I don't want you in my life! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 26 dec. 2012
  • Status: Færdig
Rebecca eller Beck som alle kalder hende er en helt nomal pige på 17år, hun fester, hænger ud med vennerne Josh, David, Tyler og Nate, snakker om drenge, skændes med sine forældre Trish og Charles, alt som normale piger på hendes alder gør! Bortset fra at Beck er foresangeren i bandet "Kaylan" som er på vej til at blive opdaget. Men når man er på vej mod toppen er det godt at man kender nogle som har prøvet det, Louis Tomlinson! Beck's storebror Jason's Bedste ven igennem mange år. Men alt det pres fra managers, pressen, familien osv. kan Beck klare det? Eller vil det stige hende til hovedet? Og Hvad sker der når en tragisk ulykke rammer Beck's liv?

20Likes
52Kommentarer
5279Visninger
AA

6. Konfroncentation

"Beck! Vi bliver nødt til at holde et bandmøde" Hvordan kan Josh være så frisk, så tidligt om morgnen? Jeg tog mobilen væk fra øret og kiggede på klokken, den var 7! Jeg var så træt efter basketkampen og efter den skulle Brian være min tjener, men han var mere en belastning så det hjalp ikke ligefrem.

"Jooosh....Den er 7 om morgnen! Jeg vil sove" Jeg lagde mig ned i min seng igen og gabte "Ej Beck, du kan sove når du bliver gammel! Vi er her alle fire! Vi venter kun på dig" 4? Nate, David og Josh det gav da kun 3? Var Tyler der? Jeg var nødt til at snakke med ham "Jeg er der om lidt" Jeg lagde på og gik over til min komode, Jeg fandt hurtigt noget rent undertøj og mine yndlings jeans frem de var sorte og stramme, jeg fandt en sød lilla undertrøje og en cowboy vest.

Da jeg havde fået mit tøj på gik jeg over til mit spejl, så begyndte jeg ellers på at dække mine synlige mærker.

Min mobil ringede, jeg tog den op for at se hvem det var "Nate?" Jeg satte kurs ned mod køkkenet, for jeg var f....... sulten "David syntes ikke at det Tyler gjorde, er grund nok til at smide ham ud af bandet" Jeg stivnede, havde Nate fortalt de andre om det, Tyler havde gjordt mod mig "Nate! Har du fortalt dem det?!" Jeg prøvede at hviske, for jeg ville ikke vække de andre "Nej sgu da! Det med Jason og pladeselskabet" jeg gik i min egen verden.

Jeg havde taget hånden op på panden for at slappe af, men det eneste det gjorde, var at gøre så jeg ikke kunne se "Jeg troede lige du havde fortalt dem om overfaldet, selvom jeg havdet bedt dig om ikke at gøre det! Tak Natie" Jeg fjernede hånden og fik øje på 6 drenge, der sad ude i køkkenet og stirrede på mig.

"Jeg bliver nødt til at smutte" Jeg bed mig i læben og kiggede ned i gulvet "Okay, vi ses om lidt! Hos Mig og Tyler" Jeg lagde på, jeg gik over imod skabet og tog et glas, jeg prøvede at ignorere dem, der var helt stille, indtil Jason brød tavsheden "Hvad for et overfald?" Jeg kiggede overrasket over på ham og smilede "Godmorgen Drenge" Jeg fyldte mit glas med vand og skyndte mig at drikke det, de stirrede stadig på mig.

Jeg tog et æble i hånden og gik over imod udgangen "Jeg smutter nu! Vi ses" Jason rejste sig op, han gik over og spærrede vejen for mig "Rebecca, hvilket overfald?" Han kiggede på mig med et bekymret blik, jeg kiggede over på de andre de kiggede på mig med det samme blik, jeg forstod ikke rigtigt hvorfor? for de kendte mig jo ikke "Ikke for noget Jason, men det kommer ikke dig ved" Jeg kiggede bedene på ham, men han ignorerede det "Det gør det da" jeg rystede på hovedet og kiggede over på drengende, Harry rejste sig op og jeg kunne se at Louis sendte ham et blik der sagde: Lad vær med at blande dig!

"Rebecca! Må jeg lige snakke med dig?" Louis slog sig i ansigtet med sin hånd, Jason kiggede lidt forvirret på Harry.

