Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

48Likes
90Kommentarer
10347Visninger
AA

8. Tilgiv

Der var stille i lejligheden. Lulu var for længst gået, og alt der kørte i mit hoved nu, var hvornår Hayato kom. Jeg havde slået mig ned i hjørnet af min sofa. Og Tumpe havde gjort mig selskab, ved at ligge sig og varme mine føder.  

Han lå og spandt, måske fordi jeg hele tiden, uden slev helt at tænke over det, rykkede på mine tær, så de på en måde kløede ham på siden. Eller det syntes han åbenbaret.

Jeg kunne mærke på mig selv at jeg var utålmodig. Jeg sad næsten og trippede, men lige meget hjalp det.

DING DONG!

jeg rettede hovedet op med det samme jeg hørte den lys. Jeg sprang næsten op af sofaen, så Tumpe blev helt rundt på gulvet, og var lige ved at hoppe ned på gulvet, af ren forskrækkelse.

Jeg skynde mig hen til spejlet, og rettede håret, jeg vidste enlige ikke helt selv hvorfor. Jeg REV døren op ed et kæmpe smil. Men mit smil forsvandt hurtigt gen. Uden for døren stod nemlig ingen Hayato, men i stedet en mand i jakkesæt. Og med briller. Han var omkring de 35 år, og have kørt, pjusket brunt hår. Han havde en sort taske i den ene hånd, han lignede en rigtig forretnings mand.

 

”jeg køber ikke ved dørene” sagde jeg blot, og var ved at lukke døren igen. Manden gik næsten i panik ”uhm hr. Zhun?” sagde han næsten desperat.

 Jeg stoppede op midt i det hele. Det var der ikke nogle der havde kaldt mig i MEGET langtid. Enlig var jeg ikke sikker på der var nogle der havde kaldt mig det før.

Jeg åbnede døren igen, og så på manden ”hvor kender De mit navn fra?” spurte jeg. Manden rettede lidt på sine briller. ”mit navn er Hidasaki. Lio Hidasaki.. Jeg er Deres fars advokat” sagde han med en høflig stemme.

 

Min krop stivnede, og jeg fik en klump i maven. Hvorfor kom han her? Hvad ville han mig? ”hvad har det med mig at gøre?” spurte jeg lidt fraværende. ”måske kunne jeg få lov at komme ind?.. så kan jeg forklare dig hvordan sagen ligger” sagde han med en stadig høflig stemme. Jeg flyttede mig fra dør åbningen så han kunne komme ind.  

Mine hænder rystede da jeg skulle prøve at hælde te op. hr. hidasaki lagde en hjælpende hånd på kanden for at holde den lige.

 

Vi sad overfor hinanden, og Hr. Hidasaki virkede ikke som om han havde travlt. I stedet drak han noget af sin te og så helt afslappet ud. Han satte kommen fra sig, og så op på mig. Og selvom hans blik var venligt, føltes det som om der var noget der prikkede hårdt til mig i det han kiggede på mig.

Han foldede hænderne foran sig, og selvom han nu engang gjorde tingene i en meget normal hastighed, følte jeg at alt gik i lowmotion. ”Din far vil blive løsladt om 2 måneder” kom der pludselig fra ham. Jeg fik et stik i maven, som om nogle havde gennemboret mig med et sværd, og havde ladet været side tilbage i mig.

Mit blik flakkede rundt, og forsøgte at finde et sted at fokusere, bare ikke på hans øjne. ”hv…hvorfor kommer d..du og fortæller mig det?”  stammede jeg. det var som om tunge ikke ville virke, som om min stemme snublede og ordene.   

”jeg har talt meget med Deres far, og det eneste han ønsker sig, er at slutte fred med Dem… Og han beder Dem tilgive ham for de ting han har gjort” sagde han med den samme høflige stemme. Den var begyndt at gå mig på næverne

Jeg så ned, mine hænder knyttede sig sammen, under bordet, på lårene af mig. Jeg bed tænderne sammen. Hvordan? Hvordan kunne han bede mig om det.. efter alt ha havde gjort. Efter alle de tåre jeg havde grædt.

Jeg rejste mig brat ”De er nød til at gå!” sagde jeg meget bestemt. Men han blev sidende og så på mig. ”Jeg forstår godt at det må være svært, men tænk på ham” sagde han, igen med denne rolige og høflige stemme. Som om vi talte om at jeg skulle tilgive ham for at have taget af mine lommepenge.

