I Should've Kissed You (1D)

Isabell Parker er en 17-årig pige som bor i London. I skolen har hun kun én ven, Savannah. Resten af skolen enten ignorere hende eller mobber hende. Hendes familie er meget fattig og hendes forældre har aldrig tid til hende på grund af arbejde. Hun har et forfærdeligt liv, men det ændrer sig alt en dag, da hun møder drengene fra One Direction. Hvor gode venner bliver de, og er det mere end venner? Hvad med rygter, hvad med fansene? Og hvordan tager Savannah det? Kan Isabell klare det, når hun mister én af dem, hun elsker mest?

11Likes
15Kommentarer
2679Visninger
AA

5. 1, 2, 3 Fight!

"Giver du en rundvisning, Isabell?" spurgte Liam og lavede sit dejlige, kærlige smil.

"Ehm.. Det kan jeg vel godt." Jeg bed mig blidt i underlæben, og gik med tøvende skridt mod det første værelse. Mit værelse. Jeg kunne høre drengene gik lige bag ved mig, da gulvet knagede. Man skulle igennem en smal gang for at komme hen til mit værelse, så vi var nødt til at gå på en lige linje. Jeg holdt mit blik på gulvet, til vi nåede døren. Jeg åbnede den forsigtigt og de lyseblå væge kom til syne. Jeg kiggede mig hurtigt tilbage hvor Liam stod og smilede. Jeg fik kæmpet et skævt smil frem, og trådte så et skridt frem. Gulvet knirkede også herinde. 

"Her er ikke så meget plads, så bare prøv at.. Finde et sted og stå" sagde jeg og satte mig akavet på sengen, for at få mere plads til drengene. Alle drengene kom ind, bortset fra Zayn. Han stod i dørkammen da der ikke var mere plads. De andre drenge havde fået møvet sig ind, men stod også helt op ad væggen.

"Undskyld der ikke er mere plads Zayn" sagde jeg og kiggede undskyldende på ham. Han stod og grinede af de andre drenge som skubbede lidt til hinanden for at få mere plads, men blev hurtigt alvorlig og kiggede på mig.

"Bare rolig, jeg kommer til at se det igen" sagde han med en flirtende stemme og blinkede med det ene øje til mig. A hva' sagde han? Hans smil blev større og større, og til sidst kunne han ikke holde hans grin inde længere. Jeg kiggede måbende på ham. 

"Bare rolig, Bell. Det var for sjov" fik han klemt ud mellem hans grin. Mine kinder blev varme. Jeg må have set vildt dum ud, for de andre drenge begyndte at grine med. Deres latter fyldte sikkert hele huset, for de grinede højt. Jeg gemte mit hoved i mine hænder. Hvor pinligt. Jeg gav en lille pive lyd da jeg mærkede et bump på sengen. Jeg vendte hurtigt min overkrop og så på drengen som nu lå på sengen, grinende. Louis. Han så op på mig og åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. 

"Hvad?" spurgte jeg dumt. 

"Du er helt rød i hovedet" svarede Niall grinende. Hvor ydmygende! Jeg tog min hårde pude op i hånden, og kastede den efter Niall. Den ramte plet. I hovedet. Han stod tilbage med et chokeret ansigtsudtryk. Et grin satte sig hurtigt fast i min hals da jeg så hans underholdende ansigt, men det var hurtigt til at slippe ud over mine læber. De andre drenges latter blandede sig med min, selv Niall grinte med. Louis lå stadig på sengen, og grinte nu så meget at han holdt sig på maven. Jeg kiggede rundt på drengene. Louis der lå på sengen, Liam som stod lænet op ad væggen med Niall ved siden af sig, Zayn stod stadig i dørkammen med sit mystiske blik og til sidst Harry. Han stod, på samme som måde Liam, lænet op ad væggen. Hans blik undersøgte gulvet, mens mit undersøgte hans perfekte brune krøller. Hvor lang tid havde jeg kigget på ham, nogle sekunder måske? Hans øjne landede på mig. Hans grønne øjne. Der gik et stød gennem min krop. Vi holdt øjenkontakten, og stilheden lagde sig. I hvert fald i min verden. Et skævt smil kom frem over hans læber, hvilket fik mig til at se væk. Han skulle ikke vide at jeg stirrede på ham. Selvom det nok var lidt for sent nu.

