Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
243719Visninger
AA

8. 7

 Jeg vågnede, som altid, før de andre og gjorde mig klar. Mit humør var stadigvæk nede. Men det skyldtes kun, at jeg gik i seng uden at sige godnat til Niall. Jeg vidste ikke lige helt, hvad der gik af mig. Ja, jeg var blevet sur over, at ham og hans band grinede over mig i går, men at mit humør var dårligt, fordi vi ikke snakkede, undrede mig. Noget sagde mig, at jeg måske allerede var kommet til at holde lidt af ham. Også selvom vi ikke en gang var rigtige venner og sådan, men han virkede virkelig bare som en rigtig ven for mig – July. Inderst inde ville jeg ønske, at han kendte til mit sande jeg. Så kunne jeg bare spille normal overfor ham. Men det skulle ikke ske. Der ville ikke komme noget godt ud af det.

Den første musiktime var lige startet. Jeg havde endelig fået tildelt min elskede guitar. Hele holdet sad i en lille rundkreds på stole og kiggede ind på midten, hvor vores lærer, Trine, sad. Der var ikke så mange elever, men det var fordi, at lærerne havde delt musikholdene op, så vi kunne få mere tid hver især. Marcus, Will og jeg havde sat os ved siden af hinanden. Ved siden af Will (længst væk fra mig) sad Niall. Han havde ikke sagt et ord til mig hele morgenen, og jeg prøvede så vidt som muligt at ignorere det. Men det kunne jeg ikke. Jeg manglede at snakke med ham. Det gjorde mig frustreret. Måske var det dumt, at jeg bare afviste ham sådan i går.

Der var efterhånden ikke flere stole tilbage. Kun fire frie pladser ved siden af Niall. Og jeg var klog nok til at vide, hvem der skulle sidde der. Jeg prøvede at lade være med at tage mig af det og bare spille ligeglad.

Efter nogle minutter begyndte Trine at tale. Hun ville have, at vi elever hver især skulle spille noget musik. Desværre havde hun valgt personen der sad to pladser fra mig til at spille først. Jeg hadede at spille som en af de første. Især lige nu. Og især foran Niall. Hvis jeg dummede mig igen, ville alle bare grine. Og så ville jeg da først blive sur.

”Jason?” sagde Trine, og jeg vågnede op af min lille verden. Jeg så hurtigt på hende og nikkede så. Så gjorde jeg, som jeg plejede. Koncentrerede mig om musikken og guitaren. Jeg skulle til at starte med at spille, da en banken på døren lød. Mit blik farede derhen. Fire drenge stod og så undskyldende på Trine. ”Undskyld vi kommer for sent. Der opstod en lille krise,” sagde Louis ansvarligt og gik hen mod de frie pladser. En hårkrise eller hvad? ”Det er i orden, så længe det ikke sker mere,” svare Trine og lød totalt upåvirket.

Og så var der mig. Jeg var påvirket. Hvorfor skulle de lige komme nu?! Det hele ville gå i kage. Og jeg havde ikke brug for at gøre mig til grin foran alle her! Argh! ”Nå, Jason, du starter bare,” hørte jeg Trine sige.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at overbevise mig om, at det nok skulle gå. Jeg skulle bare lade være med at tænke på, at der sad folk her. Da jeg så, at folk sad og så afventende på mig, tvang jeg mig selv til at koncentrere mig igen. Jeg førte hånden ned til strengene og gik så i gang med at spille. Til mit store held gik det godt. Jeg spillede første vers og omkvæd af Safe and Sound med Taylor Swift. Trine nikkede smilende til mig. ”Flot.” Så kiggede hun på Marcus ved siden af mig. Jeg åndede lettet op og kiggede modvilligt hen på Niall, der åbenbart sad og gloede på mig. Jeg håbede, at jeg fik vist ham, at jeg faktisk godt kunne spille. Og de andre drenge for den sags skyld – men nu mest Harry egentlig. Han gik mig lidt på nerverne, hvilket jeg hadede. Jeg havde det som om, at han troede, han var bedre end mig, og bare fordi han var kendt, var han nødvendigvis ikke bedre end andre mennesker!

 

***

 

Da musiktimen gik ordentligt i gang, og alle havde spillet for Trine, rejste hun sig op og så spændt rundt. ”Nå, som I jo godt ved, han vi One Direction på besøg.” Hun skævede over til drengene, der sad og smilede lidt. ”Og derfor har vi lavet lidt om på musiktimerne i år. Jeg har simpelthen lavet nogle hold, hvor i er opdelt i fem hold a tre personer. Hvert hold får tildelt en fra sanger, som selvfølelig er en af drengene,” hun kiggede igen på One Direction og sendte dem et strålende smil. Jeg sad bare og bed tænderne sammen, imens jeg fik kvalme. Det her var noget lort. Jeg ville ikke være sammen med nogle af dem! De havde ydmyget mig, gjort mig til grin. Hvorfor skulle jeg så samarbejde med dem nu?!