"Det må du vel" Harry kom over imod mig og vi gik ud i entre'en, vi satte os på det nederste trappetrin, Jeg skulle lige til at sige noget, men han kom mig i forkøbet "Hvem er det, der har gjort det imod dig?" Han kiggede mig direkte ind i øjnene, jeg følte mig fanget, jeg kunne ikke kigge væk!

Det var som om at jeg blev nødt til at fortælle ham det hele nu, jeg fik endelig taget mig sammen til at kigge væk "Gjort hvad?" Jeg prøvede at benægte det, men det virker måske ikke så oprigtigt når jeg sidder og prøver at undgå han's blik "Beck...Jeg så det mærke igår, så du skal ikke komme og sige at det ikke er noget"  han tog min hånd, hvorfor?

Kan han ikke være ligeglad om jeg er blevet overfaldet eller ej? "Hvorfor opfører du dig sådan?" Jeg kiggede irriteret på ham, han så forvirret ud "Hvordan?" jeg rullede med øjnene og sukkede "Hvorfor opfører du dig, som om jeg betyder noget for dig?" jeg skulle til at rejse mig og gå, men han holdte fast i min hånd "Måske kender jeg dig ikke særligt godt, men jeg syntes ikke du fortjener det her" jeg bed mig i læben, han var jo sød!

"Jeg har ikke lyst til at tale om det" han nikkede og sendte mig et forstående blik "Her, hvis du en dag skifter menig" han rakte mig en seddel med et nummer på, jeg gik ud fra var han's.

Jeg kiggede ned i gulvet, mens Harry rejste sig "Du kan bare gå, jeg fortæller en løgn til de andre om det er en af dine venner som er blevet overfaldet" Jeg sendte ham et taknemligt smil og gik.

 

 

             *********************************************************************   

 

 

Jeg stod udenforan deres dør, jeg rakte armen ud for at ringe på, jeg tøvede et kort øjeblik men ringede så på, Nate åbnede døren ret hurtigt efter jeg havde ringet på.

"Hej Nate" Han så helt vildt sur ud, men han gav mig et kram og hviskede til mig "Han lader som ingenting" da han sagde det, fik jeg det dårligt! Tyler og Nate var bedste venner, og hvis Nate ikke vidste det med Tyler, ville Nate være glad lige nu og fjolle rundt med Tyler.

"Det lyder som Tyler" Jeg sendte ham et opmuntrende smil, men han afviste det fuldstændig, vi gik ind i stuen til de andre "Hey Beck" Josh og David smilede til mig, jeg smilede igen.

De sad og kiggede på Tyler som om de forventede at han ville snave mig i gulvet, han bed på for han kom over imod mig "Hej Smukke" han gav mig et hurtigt kys på munden og tog så min hånd og hev mig over til sofa'en.

"Så sidst vi var samlet, var da Tyler smadrede vores pladekontrakt" Nate kiggede beskyldende på Tyler, som lagde sin arm om mig og smilede flabet tilbage "Jeg vil sige at man er to til en tango" David kiggede rundt på os, Tyler nikkede uden at sige noget "efter det blev Tyler så smidt ud af bandet af Nate" Josh lavede et udtryk som viste at han var helt vildt trist "Skal vi ikke stemme om det?" Jeg kiggede afventende på de andre, Tyler så ret tilfreds ud over mit foreslag "Det er en fantastisk idé! Du er så genial skat" Han kyssede mig på kinden, jeg kunne se på Nate at det pissede ham fuldstændig af at Tyler lod som ingenting.

"Jeg stemmer på, at jeg må blive" Tyler kiggede selvtilfreds rundt, jeg rullede med øjnene "Jeg stemmer osse på, han må blive" David smilede til Tyler og slog så Josh for at få ham til at være enig "Det samme her" Josh smilede let, og kiggede over på Nate "Så kan det vel være ligemeget, hvad i stemmer" Jeg nikkede og smilede til ham.

"Tyler kan vi snakke?" Jeg kiggede på ham med et seriøst blik, han nikkede "Altid Babe" Nate fik pludselig et falsk hoste anfald "Er du okay roomie?" normalt ville sådan en kommentar være sød mellem de to, men nu blev den betragtet som flabet og falsk.

