I don't want you in my life! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 26 dec. 2012
  • Status: Færdig
Rebecca eller Beck som alle kalder hende er en helt nomal pige på 17år, hun fester, hænger ud med vennerne Josh, David, Tyler og Nate, snakker om drenge, skændes med sine forældre Trish og Charles, alt som normale piger på hendes alder gør! Bortset fra at Beck er foresangeren i bandet "Kaylan" som er på vej til at blive opdaget. Men når man er på vej mod toppen er det godt at man kender nogle som har prøvet det, Louis Tomlinson! Beck's storebror Jason's Bedste ven igennem mange år. Men alt det pres fra managers, pressen, familien osv. kan Beck klare det? Eller vil det stige hende til hovedet? Og Hvad sker der når en tragisk ulykke rammer Beck's liv?

20Likes
52Kommentarer
5285Visninger
AA

20. "Uden dig er jeg intet"

Der var gået ca en måned siden Tyler friede til mig, vi befandt os allesammen stadig i England for Kaylan var godt og vel opløst, Tyler og jeg havde købt en stor lejlighed i centrum hvilket ingen af de andre vidste fordi jeg ikke havde set dem, de havde prøvet at ringe, skrive og endda opsøge mig men jeg havde ikke den store lyst til at se dem, fordi jeg vidste at de ville begynde på det der '90210'-konfrontation igen.

 Tyler havde ikke slået mig, siden lige før forlovelsen, men vi havde osse været sammen hele tiden og så kedeligt som det lyder var vi gået lidt i 'hverdag', vores dage var ens og de bestod af at: Feste, sove, sex, spise, drikke, stoffer, feste, sove, sex, spise, drikke, stoffer, feste, sove, sex, spise, drikke, stoffer om og om igen, ikke at det var kedeligt for det var de ting jeg bedst kunne lide og det at jeg kunne gøre det uden Reed og de andres beskyldende blikke var fantastisk.

"Din telefon ringer!" sagde jeg træt og rakte den til Tyler, han satte sig ordenligt op i sengen og tog imod den "Hej far!" man kunne nemt tyde at Tyler var nervøs, men så igen Tylers far var en marine infanteri hvilket var en elitesoldat! så hvem ville ikke være det? Og så oven idet så har de et lidt anstrengt forhold, fordi at Tyler valgte at blive musiker imod hans fars ønske.

"Ja okay! Jeg kommer om en time! vi ses Far" Tyler lagde på og kiggede undskyldende på mig, jeg sendte ham et forvirret blik "Min far vil snakke med mig! Sorry Babe!" sagde han stille og lænede sig over imod mig og kyssede mig på munden, jeg hev mig hurtigt væk, hvilket fik ham til at kigge forvirret på mig "Morgen-ånde" sagde jeg undskyldende, han begyndte at grine og rejste sig "Fair nok! Jeg går i bad! Hvis du ikke ved hvad du skal lave idag, kan du gå ned og hente nye forsyninger" han sendte mig et frækt smil og forsvandt så ud på badeværelset.

Jeg rejste mig fra sengen og fandt en lang kjole som jeg hev over hovedet, min krop føltes helt tung med det var resterne at alkoholen fra i nat der gjorde det, jeg hadede at være ædru og upåvirket så jeg havde tænkt mig at gå ned til Gatéz med det samme, Gatéz var vores forsyner bedre kendt som pusher.

Jeg magtede ikke gøre noget ud af mig selv, så jeg foresatte hurtigt ud i køkkenet hvor jeg fandt en næsten tom flaske vodka, jeg drak resten idet jeg tog min taske over skulderen og gik over til hoveddøren.

Da jeg trådte ud af opgangen, begyndte min mobil at ringe, jeg tog den op af min lomme og kiggede på displayet før jeg trykkede besvar "Reed! Hva' så?" jeg begyndte at gå hurtigt ned af gaden, ikke fordi at jeg havde travlt men jeg regnede med at jeg havde brug for 'forstækning' til at overleve denne her samtale.

