Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1671Likes
2059Kommentarer
245013Visninger
AA

9. 8

 Der skete meget de næste to uger. Positivt ment. Eller, på nogle områder. Nialls og mit forhold kørte på skinner – selvfølelig på vennemåden. Vi havde lært hinanden utrolig godt at kende. Og så alligevel ikke. Han kendte jo slet ikke den vigtigste del af vores forhold – at jeg var en pige. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde overvejet at fortælle ham det. For det havde jeg virkelig. Men jeg kunne ikke. Jeg var bange for hans reaktion. Og tænk hvis han sladrede til lærerne? Og endnu værre, hvis han droppede mig som ven.

Jeg var på rekordtid kommet til at holde for meget af ham, og det ville gøre ondt, hvis han gav slip på mig.

Jeg sukkede blidt og så ud over søen, som jeg sad ved. Harry og Ken var taget ud og ro som en del af vores musiktime. De fandt åbenbart inspiration derude, i min bare røv. Ej, det var okay for en gangs skyld. Det var rart for mig bare at være alene lige nu. Jeg orkede ikke at høre på deres drengesnak lige nu. Selvom jeg havde vænt mig til den og talte som dem, lå det bare forkert i mine ører. Jeg hørte ting, som jeg ikke havde lyst til at høre.

For resten... Harry og jeg var blevet fine nok venner, siden vi begyndte at dele gruppe. Han tog sig sammen over for mig, og fik mere respekt for mig da jeg begyndte hænge meget ud med Niall. Og det var jeg ekstremt glad for egentlig, for han var ikke så forfærdelig slem. Men jeg undgik ham stadigvæk en smule. Især fordi han havde en mærkelig påvirkning på mig. Han fik mig til ting, de andre ikke gjorde.

Hver gang han kiggede på mig, fik jeg kuldegysninger. Når vores øjne mødtes, følte jeg mig gennemskuet. Når han smilede... rødmede jeg. Det var virkelig dumt. Og endnu dummere, at jeg ikke vidste, hvorfor.

”Jason, skal du slet ikke med ud?” råbte Harry til mig ude fra båden. Jeg så ud på ham og rystede på hovedet. ”Det er vist også lidt for sent,” råbte jeg højt. Der gled et stort smil hen over hans læber, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen.

Harry og Ken begyndte at snakke om et eller andet. Jeg satte mig ned på et sten og trak mit hæfte op fra jorden og kiggede i det. Vi havde fået til opgave at skrive en sang. Og det gik fint nok indtil videre. Den handlede om kærlighed, hvilket var meget originalt. Harry havde bidraget en masse til sangen, faktisk havde han næsten skrevet den hele. Jeg var begyndt at lave musik til, selvom det ikke var en del af opgaven. Jeg syntes bare, at det kunne være fedt at lave en rigtig sang. Og så var der Ken, der ikke havde lavet en skid. Han havde ikke deltaget så meget i gruppen overhovedet, da han for det meste bare var sammen med de andre drenge. På nær når han kunne komme tæt på Harry. Og hvorfor mon? Harry kunne garanteret give ham direkte adgang til pigerne.

Jeg kunne mærke min telefon vibrere i min lomme og tog den derfor op. En besked fra Niall. Uh.

'Hvad laver i? :-D' stod der. Jeg smilede for mig selv og angreb tastaturet.

'Harry og Ken sejler... Jeg sidder og arbejder med vores sang :-)'

”Hvem skriver du med?” op fra min telefon og så, at Harry stod lige foran mig. Hvor kom han fra?! ”Øhh, bare..” ”July?” foreslog han og slog sig ned ved siden af mig på stenen, så hans duft bredte sig ud over mig. ”Nej,” svarede jeg langsomt og nikkede enkelt gang uden at kigge på ham, ”Niall.”

Han lænede sig interesseret ind over mig og så ned på min telefons skærm. Med løftede øjenbryn mumlede han et ”aha.” Jeg trak min telefon væk fra ham med et håb om, at han ville læne sig væk fra mig, da den nervøsiteten skyllede ind over mig.

”Hvor er Ken?” spurgte jeg og prøvede at lyde rolig, selvom alt indeni mig kørte rundt. Han lænede sig endelig væk fra mig og gjorde et nik hen mod stien, der førte hen til hytterne. ”Nårh..” Han så hen på mig og smilede. Vores blikke mødtes et kort øjeblik, og jeg kunne ikke tvinge mig selv til t kigge væk hans smukke, grønne øjne. Og så selvom jeg vidste, hvor forkert det var at sidde og stirre ind i dem. Hvis han nu troede noget forkert om mig. Det ville være virkelig slemt!

