Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

47Likes
90Kommentarer
10535Visninger
AA

14. Lykkelig

”Marco pas nu på der ude” kunne jeg høre Lulu bekymret sige inde fra stuen. Jeg rystede på hovedet ”Lulu jeg har lavet mad før.. det gjorde jeg også inden vi to lærte hinanden at kende” sagde jeg med en lidt grinende stemme. ”det er bare ikke hverdag vi ser dig gøre det” kom det lidt drillende og hånligt fra Hayato der kom ud til mig i køkkenet.

Jeg vende mig og slog ham på skulderen. ”det er da ikke min skyld at du er så godt til at lave mad, eller er på arbejde når jeg enlig gøre det” sagde jeg en smule fornærmet  Hayato grinte og kyssede mig på kinden ”det dufter dejligt” sagde han med en undskyldende stemme.

Da jeg kom ind med maden sad både Lulu og Hayato allerede ved bordet. Lulu så op på mig ”må jeg spørge hvad anledningen er?” spurte hun. jeg så lidt ned, og smilede først skævt, jeg var lidt nervøs for at skulle sige det. Det kunne hurtigt lyder meget underligt, og lige meget hvad jeg gjordet, ville det med garanti blive pinligt.

Jeg satte mig ned, og tog mig så lidt sammen. ”jeg ville gerne invitere jeg på middag, fordi… Fordi at det er min måde at vise min taknemlighed” jeg så lidt ned, det var nu der mest pinlige kom. Jeg så op på dem ”jeg har aldrig haft en rigtig familie, de mennesker det var meningen skulle holde af mig, forrådte og forlod mig… jeg har altid troet at jeg ikke havde brug for andre… men nu…” jeg så lidt ned.

Hayato var nysgerrig og gentog mig ”nu?” kom det fra ham. Jeg så på ham og smilede og derefter på Lulu ”nu ville jeg ikke kunne forstille mig en dag ude jer to.. i har virkelig hjulpet mig meget, og i har fået mig til at indse at jeg kan bruge mit liv på det jeg vil, og ikke det som andre vil” jeg var normalt ikke nem at få til at tude over taler, og slet ikke mine egne taler. Men den her, den trak tåre ud.

Jeg så på dem begge, og så til min glædelige overraskelse, at de begge sad og smilede til mig. Lulu lagde sin hånd på min ”Bare rolig Marco, vi går ingen steder” sagde hun med et kærligt smil. Hayato smilede bare til mig, men jeg kunne se på hans blik og smil at han havde det ligesådan.

Der var gået 3 måneder, og mit liv havde forandret sig fra et Marit til en drøm. Jeg havde fået en fntastisk og kærlig veninde, der ville gøre alt for mig. Og som havde støttet mig meget. Og jeg havde fundet mit livs kærlighed. Den jeg skulle bruge rasten af mit liv sammen med. Og han var inda flyttet ind hos mig. Mit liv var perfekt.

Da vi var færdig med at spise, ville vi sætte film på, og hygge. Jeg gik ud for at lave tee. Og til min glæde så jeg Hayato og Lulu hjælpes ad om at gøre sofaen ultra blød med puder og dyner. De kom heldigvis godt ud af det med hinanden. Og havde det sjovt sammen. Det var dejligt, for nu havde Lulu flere grunde til at komme på besøg. Især fordi hende og Hayato havde planer om at lave en bog sammen.

Lulu havde i mange år brugt meget af sin tid på at skrive historier, og da hun viste den til Hayato og jeg, blev Hayato helt grebet af den. Og da han jo var fantastisk til at tegne, ville han lave billeder til.

Og jeg selv.. jeg var begyndt at arbejde på en caffeé. Og jeg kunne lide det, og min drøm var at åbne min egen Caffeé. Derfor var jeg også gået i gang med at uddanne mig. Heldigvis havde jeg Hayato til at hjælpe mig med lektierne, da det aldrig havde været min stærke side. Men han hjalp og opmuntrende mig.

Da jeg kom tilbage til stuen, stoppede jeg kort op, og så på de to. Dette var min familie, den familie jeg aldrig havde haft, men som jeg altid havde drømt om. Og de gjorde mig mere lykkelig ind jeg nogle sinde havde turde bede om.

Jeg var hjemme

 

~Slut~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...