"Måske skal Nate osse være der" jeg pegede over imod Nate.

Jeg rejste mig fra sofa'en og gik ind imod Nate's værelse, de fulgte efter, jeg satte mig på sengen og kiggede op på dem, Tyler satte sig ved siden af mig mens Nate blev stående ved den lukkede dør.

"Beck jeg er virkelig ked af det" Tyler kiggede på mig med tårer i øjnene, han tog min hånd og flettede vores fingre "Jeg tænkte ikke klart, Du kender mig, jeg ville aldrig gøre sådan noget normalt!" han rystede på hovedet, det virkede som om han virkelig var ked af det!

Jeg fik det helt dårligt, for jeg vidste jo han ikke var sådan en type "Tyler, du kan ikke bare gøre det imod hende og så komme og græde til hende som om hun skal have ondt af dig" Nate stod og kiggede beskyldende på Tyler, Tyler rystede på hovedet "Det er heller ikke det, der er meningen, jeg vil bare gerne have at hun forstår at jeg aldrig vil gøre sådan noget igen" Tyler kiggede tryglende på Nate, Nate kiggede tilbage på ham med afsky i blikket.

Jeg gav Tyler's hånd et klem, han kiggede på mig "Tyler...jeg har brug for at du forstår noget, det du gjorde imod mig var uacceptabelt og hvis du nogensinde slår mig igen går jeg til politiet" Jeg kiggede kort på Nate, som havde fryd i blikket, han kunne virkeligt godt lide at jeg satte Tyler på plads "Men når det er sagt, så ved jeg godt at det delvis var min skyld, så jeg tilgiver dig" jeg smilede til Tyler og kiggede hurtigt på Nate, som så helt forkert ud i hovedet "Beck? Hvordan kan du bare tilgive ham sådan der? Det han gjorde..." Jeg rystede på hovedet "Var forkert! Jeg ved det godt! Nate har du aldrig gjort noget som du fortryder?" Nate kiggede på mig som om jeg var sindsyg "Jeg har aldrig overfaldt min kæreste!" Nate åbnede døren og smækkede den efter sig.

Jeg kiggede over på Tyler, jeg vidste at han var ked af at miste Nate på den måde, de har været ligesom brødre siden vi var helt små og nu var de nærmest fjender "Undskyld Beck" hvad? undskyldte Tyler lige? Det er underligt! "For hvad?" Jeg kiggede forvirret på ham, han trak på skulderende "For det hele, jeg er virkelig ked af det, jeg ved godt du ikke vil være sammen med mig efter alt det her, men jeg vil bare gerne sige tak fordi du troede på mig eller os, hvis du forstår hvad jeg mener?" Jeg gik ud fra at det var fordi jeg gav vores`forhold´ en chance, men jeg var ikke sikker? Hvad var det lige der skete? Tyler sagde undskyld og mente det?

Han havde ændret sig, hvorfor så jeg først det nu? Var det overfaldet der havde ændret ham? Før jeg selv nåede at sige stop eller noget havde jeg lænet mig frem imod ham og pressede mine læber imod han's, Hvorfor stoppede jeg ikke?

 

             ****************************************************************

 

Da jeg trådte ind af døren derhjemme var jeg helt vildt glad, jeg troede virkeligt på at Tyler havde ændret sig fra badboy til en fyr med kæreste-materiale "Hallo? Er der nogle hjemme?" Jeg trådte ind i køkkenet/spisestuen(Det er et stort åbent rum) og fik øje på Jason, Louis, Harry, Zayn, Niall, Liam, Nate og en kvinde.....jeg ikke havde set før.

"Øh...Hej?" jeg løftede min hånd lidt akavet "Er du Rebecca?" Kvinden smilede bredt til mig, jeg kiggede bare lidt på hende "Hvad er det her?" Jeg kiggede lidt forvirret rundt, mit blik faldt på Nate "Hvad har du gjort?" Nate kiggede på mig som om jeg var en lillepige, der havde brug for at have folk der beskyttede mig, jeg gik over til ham "Beck jeg blev nødt til det..." jeg stak ham en lussing, tårene begyndte at trille ned af mine kinder "HVORDAN KUNNE DU, GØRE DET IMOD MIG? JEG STOLEDE PÅ DIG! JEG TROEDE DU VAR MIN VEN" jeg begyndte at slå løs på ham, Louis og Jason kom over og trak mig væk fra ham, jeg fik fat i en plastik skål fyldt med slik og kastede den på ham "Det er fordi jeg er din ven jeg fortalt dem det!" Nate havde fuldstændigt ignoreret, at jeg lige var gået amok på ham.