”Såå...” Harry så en smule forkert på mig og fjernede sig blikket hurtigt og kiggede ned på sin guitar, imens han udstødte et lille host. ”Hvor langt er du nået med melodien?” Jeg tog hurtigt fat i mit hæfte og kiggede opslugt på det, som om vores lille stirren ikke gik mig på.

”Næsten færdig. Hvad med teksten?” Han samlede sit hæfte op fra jorden, børstede noget jord af det og åbnede det. Han lod sit blik skimte teksten kort og så så på mig. ”Også næsten færdig,” svarede han lavt og sendte mig et lille smil. Jeg nikkede lidt og rejste mig så, hvorefter jeg gik frem mod vandet. At være alene med Harry gjorde mig utryg. I hvert fald når vi var så tæt på hinanden. Jeg kunne ikke leve mig rigtig ind i min rolle som Jason. Det var som om, at jeg glemte den og blev til July – iført drengetøj og paryk.

Jeg sukkede for mig selv, samlede en sten op fra jorden og kastede ud, så den slog smut. Jeg kunne føle Harrys blik i nakken, men lod det ikke gå mig på. Jeg gav ganske enkelt det smukke vand al min opmærksomhed.

Lige indtil jeg fik en sten i nakken.

Jeg vendte mig om og så irriteret på Harry, der stod med et drillende smil på læben. ”Du, skal vi ikke se at komme hen til de andre? De skulle nødig starte 'festen' til mig.” Han lavede gåseøjne, da han omtalte bålfesten i aften. Vi skulle grille, lave bål og havde fået lov til at drikke en smule. Med en smule, mener jeg en halv øl. Mere turde de voksne vel ikke at give os. Pigerne skulle også være med – hvilket ville sige, at One Direction fik sin fulde opmærksomhed.

Jeg havde ikke de store planer om at være med. Egentlig havde jeg bare planer om at spise og så snakke lidt med folk, og så håbede jeg på at muligheden for at få et bad meddelte sig. Jeg havde ikke været i bad i over to dage, og jeg følte, at mit hår var blevet et værre rod under parykken, og jeg lugtede for meget af mandedeodorant.

Jeg nikkede til Harry og gik frem mod ham. Han tog vores hæfter og kuglepinde, og jeg tog min guitar, og så begyndte vi at gå hen mod hytterne. Der var en ubehagelig tavshed imellem os, og jeg sænkede farten med vilje for at sænke bagud, men han fulgte mit tempo hele tiden. Pis.

”Nå, Jas,” begyndte han. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Hvorfor kaldte han mig Jas? Det lød da åndssvagt. Og det betød bare, at jeg skulle reagere på endnu et navn. Suk.

”Nå, Harry?” gav jeg igen, hvilket fik ham til at se smilende på mig. ”Skal du score i aften?” Hans stemme tog en drejning, og hans blik hvilede underligt på mig, hvilket fik mig til at tvivle på, om han ville have sagt noget andet. Jeg løftede øjenbrynene kort. ”Hvis du ikke har glemt det, har jeg en kæreste,” svarede jeg stille og kløede mig uintelligent i panden. Han grinede kort. ”Det er rigtigt.. Havde jeg lige glemt.” Han smilede dumt til mig og kiggede så lige frem mod den første hytte, vi passerede.

 

***

 

Aften kørte af sted, og 'festen' var godt i gang. Til min overraskelse overfaldt pigerne ikke alle One Direction. Men det var stadigvæk til at få kvalme af, når nogle af dem snakkede. De lød falske og snobbet – kun for at få drengenes opmærksomhed. Det var sjovt at se nogle gange, og jeg havde flere gange været ved at flække af grin. Men jeg måtte holde masken, selvom det var svært.

”Det var Jason, ikke?” Jeg drejede hovedet og så på en lyshåret pige på omkring 17 år, sætte sig ved siden af mig. Jeg gloede et kort øjeblik på hende, da jeg fandt hendes signaler forkerte. ”Øhh, jo,” sagde jeg hurtigt og kastede et hurtigt blik hen på Niall, der sad på en træstamme over for mig med en pige på hver sin side. Han så på mig i netop samme øjeblik og smilede stort til mig.

Jeg sendte ham et irriterende blik og så så hen på pigen. ”Og hvad hedder du så?” spurgte jeg tøvende. Hun smilede sødt og rykkede til mit uheld tættere på mig, så vores hofter ramte hinanden. Åh, stop! Du giver mig kvalme.

”Patricia,” svarede hun og kørte en hånd igennem mit hår, som om det skulle gøre hende mere tiltrækkende. I stedet for fik jeg bare en klump i maven, og kunne ikke lade være med at sende hende et blik med afsky. Selvom det nu ikke helt var meningen. Jeg ville ikke såre hende.

Ej, hvor lød det dog dumt! Jeg var en pige, hun var en pige, hun lagde an på en pige, som hun troede var en dreng, åh gud, det var virkelig forvirrende det her!

