Dødens Spil!

Det handler om en pige ved navn Dina, hun bor i storbyen med hendes far for hendes forældre er skilt....
Hendes liv er håbløst, og de fleste punkter kan være svære, når man ikke har sin mor....
Dina oplever sin første forelskelse i en fyr ved navn Benjamin, der er mange piger fra hendes klasse der også er vilde med ham, så hun prøver at få ham ud af hovedet...
En dag til en fest finder Dina og Benjamin sammen, de bliver kærster og har det godt sammen, lige ind til dagen hvor Dina ikke kan klare ham mere, hun slå derfor op, men det skulle hun ikke havde gjort.....
Benjamin bliver sindsyg og ville derfor gøre Dina Ondt.....
I slutningen har Benjamin gjort Dina ondt mange gange, men han kan ikke stoppe og til sidst går Benjamin for vidt

3Likes
9Kommentarer
1618Visninger
AA

8. Hospitalet!

Jeg vågner op og kan mærke jeg ligger på noget dejligt blødt, jeg har stadig hovedpine og min nakke føles tung og varm, jeg kan stadig ikke helt se noget ud af mine øjne - det gør i hvert fald ondt når jeg prøver. Jeg kan pludselig høre stemmer ude fra gangen af.

"Ja, hun ligger der inde - jeres besøg kan kun vare 1 time da Dina skal operaers i nakken der..." siger en ukendt stemme. "Det er fint - vi kommer lige og siger når vi er gået..." siger en også ukendt stemme. Jeg har lidt svært ved at finde ud af hvem det er for jeg har på fornemmelsen at det er Caraline og hendes forældre.

Jeg spærer øjne op og ser Caraline sidde ved siden af mig på en hvid seng, jeg har en hvid natkjole på og mit har er uglet.

Hvor er jeg? Tænker jeg. Hvad laver jeg her? Hvad skete der?

Jeg forstod endelig ikke så meget lige i DET øjeblik - det hele skøjtede rundt oppe i hjerne!

"Dina? Dina er du okay? Hvad skete der?" siger Caraline. Der bliver kort tid stilhed.

"Jeg ved det ik." siger jeg meget stille. I det samme kommer der en person ind med hvide bukser, hvid trøje, en eller anden slags hvid hat med et rødt kors på og til sidst en lang hvid kåben af en art. Jeg tror nok hun er læge!

"Jamen hej Dina, går det godt. Du er på hospitalet nu, jeg er din læge - Mellanie jeg skal være her sammen med dig i de uger du skal være her i, du kom ud for en ulykke." siger damen med alt det hvide tøj. "Jamen - Jamen, hvad skete der?" siger jeg. "Ingen ved det præcist, men nogle elever der så noget siger der var en fyr der skubbede dig så voldsomt at du fløj ind i glasruden så den splintrede og rev din hud på både armene, benene og ansigtet - Han fik hvist også skubbet så hårdt at du fik et brud i nakken, derfor må du heller ikke bevæge dig for meget med nakken, og i det hele taget kroppen!" siger Mellanie. "Hvor lang tid skal jeg være her?" siger jeg. "Åhh, lægerne har sagt, at du DSV nok skal være her i 2 en halv uge! Jeg ved godt det er lang tid, men det er nødvendigt med din tilstand!" siger Mellanie. "Men, men..." siger jeg. "Ja, Dina det er underligt, men kan du på nogen måde huske noget som helst om, hvad der skete?" siger Mellanie. "Nej? Jeg - jeg..." siger jeg, og pludselig falder jeg i søvn igen...

"Hvad skete der - nu sover hun?" siger Caraline uroligt til Mellanie. "Hun har fået noget beroligene og noget smertestillende der gør hun slapper af og ikke kan være helt vågen så lang tid." siger Mellanie. "Okay - Godt godt!" siger Caraline. "Ja, vi må nok også hellere tage hjem igen, nu ved jeg ikke om hun må få det, men vi har købt lidt af hendes ynglings lækkerier til hende." siger Caralines mor. "Det er i orden, hun får det nok først bare i morgen..." siger Mellanie. "O.K, jeg skulle også høre må Caraline måske godt blive her med Dina og sove også tage i skole om morgen - hun vil gerne være sammen med hende de er som søstre?" siger Caralines mor. "Ja det må hun da gerne jeg henter lige en hospitalseng så kan hun sove på den, der er også dyne og pude!" siger Mellanie. "O.K vi bor ikke så langt væk her fra så hvis der er noget så kan vi hurtigt komme, og her har du vores numre!" siger Caralines mor. "Det er godt:) Men nu må Dina afsted hun skal til opration - Hun er tilbage igen om en halv times tid!" siger Mellanine og går hen i et rum lige ved siden af for at hente en hospitalseng til Caraline, og sætter den så derefter hen ved siden af min.

 

Pludselig vågner jeg, Caraline ligger og spiller på compyter ved siden af og hendes forældre er lige gået.

"Hvor er dine forældre?" spørg jeg. "De er lige gået..." svarer Caraline og klapper bærbaren sammen. "Hvorfor er du her så stadig?" spørg jeg. "Jeg har fået lov til at være her sammen med dig og sove og sådan - jeg skal bare hjem og i skole om morgenen, men så kommer jeg igen!" svarer Caraline. "Ej hvor fedt, så kan vi hygge!" siger jeg. Jeg blev så glad, at jeg der for begyndte at bevæge mig - det gjorde vildt ondt indeni - så ondt, at min krop faldt sammen og jeg faldt derfor i søvn igen.

 

Denne gang jeg sov, havde jeg mareridt - jeg kunne pludselig huske hele episoden, det hele kom frem - det var et frygteligt mareridt! Der var blod...

Jeg begyndte pludselig at tale i søvne. "Det var Benjamin!" siger jeg - Caraline blev meget forskrækket for hun kunne se jeg stadig sov. Hun hentede med det samme Mellanie, og Mellanie tilkaldte politiet og en masse andre læger - de stod nu alle og ventede og lyttede og prøvede at høre, hvad jeg sagde. "Nej lad vær, rør mig ikke - Neeej, Benjamin! Du må forstå det!" siger jeg. "Benjamin - Det var ham - Han ville ikke have jeg slår op - Han er sindsyg...            Aaaarhhhhh....!" siger jeg, og det var det sidste!

Jeg vågner pludselig igen - jeg kigger rundt der er 1 million øjne der stirrer på mig, KUN på mig!

 

Det sidste jeg for sagt til dem inden jeg bliver kaldt ned til opration stuen er:

 

"Benjamin det var ham! - HAN VIL DRÆBE MIG!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...