"Nuurh! Se den lige Liam, er den ikke sød?" udbrød Niall. Han stod med en af bamserne fra min reol i hånden. Liam rystede blidt på sit hoved, imens et hurtigt grin fandt vej fra hans læber. Jeg gispede lydløst. Nej, nej, nej, nej, nej. Jeg kastede mig frem i sengen for at nå hen til Niall, som stod på den anden side. Jeg greb fat om bamsen, og holdt den tæt ind til mit bryst. De stod alle og stirrede på mig. Niall lavede store øjne. Havde det virkeligt set så mærkeligt ud? Jeg mener, jeg havde jo bare kastet mig hen til ham som en sindsyg. Værre var det vel ikke..

"Okaay" sagde Zayn langtrukkent. Jeg vendte min overkrop, og gav ham et hårdt blik. Han holdt hurtigt sine hænder op, og så uskyldigt på mig. Mit blik landede på Niall igen. 

"Ehm.. Bare lad mine... Bamser." Jeg sank klumpen jeg havde siddende i halsen. Hvor barnligt at have så mange bamser i min alder, men jeg orkede ikke at smide dem ud. Jeg havde mange barndomsminder som jeg huskede når jeg så dem, og så var de også bare nuttede.. Jeg fortsatte min sætning i et roligt tonefald: "Bare lad dem være."  Jeg kiggede op på Niall, og fik kæmpet et smil frem. Men kun et lille et.

"Selvfølgelig" svarede han bare. Hans øjne var stadig store. 

"Nåh, skal jeg vise jer det næste rum?" Jeg kiggede rundt på drengene. Hvorfor stirrede de sådan! Jeg smilede skævt og kiggede afventende på dem. Zayn var den første til at stamme et lille "ja" frem, efterfuldt af de andre. 

Vi gik igen hen ad det knirkende gulv, og kom hen til hoveddøren.

"Derhenne er der et toilet, og ved siden af er mine forældres soveværelse." Jeg pegede først mod toilettet, som lå tættest på hoveddøren, og bagefter mod soveværelset. Soveværelset lå på venstre side af toilettet. Jeg vendte mig akavet om. Drengene nikkede. 

"Og vi står i stuen" sagde jeg. Køkkenet lå i stuen. Ja, så lidt plads var der. I stuen var der ikke plads til mere end en sofa, spisebord- stole og så et lille tv. Niall smed sig i sofaen. 

"Her er rart, og hyggeligt" sagde han med et ægte smil på læben. Yeah, right.. Louis og Zayn satte sig på hvert sit armlæn, imens Harry og Liam satte sig på gulvet foran sofaen.

"Niall, du fylder!" sagde Zayn og skubbede til Niall, som lå i sofaen. Niall svarede ikke, men endte med at række tunge af Zayn. Jeg stod stille og kiggede på drengene. Harry, Liam og Louis prøvede at få Niall til at flytte sig, men Harry, Harry sad bare og stirrede på mig. Vent HVAD? Kiggede han på mig?! Hold the fuck up. Først nu havde jeg opdaget at Harry sad og, nærmest studerede mig. Han opdagede det hurtigt og kiggede væk. Kiggede på væggen, kiggede på tv'et, loftet, gulvet, alle andre steder end mig. Jeg bed mig i underlæben, og mine kinder blev varme. Hvorfor rødmede jeg? Det var jo ikke mig som blev opdaget i at studere ham.

"Hey Isabell, skal du ikke sidde ned?" Mine tanker blev revet væk, og jeg stod nu og kiggede mod Liam.

"Faktisk, jeg skal rydde op rundt omkring i huset, det har jeg lovet min mor. Men i kan bare blive siddende og.. Lave et eller andet." Drengene kiggede rundt på hinanden og Louis var hurtig til at svare.

"Vi hjælper dig!" sagde han med en begejstret stemme. Jeg kiggede måbende på ham.

"Seriøst? Vil i virkelig hjælpe med at rydde op frivilligt?" Louis nikkede. Hvis det var mig, ville jeg bare have siddet lænet tilbage i sofaen og været 'jaja bare gør det'. Okay, måske lidt overdrevet. Men jeg hader at gøre rent! Så måske er det meget godt at de ville hjælpe.