"Hej Beck! ikke så meget! Men har du tænkt over det?" selvfølgelig! hvorfor kunne hun ikke bare passe sig selv? Hun var meget sjovere, da hun tog stoffer og festede. "Reeeed! You're boring" sagde jeg i en syngende tone idet jeg drejede om hjørnet, Reed sukkede "undskyld at jeg ønsker det bedste for min bedste veninde!" sagde Reed irriteret, jeg stoppede med at gå da jeg fik øje på Gatéz "Reed, jeg forstår ikke, hvordan jeg kan være din bedste veninde? Vi har intet tilfælles, efter at du er stoppet med at være sjov!" jeg lagde på inden hun fik sagt mere.

Jeg fik hurtigt bevæget mig over imod Gatéz "Becky!" råbte han idet han fik øje på mig, han åbnede armende og gav mig et kram "Gatéz! Du ved hvorfor jeg er her" sagde jeg og sendte ham et smil idet han slap mig, han nikkede og stak hånden ned i lommen "Jeg er næsten løbet tør for det sædvandelige! men jeg får noget imorgen" han rakte mig en lille pose kokain, jeg tog imod den og lagde den ned i min taske.

"Det er ikke meget! Du kender Tyler....Hvad har du ellers?" jeg sendte ham et trist smil, han så ud til at få en idé "Jeg har fået noget helt nyt! Det har ikke rigtigt et navn! Men det er rigtigt stærkt så en sød lille pige som dig skal ikke tage mere end en pille" han rakte mig en lidt større pose der var fyldt til randen, hvilket var lidt underligt...Den må være ret dyr. Jeg tog imod posen og kiggede lidt på den "Hvor meget?" spurgte jeg uden at fjerne blikket fra posen, Gatéz rømmede sig "4000! Men husk at du kun må tage 1 især når du ikke har taget det før!" jeg tog min pung frem og fik hurtigt fisket nogle sedler op af den, jeg rakte ham dem "Du siger det som om at jeg er svag!" sagde jeg en smule irriteret, jeg havde taget mange forskellige stoffer de sidste 2år!

Så han skal ikke komme og få mig til at føle mig som en lille pige! Han begyndte at grine samtidig med at han tog imod pengene "Søde skat! med hensyn til dem der! er du" jeg lagde min pung væk. jeg rystede på hovedet og åbnede posen, jeg rystede den oven over min hånd og 3 piller røg ud, jeg tog hånden op til munden og slugte dem "Bad move girl!" sagde Gatéz stille, jeg smilede til ham og vendte rundt "Det siger du jo" jeg begyndte at gå tilbage mod lejligheden.

Da jeg var ude for Gatézs synvinkel kunne jeg mærke, at jeg begyndte at blive svimmel så jeg stoppede med at gå og stilede mig med hovedet ned af mens jeg støttede mig, op af en bygning med min ene hånd "Er du okay?" jeg løftede hovedet og fik øje på en kvinde som var i 30erne, jeg smilede og nikkede "Tømmermænd" sagde jeg og løg, kvinden nikkede og gik videre.

Da jeg havde fået min balance under kontrol, begyndte jeg langsomt at gå igen, min hals føltes pludselig meget tør, det var som om at den trak sig sammen! Det var som om alt væsken i min krop blev fjernet, jeg blev svimmel igen og der kom nogle sorte pletter for mit syn, før jeg vidste at det mistede jeg følelsen i min krop og jeg faldt sammen.

 

                                    **********************************************

 Louis' synsvinkel

"Afvisning nr. 100!" sagde David surt, vi sad allesammen ved spisborderet og snakkede om mission´hjælpe-Beck´, Vi eller Reed havde ringet til Beck for nogle timer siden, man kunne se at Becks ord havde gjort ondt på Reed.

