Ulven fra Carpathian bjergene

Carpathian ulvene levede langt oppe i Carpathian bjergene, deres guide var månen og deres element var jord. I Carpathian flokken levede også en ulvehvalp ved navn Tanah.
Da Tanah en dag bryder Ulveloven og forlader sin flok for at lege møder hun en hanhvalp på sin egen alder ved navn Udara. (Kapitel 6 har jeg skrevet mens jeg hørte til melodien jeg har sat ind ra YouTube.)

8Likes
15Kommentarer
1652Visninger
AA

7. Mange år senere (Prøve kapitel)

"Mor?" Hviskede Tanah og kiggede op på himlen. "jeg ved ikke om det du sagde er sandt. Du ved, det med at du kan høre mig selvom du er væk." Tanah blinkede sine tåre væk. "Jeg har brug for dig, mor." Hviskede hun. "Selvom jeg er voksen så vil jeg altid have brug for dig." Tanah snøftede og kradsede i jorden med sin pote. "Du var den bedste mor i verden. Jeg lover at du aldrig vil blive glemt. Jeg vil fortælle om dig til alle jeg møder." Tanah vendte sig  da hun hørte nogen komme bag sig. "Er du okay?" Spurgte Udara og satte sig ved siden af hende. Tanah nikkede og kiggede op på himlen. "Det er Udara som jeg fortalte dig om da jeg var hvalp. Nu er han blevet stor." Udara slikkede hende på kinden. "Han hjælper mig med det du sagde jeg skulle. Skabe fred mellem flokkene." Udara kiggede op på den mørke stjernehimmel. "Sarabi? Jeg ved du kan høre mig. Jeg er fra Arja flokken, forstår du. Jeg ved at de døde stadig lytter." Tanah satte sig tæt op af Udara og lod tårene løbe. "Det er noget af en datter du har dig." Begyndte han. "Hun har vist mig hvordan man elsker andre. Hun har lært mig at forstå ting jeg ikke anede. Hun har hjulpet mig med at leve retfærdigt, men vores kamp er ikke ovre. Vi har stadig fire klaner der skal lære det samme. Det er over hundrede ulve. Det du startede vil vi slutte. Det lover jeg." Sagde han. Hans øjne var blevet blanke. Et grønt nordlys kom frem på himlen og dannede en bro ned til sletten hvor de to unge ulve sad. Tanah rejste sig og stirrede med store øjne på lyset. Udara smilte og gik roligt over mod nordlyset. "Kom med." Sagde han. Tanah fulgte nysgerrigt efter. "Hvad er det?" Spurgte hun ham. "Vent." Sagde han og smilede kærligt. De satte sig foran broen. Tanah skulle lige til at sige at det var noget dumt noget da hun så en skikkelse på toppen af broen. "Mor?" Hviskede hun. Sarabi gik ned af broen. "Det er hende, er det ikke?" Græd Tanah og satte i løb op af broen. Tanah maste sit hoved ind i sin mors og kælede. Sarabi satte sig og lagde sit ene forben rundt om sin datter og krammede hende hårdt med sammenklemte øjne.  "Jeg savner dig mor." Hulkede Tanah. "Shhh." Sagde Sarabi trøstende. "Jeg vil altid være hos dig." Hviskede Sarabi og slap taget så hun kunne kigge på sin voksne datter. "Du er blevet så stor." Sagde Sarabi med den samme moderlige stemme Tanah elskede så højt. "Og du er blevet så smuk." Fortsatte hun og betragtede sin datters lysegrå og hvide pels. "Hun har altid været smuk." Sagde Udara der stod bag dem. "Og du må være Udara." Sagde Sarabi og gik over mod ham. "Jeg har set dig oppe fra, men jeg har aldrig fået hilst på dig." Grinede Sarabi og vendte sig igen mod Tanah. "Jeg er så stolt af jer begge." Sagde hun hvorefter en tåre trillede ned fra hendes gyldne øjne. "Kom med ned, mor." Sagde Tanah bedende. Sarabi sukkede. "Det kan jeg ikke." Udara kiggede på Tanah "Hvis hun vælger at tage ned vil hun leve for evigt som straf." Sarabi nikkede. "Men det er da ingen straf at leve for evigt." Sagde Tanah uforstående. "Jo, det er Tanah." Sagde Sarabi. "Jeg vil ikke kunne blive på jorden og se dig dø. Jeg vil ikke leve på en jord hvor alle jeg kender dør. Jeg vil ikke kunne klare at opleve hverken din, Ahadis eller Udaras død. Så vil jeg hellere vente på at i kommer hjem til mig." Sagde Sarabi og smilede. Tanah nikkede og begyndte at græde lydløst. "Jeg må tilbage." Sagde hun og kælede sit hoved mod Tanah. "Jeg elsker dig, mor." Hviskede Tanah og lod sin mor gå. "Men jeg elsker dig mest." Svarede Sarabi. "Jeg elsker også dig Udara." Smilede hun og gik ind i det grønne nordlys. "Jeg elsker også dig Sarabi." Sagde Udara og gik ned sammen med Tanah. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...