I don't want you in my life! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 26 dec. 2012
  • Status: Færdig
Rebecca eller Beck som alle kalder hende er en helt nomal pige på 17år, hun fester, hænger ud med vennerne Josh, David, Tyler og Nate, snakker om drenge, skændes med sine forældre Trish og Charles, alt som normale piger på hendes alder gør! Bortset fra at Beck er foresangeren i bandet "Kaylan" som er på vej til at blive opdaget. Men når man er på vej mod toppen er det godt at man kender nogle som har prøvet det, Louis Tomlinson! Beck's storebror Jason's Bedste ven igennem mange år. Men alt det pres fra managers, pressen, familien osv. kan Beck klare det? Eller vil det stige hende til hovedet? Og Hvad sker der når en tragisk ulykke rammer Beck's liv?

20Likes
52Kommentarer
5187Visninger
AA

23. Lad os finde ud af det når jeg kommer hjem

Nialls synsvinkel 

Der var nu gået et par timer siden at Beck var flygtet fra lejligheden, af mange forskellige grunde var vi blevet i lejligheden og undladt at være ude og lede efter Beck, jeg tror at en af de store grunde til at vi er blevet er fordi vi er bange for hvordan vi finder hende!

Også fordi at Louis havde sagt at vi skulle blive, mens han og Eleanor tog ud og ledte efter hende.

"Jeg håber virkeligt ikke at der er sket noget slemt" sagde Zayn alvorligt, jeg kunne mærke at en skyldfølelse overtog min krop, jeg skulle have fortalt drengende om Becks  ´indre´ stemme, så vi kunne få hende indlagt, sådan så hun kunne få den rigtige hjælp! Den hjælp hun havde brug for!

"Niall, er du okay?" spurgte Harry og lagde en hånd på min skulder, jeg lagde først mærke til der at nogle tåre havde undslippet min øjenkrog og var på vej ned af mine kinder, jeg fjernede dem hurtigt og landede mit blik på Harry "Ja, jeg har det fint" sagde jeg og rejste mig fra sofa'en.

Harry sukkede "De skal nok finde hende" sagde han trøstende, jeg nikkede "Det er ikke så meget det, det er mere det faktum hvilken tilstand de finder hende i" sagde jeg og gik over imod udgangen af rummet, men jeg blev stoppet da Danielle hoppede ind foran mig og gav mig et rigtigt kram "Niall, det skal nok gå" hviskede hun ind mod mit øre, hvilket bare fik mig til at græde endnu mere, jeg ved godt at jeg er en følsom fyr, men altså sådan er jeg bare.

Danielle slap mig og sendte mig et opmuntrende smil, jeg hev min mobil op af min lomme "Jeg prøver at ringe til hende" sagde jeg stille og gik lidt væk fra de andre samtidig med at jeg trykkede hendes nummer.

Den ringede noget tid, men blev så endelig taget "Hallo?" sagde en mandlig stemme, jeg kiggede forvirret rundt "øh...Hej mit navn er Niall, men jeg tror vist at jeg har fået forkert nummer, for jeg leder efter en der hedder Beck! Det må du meget undskylde" sagde jeg og skulle til at afslutte samtalen, hvis ikke at fyren i den anden ende havde stoppet mig.

"Nej slet ikke! Niall det er Tyler! Beck dukkede op, hjemme hos mine forældre for nogle timer siden, hun snakkede om at der ikke var noget formål med hendes liv mere, og alt muligt andet! Jeg kunne ikke lade hende gå, fordi hun lød som en der var på randen af selvomord" forklarede Tyler hjælpsomt, jeg rømmede mig for at lyde som om at jeg ikke græd.

"Har hun drukket?" spurgte jeg nervøst, Tyler sukkede "Jeg ved det ikke, hendes øjne er blanke og hun fabler løs om en fortrolig person! Hun virker langt ude, men det kan ligeså godt være fordi at hun ikke har fået noget i lang tid" sagde han uvidende, jeg tog en dyb indånding "Kan du få hende her hjem, hvis jeg sender dig adressen?" spurgte jeg opgivende, Tyler var stille noget tid "det kan jeg vel, men det bliver ikke let! Vi er der om en halv time" svarede han endelig og lagde på, jeg gik hurtigt ind på beskeder og sendte ham adressen.