”Og i løbet af tiden her på skolen, vil der være udfordringer. I skal blandt andet skrive sange, lave jeres egen musik osv. Der bliver givet point for samarbejde og resultater, og så er der til slut en stor præmie til vinderholdet.” Trine så afventende på alle drengenes reaktioner, og til min overraskelse var de gode. Jeg havde ellers håbet, at alle ville protestere, og det så ville blive aflyst.

Jeg sad med hænderne strammet om min guitar og var ved at springe en streng med vilje af irritation. Hvorfor? Virkelig, hvorfor?!

”Nå, lad mig så læse grupperne op,” mumlede Trine og fandt et stykke papir på hendes stol, hvor der var kradset nogle bogstaver ned.

”Hold 1: Zayn, Mike, Lucas. Hold 2: Louis, Marcus, Kasper. Hold 3: Liam, William, Brad.” Åh gud. Der var to hold tilbage, og det var en fifty-fifty imellem Harry og Niall. Please, sig jeg kommer sammen med Niall! Hvis jeg får Harry, bliver denne her sommer et helvede! Jeg er sikker på, at han vil ødelægge den fuldstændig. ”Hold 4: Harry, Ken, Jason.” Forhåbningen forsvandt ud af min krop, og jeg havde lyst til at skrige og græde på samme tid. Hvorfor Harry? Hvorfor Ken? Jeg kunne ikke lide nogen af dem. Harry var en idiot, Ken var en spasser. Jeg passede ikke ind hos dem. Det gjorde jeg virkelig ikke.

”Og til slut, hold 5 består af Niall, David og Andrew.” Et kort øjeblik havde jeg lyst til at slå Trine med min guitar og sige, at jeg skulle på et andet hold nu, men så ville jeg nok bare blive smidt ud af lejren, og det var ikke det jeg ønskede. Endnu. Jeg håbede virkelig, at det hele ville komme til at gå nu.

”Nu finder i sammen i gruppen, og så vil jeg have, at I viser hinanden, hvad I kan. Det bruger vi resten af timen til,” sagde Trine muntert og lød næsten som en børnehavepædagog, hvilket irriterede mig.

Snakken begyndte at befinde sig imellem folk i lokalet, som begyndte at rejse sig og finde deres grupper, hvorimod jeg bare sad og stirrede ud i luften. Jeg havde ikke lyst til at rejse mig og gå over til Harry. Jeg havde slet ikke lyst til at snakke med ham. Han måtte gerne gå sin vej lige nu.

Pludselig satte en person sig ved siden af mig, på den plads hvor Marcus havde siddet. Jeg så langsomt derhen, og opdagede til mit 'held', at det var en en dreng med krøller. Ham jeg havde mindst brug for at snakke med lige nu.

”Godmorgen, Jason,” sagde han, som om der ikke var sket en skid. Jeg himlede med øjnene og lod være med at svare. Og jeg tror, at han fattede, at jeg ikke gad at snakke med ham efter i går, for han så sig bare omkring. Hvor blev Ken af? Han kunne snakke med Harry, ikke mig.

”Trine?” spurgte jeg en smule højt for at overdøve larmen. Hun kom smilende hen til mig og Harry. ”Hvor er Ken?” ”Åh, det havde jeg nær glemt. Han havde det dårligt her til morgen, så han tager en dag i sengen.” Perfekt. Virkelig, virkelig, virkelig perfekt! Argh!

”Nå, så er det vist kun os,” mumlede Harry og rejste sig. Jeg så forvirret på ham. ”Hvad skal du?” spurgte jeg undrende. ”Vi går ud, jeg gider ikke at sidde her.” Jeg blev irriteret over, at han troede, at jeg bare var en kost, han kunne feje rundt med. Han troede virkelig, at han bestemte over mig, men jeg skulle nok vise ham!

Vi gik udenfor som de eneste og dumpede ned på en fugtig bænk. Harry lagde sig træt ned og lukkede øjnene. Hvad lavede han? Skulle vi ikke i gang?

Jeg blev ved med at glo irriteret på ham, men han blev bare ved med at lukke øjnene. Det så ikke ud til, at vi ville komme videre nogen sinde. Jeg sukkede højlydt og samlede en sten op fra jorden, som jeg smed i hovedet på Harry. Han åbnede forskrækket øjnene og så en smule surt på mig.

