I Should've Kissed You (1D)

Isabell Parker er en 17-årig pige som bor i London. I skolen har hun kun én ven, Savannah. Resten af skolen enten ignorere hende eller mobber hende. Hendes familie er meget fattig og hendes forældre har aldrig tid til hende på grund af arbejde. Hun har et forfærdeligt liv, men det ændrer sig alt en dag, da hun møder drengene fra One Direction. Hvor gode venner bliver de, og er det mere end venner? Hvad med rygter, hvad med fansene? Og hvordan tager Savannah det? Kan Isabell klare det, når hun mister én af dem, hun elsker mest?

11Likes
15Kommentarer
2686Visninger
AA

3. Mysterious

                                                         

"Hey babe." Hans lyse stemme chokerede mig. For det første passede hans stemme ikke med hans udseende, i hvert fald ikke til hættetrøjen og solbrillerne. For det andet, kaldte han mig lige babe? Han kendte mig jo ikke engang! Jeg bed mig forsigtigt i læben. Man kunne se lidt af hans gyldenbrune pandehår som var sat med voks, resten var skjult bag hætten. Jeg hev ned i mit ærme, og kiggede ned i jorden. Først dér lagde jeg mærke til hans røde opsmøget bukser og hvide Toms.

"Ehm.. Hej" svarede jeg ham nervøst. Jeg kiggede op igen, men undgik øjenkontakt. Istedet kiggede jeg på hans læber. De spredte sig i et stort hvidt smil, som viste nogle perfekt siddende tænder. Jeg smilede skævt tilbage.

"Du er da ret god hva'?" 

"Den bedste" sagde jeg men fortrød. De ord ville jeg bare ikke have sagt! Han måtte tro jeg var selvisk nu. Mine kinder blev hurtigt varme, og igen landede mine øjne på jorden. Drengen undslap et lille grin, og jeg forstod straks at jeg rødmede. 

"Kan du lide at spille alene, eller skal vi gøre dig med selskab?" Han pegede hen på de andre drenge, som sad på bænken. Ville de virkelig spille med mig? Igen bed jeg mig i underlæben, og lod mit blik hvile på de andre drenge. De sad stadig og snakkede. En af drengene rettede sit blik mod mig, men jeg reagerede ikke. Han havde dejlige brune krøller. De bevægede sig i takt med vinden. Solbrillerne skjulte hans øjne, men jeg vidste de var rettet mod mig. Først da en regndråbe landede på min kind, kom jeg til mig selv, og først dér forstod jeg hvad jeg lige havde gjort. Jeg havde stået og stirret på ham, som om jeg ikke havde andet at lave. Jeg kiggede hurtigt hen på drengen som stod lige foran mig. Han havde taget sine solbriller af, og nu blottede han sine blå-grå øjne. Han kiggede på mig med et afventende blik.

"øh, ja..." svarede jeg, lige højt nok til at han kunne høre det. Igen undslap et grin hans læber.

"Er det et ja som at du godt vil spille alene, eller?" Han smilede til mig. Hvis ikke jeg rødmede før, var jeg sikker på at jeg gjorde det nu!

"Nej, jeg mente.. Altser jeg ville gerne.." Jeg tog begge mine hænder op foran mit ansigt. Hvorfor skete det altid for mig. Jeg var den akavede pige som de fleste ikke ville ses med. Jeg kunne ikke engang svare ordentligt, når der nu endelig var nogen som gad at snakke til mig. Jeg tog en dyb indånding, og pustede ud igen, Jeg var nødt til at tage mig sammen.

"Jeg mente, jeg ville gerne spille med jer." Han smilede stort og jeg gengældte smilet. Hans hoved drejede hen til de andre drenge, og nikkede kort. Drengene rejste sig, og kom hen imod os. Mit blik gled skiftevis hen over dem. Den ene var blond, vist den eneste af de fem drenge. Ham længst til venstre var lidt mørk i huden, sikkert fra udlandet. Den næste havde brunt hår, kun lidt mørkere end ham jeg lige havde snakket med. Den sidste af dem, var ham med de fantastiske krøller. Misforstå mig nu ikke, han har ikke afro hår.

 

"Indover!" "Jeg er fri!" "Kør selv!" "Skyd!" "Yeah buddie!" Den blonde dreng, som jeg fandt ud af hed Niall, kom over og klappede mig på skulderen. 3-2 til os, vi ownede dem! Jeg så over på Louis, som dramatisk kastede sig på sine knæ, og så over på Liam og Harry

"Hvad var det for noget forsvars spil? Hjælp dog jeres målmand!" sagde han med sarkasme i stemmen mens han slog ud med armene. Jeg kunne ikke andet end at grine af ham. Det lærte jeg hurtigt, Louis var den sjoveste af dem.

