Undskyld men.... jeg elsker dig (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 20 aug. 2012
  • Status: Igang
Alderen er 15+ da der er sexuelle og voldlige scener

Marco der arbejder på byens bordel, lever et meget ensomt liv, ud over ham selv har han kun arbejdet og katten tumpe.
Men en dag møder Marco en dreng, en dreng der åbenbart beslutter sig for at rede Marco fra den verden han lever I. Men Marco er ikke sådan at overtale, han stoler ikke på nogle, og mener bestemt ikke at han skal reddes.
Men efter hånden som han lære drengen som hedder Hayato at kende, begynder han langsomt at stole på ham


(Undskylder på forhånd for stavefejl ^^)

48Likes
90Kommentarer
10332Visninger
AA

10. ensomme kroppe

Vores læber mødte hinanden. Og der var den igen, den søde smag af sodavand eller slik. Og det var helt ligesom sidste gang. Bortset fra, at denne gang.. så jeg det langt fra som et job der skulle overstås. Som jeg havde gjort lige i starten, da jeg trådte ind i det rum.

Nu lå vi her, i min seng. Uden tøj på. Her i mørket, uden satin lander, plys puder eller røde lamper. Kun os, som to ensomme kroppe, der havde fundet trøst i hinanden. For hver berøring, følgets det varmt alligevel fik jeg kulde gysninger for her gang. Det var som om alt mit blod sitrede, og flød hurtigere. So om hårende på mine arme dansede rundt.

Som om hver muskel i min krop blev let og afslappet, som om sengen forsvandt under os, og at vi sammen svævede, langt væk. Til et sted kun vi kende til et varmt og dejligt sted. Et sted det var smukkere ind noget andet.

Jeg åbnede mine øjne og så på Hayato. Han lå over mig, jeg kunne i mørket ane at han svedte. Han så ældre ud ind normalt. Som om selve agten have forandret ham. Han tog fat i mine ben, og lagde dem over hans arme. ”jeg starter nu” sagde han med en blid, men på en måde også spørgende stemme.   Jeg nikkede blot, og lukkede øjne lidt igen. Kort efter Mærkede jeg at Hayato tænkte sig ind. Jeg kneb mine øjne sammen, mine hænder knyttede sig krampagtigt om lagnet. Og jeg udbrød en lidt høj lydt, som næsten fik Hayato til at stoppe.

Vi lå lidt sådan, uden at bevæge sig. Men efter noget tid, begynde Hayato at bevæge sig. I starten gjorde det ondt, det gjorde det altid. Men ikke efter lang tid, fik jeg den svævende fornemmelse igen. Som om vi fløj, jeg kunne høre musik, selvom den eneste lyd der var i huset, var lyden af vores stønnende stemmer der smeltede sammen i stilheden.

Der var så mørkt, at jeg næsten ikke engang kunne se hayato. Men jeg kunne mærke ham, på flere måder. Jeg kunne mærke ham fysisk, hans hud mod min, hans kropsvarme, og ikke mindst den del af ham der befandt sig inden i mig. Men det var som om jeg også kunne mærke ham mentalt. Jeg kunne mærke hans ømhed, og hans nærvær.

Jeg ved ikke hvor længe vi fortsatte, men jeg vidste at det ikke var en af de sædvanlige 5 min ture jeg var vant til.  Dette var noget andet, dette var ikke bare et hurtigt knald.

Dette havde jeg kunne mærke, og jeg havde ikke haft lyst til at stoppe. Jeg havde lyst til at blive læggende sådan her, meget længe. Jeg ville mærke følelsen af at svæve vægtløs rundt, mærke den kræft der havde gået igennem min krop, og havde fået den til at føle sig stærkere.

Jeg ville have ham. Og jeg ville aldrig lade ham forsvinde fra mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...