"Når......hvad så?" spurgte Zayn afventende, jeg tog en dyb indånding "Beck er tilbage, om en halv time" svarede jeg som om at det var intet, Liam åndede lettet op "okay godt, men hvordan?" spurgte han med et opmuntrende smil på læben.

Jeg sukkede "Hun er hjemme hos Tyler, så han kommer over med hende" sagde jeg som om at det var intet, Harry kiggede på mig med et vredt blik og skulle lige til at sige noget til det men jeg kom ham i forekøbet "Det er ikke tid til at bære nag til Tyler, Beck var taget over til ham! Det viser at hun føler sig en smule tryggere hos ham end hos os! Og det betyder en del" sagde jeg bestemt.

Vi havde ventet i omkring 20 minutter, da det endelig ringede på døren, jeg løb over for at åbne og der stod Tyler med en Beck over skulderen, der spraglede og sparkede med arme og ben.

Jeg gjorde tegn til at Tyler skulle komme ind, han trådte ind og jeg smækkede døren bag ham. Tyler satte Beck ned og hun begyndte straks at gå over imod døren men Tyler tog fat i hendes arm, hvilket fik Beck til at stikke ham en knytnæve lige i ansigtet, normalt ville det få Tyler til at flippe ud men det virkede som om at det slet ikke rørte ham en smule. "Beck slap nu af!" sagde Tyler bestemt, Tyler og jeg fik hevet Beck ind i stuen til de andre.

Vi satte os ned i sofaen med Beck i mellem os, vi holdte hende begge to i et stramt greb for at få hende til at falde til ro, fordi hun slog og sparkede på livet løs. "LAD MIG NU VÆRE! JEG VIL HJEM!" Råbte Beck bedende, jeg fik øjenkontakt med Liam og jeg kunne se at han tænkte det samme som mig "Hjem til USA?" spurgte Liam uforstående. Beck rystede voldsomt på hovedet "Nej, hjem til Jason" svarede hun. 

Harry rejste sig fra sofaen "Beck, du har glemt et lille faktum! Jason er død! Jeg ved godt at det er hårdt, men du er nødt til at indse det" sagde Harry og sendte et undskyldende blik over imod Beck, hun rystede på hovedet "Tror du at jeg har glemt det?! Jeg tænker på det flere gange i sekundet end du kan forestille dig! Jeg vil bare være sammen med ham! Jeg vil væk fra alt det her! Jeg vil væk fra den her smerte, de her følelser og min fortrolige person! Jeg kan ikke klare det mere" sagde Beck med gråd i stemmen.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik ud af rummet da jeg kunne mærke at tårene begyndte at presse sig på, Beck betød så meget for os allesammen og så at høre, at hun har et ønske om at dø! Det gjorde virkeligt ondt, alt det vi havde kæmpet for at få hende til indse var fuldstændig væk, hun ville bare væk! Væk fra vores verden.

Jeg kunne høre dem snakke, selvom jeg var i rummet ved siden af "Hvor skulle Niall hen?" spurgte en forvirret trist Beck, Zayn sukkede "Beck, jeg tror slet ikke at du er klar over hvor meget dine handlinger påvirker os alle, men især Niall, han var helt ødelagt over at du bare forsvandt" sagde Zayn hårdt, Jeg kunne høre nogle snøfte og jeg gik ud fra at det var Beck.

Efter noget tid med akavet stilhed begyndte vores hjemtelefon at ringe, jeg fik hurtigt taget den eftersom at den lå på borderet foran mig "Hej det Niall" sagde jeg stille, personen i den anden ende begyndte at hoste "Hej Niall! Det er Martin! Becks onkel! Jeg vil bare lige lade jer vide, at Shiela er i gang med at føde!" sagde han begejstret, jeg rømmede mig "Vi kommer!" sagde jeg højt og lagde på.

 

                                    *************************

Vi sad ude i venteværelset på hospitalet og der havde vi siddet i 7 timer eller noget i den stil.

