Evil & Good Angel's

Når døden finder hen og livet forsvinder, skal man enten op i himlen eller ned til helvede. Denne historie handler om to drenge og to piger, der lever efter kriminaliteten. Men en dag bliver der sat en stopper for det, og med et 'uheld' mister de livet. Men flere mener der findes liv efter døden. Men hvad nu hvis de kan få en chance til? En chance, til igen at komme tilbage i den virkelige verden ..?

6Likes
10Kommentarer
1457Visninger
AA

2. Dead

Jeg kan tydeligt huske det. Vi lå nok derinde i noget tid, da endnu en skikkelse kom tilsyne. Det var Marc. Vi træk ham med ind i busken, hvor vi stille blev liggende..

  "Hvordan endte det?" spurgte Quen da der var gået noget tid i stilhed.

  "Strisserne kom. Jeg løb ind i stuen og gemte mig bag sofaen. Skyndte mig væk efter der var gået ti minutters tid." Han så hurtigt på Quen med medlidende øjne. "Jeg overhørte dem snakke om det. Ambulancen er også kommet. Det er ikke sikkert at hun overlever." Quen lod et par tåre falde og snøftede lidt. Det var så syndt når folk sådan 'bare' døde.

  Men det jeg ikke vidste af, var at jeg om ingen længe ville få samme skæbne..

  "Ta' dig nu sammen Quen," vrissede Malfoy irritabelt. "Hvornår lærer du at hun alligevel snart ville dø? Det var det vi snakkede om. Hvis vi ikke ville blevet opdaget, ville folk bare tro det var hjertestop, eller alderdommen der nu bare for alvor havde taget over." Quen tørede tårende af i sine ærmer og snøftede det sidste snot ud af næsen.

  O-Okay.. Jeg er klar igen, nu .."

Der gik et par minutters stilhed. En flue var netop i gang med at irritere Marc med at flyve omkring ham og sætte sig på ham. Men pludselig hørtes der stemmer, råb. Der hørtes skridt i det fjerne. Sam's nysgerrighed tog som sædvanligt over, og hun kunne ikke modste at kravle over til hækken og se ud af bladene.

  "Strisserne står lige ude foran os," hviskede hun helt stille, knap hørligt. 

  "Bank på dørene og spørg om de har set dem," sagde en hæs og dyb, mandlig stemme. Personen var nær, det føles som om han stod lige ude foran hækken, hvilket han selvfølgelig også gjorde, da Sam gispede måske lidt for højt. "Hvad var det?" spurgte den samme stemme igen. Sam rykkede sig hurtigt tilbage, helt til den anden ende af hækken.

Bladende blev skubbet til side og et mørkt ansigt kom tilsyne. Manden havde bar isse og mørke rander under øjnene. Hans læber var fyldige og hans hud mørk. Hans chokoladefarvet øjne blev spærret op.

  "HER! DE ER HER I BUSKEN!" Hans hvide tænder lyste mørket op, da han åbnede munden.

Quen mærkede pludselig noget tumulter bag hende, og hun vendte sig hurtigt om. De andre var væk, nok kravlet ud i den anden ende. Hun prøvede selv at kravle ud, men blev grebet om anklen af fyren.

  "ARH! SLIP MIG DIN GALDNING!"  

  Længere nede ad gaden løb de andre i fuld fart. Pludselig standsede Marc op, så sig tilbage, hvor strisserne kom løbende med store, blodtørstige scheaferhunde. Malfoy fik store øjne, da den sidste scheaferhund han så, havde bidt hans ene finger af. En af hundene løb hen ved siden af Sam og bed hende hårdt i benet, så hun faldt om.

  "AAARRHH!" Hunden havde stadig sine spidse tænder boret ned i hendes knæskald, mens hun skreg op. Først da Sam tog rørtangen og slog hunden hårdt i hovedet med den, gav den straks slip og pev for livet, før den faldt om. Sam lå stadig og skreg mens hun grad. Malfoy løb videre, uden én tanke om, at hjælpe hans såkaldte venner. Han løb kun for sit eget skind.

