Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

47Likes
90Kommentarer
10409Visninger
AA

4. Som at jage et spøgelse

”Marco?...Maarco?” lød der en stemme.

Glippede et par gange med øjne, indtil mit syn ikke længere var sløret på grund af søvnighed ”um.. øh ja?” mumlede jeg mens jeg stadig prøvede at vågne lidt. ”jeg tager af sted nu, jeg ligger nøglen på spisebordet, og der står morgenmad i køkkenet” Det var Lulus stemme, men hvorfor? Når ja det var rigtigt, jeg var jo gået med hende hjem i går aftes.

Jeg satte mig lidt søvnigt op og gabte ”Hvad er klokken?” frem bruste jeg midt i mit gab.

 Lulu smilede ”den er 11.20” sagde hun med et sødt smil. Når jeg så på Lulu fik hun mig til at tænke på en sød bedstemor, altså bare i en yngre model. Jeg rejste mig fra sofaen ”så må jeg hellere se at komme af sted, jeg har dagvagt i dag” sagde jeg, mens jeg strakte mig, for at få den sidste søvn ud af kroppen, selvom det ikke rigtig ville lykkes. ”Jeg HAR ringet og sagt at du ikke kommer i dag” sagde hun så.

Jeg så overrasket over på hende, mens jeg stadig havde mine arme halvstrakt over mit hoved. ”hvorfor det?” spurte jeg, enlig et dumt spørgsmål efter det i går . Lulu så på mig ”Marco det er ikke sundt at blive ved med at arbejde, når du hverken får mad eller søvn… din krop kan ikke hole til det” sagde hun på den der strenge moderlige måde igen.

Jeg skulle lige til at sige noget spydigt tilbage som jeg plagede når folk ville bestemme for mig men.. jeg kunne slet ikke komme på noget at sige. Jeg vidste jo at hun havde ret, så i stedet tog jeg bare mine arme ned, jeg sank hovedet. ”tak” det var det eneste jeg kunne få formpresset lige nu.

Lulu smilede bare ”du bliver bare så længe du har lyst” sagde hun glad, og gik så over til døren. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at hun kort stoppede op og kiggede på mig, inden hun gik ud af døren.

Så stod jeg har, alene, i en anden persons stue.

Jeg satte mig ned i sofaen. Der kom et dybt suk fra mig, aldrig før havde jeg følt mig så svag og ubehjælpsom.

Og det hele var hans skyld.

Jeg havde aldrig bedt om at han skulle komme. Og hvis det ikke var mere ind et kys han var ude efter… hvorfor tog han så ikke bare ud og fik det i byen?

Hvorfor skulle han komme og spolere mit liv? Jeg hadet ham, mere ind noget andet.

Hvad var det også med mig? Hvordan kunne jeg savne en person jeg slet ikke kende? Jeg vidste jo intet om ham, han kunne ligeså godt være børnelokker, legemorder eller alkoholiker!

  jeg vidste ikke engang hvor gammel han var, hvad han hed til efternavn, eller hvor han kom fra. Jeg vidste intet! Og alligevel.. alligevel ønskede jeg mig sådan at han kom ind. At jeg ville se ham igen.

 

Da klokken var ved at være 13.00 gik jeg hjemad.

Tumpe var nok også ved at være godt sur over at han ikke have fået sin morgenmad til den rette tid.

Og ganske rigtigt, der lå han fornærmet på sofaen, i en sammen rullet og fuldkommen ligeglad stilling.

Slev da jeg kaldte på ham, løftede han bare hovedet og så fornærmet og overlegent på mig, hvorefter ha lagde hovedet ned igen og sov videre.

Jeg sukkede lidt for mig selv. Kunne man være mere alene, nu gad ens dumme kat ikke engang tale med en.

 

Jeg gik ud i køkkenet og gjorde hans mad klar, det fik ham til at bløde lidt op, og komme ud i køkkenet til mig, da han hørte lyden af en dåse der blev åbnet.

Og pludselig var det som om vi igen var de bedste venner i verden. Jeg var sikker på han stadig ikke havde tilgivet mig, men han skulle jo nødig vise det, og så risikere at jeg ikke ville give ham maden.

Jeg smilede bare for mig selv.

 

Jeg gik ind i stuen, og over til vinduet for at åbne det.

Jeg så ned på gaden, og i samme sekundet gik mit hjerte i stå. Jeg stivnede, som om nogle havde forvandlet mig til sten.

Der nede på gaden, det var ham, og han kiggede her op. Han så mig.

Jeg vende hurtigt rundt, og løb ud af min dør.

Jeg løb så hurtigt ned af trapperne, at jeg næsten ikke kunne nå at dreje når jeg kom til hver trappes slutning. Og på vej ned af den sidste, var jeg ved at falde, men fik grebet fat i gelænderet inden jeg mistede fodfestet.

Jeg løb ud på gaden, klar til at kramme ham. Men da jeg kom ud på gaden bremsede jeg hårdt op.

jeg så mig forvildet rundt. Hvor var han? Han var væk.

Men.. men han stod der jo lige, jeg så ham.

Det VAR ham. Jeg var helt sikker. HELT sikker!

Jeg kunne ikke få vejret, ikke kun fordi jeg havde løbet så stærkt, men der sad en klump i min hals, der ikke tillod at jeg trak vejret.

Jeg kunne mærke varmen i mit ansigt. Jeg kunne mærke vreden i min krop.  

Mine øjne og kinder blev våde. Og jeg kunne ikke længere holde mine tårer inde. Hvorfor? Hvorfor kom han her, og så bare forsvandt igen.

det var ligesom sidste gang, lige meget hvor hurtigt jeg løb, kunne jeg aldrig indhente ham, lige meget hvor meget jeg kalde, kunne han aldrig høre mig. Han var altid 10 skridt foran mig.

Det var som at jage.. det var som at jage et spøgelse.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...