Beck havde bare siddet og grædt hele tiden vi havde været her, hun havde hverken snakket med nogle eller noget. Tyler var taget hjem, Louis og Eleanor var hjemme i lejligheden fordi de skulle snakke nogle ting igennem. 

Lægen kom endelig ud til os "En frisk baby dreng på godt 3000 gram! I skal være velkomne til at gå ind og se ham" sagde lægen og forlod os. Vi rejste os alle fra stolene og gik hurtigt overimod stuen, vi åbnede døren og blev mødt af nogle smilende ny-bagte forældre.

"Tillykke med ham!" sagde Harry sødt, vi andre gentog hans sætning, Martin smilede "Tak, tak" sagde han med babyen på armen, han kom over imod os og stoppede lige foran Beck som bare stod og kiggede ned i gulvet "Beck, vil du holde ham?" spurgte Martin og sendte hende et smil, Beck kiggede langsomt op på babyen.

"Jeg er bange, for at jeg kommer til at tabe ham" sagde hun stille, Martin nikkede over imod en stol som stod ovre i hjørnet "Sæt dig ned" sagde han beordrende på en venlig måde, Beck gjorde som han befalede og satte sig ned på stolen. Martin lagde babyen i Becks favn.

Beck sad stille i noget tid og beundrede bare babyen "Martin, spørg hende" sagde Shiela udmattet, Martin nikkede og kiggede over på Beck "Beck der er noget som jeg, eller vi gerne vil spørger dig om" startede Martin ud, Beck kiggede op på ham med et forvirret udtryk "Okay?" sagde Beck og sendte ham et lille smil, Martin gengældte smilet "Vi tænkte på om det ville være okay, hvis vi opkaldte ham efter Jason så han ville hedde Jaden Jason?" spurgte Martin forsigtigt, Beck tørrede en tåre væk fra hendes kind og nikkede så "Det syntes jeg er en rigtig sød måde, at ære Jasons minde på, så ja selvfølgelig" sagde hun stille og gav Jaden et kys på panden.

Martin rømmede sig "Der er en ting mere" sagde han smilende, Beck nikkede som tegn på at han skulle foresætte "Vi tænkte på, om du ville være hans gudmor? Men du ved at det ville betyde at du ikke vil kunne......." Martin nåede ikke at sige mere, før Beck afbrød ham "Det vil jeg rigtigt gerne og den ting du hentyder til, vil ikke være et problem for jeg melder mig ind på et rehabcenter!" sagde hun stædigt, Martin nikkede glad og gav hende et kys på kinden "Tak Beck, det betyder virkeligt meget for os" sagde han og gik over og stilede sig ved Shiela.

 

                      ******************************

Der var gået nogle dage siden alt det drama, Beck havde meldt sig ind på et behandlings center, hun havde pakket så hun var ´ready-to-go´ men hun ville gerne snakke med os før hun tog afsted, så nu sad vi allesammen: One Direction, Kaylan, Reed, Charles, Trish, Shiela, Martin og lille Jaden inde i stuen og hørte på det Beck havde at sige.

"For det første vil jeg gerne sige tak for alt jeres hjælp det betyder virkeligt meget for mig, at i blev ligemeget hvor sindsygt jeg opførte mig" sagde Beck med et smil på læben, Harry grinte let "Jeg tror jeg taler på alles vejene når jeg siger at du kan regne med os, ligemeget hvad" sagde Harry og sendte Beck et smil.

Beck nikkede "Tak! Men jeg vil osse lade jer vide, at ligemeget hvad vil jeg ikke give efter for stemmen mere! og den sidste ting er dette" sagde Beck og hev et stykke papir frem, hun rakte det til Zayn som tog imod det "Det er brevet fra Jason, i har ret til at vide hvad der står i det, jeg læste det for første gang igår aftes! Det er rigtigt sødt, så meget Jasons stil" sagde hun med et smil på læben, Jeg rømmede mig "Beck, det er sikkert rigtigt privat så du behøver ikke at lade os læse det" sagde Jeg alvorligt, Beck nikkede "Tro mig, i må gerne læse det" sagde hun stille. 

 

Becks synsvinkel

"Tro mig, i må gerne læse det" sagde jeg stille, Niall nikkede forstående.