"Reed hun mente det ikke! Beck forstår bare ikke, at vi vil hjælpe hende" sagde Niall trøstende, Reed nikkede og sendte ham et falsk smil. "Næste træk?" spurgte Nate neutralt, jeg tog en dyb indånding "Vi finder hende og binder hende fast til en stol, så hun ikke kan afvise os" Harry rejste sig samtidig med at han slog sin hånd ned i borderet, hvilket gjorde at alles opmærksomhed lå på ham.

"Jeg henter rebet" sagde han, jeg grinte lidt "Det var for sjovt Harold!" sagde jeg og rystede på hovedet af ham, han satte sig ned igen "Jeg holder virkelig ikke til det her mere! den sidste måned har vi arbejdet hårdt med vores musik og ved siden af, har vi kimet Beck ned! Uden at der er sket noget! Vi bliver nødt til....." Harry stoppede sin tale da min mobil begyndte at ringe.

Jeg tog den hurtigt op af min lomme og kiggede på displayet "Hej Trish! Hvordan går det?" det var lidt underligt at hun ringede til mig, og så selvom hun havde været som en ekstra mor for mig! "Louis kdfgjlgjldjgorgjrovjhjjkjngkldfjhhfdl Beck" jeg opfangede kun to ord, af det hun sagde fordi hun græd og det var mit navn og Becks "Trish tag en dyb indånding! Jeg kan ikke forstå, hvad du siger" jeg kunne høre at hun gjorde som jeg sagde "Beck er på hospitalet! Hun har taget en overdosis!" jeg kunne høre at hun brød fuldstændig sammen, jeg sad som forstenet og jeg var ikke klar over, om jeg havde hørt rigtigt, men jeg vidste at jeg var nødt til at tage mig sammen og få min sexet butt over på hospitalet "Vi kommer med det samme!" sagde jeg efter noget tid og lagde på.

De andre kiggede afventende på mig, jeg rejste mig hurtigt "Vores næste træk er at tage på hospitalet........Beck har taget en overdosis" sagde jeg stille og kiggede ned i borderet, de andre gispede "Lad os komme afsted!" sagde Reed med gråd i stemmen. De andre rejste sig og vi gik sammen ud af lejligheden.

 

                 ***************************************************

Efter en aaaalt for lang køretur var vi endelig på hospitalet, vi gik hurtigt ned af gangen forbi skranken og ned imod Trish, som jeg kunne genkende på hendes skrige orange jakke.

"Trish?! Hvordan har hun det?" spurgte jeg idet jeg kom over til hende, jeg fik øje på Shiela og Martin der sad på nogle stole lidt væk mens at Charles stod ovre ved dem, Trish gav mig et hurtigt kram og slap mig "Lægen sagde at hun først kan stabiliseret, når hun vågner! Det har noget med det, som hun har taget at gøre" Trish stemme var skrøbelig og lav modsætning af hvad den plejede at være.

Charles sendte mig et lille falsk smil og lagde en hånd på Trishs ryg, hvilket gjorde at hun vendte sig imod ham og krammede ham "Jeg kan ikke miste hende osse! Hun er min lille baby!" det gjorde helt ondt at høre Trish sige sådan noget efter deres fortid med overfaldet osv.

Jeg gik videre hen til Shiela og Martin mens de andre fordelte sig lidt, nogle snakkede med forældrene mens andre satte sig ned i nogle stole "Hej hvor længe har i været her?" spurgte jeg idet jeg satte mig i en stol overfor dem, Shiela tog en dyb indånding "En halv time ca! Vi var faktisk på vej ind for at få barnets køn af vide, men Trish nåede lige at fange os på mobilen, så vi nåede det ikke" Shiela virkede trist men alligevel fornuftig nok at snakke med, hvor Martin derimod sad med sit ansigt begravet i sine hænder.

"Martin, hun skal nok klare den" sagde jeg trøstende, Shiela aede ham forsigtigt på ryggen "Det ved han godt, det er bare Gudfaren der bekymre sig" Martin løftede sit ansigt og blottede dermed sine røde hævede øjne "Først Jason og nu Beck" sagde han stille, Shiela tog hans hånd og kyssede den "Nej Skat! Beck skal nok klare den, hun er en fighter!" Martin nikkede og sendte hende et taknemligt blik.  

