Madison

Madison er en pige som snart går ud af gymnasiet, og som er en smule speciel. Hun hænger altid ud med sin veninde Jennifer, men så får Jennifer en ny kæreste, som ikke er helt som alle andre...

0Likes
0Kommentarer
373Visninger

1. Madison

 

”Madison, hvad syntes du om den her kjole?” Jeg kiggede op. Vi havde været i mindst 30 butikker nu. ”Ej helt ærligt Madison, kunne du ikke være lidt mere hjælpsom?” spurgte Jennifer. Hun stod i en lille lyserød kjole, med et sort bælte. Alt for lille efter min smag. ”Måske lidt kort”. Idrømmede jeg. ”Hvad så med den her?” Hun hev en lilla kjole uden stropper ned fra stativet og den var overraskende nok meget flot. Jeg havde selv købt en mørkeblå kjole med tynde stropper. ”Den er pæn, tag den”. ”Mener du det?” Spurgte Jennifer. ”Ja, den er da flot...” Jeg mente det, men der var ikke lige frem en overbevisne klang i min stemme. Endelig valgte hun den flotte uden stropper. Jeg trængte til noget frisk luft . ”Hvad er der galt med dig?” spurgte Jennifer. ”Jeg trænger bare til frisk luft” svarede jeg. Hun smilede bare undrene. Vi gik ud af Esprit butikken og endte med at blive klemt inde på fortovet. Min nye Volvo C70 skinnede i solen, så den røde farve spejlede Esprit butikken og noget af Oxford street. ”Jeg bliver altså mast hvis jeg bare skal stå her og kukkelure” sagde Jennifer. ”Hvorfor går du så ikke bare hen til bilen og sætter dig?”. Hun nikkede og så gik hun – med meget besvær - hen ved siden af bilen. Jeg trådte ud igemmen massen af mennensker og satte mig ind bag rattet. Jeg trådte let på speddern og bilen kørte hurtigt ud på gaden. Vi kørte vidre hen ad Oxford street og standsede først ved Burton Street - Den vej Jennifer boede på. Hun vinkede farvel og steg ud af bilen. Jeg kørte vidre hjem til mig selv jeg boede jo ikke så langt fra Jennifer - heldigvis – så jeg var fremme om mindre end ti minutter. Jeg passerede et par biler, et par huse og et par fuck fingre for min lidt slingrene kørsel. Jeg indrømmer det! Jeg kørte op ad indkørslen mens gruset gnasede nede under bilen. Mit hus var nok en anelse for stort til resten af kvateret. Min far og mor, Charles og Stefanie har altid syntes det var et fedt hus og så købte de det selvfølige, så typisk mine forældre; Ville de have noget købte de det. Jeg gik ind og hængte min jakke op på knagen. ”Hej skat. Var det hyggeligt at være i byen? Skete der noget specielt?” spurgte min mor. Som om der skulle ske noget specielt i Oxford. ”Det var fint nok” svarede jeg og det passede. Jeg gik op ad trappen men stoppede på det øverste trin. ”Hey, er far her?” spurgte jeg. ”Nej desværre, han skulle hjælpe til på gymnasiet med noget i kemi”. Nogle gange var det virkelig irriterende at Charles - min far – arbejdede på gymnasiet. Og det var selvfølgelig der hvor jeg gik, at han underviste i kemi - heldigvis et af mine bedste fag – men alligevel var det irriterende. Jeg gik ind på mit værelse og smed min taske ved siden af skrivebordet. Jeg satte mig på sengen og funderede lidt over hvordan jeg skulle klare den kommende afgangsfest. Jeg havde ikke noget personligt imod fester, men jeg kunne ikke lide at andre skulle genkende mig som den der outsider, som blev kaldt neger bare fordi jeg var adopteret fra Kenya og også fordi jeg aldrig var sammen med andre – Jennifer var en undtagelse. Jeg havde jo andre venner med de gik ikke i gymnasiet længere så det blev ligsom ikke regnet med sådan rigtigt. Jennifer havde aldrig prøvet på at gøre mig mere social, men hvis hun havede prøvet det var jeg nok blevet meget social. Jennifer havde selvfølige tusindvis af venner der bare ventede i hendes kalender på at det blev deres tur til at være sammen med hende. Faktisk lidt sejt. Jeg lagde mit hoved på puden, eller det var meningen, men i stedet knaldede jeg hovedet ned i min senge kant. ”Av for fanden!” råbte jeg som om jeg havde brækket noget. Min mor kom hurtigere en lynet. ”Skat, hvad sker der?”. Hun hævede øjenbrynene, da hun så på mig. ”Jeg slog bare mit hoved ned i sengekanten”. Jeg rødmede lidt. Hun rystede bare på hovedet og smilede så et ”Det da var godt gået” smil til mig. Jeg tog en pude og lagde den ind under mit hoved. ”Nå, men hvis du brækker næsen så sig til” sagde hun med en spand fuld af ironi. ”Okay”. Jeg lukkede øjnene.