"Når men nu vil jeg gerne sige farvel til jer hver især! Liam, vil du med?" spurgte jeg og gik ind i mod rummet ved siden af, som var spisestuen, Liam fulgte efter.

Jeg vendte mig om imod Liam som smilede til mig, jeg kunne mærke at tårene pressede sig på "Liam, tusind tak for alt! Dengang du hjalp mig, da min mor havde overfaldet mig og jeg startede på at cutte, du kendte mig slet ikke, men alligevel opførte du dig som at vi havde kendt hinanden i flere år! Det betyder rigtigt meget for mig, jeg fik aldrig mulighed for at takke dig, så tak søde Liam!" sagde jeg og gav ham et kram, Liam strammede grebet om mig.

"Skulle det være en anden gang! Du betyder rigtigt meget for mig Beck, så du ringer bare og så vil jeg være der!" sagde han seriøst og slap mig, jeg nikkede taknemligt "Hvorfor skal du være så dejlig?" spurgte jeg for sjovt, Liam trak på skuldrene "Jeg ved det ikke jeg er født sådan!" sagde Liam og fjernede nogle tåre fra mine kinder, Liam trådte et skridt baglæns "Harry?" spurgte han, jeg nikkede glad, jeg elskede at Liam forstod mig på en måde, som ingen af de andre gjorde og det at han ville sende Harry ud uden at jeg havde spurgt ham beviste det bare, Liam gik ind i stuen til de andre.

Lidt efter kom Harry ud til mig, uden at veksle et ord, hev han mig ind i et kram "Beck, du skal bare tro på dig selv og så skal altid nok gå!" sagde Harry trøstende, jeg nikkede samtidig med at jeg græd ind i hans skulder "Tak Harry! Du er det mest irreterende menneske jeg nogensinde har mødt!" sagde jeg og sank en klump, Harry grinte "I lige måde, Beck! Jeg tror det er fordi at vi minder så meget om hinanden, på nogle punkter!" sagde Harry og slap mig, jeg nikkede "Og jeg elsker dig virkelig for at kunne sætte mig på plads" sagde jeg med gråd i stemmen, jeg kunne mærke at mit hjerte gjorde ondt!

Det var så hårdt at sige farvel til dem! Men det var jo ikke farvel men vises! Harry nikkede og gav mig et kys på panden "Anytime babe" sagde han stille, jeg smilede til ham samtidig med at han langsomt gik ind mod stuen igen.

Kaylan drengende: David, Josh og Nate kom ud lidt efter. Jeg sendte dem et smil "Drenge mange gange undskyld, for alt det lort jeg har gjort, som har skadet Kaylan eller jer på nogle måde! Det fortryder jeg virkeligt" sagde jeg og sendte dem en trist grimasse.

Nate grinte "Søde Beck, du har jo ikke gjort noget galt! Vi var sammen, om at begå fejltagelserne! Vi startede med at stå sammen, men på vej mod toppen splittede vi os op! Men når du får det bedre, kan vi snakke om Kaylans fremtid" sagde han sødt og gav med et kram, Josh og David udviklede det hurtigt til et gruppekram, hvilket fik mig til at smile stort.

"Jeg har savnet jer så meget drenge! Lov mig at intet vil komme imellem os igen" sagde jeg alvorligt, drengende slap mig "Det lover vi" sagde David seriøst, de havde alle tre tåre i øjnene, hvilket var lidt underligt for jeg har aldrig set dem græde i ædru tilstand, de fulgtes ind i stuen.

"Beck, jeg kan sagtens være i din kuffert!" råbte Reed før hun dårligt nok nåede ud til mig, jeg grinte og nikkede "Godt for jeg ville ikke kunne undvære dig!" sagde jeg og løb ind i hendes favn, jeg kunne høre hende snøfte.

"Beck, jeg elsker dig så højt!" sagde hun trist, jeg nikkede "Jeg elsker osse dig! Undskyld at jeg har været så ond ved dig, her på det sidste! Jeg havde bare meget i mine tanker og jeg lod det gå ud over dig! Det var ikke fair og jeg håber at du kan tilgive mig, men jeg forstår godt hvis du ikke kan" sagde jeg trist, Reed grinte "Selvfølgelig kan jeg tilgive dig! Du er min bitch" sagde hun og gav mig et kys på kinden inden hun slap mig.

