Ulven fra Carpathian bjergene

Carpathian ulvene levede langt oppe i Carpathian bjergene, deres guide var månen og deres element var jord. I Carpathian flokken levede også en ulvehvalp ved navn Tanah.
Da Tanah en dag bryder Ulveloven og forlader sin flok for at lege møder hun en hanhvalp på sin egen alder ved navn Udara. (Kapitel 6 har jeg skrevet mens jeg hørte til melodien jeg har sat ind ra YouTube.)

8Likes
15Kommentarer
1642Visninger
AA

5. Opdaget

''Hvem er det du hele tiden besøger på jagtmarkerne?'' Spurgte Sarabi og kiggede kærligt, men alvorligt på Tanah. ''D-det er ikke nogen.'' Stammede hun og fjernede blikket fra sin mor. ''Hvem?'' Gentog Sarabi. Tanah sukkede ''Udara.'' Sagde hun og kiggede skamfuldt ned i jorden. ''Han er ikke en Carpathian ulv, vel?'' Spurgte Sarabi. Tanah nikkede sit hoved frem og tilbage som svar. ''Men han er ikke ond, mor!'' Forsikrede hun og kiggede op på Sarabi. ''Det er okay, skat. Du skal bare love mig at du ikke går ind på hans territorium.'' Tanah nikkede igen og smilede. ''Det er vores lille hemmelighed.'' Sagde hun og blinkede. ''Gå du bare.'' Tanah logrede og løb alt hvad hun kunne ned fra bjerget.

Det var næsten nat, hun kunne høre ulvene fra hendes flok hyle af månen, da hun løb tværs over jagtmarkerne. ''Hej!'' Sagde Udara da han så hun kom ud af det høje græs. ''Tænk at du tør komme herud hele tiden.'' Sagde Tanah med beundring i stemmen. Udara fnyste ''Det er da nemt nok. Jeg er aldrig blevet opdaget.'' Sagde han stolt. ''Skal jeg ikke vise dig rundt på vores jagtmarker?'' Spurgte han og logrede. Tanah sukkede ''Det er nok ikke en særlig god idé, min mor har sagt at jeg godt må snakke med dig, men at jeg ikke må gå ind på dit territorium.'' Tanah satte sig og kiggede på ham. ''Hvad siger din far?'' Spurgte han og kløede sig bag øret. ''Min far ved det ikke, han er Alfa. Han ville gå amok.'' Udara stoppede med at klø sig og stirrede på hende. ''Er du en Alfa hvalp?'' Spurgte han og bakkede bagud. Tanah nikkede ''Er der noget galt?'' Spurgte hun forvirret. ''Det er nok bedst hvis du tager hjem.'' Sagde han. Tanah kiggede bedrøvet på ham vendte sig og løb tilbage mod Carpathian bjergene.

Tanah blev stoppet af sin far på vej op til bjerget. ''Var det en Arja?'' Snerrede han og kiggede alvorligt på hende. ''Far, du forstår ikke...'' ''Stop!'' Gøede han. ''Jeg forstår udemærket. Kom med.'' Hvæsede han. Og satte i løb over mod Arja klipperne. Tanah fulgte med så hurtigt hun kunne, men Ahadi var meget hurtigere end hende. Da hun kom over til klipperne sad hendes far og kiggede op af klipperne. ''Du må ikke sætte dig selv i fare på den måde, Tanah.'' Hans tonefald var blevet meget roligere, han lød ikke vred længere. Tanah begyndte at græde ''Det var ikke meningen, far.'' Sagde hun og satte sig og kiggede ned i jorden. Ahadi vendte sig og satte sig over for hende. ''Du må forstå  at når jeg beder dig om noget er det fordi jeg vil passe på dig. Hvis der skete dig noget ved jeg ikke hvad jeg skulle stille op.'' Sagde han og smilede forsigtigt. Tanah snøftede og kiggede på ham. ''Jeg forstår det godt far.'' Svarede hun. ''Godt, for den eneste der må slås med dig, er mig.'' Grinte han og satte i løb. ''Det er nærmere mig der tæsker dig!'' Råbte hun og væltede ham omkuld. De tumlede indtil Tanah lå på ryggen af ham. ''Jeg vandt.'' Grinte hun. Ahadi grinte med sin dybe stemme og lagde sig. ''Din mor vil faktisk gerne snakke med dig på toppen af bjerget.'' Sagde han og kiggede op på månen. ''Jamen, det er midt om natten.'' Sagde hun uforstående. ''Afsted med dig.'' Smilede han og kastede hende af sig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...