”Hvad laver du?” spurgte han irriteret. ”Vi skal arbejde, ikke sove!” sagde jeg højt. Han kiggede en smule overrasket på mig og sagde i det mindste ikke noget. Jeg åndede lettet op og betragtede ham sætte sig op og vende sig om mod mig. ”Okay, spil noget for mig,” befalede han og så på min guitar. Jeg tøvede lidt. Det var ikke helt den slags arbejde, som jeg havde lyst til at lave. Han skulle bare ikke sove.

”Kan du ikke synge for mig?” spurgte jeg og løftede øjenbrynene. Han så lidt på mig. ”Kan du spille noget, som jeg kan synge til?” Han lød nedladende, hvilket gjorde mig en smule sur. ”Som hvad?” sagde jeg og prøvede at vise ham, at jeg ikke var påvirket af hans flabede svar – selvom jeg var. Jeg følte, at jeg, July, sad og skændtes med ham, ikke Jason. Hvis jeg havde været en rigtig dreng, var jeg ikke helt så sikker på, at jeg havde reageret sådan her. Men jeg var stadigvæk sur på ham fra i går af.

”Bare et eller andet,” svarede han og lød totalt uinteresseret, hvilket gik mig på nerverne. Vi stirrede et kort øjeblik på hinanden, og jeg fangede hans kedelige blik, der ikke fik hårene på armene til at rejse sig, som de plejede. Tværtimod gjorde de mig bare irriteret. Der gik et lille øjeblik mere, før jeg rejste mig og gik min vej med hurtigere skridt i et håb om, at han bare ville blive siddende på bænken, helt fortabt og trist. Sådan forløb det i hvert fald i min fantasi.

 

***

 

Det var blevet eftermiddag, og jeg sad i min seng og læste i en bog, som jeg havde taget med herhen. Jeg var alene i min hytte, hvilket var rart. Siden Harrys og min diskussion havde jeg ikke magtet at snakke med nogle. Jeg var stadigvæk indebrændt på ham. Hvor den dreng dog kunne irritere mig.

Døren til hytten gik pludseligt op, hvilket fik mig til at se hurtigt hen mod den. Jeg sukkede lydløst, da Niall kom ind. Selvfølelig kiggede han på mig som det første. Idet mindste ignorerede han mig og gik hen til sin seng, som han kravlede op i og ledte efter noget. Lidt efter havde han fundet sin telefon og kravlede ned på gulvet og blev stående.

Jeg lod som om, at jeg ikke var interesseret i, at han var her, men det var jeg selvfølelig. Jeg havde lyst til at snakke med ham, men lod være. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham.

Pludselig kiggede han op på mig, og jeg kæmpede for ikke at se op ordentligt på ham. ”Er du stadigvæk sur på mig?” Jeg blev overrasket over, at han snakkede til mig, men samtidig en smule glad. Det betød vel bare, at det måske ikke var så fedt for ham, at vi var uvenner.

Jeg så op fra min bog og mødte hans blik. Det var ikke så nemt at aflæse det, så jeg droppede det bare hurtigt.

Jeg sukkede og trak på skuldrende, imens jeg kiggede ned i gulvet. ”Egentlig ikke,” mumlede jeg så. Niall kom tættere på mig, så jeg kiggede ned på ham og ikke gulvet. ”Du har bare ikke sagt et ord til mig hele dagen,” sagde han langsomt og satte sig på træbordet. ”Jeg troede ikke, at du gad mig mere, eftersom du skred i går,” svarede jeg kort og kløede mig i nakken, da jeg syntes det lød en smule for.. piget. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Hvad sagde drenge i disse situationer?

”Nej sgu da,” udbrød Niall hurtigt, hvilket fik mig til at se underligt på ham. Han sendte mig et stort smil. ”Bare så du ved det, det i går, der var intet ondt ment med det...” Jeg håbede lige, at han ikke ville komme ind på det i går. Selvom episoden var sket og lå i min fortid, kunne jeg stadigvæk mærke ydmygelsen inde i min krop. ”Måske ikke fra din side. Eller Louis'. Eller Liams. Eller Zayns,” sagde jeg og kravlede ned af sengen med Nialls blik i ryggen. ”Hvad med Harry?”

Jeg vendte mig om og smilede skævt. ”Skal vi ikke bare glemme det nu? Jeg er sulten.” Selvom jeg havde kendt Niall i kort tid, vidste jeg, at han elskede mad. Og jeg kunne garanteret få ham til at glemme alt om hans spørgsmål til mig, hvis vi fandt noget andet at beskæftige os med. Den sidste person jeg havde lyst til at snakke med lige nu, var Harry. Han gik mig på nerverne.

 

------------------------------------------------------

Undskyld det tamme kapitel, kom til at slettet det, som jeg havde skrevet, så har siddet og skrevet det her i løbet af aftenen, og det blev virkelig ikke særlig godt! Sorry. Håber I overlever!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...