”Pænt navn,” sagde jeg dumt. Hun smilede lidt og lod så sin hånd ligge sig på sit lår og køre den en finger hen ad det. Jeg holdt vejret kort og så langsomt hen mod drengene, der sad på de forskellige træstammer. Lige som da jeg kiggede hen på nogle brune krøller, mødte et par øjne mine – Harrys. Han løftede øjenbrynene lidt og kiggede fra pigen hen til mig.

Jeg kunne mærke rødmen i mine kinder og gjorde så et ryst på hovedet. Han smilede charmerende, om det var til mig eller en pige, kunne jeg ikke helt bedømme. Nok ikke til mig. Men han kiggede på mig imens. Og det undrede mig.

Der gik en halv time, hvor jeg sad og snakkede med Patricia. Hun lagde virkelig meget an på mig, og det var ikke til at holde ud. Jeg var ved at kaste op. Og hver gang jeg kiggede på Niall og Harry, sendte de mig bare sjove blikke, imens jeg bad om hjælp. Tak for lort.

Pludselig kunne jeg mærke et par fingre snige sig op ad min ryg og frembringe kuldegysninger – på en skræmmende måde! Det var helt forkert det her. Jeg kunne ikke tage det mere. Det blev for meget. Jeg var ikke lesbisk!

”Patricia,” sagde jeg undskyldende og rejste mig hurtigt op. En skuffet blik gled op i hendes øjne. ”Jeg beklager, men jeg har en kæreste...” Hun så en smule trist på mig, men smilede så. Og jeg kunne sagtens se, at hun var blevet smule såret. En dårlig samvittighed steg i mig, men kun fordi jeg vidste, hvordan hun havde det. Jeg var blevet afvist af en dreng før, og det er altså ikke det fedeste.

”Nå..” mumlede hun kort. Jeg vendte mig om og åndede lettet op, imens jeg kunne mærke varmen fra bålet prikke i min hud.

Mit blik landede på Harry og Niall, der sad og smågrinte af mig. Jeg sendte dem et smil og kiggede så ned mod hytten. Okay, det så ud som om, at alle var beskæftiget nu. Så kunne jeg vel godt smutte.

Jeg skyndte mig at fra bålet og hen mod hytten i mørket. Det måtte efterhånden være nat. Jeg åbnede døren til hytten og undgik at tænde lyset, da folk ikke skulle vide, at der var nogle nede i hytten. Jeg gik hen til min seng og fandt min taske under dynen, og så lyste jeg rummet op med den. Hurtigt fandt jeg min taske og gik i gang med at lede efter tøj. Jeg prøvede at finde noget, der mindede om det jeg havde på, så ingen opdagede at jeg havde været i bad. Det var nu heller ikke særlig svært, eftersom jeg gik i det samme – løse bukser og store t-shirts. Gerne en hættetrøje, når det ikke var så varmt, men de sidste par dage havde været hedende, så jeg havde taget mig sammen til at tage min hættetrøje af. Der var heldigvis ingen, der havde kommenteret min spinkle kropsbygning og mine ikke-muskuløse overarme. Lidt held havde man da.

Jeg kravlede ned ad sengen og dobbelttjekkede hurtigt, inden jeg rev parykken af og følte mit hoved blive let igen. Det strammede nærmest om mit hoved, hver gang jeg tog den på. Jeg tog tøjet med mig ud på badeværelset og gik gang med at klæde mig af. Så tog jeg mig for en gang skyld et dejligt bad. Det varede uheldigvis ikke i mere end fem minutter, da jeg følte mig for stresset til at stå og nyde det.

Jeg gik ud af badet, tørrede mig og kiggede så på mit tøj igennem for at finde mit undertøj, men kunne ikke finde noget. For helvede, jeg havde ikke fundet noget nyt frem. Så var jeg tvunget til at gå ind på værelset igen. Jeg sukkede højlydt og viklede håndklædet stramt om mig, hvorefter jeg gik hen og låste døren op. Jeg lukkede langsomt døren op og kiggede ud med det ene øje. Der var stadigvæk helt mørkt og stille.

Jeg knaldede døren op og løb ind på værelset, hvor jeg i mørket fandt min taske på sengen og kiggede efter noget undertøj. Det var besværligt, da det var så mørkt, men til sidst lykkedes det. Jeg vendte mig hurtigt om og gik hen mod toilettet, da en høj lyd fik mig til at stivne, og jeg var ikke i stand til at bevæge mig ud af stedet.

Og så skete det værste. Lyset blev tændt. Foran mig stod Niall, og han kiggede chokeret og en smule vredt på mig, og der gik ikke en gang et sekund før han åbnede munden, ”hvem er du?”

Fuck. My. Life.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...