"Er i Rebecca Ann West's familie?" jeg rejste mig fra stolen og gik over til Trish og Charles efterfulgt af Shiela og Martin, jeg fik øje på en meget ung mandelig læge, han var ikke en dag over 20! Okay måske overdrivelse fremmer forståelse!

"Ja og venner selvfølgelig" sagde Charles og hentydede til os andre, Lægen nikkede og bladrede i den journal han stod med "Det gør mig ondt at sige det her, men Rebeccas tilstand er kritisk" han stoppede for lige at lade ordrene flyde ind, West familien var virkelig ramt af uheld! først Jasons bilulykke og nu Becks overdosis, det gjorde så ondt at tænke på, at jeg måske osse skulle miste Beck men alligevel følte jeg mig følelsesløs, jeg stod bare som lammet.

En sygeplejeske kom over og hviskede noget i lægens øre "Mener du det?" spurgte han og kiggede afventende på sygeplejersken som nikkede, Lægen vendte sit blik tilbage på os "Godt nyt! Jeg har ingen idé, om hvordan det kan lade sig gøre men Rebecca er vågnet! Men jeg vil foreslå, at det kun er det nærmeste familie, der går ind til hende lige nu, da det er vigtigt at hun får fred og ro" sagde lægen og smilede til os, Charles rystede på hovedet "Ikke for noget Knægt men vi går allesammen ind til hende"sagde han bestemt, jeg tror at lægen kunne fornemme at han ikke gav sig for han pegede over i mod en stue.

Vi gik alle derover med hurtige skridt men Charles stoppede lige før vi nåede døren "Trish måske skulle vi lade de unge gå først, de ser ikke ligeså ødelagt ud som os! Så har vi osse noget tid til at samle os" Charles kiggede afventende på Trish, som nikkede og gjorde tegn til at vi skulle gå ind. 

Da døren lukkede og vi stod inde hos Beck, stod vi i tavshed og studerede hende, hun kiggede den anden vej ud af et vindue, jeg kunne ikke fatte at hun havde prøvet at begå selvmord! Hvordan kunne hun gøre det imod hendes forældre og venner? Hvordan kunne hun gøre det imod mig?! 

Niall gik over og satte sig på sengekanten, mens han tog hendes hånd "Beck? Er du okay?" spurgte han bekymret, Beck kiggede først på ham men derefter over på os andre "Jeg har det fint! Hvorfor?" Beck sendte Niall et smil, Becks glade facade narrede ingen.

Jeg skulle lige til at sige noget, men jeg stoppede mig selv idet døren gik op og ind kom Lægen efterfulgt af Charles og Trish.

Lægen stilede sig helt henne ved Beck "Når Rebecca, hvordan har du det?" han lagde sin hånd på hendes pande, Beck rømmede sig "Fantastisk! Må jeg gerne tage hjem?" Den glade facade, begyndte at gå mig på nerverne, hvorfor kunne hun ikke bare pakken den væk og vise os en rigtig følelse?!  

Lægen grinte lidt "Ikke helt endnu! Vi har først noget vi skal snakke om, Jeg ved ikke helt om du vil gøre det under 4 øjne?" spurgte Lægen og kiggede på os. Beck rystede på hovedet "Bare lad os få det overstået" hun sendte ham et smil og han nikkede "Okay! Vi kunne ikke undgå at lægge mærk til dine ar på maven og min professionelle mening siger at det ikke er første gang, at du tager stærke stoffer! Så derfor..." Lægen rakte Beck en folder, Hun tog imod den og kiggede lidt på forsiden "Jeg tror ikke helt at det er noget for mig" sagde hun og rakte den tilbage til ham, men han tog ikke imod den.

