror du det betyder?" Marc rystede på hovedet.

  "Jeg ved det altså ikke. Måske føre røret ned til Helvede og lyset til Himlen." Quen stod lidt og gloede dumt på sin ven med åben mund. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun reagere? Jokkede han bare?

  "Arh," sagde hun så og smilede skævt. "Aarh, det tror jeg nu nok alligevel ikke helt." Hun begyndte på en lille falsk leen, selvom det ikke så ud til at Marc hoppede på den. Han tog sine arme over kors og hævede øjenbrynene.

  "Jeg mener det altså!" Quen holdt op med at le og så spørgene på ham.

  "Kom nu! Ryk!" Marc og Quen gispede svagt af forskrækkelse og så om bag i køen. Der stod en sorthåret fyr bag dem, og så en smule sur ud. Han pegede om bag Quen og de vendte igen deres ansigter. Køen havde rykket sig uden de var fulgt med. De gik hen til de andre og så igen på hinanden, mens de prøvede at ignorere den sorthårede fyr der fnøs af at de bare ignorerede ham.

  "Nå, men det tror jeg altså ikke," sagde Quen og så en smule væk fra ham. "Til gengæld vil jeg gerne vide hvorfor vi skal ind af den store port dér." Hun vendte sig om og så på det store fænomen der langsomt åbnede sig og køens forreste person trådte derind. Hendes krop blev indhyldet af lyset derinde, ligesom da de fløj igennem det, på vej hertil. Da personen var væk, lukkede den tunge port sig igen, og blev dernæst åbnet da der var en anden der skulle derind.

  "Jeg ved det virkelig ikke," svarede Marc. "Jeg tror stadig væk det har noget at gøre med Himlen. Men jeg ved det virkelig ikke..." Køen rykkede sig igen en tak og nu tættere Quen kom på porten, nu mere nervøs blev hun; Gjorde det ondt? Hvad skete der derinde? Hvorfor skulle de derind? Der stod bare en port, men der var ikke noget bag porten. Kun et hvidt tomrum. 

  "Jeg tror ikke jeg har lyst til at gå derind," hviskede Quen forsigtigt og så op på Marc. "Virkelig ikke," tilføjede hun da han hævede et øjenbryn. 

  "Bare rolig, der vil ikke ske noget. Bare slap af, tænk på alle de indbrud. Det er som om at gå gennem døren til huset, og der hjælper det ikke noget at være nervøs, så slap af." Han smilede beroliggende til hende. "Men vi må finde Malfoy og Sam, ingen tvivl om det." Quen nikkede og trådte et skridt videre i køen. 

For hvert skridt blomstrede Quens sommerfugle i maven. Hun kunne ikke holde det ud! Hun ville have svar på alle de ting der stadig svævede rundt i hovedet på hende. Men det vigtigste spørgmål var, om hun var Død. Det eneste hun kunne huske var at hun pludselig faldt og mærkede en frygtelig smerte i brystet. Hvor dernæst at svæve i det store rør, der førte hende hertil. Hvordan kunne hun være Død, når hun stod her i egen fulde person? Men hvordan kunne hun leve, når hun havde konstateret at hun var Død?

  "Marc?"

  "Hm?"

  "Er jeg Død?" spurgte hun ligeud og bed sig i underlæben. Han kluk lo lidt inden han svarede. 

  "Jeg tror ikke på livet efter Døden, det er overtro," svarede han. 

  "Men," Quen tænkte sig lidt om. "hvad helt nøjagtig kan du huske inden du havnede i det store rør?" Marc trak på skuldrene. 

  "Det er lidt sløret," mumlede han og rynket brynene. "En masse flydende mørkerødt stas, efter en voldsom smerte..." Han så ud til at tænke sig lidt om men rystede så på hovedet. "Nej, jeg kan ikke være Død, eller så ville jeg jo ikke stå her, vel?" 

  "Nej, det er jo netop det," mumlede Quen. Hun løftede sin hånd op til hendes skuldre, lukkede øjnene og nev. Hun skar en grimasse af smerte, åbnede sine øjne igen og stod... I rækken af mange mennesker der snart ville blive opslugt af den store port. "Marc, slå mig," beordrede hun uden at se på ham.

  "Hvad?"

  "Slå mig," gentog hun og kiggede op i hans kastaniebrune øjne. "Hvis dette bare er en drøm, så må jeg jo vågne. Jeg må bruge noget der virkeligt gør ondt." 

  "Du er ikke rigtig klog," mumlede Marc og gjorde store øjne. "Det er vanvittigt."

  "Da ikke hvis jeg vågner," konstaterede hun og tog et skridt videre i køen. "Kom så, et ordenligt slag, det må gerne gøre rigtig ondt!" Marc rystede opgivende på hovedet.

  "Jeg gør det altså ikke." Quen så irritabelt op på ham. 

  "Så slå mig dog!" 

  "Nej!" 

  "Et ordenligt slag lige i goggen!" 

  "Lad nu være!"

  "Der vil jo alligevel ikke ske noget!" råbte hun og skubbede ham hårdt på brystkassen, så han snublede bag ud. Den lange række bag ham væltede som dominobrikker. 

  "Hva' foregår der her?" råbte en mand med en rød tjeneruniform på, ligesom ham der havde taget imod Quen. Han var bare en anelse højere og havde et stort pjusket overskæg. Hans lille hat sad på midten af hans hoved, bundet i en snor så den ikke røg af. "Hvad ska' alt dette betakel for?" 

  "Han gad ikke slå mig!" svarede Quen råbende og pegede anklagende på sin ven, der stod målløs og så på. "For hvis jeg så vågner, så er det her jo bare en drøm!" Svaret lød mere som et spørgsmål, da ordene kom ud af munden. 

Manden smilede skævt med et sindsygt blik i øjnene. 

  "Nå, du tror altså dette er en drøm, hva'? Et værre mareridt?" Quen nikkede sammentykkende. "Jeg kan godt konstatere dig, at du aldrig kommer tilbage igen, men jeg vil med glæde slå dig."

Hun så op på Marc der hurtigt rystede på hovedet.

  "Du rør hende ikke!" hvæsede han og tog hende om håndledet.

  "Lad nu damen selv bestemme," mumlede manden og kredsede i sit pjuskede overskæg. Quen så fra Marc, sin gode gamle ven der altid passede på hende, og så over på manden med hvalrods overskægget,  der tilbød at slå hende. 

Hun nikkede. 

  "Beklager Marc, men hvis det giver en mulighed for at komme tilbage, så..." Hun sank de sidste ord og rev sig løs fra hans greb. Manden smilede skadefro. 

  "Godt," sagde han da hun var kommet hen til ham. "hvis du så bare lige ligger hovedet lidt på skrå, sådan der, og kigger den vej, ja, rigtigt..." mumlede han og drejede lidt på hendes hoved så det lå til det perfekte slag. Det var bestemt ikke første gang han havde prøvet dette. "En..."

Skulle hun egentlig ikke bare lade være og lytte til Marc?

"To..." Det var tåbeligt der her, hun ville ikke, hun havde om bestemt sig.

Hun skulle til at træde et skridt tilbage inden han havde talt helt op, men tre kom aldrig, for en knytnæve havde allerede bordet sig hårdt ind på hendes kindben, og hun faldt bagover. "Tre..." Hørte hun det komme langt borte da hun ramte jorden med et duk og alt blev sort. Det gør det jo altid når man besvimer, ikke? Nej, lad os sige det blev hvidt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...