I Should've Kissed You (1D)

Isabell Parker er en 17-årig pige som bor i London. I skolen har hun kun én ven, Savannah. Resten af skolen enten ignorere hende eller mobber hende. Hendes familie er meget fattig og hendes forældre har aldrig tid til hende på grund af arbejde. Hun har et forfærdeligt liv, men det ændrer sig alt en dag, da hun møder drengene fra One Direction. Hvor gode venner bliver de, og er det mere end venner? Hvad med rygter, hvad med fansene? Og hvordan tager Savannah det? Kan Isabell klare det, når hun mister én af dem, hun elsker mest?

11Likes
15Kommentarer
2687Visninger
AA

4. Me, Lonely? Not today! ;)

                                                                             

"Kom nuuu" plagede Niall. "Du kan vel ikke sige nej til de her øjne." Han greb hurtigt fat om Liams hoved, og vendte det mod mig. Liam lavede straks hunde øjne. Men han var ikke den eneste. De andre var straks med på idéen og lavede selv deres bedste "puppy face". De var altså skøre, men det kunne være det jeg havde brug for? Jeg kunne ikke holde et grin tilbage længere. Selv når jeg var nervøs, nervøs for at vise.. Mig. Så kunne de altid få mig til at slappe af. Det havde de gjort hele dagen. Eller, den tid vi nu havde været sammen. 

Jeg kiggede rundt på drengene, og blev lidt overrasket over at se Harry også lavede hunde øjne. Han begyndte vist at slappe lidt mere af, ligesom mig. 

Jeg havde stadig en diskussion kørende inde i mit hoved. Skulle jeg vise dem hvor jeg boede, eller komme med en undskyldning. Jeg vidste godt hvad jeg ville, det var ikke så svært. Selvfølgelig ville jeg have dem med hjem. De havde været utrolig søde. Bare tanken om at de ikke havde dømt mig, men faktisk så ud til at ville være venner med mig, det gav mig en ubeskrivelig glad følelse. Jeg havde været så åben over for dem hele dagen, bare været mig selv. Men nu hvor de spurgte ind til mig, gik jeg i stå. Hvorfor skulle det altid gå sådan? 

Louis stod og viftede med hånden foran mit ansigt, hvilket fik mig ud af min egen lille verden, som jeg var forsvundet ind i. 

"Hallo?" Jeg kiggede nysgerrigt op på Louis. "Ja?" 

"Du har stadig ikke svaret på spørgsmålet," sagde han og undslap et lille grin. Langsomt mærkede jeg mine kinder blive varme, og ligesom før vidste jeg at jeg rødmede. 

"Ehm.. Det kan vel ikke skade at i komme med hjem én gang?" Jeg prøvede at smile så godt jeg kunne, men det blev mere til en grimasse. "Men i skal ikke regne med det store, så i må ikke blive skuffede" indskød jeg hurtigt.

"Sådan en smuk pige må da bo et smukt sted" sagde Louis højt og løftede hans øjenbryn to gange op og ned. Hurtigt brød de andre drenge ud i en høj latter. Jeg så dumt på ham. Han skulle bare vide... 

"Og det er derfor jeg bor ved sådan et lorte sted." Jeg bed mig i underlæben. Der kom en akavet stilhed imellem os. Alle drengene kiggede på mig, bortset fra Harry. Han kiggede på jorden imens han kløede sig i nakken.

"Isabell, det kan ikke være så slemt" kom det fra Harry. Han løftede stille sit hoved og så mig i øjnene. Hans dejlige grønne øjne. De var nemme at forsvinde i, og det var det jeg gjorde hver gang. Vi havde øjenkontakt i lidt tid, men han valgte at se væk. Hvorfor? Stilheden listede sig ind på os. Vi kiggede alle sammen forskellige steder hen. På himlen. Menneskerne omkring os, hvor de fleste var ældre mennesker eller forældre med små børn. Jeg kiggede simpelt ned på jorden. Jeg valgte at bryde stilheden, som var blevet en irriterende larm.

"Hvis i virkelig er så desperate, så kom." De så alle tilfredse ud, det var jeg bare ikke. 

 

"Men Isabell, der er en ting jeg ikke forstår" sagde Niall og så forvirret på mig. "Hvorfor var du alene i parken?" De andre drenge vendte langsomt deres blikke mod mig, undtagen Harry. Hvad var der galt med ham? Han havde slet ikke talt til mig på turen hjem.

Men faktisk vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle svare på Nialls spørgsmål. Jeg kunne vel ikke bare sige at jeg er sådan en fattig type som ingen gad at være sammen med, kunne jeg?

"Det er en længere historie" svarede jeg og puttede mine hænder ned i mine lommer.

"Vi har tid nok" jokede Louis. Jeg fniste lidt men talte så videre.

"Kort sagt, jeg er ikke typen som har tusindvis af venner. Men jeg har én, Savannah, hun var bare syg idag." Jeg kiggede rundt på drengene. Der kom en akavet stilhed, men Niall var hurtig til at bryde den.

"Er det ikke ensomt?" spurgte Niall. "Niall!" Hostede Liam og gav ham en albue i siden. "Hvad?" sagde Niall bebrejdende. Jeg kiggede ned i jorden og grinte. Det irriterede mig ikke at Niall spurgte, det var jo sandt. Jeg var taknemmelig for at jeg havde Savannah, hun var en fantastisk bedste veninde. Ingen tvivl om det! Men jeg kunne ikke undgå at føle mig ensom nogengange. Som idag hvor Savannah ikke kunne støtte og hjælpe mig gennem den lange skoledag, som var blevet en brutal hverdag for mig. Men efter jeg havde mødt drengene idag, havde jeg ikke følt mig ensom. De var fantastiske, det var ingen hemmelighed.

"Jo, nogengange" sagde jeg. Jeg kiggede på Niall, han nikkede og så nysgerrigt på mig. "Men ikke idag, ikke efter jeg mødte jer." Jeg smilede og bed mig blidt i underlæben.

"Det var da godt" sagde Liam med en kærlig stemme. 

Jeg drejede ind på en vej, og drengene fulgte efter. "Vincent Street" stod der på et skilt. 8 huse væk fra lejligheden hvor jeg boede. Jeg greb fat om min trøjes ærme. Jeg burde ikke være så nervøs for at vise mit hus, mit fattige hus.

Det gik ret hurtigt. Vi var ved parkeringspladsen, og så var det turen op ad trapperne. Jeg greb fat om min lille hus nøgle i lommen. Døren var lige foran mig nu. Jeg stak nøglen i hullet og drejede. Døren lavede en lille "klik" lyd  og så tog jeg fat om det stadig kolde sølvfarvede håndtag.

                                                                   

__________________________________________________________________________________________

Det her er et kort kapitel, undskyld for det! Men vi syntes det var et godt sted at stoppe :) Næste kapitel bliver længere :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...