Ulven fra Carpathian bjergene

Carpathian ulvene levede langt oppe i Carpathian bjergene, deres guide var månen og deres element var jord. I Carpathian flokken levede også en ulvehvalp ved navn Tanah.
Da Tanah en dag bryder Ulveloven og forlader sin flok for at lege møder hun en hanhvalp på sin egen alder ved navn Udara. (Kapitel 6 har jeg skrevet mens jeg hørte til melodien jeg har sat ind ra YouTube.)

8Likes
15Kommentarer
1643Visninger
AA

6. Farvel mor

''Mor?'' Sagde Tanah forsigtigt da hun kom op på toppen af bjerget. Sarabi sad og kiggede ud mod horisonten hvor stjernerne dominerede himlen med månen i midten. ''Prøv at kom og se.'' Sagde Sarabi uden at vende sig. Tanah satte sig over ved siden af sin mor. ''Kan du se hvordan det hele ser så harmonisk ud?'' Spurgte Sarabi uden at smile. Tanah kiggede ud over det smukke landskab, med den mørke himmel og nikkede. ''Men det er ikke harmonisk overhovedet. Vi er alle i krig mod hinanden.'' Sarabi kiggede bedrøvet på Tanah. ''Vi er alle blevet misforstået. Det er ikke meningen at vi skal bekrige hinanden.'' Sagde hun og kiggede ud over Litora stranden. ''Men er det ikke Moderen Af Alle Elementer der har bestemt det?'' Spurgte Tanah og rykkede sig tættere på sin mor. ''Vi skal jo ikke hade hinanden, det står ikke skrevet nogen steder. Jeg vil have at du skal kæmpe. Kæmpe for frihed, vi lever alle fanget. Udara er din ven, selvom vi lever i hver vores territorium. Du skal bevise over for alle ulve at der stadig findes godt i os alle.'' Sarabi kiggede moderligt på hende. ''Jeg forstår det ikke helt.'' Sagde Tanah og kiggede ud mod Arja markerne. ''Det kommer du til. En dag vil du forstå det hele.'' Svarede Sarabi og lagde sig ned. Nu var Sarabi og Tanah's hoveder i samme højde. ''Mor?'' Spurgte Tanah. ''Ja.'' Svarede Sarabi og kiggede på hende med sine store brune, kærlige øjne. ''Vi er de bedste venner, ikke?'' Sarabi smilede og nikkede. ''Og vi skal være sammen for altid, ikke?'' Sarabi stoppede med at smile. ''En dag vil jeg ikke være her mere.'' Begyndte Sarabi. ''Men jeg vil altid være hos dig. Glem det ikke. Du skal bare ikke glemme mig, så længe du husker mig, vil jeg altid være hos dig og råde dig.'' Tanah fik tåre i øjnene. ''Vil du forsvinde en dag?'' Spurgte hun og kiggede på sin mor. ''Det er endnu en ting du vil lære når du bliver større, men jeg forsvinder aldrig helt. Du kan altid kigge op på himlen, så sidder jeg deroppe og kigger ned på dig og er stolt af dig.'' Tanah nikkede svagt ''Hvad hvis jeg skuffer dig? Hvordan siger jeg så undskyld til dig?'' Spurgte hun og snøftede. Sarabi kiggede kærligt på hende ''Du kan aldrig skuffe mig. Jeg vil altid elske dig uanset hvad du gør.'' Svarede hun og lagde sit hoved ned. Tanah puttede sig tæt ind til sin mor ''Jeg elsker dig mor.'' Hviskede hun og faldt i søvn. ''Men jeg elsker dig mest.'' Hviskede Sarabi og faldt selv i en dyb, dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...