Evil & Good Angel's

Når døden finder hen og livet forsvinder, skal man enten op i himlen eller ned til helvede. Denne historie handler om to drenge og to piger, der lever efter kriminaliteten. Men en dag bliver der sat en stopper for det, og med et 'uheld' mister de livet. Men flere mener der findes liv efter døden. Men hvad nu hvis de kan få en chance til? En chance, til igen at komme tilbage i den virkelige verden ..?

6Likes
10Kommentarer
1458Visninger
AA

3. Fald

Sort. Mørke. Sorke? Ej, det lød dumt..

Hun så sig rundt omkring, eller prøvede, for hun kunne ikke åbne øjnene. Pludselig, mærkede hun et sug i maven og luften omkring hende, tydede til, at hun faldt. Hun kunne stadig ikke åbne sine øjne, og ventede bare på, snart at ramme jorden, og dø. Hvis der altså var en bund, for lidt efter lidt, forsvandt hendes nervøsitet. Måske faldt hun ikke? Måske, var det bare noget hun fantaserede sig? Hun begyndte at nynne, men der kom ingen lyd ud af hende. Det var som om hendes mund var syget sammen. Det var dog mærkelig. Hun tog sin hånd op til læberne for at mærke efter, men hun mærkede.. Ingenting? Var det ellers ikke der hendes læber sad? Man kunne da ikke sluge sin egen hånd, vel? For det kunne hun åbenbart.

Hun mærkede ikke noget, mens hendes hånd rodede i hendes kanium, eller der hvor det skulle side, for igen, mærkede hun ikke noget. Hun kunne intet mærke, ej heller se, for hun kunne stadig ikke åbne øjnene. Det var nu alligevel lidt gyser, tænkte hun for sig selv i mens hun faldt, eller, troede hun faldt.

Efter lidt tid, begyndte hun (Hvor mærkeligt det end lyder) at kede sig. Det var kedeligt bare at 'falde', skete der mon snart ikke noget? Luften omkring hende blev en smule koldere, mens hun faldt. Hvor langt oppe var hun mon? Hun kunne ikke huske noget, overhovedet. Eller... En tanke gik gennem hende. Kulde, mørke, omsluttet af mørke...

Hun ville væk. Hun ville væk fra dette sted. Hun ville ikke falde. Hvad nu hvis hun faldt dybere ned? Hvad nu, hvis hun ikke kunne komme ud? Hvad nu, hvis hun ville blive her forevigt? Indtil hun døde? Eller ramte bunden? Nej, hun måtte væk imens hun stadig var levende, og havde en bevidst tankegang. Men så var poblemet bare, hvordan hun skulle komme væk. Hun vendte og drejede sig i luften, så hendes ben var rettet mod bunden. Så begyndte hun at svømme. I luft. Hun prøvede, at komme op ad, op til overfladen. Vent... Overfladen? Hun var da vel ikke under vand, vel? Ej, hun mærkede vind omkring sig, hun var oppe over jorden. Faldt, ned på jorden... Ned på jorden! Hvad nu, hvis bunden var jorden! Hun ville dø! Hun tog vejret i små, hurtige stød, da hendes hjerne ikke var så bevidst længere. Men... Hun mærkede ikke den bekendte følelse af at maven pustede sig op og ned. Hun mærkede ikke den varme luft der blev pustet forsigtigt ud af næsen.

Hun tog sig hurtigt til struben, men hendes hånd røg bare gennem hendes hals og ud på den anden side, ligesom ved hovedet. Tåre begyndte at løbe ned ad kinderne på hende, eller det føles det som om, for også tårene røg direkte gennem hendes kinder. Hun skreg, så højt hun kunne, men ingen lyd kom ud fra hendes mund. Hun blev hurtigt panisk. Hun ville blive sindsyg, hvis hun blev her meget længere.

Pludselig så hun lys forude. Hvidt, lidt guligt lys, men kun meget lidt. Det voksede dog jo tættere på hun kom. Men så gik noget op for hende. Lyset var forude, ikke ned ad. Det måtte jo betyde, at hun ikke faldt, men fløj. Pludselig var hun ikke så panisk længere. Lyset var pludselig meget tæt på, det blev også skarpere og blændede hende helt. Hun tog hånden op for øjnene, men hun så bare direkte gennem den, kun omridset var tydeligt, som om hun var tegnet op med en blyant. Hun missede med øjnene jo tættere på hun kom. Men pludselig mærkede hun en frygtelig kulde. Det kom fra lyset. Men, hendes krop kunne også mærke lidt varme. Varmen overtog pludselig det kolde. Varmen kom nede fra. Hun så lidt ned, under lyset. Det var som et rør, et sort, rødeligt rør, der sugede luften til sig. Men hun så også noget andet. Silhuetter, blev nærmest slugt af den, og endte nede i røret. Også fik hun en tanke. Silhuetterne så bekendte ud, det var ikke som et spøgelse, men som en krop der var tegnet op med en blyant.

Hun gispede, eller hvad det nu var hun gjorde. Det var mennesker! Ligesom hende. Eller, hvad hun nu var. Men hun syndes det var mennesker. Hun ville ikke ned i det rør, ligesom de andre mennesker. Også selvom det føltes så frygtelig tiltrækkende med den varme.

Hun kiggede igen op mod lyset, og som hun havde forudset, blev mennesker også opslugt af det. Hvad skulle hun vælge? Kunne hun overhovedet vælge? Den varme luft overtog nu kulden og hun skiftede ned adgående retning. Mod røret. Ligesom alle de andre optegnede mennesker, røg hun derned. Varmen blev pludselig helt glødene, det kunne hun ikke lide. Retningerne skiftede af og til, mens hun hurtigt svævede gennem luften. Ville hun bare blive ved med at falde? Forevigt? Nedern liv...

Pludselig greb noget fat om hendes blyant optegnede krop, og hæv hende baglæns gennem luften. Luften føltes også så kold. Hun så bagud og fik øje på nogle gylden-agtige snore, der havde fat om hendes arme og bryst. Hun så også lyset, som trådene kom ud fra. De var kolde, men ikke for meget. Hun så hurtigt ned igen, da hun mærkede noget. Nogle sorte, rødelige fangearme havde taget fat i begge hendes ankler. Hun skreg, og sparkede med benene for at få dem væk, men de holdte fast, og trak hende igen ned i røret. Varmen fra hænderne var som ild, som nærmest brændte hele hendes krop op, og pludselig stod hun stille i luften, mens de gyldne tråde og hænderne begge brugte alle deres kræfter på, enten at få hende ind i lyset eller ned i det varme rør igen.

Det føltes som om hendes krop ville springes af den smerte trådene og hænderne gav hende. Trådene hæv pludseligt kræftigt til, så hun lige havde halvdelen af kroppen oppe af røret. Men så gjorde hænderne modstand og trak igen hendes krop ind i røret igen. Hun stod igen lidt stille i luften og lukkede øjnene for at holde smerten ude, da det føltes som om hendes krop blev flænset direkte over. Men så hæv trådene hende hurtigt, kræftigt og voldsomt, ind i lyset, væk fra varmen, væk fra røret. Hun måtte lukke øjnene for ikke at blive blændet af det skarpe lys. Hendes krop føltes igen en smule afsappet, da hænderne gav slip, og hun baglæns veltede ind i lyset, som hurtig opslugte hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...