Han løb ud på den store vej og drejede hurtigt til højre så trafikkens lys atter kunne ses. Han skænkede ikke den tanke, at kiggede sig for inden man krydsede en vej, som det er blevet genfortalt flere gange, siden spæd. Men han løb for livet, og satte en ende på det, da en af en lasbils store hjul, kørte ham over i ét hug, hvorefter han faldt død om.

  Marc der var standset op for at se efter Quen. Han var blevet taget af strisserne og Quen det samme.

  "Quen!" råbte han gennem den nu mørke nat.

  "Marc, du må ikke forlade mig," mumlede hun bange, da politiet havde taget om dem.

  "Lad hende være!" råbte Marc igen da de førte Quen ind i politibilen. Han prøvede at vride sig fri af strisserne, men de slog ham ned så han landede hårdt på asfaldten. De blev ført ind bilen og blev kørt afsted. Lysende i husende i det lille kvater, var blevet tændt. Man kunne nogle gange se en trække kadinet for, så deres børn ikke kunne se hvad der skete, ellers sad de bekymret og så ud af vindueskarmen.

  "Marc," hviskede Quen til ham da de kørte på vejen. "Vi bliver nød til at flygte." Marc så forvirret på hende.

  "Hvordan?" Hun trak en lille hårnål op af bukselommen og Marc smilede skadefro. Marc vendte sig rundt så Quen kunne låse hans håndhjern op, han havde på ryggen. Det lykkedes, og Marc gjorde det samme med hende. Shaføren og hans sidekammerat opdagede ingenting, da der var en metalplade mellem dem. Der var dog et lille 'hul' ind til dem med træmmer.

  "Hey, Strisser mand?" spurgte Marc helt pænt og lagde panden mod hullet.

  "Hold Kæft!" hvrissede de omme foran.

  "Nej, ikk' li' nu, for min lille ven her har brækket sig." Quen kiggede forvirret op på ham, men fattede så, hvad han hentyede til. Hun lavede nogle klamme bræklyde, der fik mændene omme foran til at ryste lidt.

  "Det er ikke vores problem," sagde den ene af dem så.

  "M-Men, hun brækker nærmest blod, i må da hjælpe hende.. Quen! Er du okay? D-Din mund er helt blodig, og din tunge .." Marc var virkelig en gid skuespiller, de brugte også tit ham til at slippe af med alle mulige ting, eller tigge på gaden. Der hørtes noget hvisken omme foran. 

  "La' mig se hende," sagde manden der ikke sad ved rettet, og lænede sit ansigt op mod træmmerne. Med lynets hast, stak Marc armen ind mellem træmmerne, der heldigvis ikke flyldte så meget, og tog manden om bæltet og løftede ham nærmest op til sig. Han tog fat i pistolen han havde i bæltet, uden manden kunne nå at gøre noget ved det. "Hænderne op!" råbte han og tog den i begge hænder, mens han sigtede mod shaføren. "Stands bilen omgående." Der lød et lille klik og derefter et brag, før bilen veltede om på siden at ligge.

Marc havde dog grebet fat i Quen, og holdt fast i træmmernde med hans anden hånd, så hun ikke skulle falde, og dø. Bilen blev liggende i noget tid, og da der ikke hørtes rumsterende lyde omme foran, trak han døren op og løb ud af døren med Quen i hælende.

De løb om til en stor, mørk gyde hvor de gemte sig. Men straks hørtes der igen fodskridt.

  "Jeg tror de løb derind," råbte en "strissermand," som Marc kaldte det, og pegede ind i gyden. Marc lænede sig nærmest ind over Quen for at dække hendes udsyn. De sad bag en container, nærmest helt presset op af den, for ikke at blive set. Da der bare var stille, og "Strissermændene" ikke var kommet, rejste Marc sig forsigtigt op.