 

Jeg åbnede øjnene og kiggede lige på billedet af min biologiske mor. Hun havde heddet Laura men var død af sult. Jeg kunne eller kan stadig ikke huske særligt meget om hende. Jeg blev jo allerede sendt på børne hjem som et årig. Ved siden af Lauras billede stod Melinas billede, min daværene bedste veninde far børnehjemmet. Hende huskede jeg heller ikke særlig godt. Jeg vendte hovedet hen mod min dør og lod tankerne flyve. ”Mor, Hvad er klokken?” spurgte jeg lidt søvndrukken. ”Stefanie er taget på arbejde” svarede far. Det betød klokken var mellem seks og syv. Og jeg skulle møde klokken otte. ”Nå men hvad er klokken så?” Spurgte jeg stadig lidt søvndrukken. ”Et kvater i syv”. Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset og børstede tænder. Da jeg var færdig listede jeg ned af trappen. Jeg stoppede med at liste da Charles fik øje på mig. ”Hvad lister du for?” Han sendte mig et fjoget smil. ”Øhh... Ikke for noget” sagde jeg lavt. Jeg gik hen til køleskabet og åbnede det, og lukkede det helt på præcis samme måde som jeg havde åbnet det. Var det en tvangs handling? Så åbnede jeg køleskabet igen og tog mælken ud. Jeg tog også cornflakesene og hældte dem op i en skål sammen med mælken. Jeg satte mig ved bordet og begyndte at spise. Charles kiggede op fra avisen, og sendte mig et ”lad være med at smaske” udtryk. Jeg lukkede munden. Så kiggede han på avisen igen og udstødte et lille suk. ”Hvad er der?” spurgte jeg, med munden fuld af cornflakes og mælk. ”Det er bare det at vi skal til at spare på gymnasiet igen... Faktisk gælder det stort set alle skoler og gymnasier i Oxford”. Jeg stønnede. ”Voksen ting” mumlede jeg ned i skålen med cornflakes. ”Helt sikkert” svarede Charles. ”Men du bliver jo faktisk også snart voksen” sagde Charles. ”Mmm... Helt sikkert” svarede jeg. Charles grinede. Jeg tog min skål og skyllede den i vasken. Jeg gik op af trappen og ud på badeværelset. Der redte jeg håret og børstede tænder. Derefter gik jeg ind på mit værelse og tog en lilla t-shrit, et par lyse cowboy bukser og et par grå ballerinaere på. Jeg tog også min yndling halskæde på, med et vedhæng af et hjerte med to diamanter, som Jennifer havde givet mig. ”Jeg tager i skole nu, ikke?”. ”Jov, vi ses” mumlede Charles så lavt at jeg næsten ikke kunne høre det nede fra stuen. Jeg tog min jakke på og snubbede min taske, løb ned af trappen, imens jeg sagde farvel.Det regnede udenfor. Jeg åbnede bil døren og satte mig ind i min nye, smarte, røde og dyre Volvo C70. Pigerne fra min klasse havde været grønne af misundelse da jeg havde fået den til min fødselsdag. Især Zoey, men det var jo bare fedt. Zoey var bare så selvoptaget, og så var hun selvfølgelig den største sladdertante i hele Oxford. Det var jeg i hvert fald ret sikker på. Jeg kørte bilen op på parkerings pladsen og stod ud. ”Hej Madison!” råbte Jennifer ovre fra indgangen. ”Hej Jennifer”. En yngre elev ved navn Kim blinkede til mig. Klamt. Jeg lavede en ”du er bare klam” grimasse til ham og gik hen mod Jennifer, som stod og ventede. ”Hej Madison. Godt vejr hva'?” mumlede jennifer. Hvornår var hun begyndt at syntes at regn var godt vej? Der stikkede noget under. ”Okay, kom så ud med det” sagde jeg. ”Noah har inviteret mig med til afgangs festen!” spruttede hun. Noah var den eneste Jennifer nogensinde ville havde sagt ja til. Men han var nok også skolens lækreste fyr. Helt lyst hår, en perfekt krop, rig og så havde han de flotteste øjne. Virkelige isblå øjne, som man blev helt hypnotiseret af. Riingg! Så havde mig og Jennifer ikke mere snakke tid for nu ringede klokken. ”Vi ses Madisom”. ”Ja, vi ses”. Jeg småløb ned ad gangen til Biologi lokalet. Døren stod åben og jeg listede hen på min plads ved siden af Henriette - hun var godt nok ret nørdet men faktisk meget sød – og satte mig ned. ”Er alle her?” Spurgte Hr. Hales. ”Ja, medmindre nogen er forsvundet” svarede Le, en af Zoeys veninder. ”Selvfølige ville det ikke gøre noget hvis nogen manglede”. Hun svingede hovet i retning af mig. Jeg sendte hende et syrligt smil og vendte øjnene. Hun smilede bare sit ”jeg er bare god” smil. ”Zoey og Le? Jeg bryder mig ikke om den tone”. ”Nej Hr. Hales” svarede Le og Zoey med én stemme. ”I skal læse side 56 og 57 nu”. Le fniste. ”Men det kommer jo nok til at tage lidt tid for visse personer”. Hun nikkede over mod mig. Som om. Jeg slog op på side 56. Hold kæft hvor var det kedeligt. ”Hvad skal vi gøre når vi er færdige med at læse?” Spurgte Henriette. Hun læste godt nok hurtigt. ”Nørd!” fnøs Zoey. Le nikkede. ”Det er jo ikke alle der skal være lige så dårlige som dig Zoey”. Forsvarede jeg Henriette.

