Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
240923Visninger
AA

7. 6

 Fuck! Fuck, fuck, fucking fuck!!

Jeg blev stående ved døren og vidste egentlig ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Var jeg blevet afsløret nu?

"Der ligger også en g-streng," lød en mumlen. Ej, nu gik det fandeme for vidt!

Før jeg nåede at standse mig selv, var jeg brast ud af døren og stillede mig nervøst i rummet, så alles blikke var rettet hen på mig. Jeg begik en fejl ved at møde Harrys blik. Han så mærkeligt på mig, og jeg var næsten helt sikker på, at jeg var opdaget nu. Det var ude med mig.

"Hvorfor har du dameundertøj i din taske?" spurgte Louis med et lille grin. Jeg kiggede hurtigt hen på ham og sank en klump, med om hvad jeg skulle svare. Jeg var scrued, jeg kunne mærke det. Da drengene blev ved med at se afventende på mig, rettede jeg på min stemme og knyttede mine svedige håndflader nervøst sammen.

"Øhm, det er min kærestes," løj jeg med et håb om, at de ville hoppe direkte på den. Please! Jeg kastede et enkelt blik rundt, og til min store lettelse så alle på nær Harry overbevisende på mig. Han kiggede bare mistænksomt på mig, hvilket var virkelig ubehageligt. Jeg så hurtigt væk og sank en lettet klump.

"Hvad laver du dog med hendes undertøj?" spurgte Zayn nysgerrigt og lod et blik glide hen over mit undertøj, som lå på træbordet. Åh, hvor var det ydmygende! Det var mit elskede yndlingssæt fra Victoria secret, og jeg kunne ikke ligefrem indrømme, at det ikke var børnevenligt.

Jeg skævede nervøst til ham og stak ham så et smil, så ægte som det nu kunne blive. "Tja, jeg ser hende jo ikke hele sommeren, så hun syntes, at jeg skulle have noget med, som mindede mig om hende.." Niall udstødte et lille grin, hvilket fik mig til at se farende hen på ham. Troede han mig ikke?! "Og et par g-streng minder dig om hende?" sagde han med et smil. Jeg smilede skævt og nikkede, selvom jeg godt kunne se hvor dumt det lød. Og jeg følte mig egentlig utrolig flov over det! Men drenge var vel stolte over at tale om deres kærester, så det var jeg nødt til at være.

"Har du en kæreste?" spurgte Harry. Jeg så langsomt hen på ham og kunne ane en smule forbløffelse i hans blik. Et kort øjeblik blev jeg en smule sur, da det lød som om han troede jeg var en taber, men jeg kunne godt forstå ham.

"Mhmm," nikkede jeg kort og så væk fra ham og hen på træbordet igen og så ned på gulvet, hvor min taske mærkelig nok stod. Havde de rodet ved den? "Hvad hedder hun?" indvendte Liam hurtigt. Nok fordi han kunne mærke den spændte stemning imellem Harry og jeg. "July," svarede jeg med et lille smil, som om jeg stod og tænkte på hende. Alt, der dukkede op i mit hoved, var et billed af mig. Fed kæreste!

"Er hun lækker?" udbrød Louis med et håb i stemmen, så jeg var ved at grine. Jeg nøjedes dog bare med at trække på skuldrende, da jeg indså at det var dumt. "Ja, ja, selvfølgelig er hun det," fastslog jeg så med et stort smil. Han løftede øjenbrynene spørgende. "Billede?" "Desværre," svarede jeg lidt for hurtigt. Niall skulede lidt til mig med et smil, der sagde 'kom nu'. "Du har da en telefon.." forsøgte han, hvilket nu egentlig var meget godt. Hvilken dreng havde ikke et billed af kæresten på telefonen? Damn.

Selvfølgelig havde jeg billeder af mig selv på min telefon, men jeg var bange for at de kunne se ligheden mellem mig og mig. Eller, rettere sagt, Jason og mig. "Ehm.." begyndte jeg, men inden jeg nåede at sige mere, var Niall kravlet op i min seng og havde fundet min telefon. Pis!