"Det er da dig som lod hendes skud komme forbi dig" klagede Liam, men med et stort smil efter. Vi grinte alle højlydt af dem, og Niall's grin gjorde kun vores latter højere. Hvor jeg dog elskede hans grin. Jeg kiggede over på Harry. Han grinte ikke længere. Han havde kun et skævt smil plantet på læberne, mens vi andre ikke kunne holde vores latter tilbage. Underligt nok var han den eneste jeg ikke havde haft en ordentlig samtale med. Dog havde vi haft mange af de akavede øjenkontakter. Jeg havde næsten ikke hørt ham tale hele dagen, så skulle det være da han snakkede med Louis. Mærkeligt da vi havde været sammen i flere timer. Han måtte være genert eller noget. 

"Skal vi ikke holde en pause?" spurgte Zayn. Vi nikkede os alle enige. Zayn tog en æske cigaretter op ad lommen, og gik længere væk. Er han ryger? Han ligner ikke en som kunne finde på at dræbe sig selv ved at ryge. Jeg kiggede uforstående hen på drengene. De løftede deres skuldre, og man kunne se deres sørgelige blikke bag deres glade facade. Jeg kunne godt forstå dem, jeg ville heller ikke have det godt hvis min bedste ven røg. 

Vi satte os alle ned i det fugtige græs. Jeg begyndte langsomt at starte en samtale op med Louis og de andre drenge. 

"Hvilket gymnasie går du på?" spurgte Liam med et smil.

"Ehm.. Jeg går faktisk ikke på gymnasiet, jeg går kun i 10 klasse" svarede jeg tøvende. Jeg trak ned i mit ærme og kiggede på græsset. Mine hænder gled over det fugtige græs, hvorefter jeg hev noget af det op fra jorden.

"Fedt." Niall så over på mig med et kæmpe smil som blottede hans bøjle. 

"Hvilket gymnasie går i så på?" spurgte jeg og så rundt på dem alle. Jeg havde ikke opdaget Zayn, før han kom og satte sig ned ved siden af Liam. Jeg smilede til ham, men kunne ikke lade være med at rynke på næsen da lugten af røg kom.

"Vi droppede skolen for vores job" sagde Louis. Hans blik gled hen på de andre drenge som nikkede, bortset fra Harry. Der måtte være noget galt med ham. Han var så stille. Havde han kæreste sorg? Var han sur? Måske havde han bare en dårlig dag. Jeg håbede ikke det var noget med mig at gøre, jeg havde ikke gjort ham noget. Havde jeg? Nej. Vi havde bare spillet fodbold hele dagen, og jeg havde jo faktisk ikke engang snakket med ham.

"Harry?" Hans grønne øjne så forvirret hen på mig. "Er der noget galt?" spurgte jeg ham med en blid stemme. Han rystede stille på hovedet, og så igen over på Louis med et skævt smil. Jeg kunne mærke på ham at det ikke var sandt, men jeg kunne ikke tillade mig at spørge mere ind til det. Så længe havde vi ikke kendt hindanden. Faktisk, var han den jeg kendte mindst af drengene. Der kom en akavet stilhed. Mit blik var rettet mod Harry, men han opdagede det vist ikke.

Jeg kunne mærke nogle dråber lande på min bare hud. Det gav mig gåsehud. Jeg kiggede op på himlen. De grå skyer havde hængt over os længe, og der var da også kommet dråber men først nu begyndte det rigtigt at regne. Vi rejste os alle op for at finde ly under et stort træ. Heldigvis var der mange af dem her i parken. Vi fandt hurtigt det nærmeste, og løb hen under det. Den akavede stilhed var der stadig, men Zayn var hurtig til at bryde den. Men hvorfor lige med det spørgsmål? ...

"Hvor bor du så, Isabell?" Alle drengene kiggede nysgerrigt på mig. Åh nej.. Jeg bed mig i underlæben. 

"Øøøh.." Jeg kiggede på husene som omringede parken. "Altså jeg bor tæt på her" svarede jeg lavt efter lidt tid. 

Der kom et lille grin ud af Zayn's læber. 

"Du svarede ikke helt på mit spørgsmål." Zayn stod med et charmerende smil. Skulle jeg virkelig sige hvor jeg boede? Mit hus var så lille, og.. Fattigt. Jeg bed mig lidt hårdere i læben og rettede mit blik mod Louis for at hente hjælp. Men selvfølgelig ville han også se mit hus. Jeg var åbenbart lidt for langsom til at svare da Zayn igen spurgte.

"Kom nu" sagde han med et smil. "Det regner, og vi bor længere væk." Zayn kiggede rundt på de andre drenge, de nikkede for at bekræfte det han havde sagt. Et suk slap over mine læber.

"Okay, jeg bor ret tæt på. Vincent Street nummer 9" Mit blik faldt ned i græsset. De kendte sikkert den gade. Kun fattige mennesker som min familie boede der, det var det rene helvede.

"Kan vi så ikke komme hjem og se dit hus?" spurgte Niall, og da jeg så op på ham formede hans læber sig til et stort og venligt smil. Hvor var han dog egentligt kær. Ikke kun smilet, han havde også nogle helt igennem smukke øjne. Selv kunne jeg ikke holde et smil tilbage, hans smil smittede af på mig.

"Jeg ved ikke helt.."

                                                     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...