I don't want you in my life! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 26 dec. 2012
  • Status: Færdig
Rebecca eller Beck som alle kalder hende er en helt nomal pige på 17år, hun fester, hænger ud med vennerne Josh, David, Tyler og Nate, snakker om drenge, skændes med sine forældre Trish og Charles, alt som normale piger på hendes alder gør! Bortset fra at Beck er foresangeren i bandet "Kaylan" som er på vej til at blive opdaget. Men når man er på vej mod toppen er det godt at man kender nogle som har prøvet det, Louis Tomlinson! Beck's storebror Jason's Bedste ven igennem mange år. Men alt det pres fra managers, pressen, familien osv. kan Beck klare det? Eller vil det stige hende til hovedet? Og Hvad sker der når en tragisk ulykke rammer Beck's liv?

20Likes
52Kommentarer
5179Visninger
AA

8. Chancer

Jeg havde kørt i lidt over 4 timer og jeg var endelig fremme, jeg parkerede bilen og steg ud. Jeg stoppede hurtigt op og beundrede han's lille rækkehus, før jeg gik ind af lågen og ringede på.

Døren gik op og der stod han: Min fantastiske onkel! Fuck hvor havde jeg egentligt savnet ham! "Rebecca Ann!" han gav mig et rigtigt bjørnekram og kyssede mig i håret.

Han slap mig og kiggede på mig med et kæmpe smil om munden, men ændrede det hurtigt "Hvad har hun nu gjort?" han sagde det imens han hev mig ind og lukkede døren bag mig, jeg tog mine sko af "efter en meget nederen telefonsamtale smed hun mig ud, Så jeg tænkte at det var den perfekte anledning til at besøge min yndlings onkel! Må jeg godt crashe på din sofa?" jeg lavede et tiggende udtryk, han grinte "Jeg har faktisk et ekstra værelse, Det er dit!" jeg smilede og gav ham et kram. 

Min mobil begyndte at vibrere, jeg hev den op af min lomme og tog den "Hey Jason" jeg gik med onkel Martin ind i stue'en "Beck, hvad sker der? Harry og de andre fortalte at du var kommet op og skændes med mor, så hun smed dig ud! Er du okay?" jeg satte mig i sofa'en mens onkel M gik ud i køkkenet "Jeg har det fint, jeg er hos onkel Martin. Fandt du ud af hvad der er med Louis?" jeg lænede mig tilbage i sofa'en samtidig med jeg tog mine fødder op i sofa'en "Ja...Jeg tror godt selv han vil fortælle dig det på et tidspunkt" jeg sukkede, mon der var noget galt med Louis? Altså sådan virkelig galt? "Jamen okay da" jeg strakte mig og gabte, hvilket fik ham til at grine "Træt? Hvorfor kommer du ikke hjem igen? Vi fik ikke snakket færdigt om det der" jeg rystede på hovedet selvom han ikke kunne se mig "Jason, jeg tror det varer noget tid før jeg kommer hjem igen! Og angående vores snak: Jeg har ikke rigtigt mere at sige! Jeg har sagt til Tyler at hvis han nogensinde rør mig igen på den måde, melder jeg ham til politiet" jeg rejste mig fra sofa'en, jeg kunne høre han sukkede "Okay Beck, men jeg regner med at du vil komme til mig fremover med sådan nogle ting?!" jeg gik over imod køkkenet, for at hjælpe Martin med hvad han nu lavede "Selvfølgelig Jason! Vi ses" Jeg lagde på og lagde min telefon tilbage i lommen. 

"Undskyld det var ikke for at være uhøflig, Det var Jason. Har du brug for hjælp med noget?" jeg stilede mig i dørkammen, mens han stod med en el kedel og lavede te "Nej, jeg klarer den. Hvad sagde din gode gamle bror?" han stod og kiggede på mig mens han hældte te op, jeg pegede på kopperne "Burde du ikke holde øje med det der?" han rystede på hovedet og grinte "Det kaldes multiaskting har du nogensinde hørt om det?" jeg sendte ham et dræberblik, han rakte mig en kop og vi satte os ved spisborderet i det minimale køkken.

"Jason spurgte bare om jeg var okay og om jeg ikke kom hjem igen, jeg sagde at jeg havde det fint! og at det nok varede lidt før jeg kom hjem igen" Jeg tog en tår af min te, han lavede et eftertænksomt udtryk og nikkede "Så du regner med at blive i noget tid?" jeg stikede min kop og trak på skulderene "Jeg ved det ikke, hvis jeg må. Ellers kan jeg crashe hos en ven" jeg kiggede over på et familiebillede der hang på væggen, det var fra da han og min mor var børn, hun var sikkert osse en kælling som barn.

