Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

47Likes
90Kommentarer
10510Visninger
AA

13. Min igen

”ding dong”

”Marco? Er det dig?”

Det var dejligt at høre Lulus søde og kærlige stemme igen. Jeg svarede hende ikke, i stedet bukkede jeg hovedet, og lagde min pande mod hendes skulder. Tårende løb ned af mine kinder. Det var som om alt omkring mig gik i stå, alt stod stille.

Jeg mærkede Lulus hænder om mine skuldre. ”det skal nok gå” sagde hun blot og holde bare om mig.  

Som altid behøvede jeg ikke at sige ret meget før at Lulu forstod mig. Jeg sad bare i hendes sofa og så lidt ned. Hvorfor var det blevet sådan her? Jeg troede at jeg havde fundet en jeg kunne vise mig selv for. En der ikke ville blive stødt over min fortid, en der ville forstå mig næsten som Lulu gjorde eller måske bedre endnu. Men jeg havde ødelagt det, jeg havde skubbet Hayato fra mig. Ligesom jeg gjorde med alle andre.

Det var blevet mørkt, og jeg sad stadig hos Lulu. Jeg sad og så ud af vinduet. Det var begyndt at sne. Jeg så hvordan snefnuggene ramte ruden hvorefter de smeltede og forsvandt. Jeg hørte at det ringede på døren, men lød som ingen ting. Det var jo ikke min lejlighed, så jeg kunne være ligeglad med hvem der kom.

Jeg hørte nogle stemmer ude fra Gangen ”det var godt du kom” hørte jeg Lulus stemme sige. ”han sidder inde i stuen” fortsatte hun så. Og jeg forstod at det var mig hun snakkede om. Jeg rejste mig fra sofaen for at se hvem det var, men jeg nåede kun lige at rejste mig før Lulu kom til syne i døren. ”hvem snakker du me……” Min stemme knækkede da jeg så hvem der stod bag hende.

Bag Lulu stod en meget Bekymret udsende Hayato. Lulu så lidt ned i gulvet, og der efter på Hayato ”nårh men jeg vil lade jer to være alene” sagde hun og forlod rummet. Jeg ville enlig gerne have stoppet hende, men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. I stedet så jeg bare lidt ned ”hvad laver du her?” spurte jeg i stedet. Og prøvede at virke ligeglad.

Hayato kom længere ind i lokalet, og lukkede døren efter sig. ”din veninde ringede til mig og fortalte at du havde det virkelig dårligt” sagde han, og så på mig ”men du ser ikke ud til at være syg” sagde han.

Jeg sank en klump ”jeg… jeg har det fint nok” sagde jeg bare og så stadig ned i gulvet. Hayato stod lidt og betragtede hvordan jeg desperat prøvede at undgå hans blik. Han sukkede og vende rundt ”så er der jo ingen grund til at jeg bliver” sagde han og gik mod døren. Det gav et ryk i mig ”Vent!” udbrød jeg helt uden at tænke mig om. Hayato stoppede og så tilbage på mig ”ja?” sagde han bare.

Jeg havde en klump i halsen, men denne gang fik jeg den sunket og taget mod til mig ”jeg… jeg er glad for du kom” fik jeg så frem stammet. Jeg havde lige gjort det, jeg havde enlig givet ham en grund. Men det var åbenbart ikke nok. For Hayato så bare på mig, og vende sig halvt om ”hvorfor så det?” spurte han blot.

Jeg stivnede, ’hvorfor så det?’  var det alt han havde at sige? Jeg så lidt rundt. ”fordi… fordi jeg..” mumlede jeg mens jeg prøvede at finde et sted at fokusere. ”ja?” kom det lidt utålmodigt fra Hayato. jeg kneb øjne sammen og knyttede mine hænder ”fordi jeg holder utrolig meget af dig!.. Fordi du betyder alt for mig!, fordi du får mig til at føle mig normal!... Og fordi jeg vil have dig hos mig altid!” mine hænder rystede og tårende stod ud af øjne på mig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg græd, men jeg vidste at jeg ikke kunne sige mere nu, hvis det ikke var nok, så kunne jeg ikke gøre mere.

Enlig reagerede Hayato. Han vende sig rundt, og gik over til mig. Han lagde armende om mig, og trak mig ind til sig. ”Skulle der virkelig så meget til for at sige det?” sagde han med en forstående men også lidt grinende stemme. Han kyssede mig på panden. jeg rettede hovedet op, og så på ham. Jeg havde savnet de smukke brune øjne. Men allermest denne varme og blide favn. Jeg var ikke færdig med at slås for Hayato. Og fra nu af ville jeg kæmpe hver eneste dag for at beholde ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...