"Jeg vil ikke snakke mere med dig lige nu Beck, for så vil jeg være deprimeret indtil du kommer tilbage" sagde Reed og gik ind i stuen.

Zayn kom ud til mig og satte sig på knæ lige foran mig, han tog en æske op af lommen og åbnede den samtidig med at han pegede den op imod mig, han flashede en ægte diamantring "Beck, nu har jeg en ring! Vil du så gifte dig med mig?" spurgte han for sjovt, jeg begyndte at græde endnu mere samtidig med at jeg nikkede.

"Jeg kommer til at savne dig så meget min forlovede! Hvem skal nu læse mig som en åben bog?" sagde jeg stille  og tog imod ringen, Zayn rystede på hovedet "Det her er ikke farvel Beck! og hvis du finder en ny tager jeg ringen tilbage!" sagde han truende og rejste sig fra frierstillingen, han gav mig et kram og grinte, jeg nikkede inde i hans favn "Vær sød ikke at glemme mig" sagde jeg bedene, Zayn begyndte at grine og slap mig "Det er jeg ikke i stand til, du sidder fast i nethinden" sagde han og tog min hånd, han kyssede han let og gik tilbage til stuen.

Niall kom langsomt gående, ind til mig "Niall, det var aldrig min mening at gøre dig ked af det på nogle måde! Du betyder så meget for mig, du er min bedsteven her! Jeg håber at du kan tilgive mig! Du er trods alt min gamle elsker" sagde jeg og sendte ham et lille smil.

Niall kom gående over imod mig og gav mig et kram "Jeg er ikke i stand til at være sur på dig, jeg elsker dig Beck, men du må love mig at du ikke forlader os på sammen måde som sidst" sagde Niall seriøst, jeg nikkede "Det lover jeg! Jeg vil endda være så irriterende at ringe til jer mindst en gang om ugen" sagde jeg og gav ham et ekstra klem, Niall nikkede og slap mig, jeg kunne se at han græd "Mindst! Og hvad er det for noget, med at du er min gamle elsker? Er jeg gået glip af noget? Vi er da stadig on?" sagde han grinende, jeg trak på skulderene "Hvis du siger det" sagde jeg og fjernede tårende fra hans kinder, Niall skulle til at gå ind igen men stoppede på halvvejen.

"Jeg havde næsten glemt det!" sagde han og løb ind mod sit værelse, 5 sekunder var han tilbage med en slinter ny guitar i hånden "En good-luck gave!" sagde han og rakte den til mig, jeg tog imod den "Tak Niall! Du er den bedste" sagde jeg og hev ham ind i endnu et kram, Niall grinte og slap mig for at hente Louis.

Louis så trist ud men på en sød måde, efter vores kys havde jeg fået en slags underlig følelse i maven hvergang jeg så ham. Louis kom over imod mig og gav mig et kram "Beck, se nu at blive afvændeget ikke?" sagde han med smil på læben og slap mig, jeg grinte og nikkede "jeg vil gøre mit bedste" sagde jeg og sendte ham et smil.

Louis tog min hånd "Beck, der er noget jeg gerne vil fortælle dig, Eleanor og jeg har slået op" sagde han og sendte mig et trist blik, jeg fik et stik i maven pga. den dårlige samvittighed. "Fordi at jeg er helt og aldeles ulykkelig forelsket i dig....jeg ved godt at du sikkert tænker ´hvad skal jeg bruge det......" jeg afbrød Louis inden han nåede at afslutte sin sætning, ved at kysse ham. Da jeg slap ham kiggede jeg ham dybt i øjnene "Der er bare dette lille problem Louis, hvis du er forelsket i mig og jeg er forelsket i mig, så er det ikke ulykkeligt" sagde jeg og kyssede ham endnu engang, Louis stoppede kysset "Hvad betyder det her? er vi sammen eller?" spurgte han forvirret, jeg smilede til ham "Lad os finde ud af det, når jeg kommer hjem" sagde jeg og kyssede ham endnu engang.  

                          

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...