"Ikke tale om! Jeg har lige givet dig et værelse! Du vil altid være velkommen her, betragt det som dit andet hjem" han sendte mig i drillende smil, jeg rejste mig og gav ham et kram mere "Du er den bedste onkel Martin" jeg satte mig ned igen, han nikkede "Det ved jeg godt" jeg begyndte at grine.

"Har du nogle tasker med?" han tog en tår af sin te, jeg nikkede "Hele bilen er fuld" han stilte koppen og rejste sig "Så lad os komme igang med at få dig på plads" 

 

                   ****************************************************

 

"Du spiller stadig musik! Kan du huske da jeg lærte dig at spille guitar?" vi var næsten færdige med at slæbe tasker ind, vi manglede kun mine guitarer og min toilet taske. "Ja da jeg var 5 ikke? Og så lærte du mig at spille bas da jeg var 9 eller noget i den stil?" jeg tog min toilet taske for han havde allerede taget begge mine guitarer "Det passer vist meget godt! Har du stadig det der band? Kailam?" vi begyndte at gå ind ad, jeg grinte og rystede på hovedet "Det er Kaylan! Og ja vi var faktisk lige ved at få pladekontrakt men det blev ødelagt pga Jason og en af bandmedlemmerne kom op og slås" jeg holdte døren for ham, han foresatte op af trappen.

"Sådan noget er nederent! Men ved du hvad! Shiela er agent for et lille firma, hun kan sikkert hjælpe jer igang! Jeg ringer til hende bagefter!" yeah about Shiela, hun er min onkel's on/off kæreste igennem mange år. 

Jeg lukkede døren og fulgte efter ham "Onkel det behøver du altså ikke, du har gjort mere end rigeligt for mig" vi gik ind på ´mit´ værelse og satte tingende ved alle de andre ting "Beckpigen, jeg vil gerne! Du og din bror er ligesom min eneste familie og det betyder meget for mig at du er her! Så nu går jeg ind og ringer" han lagde sin hånd på min skulder og smilede til mig, før han gik ud af rummet. 

Jeg kiggede rundt i rummet, det var småt men hyggeligt, der var en seng, et spejl, et lille skrivebord og et skab mere kunne jeg ikke bede om! det var perfekt så længe at min mor ikke var her.

Jeg begyndte så småt at pakke ud, men jeg nåede dårligt nok at starte før min mobil begyndte at ringe, jeg tog den op af lommen og kiggede på displayen "Hej Far" jeg tog en håndfuld tøj og lagde det pænt ind i skabet "Hej Rebecca, Din mor ringede til mig og fortalte om episoden. Jeg er virkelig ked af du skulle opleve det igen! Jeg er så træt af hendes humørsvingninger " han lød virkelig sur, jeg tømte en taske og tog en ny "Det er fint nok Far" jeg lukkede skabet som var helt fyldt med tøj "Nej det er ikke! Hun kan ikke gå og te sig sådan der, hun er en voksen kvinde! Det var dråben! Hun gik over stregen da hun smed min datter ud" det fik mig til at smile at han var så sur på hende, han plejede ikke rigtigt at tage mit parti på den måde.

"Hvad har i tankerne Far?" jeg tog et billede op af min taske og stilede det på skriveborderet, det var et gammelt billede af Jason, min Far og Jeg der var til en baseball kamp, det havde været en rigtig fed dag uden min mor! 

Jeg satte mig ned på sengen "Jeg har søgt om skillsmisse" det slog mig virkeligt hårdt, på en måde gjorde det mig glad, men han skulle jo ikke gøre det pga mig "Far...Du behøver ikke gøre det for min skyld" jeg lagde mig ned, det havde virkelig været en sindsyg dag! Jeg havde brug for at slappe af! "Beck, jeg gør det ikke udelukkende pga det der skete idag, din mor har ændret sig meget og jeg elskere ikke den person hun er blevet, det idag var bare det sidste skub jeg havde brug for" det var helt vildt fedt at min far tog initiativ på den måde, men så igen hvad ville Jason sige til det?  Mon han ville blive sur? Eller ville han bare acceptere det? "Far hvis du er glad så er jeg glad" jeg rejste mig op idet min onkel kom ind i rummet igen "Det er jeg! Men jeg bliver nødt til at komme videre, Vi ses" jeg grinte og sendte Onkel M et smil "Det godt, vi ses Far! Jeg elsker dig" det var svært at sige det sidste, for jeg vidste ikke om han ville sige det igen, og hvis han ikke gjorde det ville jeg føle mig afvist "Jeg elsker også dig min skat" jeg lagde på, jeg havde den mest underlige følese indeni! Min Far plejede ikke at sige sådan noget! Måske havde den beslutning om at blive skilt ændrede ham en smule!