  "Jeg tror de er gået nu," sagde han, og hjalp Quen op. Men nej.. Der hørtes pludselige råb, og mændene kom frem fra gyden med hævet pistoler.

  "Stå helt stille," råbte ham med den mørke hud. Quen og Marc gik nogle skridt bagud, men standsede, da de gik ind i muren bag dem. Eller, var det nu bare en mur? Der hørtes metaliske lyde fra muren, eller nærmere væggen. Det var en stor gasbeholder. Strisserne trak deres pistoler op af lommen og holdte den fremstrakt mod dem.

  "I er hermed anholt for inbrud og mord på to betjente." Quen og Marc vekslede bekymrede blikke. Det lød værre nu, hvor de hørte det fra deres synsvinkel. De havde jo brudt loven, flere gange, faktisk.

  "V-Vi gjorde det kun fordi vi ikke kan leve af rotter!" råbte Quen så og tårene begyndte straks at trille. 

  "Vi vil hellere dø med værdighed, mens vi stadig har den," sagde Marc så. Quen så hurtigt over på ham på store øjne.

  "Dø?!" hvæsede hun. "Vi skal kraftedme ikke dø!"

  "Quen! Lyt nu bare efter din.. Arg! Du skal bare flygte, når det er jeg siger til," hviskede han hidsigt og betjentene så en smule forvirret på dem.

  "O-Okay.." De gik over mod dem, stadig med hævede pistoler, og bandt deres hænder på ryggen, med håndhjern. De blev ført ud fra gyden og ud på vejen. Men med det samme, begyndte Marc at stå imod. Han sparkede og spjættede med benene. Han lavede nogle opkastlyde som Quen i bilen. Dem som holdte Quen, løb straks over for at hjælpe de andre med Marc. Hans øjne var røde og savl løb ud fra hans mundvige. Med det samme Quen mærkede hænderne slippe bag hendes ryg, begyndte hun at løbe. Hun kiggede sig tilbage over skulderen og så, betjentene løb efter hende.

Hun løb ned ad gaden og ned til havnen. Der var flere unge mennesker hernede og der hørtes også højt musik. Hun skubbede hårdt til dem, for at komme forbi. Hun dukkede sig lidt så man ikke kunne se hende, for de dansene mennesker. Hun smilede let og rejste sig op da strisserne hverken kunne ses eller høres. Hun gik baglens for bedre at kunne holde øje med om der alligevel kom nogen, da hun var sniget sig lidt væk fra mængden af mennesker. Men pludselig, forsvandt grunden under hendes fødder, og hun faldt bagover.

Hun ramte vandoverfladen med et plask, og sank langsomt ned i det mørke, kolde dyb. Hun mærkede straks øjnene begyndte at svig pågrund af det saltede vand. Hendes hænder var stadig bundet på ryggen, af håndhjern så hun ikke kunne svømme. Eller det kunne hun måske godt, men hun havde aldrig lært at svømme.

Hun sparkede voldsomt med hendes ben og kæmpede sig op til overfladen, der langsomt blev fjernere og fjernere. Hun mærkede en indre smerte i hendes hjerte, der slog så stærkt, at det kunne mærkes i hele hendes spinkle krop, som om hun havde været ude og løbet marton. Det var en frygtelig fornæmmelse og tårene blev blandet med havet omkring hende. En indre tanke i hendes hjerne satte i gang, mens hun bedte til Gud.  

Hendes blik blev langsomt sløret og hendes krop svag. Hun opgav at sparke med benene, og sank ned mod bunden, som ellers føltes uigenkaldelig langt væk. Et hårdt tryk blev ført ud i hele kroppen, imens livet langsomt sivede ud fra hende. Hun lukkede øjnene og smilede svagt, da hun mistede livet og døden overtog. Døde med værdighed, som et bevis, et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...