Evil & Good Angel's

Når døden finder hen og livet forsvinder, skal man enten op i himlen eller ned til helvede. Denne historie handler om to drenge og to piger, der lever efter kriminaliteten. Men en dag bliver der sat en stopper for det, og med et 'uheld' mister de livet. Men flere mener der findes liv efter døden. Men hvad nu hvis de kan få en chance til? En chance, til igen at komme tilbage i den virkelige verden ..?

6Likes
10Kommentarer
1515Visninger
AA

4. Genkendt

Hun vågnede roligt, men uden af stand til at rejse sig. Hun blev liggende hvor hun var, på ryggen. Det var dejligt, bare at ligge der. Det var som at ligge på skyer, så blødt var jorden under hende. Hendes krop var svag, hun var svag. Hun kunne ikke rejse sig, hun ville bare blive liggende her forevigt. Hun lå langsomt og fik gemte kræfter tilbage gennem hele kroppen, men blev dog liggende. Hun orkede ikke åbne øjnene, hun ville bare hvile, hvile for altid...

Men det kunne hun ikke...

Hun åbnede langsomt sine søvnige, grå øjne. Himlen over hende var hel hvid, nærmest tåget. Det var som at ligge og kigge på skyer. Lyset var i det mindste væk nu, så hun blev ikke blændet. Der var helt stille omkring hende. Kun hendes svage åndedræt var en smule hørligt. Hun satte sig langsomt op, med hænderne som støtte, af frygt for hun ville falde hen i endnu en søvn. Hun tog sin ene hånd op og gned let i øjnene, for noget af det søvn der havde sat sig i øjenkrogen. Hun gispede svagt og strakte sin hånd ud foran sig. Hendes hænder, de var menneskelige igen. Med hud, negle, ingen optegnede blyantstreger. Men der var nu noget nyt ved dem; Ingen blodige ridser eller hud afskrabninger, ikke engang jordede som de næsten altid var. Hun syndes bestemt også hendes hud var en anelse lysere. Ingen urenheder. Hun så ned af sig selv, efter flere spor. Hun var klædt i helt hvidt tøj og havde bare føder.

Hun rejste sig op, lettere fortvivlet. Hvad skulle hun nu gøre? Nu hvor hun var sluppet væk fra kanalen, røret, eller hvad det nu var, så kunne hun vel ikke bare stå her? Hun så sig lidt omkring og først nu, lagde hun mærke til hendes omgivelser. Alt var hvidt, lidt tåget, men hvidt. Hun så ned i jorden og hoppede svagt. Der var fast grund under hende, også selvom det bare lignede hun stod på vadt. Hun så sig lidt omkring, for at se om hun kunne se noget. Men forgæves. Hun trak dog bare på skuldrene og traskede gyngende, i en retning.

Hun havde gået i hvad der snart føltes som en time. Hendes ben ville snart midste ballancen da hun endnu ikke helt var kommet sig over sit fald. Men da syndes hendes øjne at skue noget lys forude. Lidt ligesom da hun faldt. Hun begyndte instenktivt at løbe mens lyset blev støre. Pludselig, da hun endelig følte hun stod foran lyset, så hun en stor, sort dobbelt port komme tilsyne. Lyset skinnede livligt inde fra porten, som den holte indespæret. Hun måtte gå nogle skridt bag ud for at kunne se den helt. Den måtte være næsten femten meter høj.  

  "Halleluja," mumlede hun svagt og bukkede hovedet bagover.

  "Hr-Hrm," sagde en dyb stemme pludselig og hun gispede svagt. Hun vendte sig rundt og fik øje på en mand med hvidt jakkesæt, og en lille tjener hat på hovedet. Han var en smule lille og buttet, og han mindede lidt om en hvalrods pågrund af hans store, pjuskede hvalrods overskæg. Hans kinder var tykke og lyserøde, men hans smalle øjne udviste dyb tyghed og venlighed. "Vil De være så venlig at stille Dem om i køen, fr. Quen." Hun hævede diskret det ene øjen bryn.

  "H-Hvordan kender du mit navn?" spurgte hun nysgerigt. Manden smilede dog bare og kluk lo lidt.

  "Om i køen." Han gjorde kort hunør, vendte om på hælen, og marcherede væk på hans små, tykke ben.

  "Vent!" råbte hun, men han standsede ikke, han marcherede bare videre som én eller anden soldat. Men nu hørte hun stemmer og så igen over mod dobbelt porten. Det var først nu hun opdagede den lige, meget lange række af mennesker, klædt i hvidt tøj, stå foran indgangen til porten. Hun tøvede lidt, men gik så hen mod køen. Der strømmede samtidig mange mennesker ind for at stille sig i køen, både unge og gamle, børn og voksne. Hun gik helt hen til de andre hvid klædte mennesker, og gik langs rækken, ned i enden. Men cirka på midter rækken, hørte hun en bekendt stemme.

  "H-Hey! Quen, herover!" Hun så sig forskrækket omkring men blev så trukket ind i rækken.  

  "G-Giv slip!" udbrød hun, da hun endnu ikke var helt sikker. Personen der havde trukket i hende, gav slip og vente hende om mod ham. Hans kastanie brune hår der gik til skuldrene, faldt perfekt i bølgende faconer. Hans ligeså kastanie brune øjne var smukke, elegante, venlige. Hans læber var tynde og markante, og hans kindben var smalt. Nok på samme alder som hende. Han smilede varmt ved synet af hende og omfavnede hende hårdt ind til sig. "Hva' i?" udbrød hun chokeret og gav sig ud af krammet. "Hvem er du?" Fyren smilede varmt og kærtegnede blidt hendes kind med indersiden af hans bløde hånd.

  "Kan du slet ikke genkende mig? Din gamle ven?" Hun rynkede lidt på næsen. Der var nu noget genkendeligt ved ham, men hvad? Han fortsatte da hun ikke svarede. "Kan du slet ikke genkende mig?" spurgte han for at være helt sikker. Hun rystede på hovedet og han sukkede, men smilede så skævt igen. "Godt at se dig igen, Quen. Mit navn er Marc McLee junior."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...