"Okay. Jeg rydder op på mit værelse. Ehm.. Harry og Louis i kan tage køkkenet, Liam, Niall og Zayn i kan rydde lidt op i stuen." Wow, jeg følte mig helt chef agtig her.

 

#Hej skat. Mormor er blevet indlangt på hospitalet så far og jeg tager derhen.Det er ikke meget alvorligt men vi overnatter derhenne, så du er alene hjemme. Husk nu at rydde op i huset!# Beskeden var fra min mor. Hun havde sendt den for nogle timer siden, men først nu så jeg den. #Okay, hils mormor og sig til hende at jeg håber hun får det bedre.# Jeg sendte beskeden, og smed mobilen på sengen. Okay, bøgerne var på plads, skrivebordet var ryddet, bamserne sad fint øverst på reolen så nu manglede jeg kun at redde min sen.. "Det gjorde du bare ikke!" råbte Harry fra køkkenet. Jeg kunne tydeligt kende hans dybe stemme. Lidt efter kunne man høre høj latter som blev ved. 

"Du er helt hvid i ansigtet" sagde Louis halvkvalt af sin latter. Hvid? I hovedet? Hvorfor skulle han være det? Jeg åbnede min dør som havde stået på klem, og gik gennem gangen og ud i køkkenet. What the? Harry var som sagt, hvid i hovedet. Louis havde, vent, var det æg på han skulder?! Var det det de kaldte at rydde op!? Både Liam, Niall og Zayn stod lidt i baggrunden og grinte af Harry og Louis' lille madkamp. Eller, ind til videre var den lille. Jeg tog begge mine hænder op foran min mund, da jeg vidste den var på vidt gab. Louis havde bemærket at jeg var kommet. Han kiggede undskyldene på mig. De andre drenges latter var også tyndt ud, og nu stod de kun og små fniste. Okay, Harry så faktisk virkelig sjov ud i hovedet! 

"Nej, nej, nej!" råbte jeg, men det var for sent. Harry havde allerede smidt en håndfuld mel på Louis, som nu stod med lukkede øjne og i en ret sjov position. Han vendte sig langsomt om, og jeg kunne gætte mig til at han kiggede på Harry. Hele Louis' ryg, og noget af hans hår, var blevet hvidt. Kridhvid. Der gik ikke lang tid før Niall og Zayn meldte sig ind i kampen, og så Liam. Jeg stod stadig der som forstenet. De har en madkamp, i mit køkken! Vidste de overhovedet at jeg var her, at jeg faktisk står og kiggede på? Åbenbart, for Louis var hurtigt henne ved mig og trakkede i min arm.

"Nej Louis!" sagde jeg bestemt. 

"Årh, kom nu Bell." Bell? Et kælenavn, til mig? Jeg føler mig beæret. Det lød da egentlig godt. Bell, klokke. Tilbage til virkeligheden!  Men det var også ret nemt, når man fik smidt mel lige i fjæset. Igen var min mund åben. Jeg fjernede noget af melet fra mit ansigt, og åbnede stille mine øjne. De stoppede alle med at kaste rundt med maden, eller faktisk var det mest mel der blev kastet med. Niall var hurtig til at pege på Zayn. Mit blik faldt på Zayn, som uskyldigt løftede sine skuldre. Jeg kiggede rundt i køkkenet, for at finde noget at kaste med. Uuh, æg. Jeg var hurtigt til blidt at tage fat om et æg, og kaste det mod Zayn. Det ramte midt på hans bluse. Latteren fyldte rummet, og alle var igen igang med at kaste melet. At rydde op var en tanke jeg først tænkte senere. Men vi havde jo også lavet den lille aftale at det var Harry og Louis der skulle rydde op i køkkenet...

_________________________________________________________________________________________________

Hej!:) Undskyld at der er lidt lang tid imellem kapitlerne:/ Jeg har aldrig været den bedste til at skrive starten på en historie, da jeg mere tænker hvad der skal ske i midten og slutningen:) Elhede er på ferie, så jeg er alene om det i den næste uge. Jeg prøver virkelig mit bedste på at få skrevet kapitlerne hurtigt, men så de også bliver gode. Husk at i gerne må give kritik^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...