Den sidste nat

Et eventyr om en lille glas figur og hans nattelige danserinde.

1Likes
0Kommentarer
229Visninger
AA

1. Være glad for det man kan få

I lyset fra solnedgangen stod hendes ansigt lysende klart. Hendes mælkehvide hud stod i kontrast til hendes kulsorte øjne. Hendes kastanje brune hår snoede sig ned af hendes slanke krop og stoppede kun få centimeter over jorden. Hendes porcelæns arme der stille så koldere og koldere ud, og snart var klar til at knuge sig til hendes krop for at holde varmen til solen igen stod op og igen ville varme hendes skrøbelige sjæl.

Hvordan kunne en figur som jeg være så heldig at tilbringe endnu en nat i hendes selskab? Endnu en nat hvor jeg skulle holde hende varm. Mens utålmodigheden voksede inde i mig, kunne jeg ud af øjenkrogen ane solens sidste stråler skinne igennem min gennemsigtige krop.

Mørket faldt på i det store legeværelse og stilheden, der havde været i skufferne i løbet af dagen, forsvandt stille. Jeg kunne endelig flytte mine ben og vandrer over til hende. Jeg glædede mig allerede til at holde hende i mine arme igen og forsikre hende om at endnu en dag var gået. Endnu en sol var gået ned i horisonten.

Jeg greb om hendes skælvende krop og knugede hende ind til mig. Hun gispede mod mit bare bryst og vendte hovedet mod mit. Hun kiggede på mig med sine store sorte øjne og hviskede ”Hej igen.” En varm latter undveg mig før hendes mund dækkede mine læber.

Selvom natten var den væmmeligste tid på døgnet, var det den eneste tid vi kunne være sammen. Det var den tid jeg så mest frem til. Hver dag stod jeg som is frosset til reolen, mens jeg kun lige kunne ane hendes silhuet ud af øjenkrogen. Jeg kunne lige ane hendes forførende dans, en dans jeg aldrig ville kunne se tæt på. Lige gyldigt hvor højt jeg så ønskede det, ville selv ikke det største stjerneskud kunne opfylde mit ønske om at vende mig mod hende og blive endnu mere forført.

Grøn af jalousi må jeg vente fra solopgang til solnedgang, på at kunne mærke hendes skælvende læber mod mine. Og selvom jeg var lykkelig for det jeg fik, havde en følelse tit strejfet mig: At Odette ikke var så tilfreds med tilværelsen som jeg. Om dagen kunne jeg ane hendes kinder blusse af jalousi, fordi den lille Lotte, der ellers så flittigt legede med os alle, kunne danse frit i solens skær.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...