”Piger nu skal vi tale ordentligt til hinanden!”. Råbte Hr. Hales. ”Ja, som om!” svarede Zoey. Hr. Hales kiggede på Zoey med et sigene blik og Zoey opdagede at hun nok ikke lige skulle havde sagt det. ”hen til kontoret med dig, Zoey!”. Jeg smilede et lumsk smil. ”Me...” prøvede Zoey. ”Ikke noget men Zoey, let så røven!” afbrød Hr. Hales. Hun mukkede hele vejen ud af lokalet, og sendte mig et par dræberblikke undervejs. ”Tak” mumlede Henriette ned i hendes bog. ”Det var da så lidt”. Hun løftede hovedet og smilede et genert smil til mig. Jeg begyndte at læse igen da Hr. Hales skulede irriteret til mig. ”Nå jov, i kan jo også lige læse fra 58 til 64 hvis i er færdige med side 56 og 57” Tilføjede Hr. Hales og gik ud af klasse lokalet. Jeg kiggede tilbage i bogen. Der gik cirka 10 minutter og så kom Hr. Hales og Zoey ind igen. Riing! Timen var gået hurtigt. Måske fordi Zoey var blevet sendt ud. Jeg pakkede mine bøger ned i min tasken og gik ud på gangen. ”Hey, Madison!” råbte Jennifer med sin allermest ”alle skal vide at jeg sagde det her” stemme. ”Mmmm...”. Mumlede jeg. Et par drenge kiggede over på Jennifer og spærrede øjene op. Jeg havde aldrig set de drenge før. ”Nå, vi er ikke så snakkesaglige i dag hva'?” spurgte Jennifer. ”Helt sikkert” svarede jeg med en lidt for kæk stemme. Drengene stod stadig og kiggede på Jennifer