"Det var min Far, han har søgt om skilsmisse" jeg kiggede forvirret op på min onkel, han nikkede "Ej hvor fedt! Når men Shiela kommer over og så snakker vi om det" han gik over til en taske og begyndte at tømme den.      

 

                             **************************************************

 

"Rebecca, Jeg vil gerne hjælpe Kaylan! Jeg stoler på din dømmekraft, når du siger i er gode" Shiela havde været her i 10 minutter og hun havde allerede sagt ja! Hvad sker der lige for det?! Det er nok fordi hun er håbløst forelsket i min onkel, men who cares? 

"Tusind tak Shiela! Det betyder virkeligt meget! Hvad sker der så nu?" Jeg kiggede over på min onkel, ikke fordi det var et spørgsmål til ham men bare for at se han's reaktion.

"Vi kører tilbage til London! For at møde resten af bandet, gør vi ikke Shiela?" onkel Martin kiggede over på Shiela, som nikkede "Det lyder som en god idé!" det var så tydeligt at hun kun gjorde det for at imponere ham! Jeg begyndte at grine, de kiggede begge uforstående på mig "Sorry det har bare været en hård dag! Skal vi komme afsted?" jeg rejste mig op, de nikkede og gjorde det samme "Hvis bil tager vi?" Onkel Martin kiggede skiftevis på Shiela og Jeg "ikke for noget men jeg kan ikke ankomme til min hjemby i din skrotbunke, jeg har et omdømme at tænke på" jeg prøvede at virke cool, Shiela begyndte at grine mens onkel Martin så fornærmet ud.

"Hvad mener du med skrotbunke? Den er godt nok gammel men den holder sig godt!" jeg bed mig i læben og kiggede væk "Ja det gør den da! Men kan vi ikke tage min bil? der er større chance for at den ikke bryder sammen på vejen" han sukkede og begyndte at gå ud mod døren "Du har nok ret, men det er sidste gang du fornærmer min bil" jeg grinte og nikkede.   

 

           

                         *******************************************************

 

"Fuck hvor har jeg ondt i ryggen!" Shiela stod og strakte sig, vi var endelig kommet frem! Det havde kun taget lidt over 2 timer fordi min onkel er ikke så god til at overholde fart grænsen.

"Klokken er 20! Det tog ikke så lang tid som forventet!" Jeg sagde det så sarkastisk som muligt, mens jeg sendte dræberøjne til min onkel "Som om du ikke er glad for det, ikke tog 4 timer som normalt!" han sendte mig et bedrevidende blik.

Vi stod udenforan mine forældres hus, jeg magtede ikke allerede at være tilbage, men jeg var nødt til det, for Kaylans skyld! Jeg gik op mod døren med Shiela og Min onkel i røven.

Mens jeg langsomt åbnede døren krydsede jeg fingre for at hun ikke var kommet hjem, jeg trådte ind i entre'en "Hallo? Er der nogen hjemme?" hun var hjemme! Man kunne lugte hendes tykkesky af parfume flere kilometer væk, Jason kom til syne "Beck!" Han kom over imod mig og gav mig et kram "Dårlig timing! Hvad laver du her?" han slap mig og så helt forkert ud i hovedet "Jeg har måske skaffet Kaylan et gennembrud" jeg skulle lige til at sige noget, da han afbrød mig "Hey Onkel Martin og Shiela! Måske i så skulle gå ned i kælderen og gøre hvad i nu skal gøre?!" Han åbnede døren og holdte den, jeg trak på skulderene og gjorde tegn til de andre om at vi skulle gå derned.

Han lukkede døren efter os, jeg satte mig på en af stolende "Min mor var åbenbart hjemme, det må i undskylde" jeg tog min mobil frem og trykkede Nate's nummer, onkel Martin rystede på hovedet "Du skal ikke undskylde! Jeg kender min søster" han sendte mig et trøstende smil.

"Hey Det er Nate" jeg rejste mig fra stolen igen "Nate! Beck her! Få fat i de andre! Kælderen 5 minutter!" jeg lagde på og smilede til Shiela "De kommer om lidt!" Hun nikkede imponeret, jeg begyndte at stille op med forstærkere og mikrofoner osv. det gik der ti minutter med.

Det ringede på døren "Jeg kommer om lidt" jeg satte kurs op mod hoveddøren, da jeg nåede op fra kælderen stod min mor og ventede på mig "Rebecca Ann West" jeg ignorerede hende bare, fordi jeg vidste hun havde drukket, jeg gik over til hoveddøren og skulle til at åbne den, da jeg mærkede en sindsyg smerte i ryggen, meget værre end den Tyler havde påført mig, jeg begyndte at skrige.    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...