 

Jeg kunne mærke vreden i min krop, hvordan kunne han sidde der og beskytte ham. Jeg trak min hånd op i luften, og lod den falde hårdt ned i bordet. Så det gav genlyd i hele lejligheden ”skal jeg tænke på ham?!... Det er det sidste jeg vil gøre!.. Og DEM! De sidder bare der og holder hånden over ham!” jeg var rasende. Hele mi krop sitrede og dirrede.

Hr. Hidasaki så blot på mig ”deres far har det ikke godt” sagde han bare. ”tror du ikke jeg er ret så ligeglad!?.. Jeg vil ALDRIG have noget med den mand at gøre mere!.. Han har ødelagt mit liv!” rasede jeg højt af ham.

Men det virkede som om  det pralede helt af på ham. Han så bare på mig. ”det er helt normalt af være vred og ked af det… men for din egen skyld er du nød til at tilgive ham” kom det tørt fra ham.

 

Jeg gik op på den anden side af bordet. Om til hans side, jeg bukkede mig lidt ned mod ham, og støttede mig med den ene hånd på bordet, og de anden på hans stoleryg. ”ville de slev gøre det?” spurte jeg så.

 

”det ville jeg ja” sagde han blot. Jeg kunne ikke lade vær med at få et skævt smil på læberne. For det var det mest latterlige jeg havde hørt. ”ville De virkelig det?.. Ville De tilbage ham, for at have rørt ved Dem?.. At han havde sået dem til at lege med Dem selv foran ham?... Ville De tilgive ham, for at låne Dem ud til sine venner, og samtidig fået penge for det?... Ville De tilgive ham for at have lade voksne, perverse mænd trænge op i dem, indtil de kunne mærke hvordan de sprækkede bagi?..”  for hver ting jeg sagde, kunne jeg se at han fik det dårligere og dårligere.

 

Men jeg havde ikke tænkt mig at lade ham slippe, han ville bøde for at have været kommet ind i mit hjem, for at bede mig om det. For at bede mig om det umulige.  Jeg lænede mig længere ned mod ham. ” Lio… du ved jo godt selv, at det ville du aldrig!.... Du ville være så rasende…” jeg så ham i øjne, selvom han ihærdigt prøvede at undgå mit blik. ”så hvorfor skulle jeg?...Hvorfor skulle jeg tilgive den mand der har ødelagt alt for mig?... Even til at stole på andre.. Evnen til at holde rigtigt at et andet menneske.. HvoRfor?”

 Jeg rettede mig op, tog fat i min trøje og trak den op overskuldrene.  Hr. Hidasaki så næsten skræmt ud. Han var sikkert bange for at jeg ville gøre ham noget. Men i stedet, vende jeg ryggen til ham ”hvorfor skulle jeg tilgive den mand der har gjort dette?” spurte jeg med en mere nedfalden stemme.

 

Ned langs min ryg, var der nogle lange og meget tydlige ar. Det var tydeligt at det ikke var rive mærke. ”de er ikke ligefrem kønne… og de vil for evigt minde mig om hvordan han straffede mig med en pisk når jeg ikke gjorde som han ville have det” sagde jeg, og trak derefter min trøje ned igen. Jeg vende mig rundt, og skulle til at sige noget, men fik et chok da  jeg fik set hen mod døren. Jeg havde ikke hørt døren åbne sig. Men der i dør åbningen, stod han. ”hayato”

Åh nej, hvor meget havde han hørt? Hvor længe havde han stået der? Sank hovedet, under alle omstændigheder skammede jeg mig.

 

Hr. Hidasaki, rejste sig op. ”jeg forstår Dem godt.. men jeg beder Dem nu alligevel om at tænke over det” sagde han, og gik hen til døren. Hayato havde allerede flyttet til så Hr. Hidasaki kunne komme ud. Hayato lukkede døren efter ham, og så derefter over på mig.

 

Jeg stod stadig med bukket hoved, jeg kunne høre at Hayato kom hen mod mig. Jeg kneb øjne sammen, i skræk for hvad han ville sige. Men i stedet for ord, mærkede jeg i stedet to arme om mig, og en varm brystkasse mod mit ansigt. Hayato holde bare om mig. Jeg åbnede øjne kort, og lukkede dem så igen. Jeg gemte mit ansigt i hans trøje. Og lagde armene om ham. Aldrig før havde nogle bare krammet mig. Han forstod mig, det var som om vi altid havde kendt hinanden. Og for første gang nogle sinde, gav jeg slip. Tårende vældede ud af mine øjne, og jeg hulkede utydeligt ind mod hans bløde hættetrøje.    

 

Han måtte ikke gå, han skulle aldrig forlade mig, jeg vil altid være sammen med ham. Jeg kunne ikke undvære ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...