jeg vidste ikke helt hvorfor. Jeg vendte hovedet over mod hende og så gloede jeg også. Hun så bare så godt ud. Hun havde helt stramme jeans på i sort, en top i rød med en masse flæser og så havde hun sat håret op i den mest kustfærdige høje knold med diverse spænder og hårnåle.. Det var underligt hun kunne se så godt ud i så almindeligt tøj. Hun var bare pæn. ”Øhh... Ranya, du savler”. Jeg lukkede munden. ”Du ser fantastisk ud!”. Hun smilede. ”Hvad er anledningen?” spurgte jeg. ”Anledningen?” spurgte Jennifer nærmest skuffet.

”Ja, hvorfor ser du fantastisk ud?”. ”Noah, og jeg er blevet kærester!” spruttede hun. Og derfor havde hun opkøbt hele Top shops varelager? Hvis der var nogen der gad gøre sådan noget var det bare Jennifer. ”Nårh... Men det er da godt” sagde jeg. Jeg smilede. Det var bare så typisk Jennifer. ”Nå, men Noah får da vist nok lidt konkurrence”. Jeg nikkede over mod drengene der stadig stod og gloede. ”Skrid!” råbte Jennifer over mod drengene, som lige pludselig skulle tjekke om deres bøger lå i deres skab. ”Du trænger vist til at afreagere lidt hvad?” spurgte jeg. ”Frokost?” spurgte Jennifer. Vi gik over mod kantinen og alle vi gik forbi kiggede på Jennifer.

Jeg satte mig ved mig og Jennifers selvanelige bord. Hun gik lige forbi og satte sig ovre ved Noah og nogle af hans venner. Fedt. Jennifer kyssede ham ret voldsomt og jeg kiggede væk. ”Madison, kom herover!” råbte hun. ”Ja, bare kom!” pressede Noah smilene. Jeg trak en stol ud over ved det andet bord og satte mig på højre side af Jennifer. ”Æhh, Ranya du har jo ikke hentet mad endu?” sagde Jennifer undrene. ”Jeg er bare ikke sulten” svarede jeg. ”Ligsom mig” sagde Noah. Jeg kiggede over på ham. Han havde heller ikke taget noget mad. ”Sig til hvis det er anoreksi, min mor er læge” tilføjede en af Noahs venner, Tyler. ”Men min mor er også læge, og vist lidt bedre end din mor” bød Conner ind og blinkede. Conners kæreste Caroline, grinede bare. Jeg himlede med øjenene og takkede nej. Kantinen var ved at være fyldt og alle snakkede. ”Har i hørt at Zoey blev sendt op til kontoret i dag?”. Jennifer prøvede at starte en samtale. ”Hun er heller ikke for kvik!” svarede Jonathan endu end af Noahs venner. ”Nej, fandme nej!” Enig gjorde Tyler. Jeg kiggede ud af det store vindue ovre ved siden af det største bord i kantinen. Det næste skete meget hurtigt. En bil kom kørene ind på parkerings pladsen, min fars bil,