Jason og Louis stoppede i entre'en og slap mig, men de spærrede døren så jeg ikke kunne komme ind til Nate.

"Rebecca, hvad sker der med dig? Du plejede at fortælle mig alt" Jason kiggede bedene på mig, jeg kiggede koldt på ham "Undskyld, vil du have mig til at fortælle dig hele historien? Den er ret lang! Så måske skulle vi ringe sammen og aftale et tidspunkt, hvor du har tid til at hænge ud? Altså spilde tid på din latterlige lillesøster?" jeg gik over imod hoveddøren, jeg skulle ikke bruge mere af min tid her sammen med dem.

Louis tog fat i min arm, jeg prøvede at vride mig fri "Slip mig din klamme nar!" jeg slog ham på armen men han slap ikke "Beck du får ikke lov til at gå, før vi har fået snakket om det" jeg bed mig i læben idet en idé kom "Så jo hurtigere jeg får det her overstået, jo hurtigere må jeg forlade det her ´møde`?" jeg smilede sarkastisk til dem, de nikkede.

Jeg gik ind og satte mig ved spisborderet hvor de andre sad, de andre fulgte efter "Så hvem er du?" jeg pegede på kvinden, hun rømmede sig "mit navn er Gunhild, jeg er psykolog, dine brødre kontaktede mig for at hjælpe med at komme igennem til dig" jeg hævede mine øjenbryn og begyndte at grine "HAHA! OMG! Det mener i seriøst ikke?" jeg kiggede rundt på drengende "Gør i? Jamen okay så! Gunhild!! hvorfor er det alle mine brødre er her? og ingen af mine forældre er her?" det irriterede mig virkeligt hvordan de prøvede at styrer mit liv, især når jeg ikke rigtigt kendte 1D drengende og Louis var ikke engang min rigtige bror, mens Jason aldrig var der, Nate var den eneste der havde været der for mig og han havde lige totalt meget stukket mig i ryggen.

"Vores far er på forretnings rejse og vores mor er på et spa'ophold med hendes veninder" Jason kiggede trøstende på mig, jeg var vant til at de aldrig var hjemme og når de var ville de styrer mit liv fuldstændig, Jason havde passet mig utallige gange da vi var mindre, fordi de skulle noget som var vigtigere end at tilbringe tid med deres børn.

Jeg smilede overdrevet til Gunhild "Like always! Nåh. Gunhild skal vi komme igang?" hun nikkede og kiggede rundt på drengende "Rebecca, du har været udsat for kærestevold og det er vigtigt at du erkender at det ikke er din skyld, og at du lærer at leve med arene" jeg nikkede forstående mens mit blik var låst fast på Nate.

"Grunhild du kender mig ikke, så jeg forstår ikke hvordan du kan sidde og sige det der, men det med arene..." jeg rejste mig og hev op i min undertrøje så de kunne se nogle af mærkerne, jeg satte mig igen "Dem har jeg accepteret og jeg lever fint med dem" de sad alle og stirrede på mine mærker. 

Jason rejste sig "Jeg slår ham ihjel" han gik over imod døren, de andre prøvede at stoppe ham mens jeg bare sad og dimsede med min telefon "Jason hvis du gør det, vil jeg aldrig snakke med dig igen!" Han stoppede og kom over og satte sig på stolen ved siden af mig, han tog min hånd "Okay undskyld Beck" jeg smilede til ham, mens jeg bed mig i læben "Jason jeg er virkelig træt, jeg lover at snakke ordenligt med jer og kun jer imorgen, hvis jeg må gå i seng nu" jeg hentydede til at Gunhild skulle skride, han forstod det godt for han nikkede "Fint nok" han gjorde tegn til jeg godt måtte gå.      

 

 

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...