Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

47Likes
90Kommentarer
10414Visninger
AA

5. tæt ved

Ding dong

”hvem kommer far?”

”det er bare nogle af fars venner”

”okay”

”marco, vi skal lige lege en lille leg. Nu får du det her bind for øjne, og så skal du være en dygtig dreng og tage dit tøj af”

”hvorfor det?”

”fordi så kan vi lege en sjov leg”

 

jeg slog øjne op, og stirede op i loftet. Min krop var badet i sved, og mine hænder rystede. Hvorfor kom alle de drømme nu? Jeg have ikke haft dem i lang tid nu, og det var bestemt ikke noget jeg havde lyst til at have igen.

Jeg så op på uret 20.30, jeg skulle på arbejde. For første gang i 2 uger.

Lulu havde været god til at dække over mig, og sige at jeg havde fået en slem gang influenza, men jeg kunne ikke blive ved med at blive væk.

Lulu havde også fået en nøgle til min lejlighed, når hun kom med mad til mig, selvom jeg nu enlig godt kunne lave mad selv, men jeg tror nu det var mest fordi hun ville være sikker på at jeg spiste det.  

Jeg var vidst også ved at være kommet mig over Hayato, jeg havde i hvert fald ikke stoppet en fremmed, sorthåret fyr på gaden mere, når jeg troede det var ham.

Jeg havde fattet at han bare havde været en kunne ud af mange. Efter jeg har tænkt nærmere over det, så var der måske en grund til at han ikke ville have mere ind et kys. Han havde jo sikkert en sød lille kæreste der hjemme.

Måske var det bare et vædemål. Eller måske var han for nervøs til at fortsætte.

 

Jeg rejste mig fra sengen, som nærsten havde mit hjem på det sidste. Tumpe havde nu heller ikke været helt tilfreds med min opførsel på det sidste, jeg vidste ikke helt om det var fordi jeg var hjemme, og at han derfor ikke kunne få huset for sig selv, eller om det var fordi at det nu var Lulu der gav ham mad og vand efter som jeg bare lå og gloede i sengen.

Anyway det var på tide at komme i gang igen. Også for Lulus skyld, jeg vidste ikke hvor længe hun kunne blive ved med at lyve for min skyld.

Lulu gloede måbende på mig da jeg kom på arbejde, for ikke at se ud til at der var noget i vejen, havde jeg sat håret, taget lækkert tøj på, og i det hele taget stylet mig op.

Alle de andre smilede og sagde velkommen tilbage. ”når Marco?.. du er blevet rask?” lød der en stemme bag mig.

Jeg så tilbage og der stod Juta, jeg kløede mig lidt i håret ”uhm. . ja ”mumlede jeg.

Juta smilede bare og roede mig i håret, inden han igen gik ned mod sit kontor.

Juta var min chef. Han var en mand på omkring de 35, han var enlig en nydelig mand. Men Ingen vidste hvad eller hvem Juta var til. Eller om han overhoved var til noget. Han sad for det meste inde på sit kontor, og hvis man blev kaldt der ind, var det næsten altid fordi man ikke havde haft nok kunder eller sådan.  

 

Jeg vende mig og gik hen til Lulu ”du må gerne tjekke mig ind” sagde han med et smil.

Lulu smilede igen.

Vi forstod hinanden, jeg havde ikke lyst til at fortælle alle hvordan jeg havde det, og det forstod hun godt.

 

Det var underligt at være tilbage på værelset, det var næsten som et helt fremmed rum. her var koldt, efter som halt lys havde været slukket mens jeg havde været væk.

Mit sengetøj var skiftet, det blev det normalt, men jeg plagede selv at tage det af og smide det i kassen til vasketøj.

Der gik ikke længe før der begynde at komme kunder, og min hverdag fortsatte som altid.

 

Da jeg skulle hjem, gad jeg ikke gå. Jeg gik ned for at tage metroen. Jeg stod op, der var kun to stop til jeg skule af.

Jeg stod op af en af stængerne i metroen.

 

Da toget stoppede første gang, stod jeg bare og så ned af baronen gennem togets vinduer. Jeg stod mere eller mindre og halvsov. Pludselig fik jeg øje på noget.

En sorthåret dreng der gik ind i samme vogn som jeg.

Han havde en hætte trukket op om hovedet. Men jeg fik et kort glimt af hans ansigt. Det var ham, det var Hayato.

Der var for mange mennesker til at jeg kunne se ham rigtigt, men jeg var sikker på at det var ham.

Men jeg var låst fast, jeg kunne ikke komme ned i den anden ende. Det var umuligt. Jeg måtte vente til han skulle af.

 

Da toget stoppede ved mit stoppested, blev jeg stående, da jeg var sikker på han ikke skulle af her.

Men i samme sekundet som døren skulle til at lukke, så jeg ham igen, på den anden side af togets vinduer. Han var stået af.

Jeg gik i chok, og i min panik, gjorde jeg noget jeg aldrig ville ha gjort. jeg satte af, og skynde mig ud af toget.

Havde jeg været 2 sekunder langsommere, så havde togets døre klemt mig.

Jeg så mig omkring efter Hayato, og fik øje på ham henne ved trappen. Jeg skyde mig efter, men holde mig hele tiden lidt bag ham denne gang ville jeg være sikker på han ikke slap væk.

Men jeg kunne heller ikke stoppe ham et sted som her

 

Efter vi havde gået et stykke tid, begynde jeg pludselig at genkende vejen. Dette var samme vej som når man gik hjem til mig selv. Boede han tæt på?

Vi fortsatte af den vej. Og jeg blev mere og mere mistænksom. jeg så op efter noget tid, og kunne nu SE den blok jeg boede i.

 

Pludselig stoppede Hayato, og gik hen mod en dør og skulle til at låse sig ind. Det er da løgn! Han boede kun to blokke fra mig!

Men, hvordan kunne jeg undgå at have set ham.  Det var derfor han pludselig var væk den dag jeg så ham nede for mit vindue. Der løb hundrede tanker gennem mit hoved.

 

”hayato?” var det eneste jeg kunne fremstamme. Hayato så hen mod mig, men fik et tæmlig chokeret ansigtsudtryk da han så mig. Han havde vidst ikke ligefrem regnet med at se mig her, og slet ikke nu.

Jeg stod bare helt stift. Mine arme hang ned langs siderne, og jeg lignede mest af alt en der ikke anede hvad jeg kigger på.

”hv…hvad laver du her” spurte jeg så, jeg vidste det jo godt men… hvorfor så?.. jeg forstod intet.

Hayato sank en klump, det så ud til at det ikke ligefrem var nemt at forklare. Han sukkede og så lidt ned ”du må hellere komme med op” sagde han så.

Jeg svarede ikke men gjorde bare som der blev sagt.

Jeg fulde med, og selvom jeg var glad for enlig at have fundet ham.. så virkede det her helt forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...