en sort hund med pjusket pels løb ud forand bilen og bilen kørte ind i et træ. Min far var lige kørt ind i et træ. Ham der havde taget sig af mig i, ja, 11 år, var kørt ind i et træ. ”Nej!”tårene pressede på. ”Hvad er der Madison?” spurgte Jennifer. Var der virkelig ingen der havde set det? Jeg skubbede stolen ud fra bordet, så den væltede og løb ud fra kantinen, igennem de store døre og hen til døren til parkerings pladsen som sjædent blev brugt. Jeg tænkte ikke på andet en min far nu. Han var kørt ind i et træ. ”Madison! Hvad sker der?!” spurgte Jennifer undrene. Jeg begyndte at græde. ”Nej! Nej, nej nej! Nej!” Jeg løb forbi min Volvo og hen til det store egetræ. ”Madison!” råbte Jennifer igen. Jeg kiggede på bilen og hørte en underlig lyd af ødelagt metal - Min fars bil der nu var væltet om på siden. ”Far! Far! Kan du høre mig!”. Jeg græd som pisket nu. Jennifer kom løbene og så den væltede bil. ”Åhh, nej!” hulkede Jennifer. Nu kom både Noah, Tyler, Conner, Jonathan og flere øvrige elever. ”Jeg henter hjælp!” Råbte Tyler og Conner samme tid. Jonathan og Noah, der begge var ret stærke, mest Noah, faktisk meget stærk, prøvede at få en dør hver op. For Noah lykkes det.

”Nej!” Råbte Noah og begyndte at løbe ind i kantinen igen. Hvad skulle han dog der når min far var ved at dø? Jeg satte mig hulkene på jorden. Jeg tog hænderne op til hovedet. ”Det kan ikke passe! Det kan ikke passe! For fanden! Nej! Nej, nej, nej, nej, n...” min stemme knækkede over. Tomhed. Det næste der skete var sløret for mig. ”Åhh... Nej!” Jennifer sad på hug forand døren der var blevet åbnet. ”Blod... Over det hele” hulkede Jennifer. ”Hent dog hjælp, for fanden! Vi har brug for... Hjælp...” Jennifer stak hånden ind ad døren og ruskede i et eller andet. Hun trak hånden ud igen. Hendes hånd var fuld af blod. Conner og tyler kom tilbage med rektoren og et par lærer. ”Hvad er der sket her?” spurgte Hr. Volters. ”En sølle sort pjusket hund” min stemme knækkede over. Jeg kunne ikke sige mere for det hele var bare så tomt. Tomt. Tomt. Tomt. Tomt. Tomt og tomt. Jeg kunne ikke fatte det jeg lige havde set. En hund, min far, et træ og så en ødelagt bil. Det var min far. Min far. Mine ben rystede selvom jeg sad ned. Lige nu var jeg en bygning og det var som om alle skruerne var blevet fjernet inde i mig og nu spiltrede alt. Lige nu. Tomt. Alt det der foregik to meter fra mig var bare baggrund. Der var så tomt. Jeg blev svimmel og sorte prikker begyndte at dukke op for mit synsfelt. Det sidste jeg hørte var Jennifer der råbte ”Hjælp, lige Madison jeg tror snart hun besvimer. Åhh... Gud! Så Hjælp hende dog, Conner!”.

 

”Vågner hun snart?” hørte jeg en rystene stemme sige. Jeg kunne ikke genkende stemmen, men alligevel pippede jeg et ”Ja” til stemmen. ”Åhh... Hun er vågen!” sagde den ukendte stemme igen. Hvem var det mon? ”Skat, kan du høre mig?” spurgte stemmen. ”Ja” sagde jeg bare. ”Bedøvelsen har nok taget lidt på hende” sagde en let stemme beklagene. Her var så dejligt blødt og varmt. Hvis stemmen troede at jeg ville vågne eller rejse mig fra den behagelige tilstand min krop var i, var stemmen idiot. Jeg mærkede at min hals var helt tør og tog mig til halsen. Men mine fingre fandt ikke den kolde sølv kæde eller hjerte vedhænget som havde hængt der i 4 år. Hvor var min elskede halskæde? Jeg fik tårer i øjene og da jeg ville tøre dem væk åbnede jeg øjene. ”Hvor er den?” hulkede jeg. Stemmen - min mor drog et lettelsens suk og fik også tårer i øjene. Jeg satte mig lyn hurgtigt op i sengen. ”Åhh... Skat” sagde min mor. ”Hvor er den?” Snerrede jeg. ”Hvilken, den?” spurgte min mor. ”Halskæden” sagde jeg og tog mig til halsen.

 

....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...