Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

47Likes
90Kommentarer
10417Visninger
AA

3. Længsel

Jeg sad og stirede på døren. Men når der kom nogle ind, var det aldrig ham.

Der var gået næsten en uge. Og jeg hvad ikke set noget til ham. Hvad var det med mig, jeg kunne ikke sove om natten, og når jeg så en fyr med sort hår på gaden, var jeg med det samme parat til at løbe over og kysse ham. Men det var aldrig ham, og jeg vidste det godt.

jeg blev varm i kinderne bare af at tænke på ham, på kysset, hans øjne og hans duft. Det var som om jeg stadig kunne dufte den når jeg lukkede øjne. ”marco?” lød der pludselig en stemme over fra døren.  Det var Lulu, jeg tog mine underbukser på ”ja hvad er der?” spurte jeg mens jeg begynde at tage tøj på. ”du må gerne gå hjem nu” sagde Lulu. Jeg nikkede og tog resten af mit tøj på.

Lulu blev stående i døren og så på mig, da jeg bemærkede det, kiggede jeg bare op på hende ”hvad er der?” spurgte jeg lidt uforstående. Hun havde et underligt blik, næsten som om hun havde ondt af mig. Lulu så lidt ned af mig ”hvornår har du sidst spist?” spurte hun pludselig. Jeg så lidt overrasket på hende, det lignede ikke Lulu at spørge om den Slags ”uhm… i går” løj jeg og så lidt ned. Men Lulu så lige igennem mig ”det passer jo ikke” sagde hun en smule stængt. Mit blik fladt lidt, ”det…det kan jeg ikke huske” mumlede jeg så. Lulu sukkede, hun på sit ur ”hør, jeg har fri om lidt, hvad med om vi tager ud og spiser dammen.. jeg giver” sagde hun med en glad og opmuntrende stemme. Jeg smilede lidt til hende ”tak.. det ville være dejligt” sagde jeg og prøver at frempresse et gladere smil, men ikke med ret meget held.

Jeg ventede på Lulu ude foran og da hun enlig kom, havde jeg næsten  røget 3 smøger, hun så på mig og rynkede panden, da hun så jeg var ved at tænde den fjerde. ”du burde holde op med det der” sagde hun på en næste moderlig måde. Jeg tog smøgen ud af munden inden jeg nåede at tænde den. Jeg lagde den i bakken, jeg var ikke meget for at Lulu skulle bestemme, men hun havde jo ret.  

Inde på resturangen var der næsten fyldt af mennesker, men vi havde heldigvis reserveret bord. Lulu havde allerede forudbestilt hvad vi skulle have, og heldigvis var det noget hun vidste jeg kunne lide.

Det var nemmere at få mad ned, når man sad sammen med en, Lulu var ikke ligefrem min BEDSTE ven, men… hun var nu en af de eneste. Lulu var en sød og hjælpsom pige. Hun var ikke ligefrem den type pige som alle drengene ville ligge på knæ for. Hendes lidt store lidt uglede røde hår, og de små fregner hen over næsen, for ikke at tale om de lidt for store briller der sad ind over hendes næse som det eneste til at holde dem oppe, lignede hun mere en folkeskole lære, men på den anden side, var der jo ingen af kunderne der skulle være sammen med hende, ellers for den sags skyld se hende. Hun sad i sit lille glasbur det meste af aftnen.  

Jeg sad og studerede hende, da der pludselig var noget der fangede mit blik. En halvhøj sorthåret fyr, der var på vej ud af restauranten. Jeg spærrede øjne op, denne gang var jeg sikker, det var ham!

Jeg rejste mig lidt brat op, og begynde at småløbe fra bordet ”Marco?.. hvad sker der?” Kom det forvirret fra Lulu, men jeg svarede ikke. Jeg var allerede over ved døren. Da jeg kom ud på gaden, så jeg til begge sider, men der var så mange mennesker.  Jeg fik øje på ham igen, og løb den vej.

Det var koldt, natte frosten var kommet. Jeg kunne se min egen ånde. Og selvom der var mange mennesker og meget larm, så var det eneste jeg kunne høre mit eget åndedrag og hjerteslag.   

Efter jeg havde løbet et stykkede tid, var jeg nød til at stoppe op og få vejret. Jeg så mig omkring efter Hayato. Men han var væk, jeg kunne kun se fremmede mennesker, han var forsvundet. Jeg stod midt på gaden, kun iført en tynd bluse. Selvom adrenalinen stadig kørte i min krop, kunne jeg nu mærke kulden der trængte sig ind i min hud.

Jeg mærkede noget varmt der løb ned af mine kinder, hvorefter det blev iskoldt. Jeg bukkede hovedet. ”Marco.. hvad laver du her ude i den kulde” kom det igen helt moderligt fra Lulu som havde fuldt efter mig. Hun lagde min jakke ind over mine skuldre. Hun så på mig, men så næsten skræmt ud, da hun så tårende i mine øjne. ”Marco?.. hvad er der sket?” jeg så bare ned og snøftede en enkelt gang.

Lulu lagde en hånd på min ”kom… du kan sove hos mig i nat.. du har brug for noget varmt at drikke” sagde hun.

Hun forstod, at jeg ikke havde lyst til at være alene.

Da vi kom hjem til Lulu, blev jeg anbragt i hendes store bløde sofa.  Med et tæppe ind over mig. Hun var selv gået ud i køknet for at lave te. Da hun kom med teen satte hun sig i stolen ved siden af, hun så på mig ”er det ham… den unge mand du havde i sidste uge?” spurte hun pludseligt. Jeg så lidt chorkeret på hende ”hvordan vidste du det” måbede jeg næsten. Lulu trak på skuldrene ”du har virket så anderledes siden han var der” sagde hun. Jeg så ned. Jeg skammede mig over at det havde været så tydeligt.

Jeg behøvede ikke sige mere. Lulu forstod det hele uden jeg havde sagt noget.

 

Da vi havde drukket teen, kom Lulu med en ekstra dyne og pude, som jeg kunne låne. Jeg lagde mig til rette i den store sofa, og så op i loftet, pludselig savnede jeg Tumpe, hans spinderig, var så dejlig søvndyssende. Men i aften måtte jeg falde i søvn på egen hånd, og det gjorde jeg også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...