"Rebecca vær nu fornuftig, vi prøver at hjælpe dig, til at gøre det til dit valg men bare så du ved det har vi nok beviser til at få dig tvangsindlagt"  sagde han og sendte hende et trøstende smil, Beck begyndte bare at grine "Er du klar over hvem jeg er? Jeg er Beck West! jeg har nok penge til at købe hele dette hospital og fyre jer allesammen, jeg kan smadre din karriere sådan her" Beck knipsede og stirrede på lægen med et hårdt blik, men lægen lod sig ikke påvirke.

"Det er meget vel Rebecca, men du har brug for hjælp" Lægen kiggede over på Trish og Charles som stod og så helt foravet ud.

Det bankede på døren "Forstyrre jeg?" jeg vendte mig om og fik øje på Tyler! HVAD FANDEN LAVEDE HAN DER! Havde han intet lært fra sidst?! Jeg afskyede Tyler, som pesten men jeg var vidst ikke den eneste.

"Hvad fanden vil du?!" spurgte Nate hårdt, Tyler bed sig i læben og kiggede ned i gulvet "Tyler!" råbte Beck og åbnede sine arme, jeg kiggede forvirret over på Beck mens at Tyler gik over til hende og gav hende et kys og et kram.

"Beck?!" sagde Nate chokkeret, Beck kiggede over på ham med et neutralt blik "Har du et problem?" sagde hun koldt, Tyler rømmede sig og fik dermed vores allesammens opmærksomhed "Beck må jeg lige snakke med dig?" Tyler lød helt lille og nervøs! Hvad skete der lige? Fyren plejer at lyse af selvtillid?!

"Jeg går ingen steder!" sagde jeg ligeglad, det røg bare ud af mig men jeg fortrød det ikke. "Heller ikke mig" sagde Nate og stilede sig ved siden af mig, Beck rullede med øjnene "Fint! Farvel alle andre!" sagde hun irriteret.

Da alle de andre havde forladt stue'en stod Nate og jeg bare og stirrede på Tyler, hvilket han godt kunne mærke for han kiggede nervøst rundt.

"Becks du ved at jeg elsker dig, det var derfor at jeg bad dig om at gifte dig med mig" Tyler snakkede meget langsomt og stammende, vent.....Skulle de giftes?!

"Beck du kan da ikke gifte dig, med ham! Han behandler dig ikke ordenligt! Du fortjener en, der er meget bedre!" det var som om at Nate havde læst mine tanker, men Beck ignorerede ham bare, mens Tyler foresatte "men da jeg snakkede med min Far idag, fik han mig til at indse noget, han havde læst om episoden ved Jasons begravelse og han.....sagde at jeg ikke er en mand, men en lille bange dreng der ikke tør tage ansvar for sine handlinger....han har ret! Beck jeg kan ikke være sammen med dig mere, fordi jeg er nødt til at ændre mig, før jeg nogensinde kan gifte mig eller være sammen med en kvinde! Du fortjener osse en der gør dig lykkelig" Tyler sendte hende et undskyldende blik.

Beck rystede på hovedet "Du gør mig lykkelig!" prøvede hun, Tyler rystede på hovedet "Søde skat, det tror du! Men jeg er ikke den rigtige for dig! Du må undskylde alt, hvad jeg har udsat dig for, jeg håber du finder en" Tyler kyssede hende i panden og skulle til at gå, men Beck hev fat i hans håndled "Nej Tyler! Vær sød ikke at forlade mig! Jeg vil ikke miste dig! Uden dig er jeg intet" Beck begyndte at græde, Tyler hev sin hånd til sig og sukkede "Det er omvendt! Du er ikke noget sammen med mig! uden mig er du den fantastiske pige Beck" Tyler begyndte at gå hen imod døren.

Beck brød helt sammen "Tyler vær sød" hulkede hun, men Tyler foresatte ud af døren. Da den smækkede efter ham vidste jeg, at vi havde haft vores sidste runde af "Overfald-Beck", jeg beundrede faktisk Tyler en smule, for at ville ændre sig og give slip på Beck, det ville jeg aldrig være i stand til, Jeg gik over og satte mig på senge kanten og hev hende ind til mig "Shhh..! Det skal nok gå! Vi er her for dig!"    

    

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...