"Okay, jeg finder et!" sagde jeg hurtigt og var henne ved ham på 0,5. Han rakte mig telefonen, og jeg gik modvilligt ind i 'billeder' og fandt et af mig, som min veninde havde taget. Man kunne heldigvis ikke se mit face 100 procent.

"Wow, hun er køn," mumlede Zayn, imens han stirrede på skærmen. Jeg blev en smule glad, da han sagde det. Jeg elskede bare at få komplimenter. Det kunne virkelig gøre ens dag langt bedre.

"Tak," sagde jeg langsomt med et lille smil, da det gik op for mig, at jeg et kort øjeblik havde vist mig selv frem. Jeg så hurtigt på drengene, der heldigvis stadigvæk så ned i min telefon, imens de diskuterede lidt. Pyha.

Efter to minutter tog jeg min telefon til mig igen og lagde i min seng. Jeg bar lettet over, at de ikke spurgte hvorfor, jeg lignede min kæreste. Hvilken forklaring jeg skulle give dem der, vidste jeg nemlig ikke. Og så ville det hele garanteret gå i vasken. Og hvis nogen skulle opdage mig, skulle det ikke være fem verdensberømte drenge. De ville bare tro, at jeg klædte mig ud på grund af dem. Og det at ligesom ikke derfor!

"Okaay, så du har altså også din kærestes tamponer og p-piller?" spørgsmålet fik uroen i min krop til at sprede sig. Jeg så hurtigt hen på Harry, det stod med blikket ned i min taske. For helvede mand! Jeg gloede er kort øjeblik forvirret på ham, imens jeg kunne mærke rødmen i mine kinder stige lidt. "Gud, har jeg?" sagde jeg dumt. Han fangede mit blik og stirrede lidt ind i mine øjne, men nikkede så. Jeg kløede mig i nakken og kom med et afslappet grin, imens de andre drenge kiggede på mig. "Hun må have glemt dem. Tak fordi du sagde det. Så kan jeg skrive det til hende." Jeg smilede taknemligt til ham og lod som om, jeg ikke kunne se den lille mistænksomhed der lå i hans øjne.

Panikken i maven voksede. Hans øjne borede sig dybt ind i mine, og jeg kunne ikke få mig selv til at glo væk, selvom han garanteret havde gennemskuet mig nu. Et kort øjeblik efter snappede jeg efter vejret, som om jeg var ved at dø. ”Det var så lidt,” mumlede han vantro og fjernede endelig blikket. Jeg kiggede anspændt hen på Niall, der bare så med et lille smil på Harry og mig. Selvfølelig morede det ham at se os sådan her.

 

***

 

Da det blev aften, var jeg endelig alene med Niall. Eller, ikke endelig, men altså, han var langt nemmere at være sammen med end de andre drenge. Med de andre drenge mener jeg så Harry. Jeg vidste ikke lige helt, hvor jeg skulle placere ham. Hvilket forhold jeg havde til ham. Han gjorde mig forvirret og nervøs. Hans blikke fik min krop til at spænde sig, hvilket havde gjort at jeg nu havde pisse ondt i ryggen.

”Kan du ikke spille noget guitar for mig?” spurgte Niall til min overraskelse. Jeg havde ikke lige forventet, at han gad at høre mig spille. ”Øh,” mumlede jeg tøvende. ”Jeg har jo ikke min guitar?” Han smilede og rejste sig – vi sad i vores hytte. ”Jeg har min henne i drengenes hytte.” Jeg løftede øjenbrynene. Spillede han guitar? Fedt.

Vi gik hen til drengenes hytte, og Niall marcherede bare ind ad døren, imens jeg som sædvanlig holdte mig i baggrunden. ”Bare kom ind, Jason,” sagde Liam og sendte mig et smil. Jeg smilede hurtigt og lukkede døren bag mig. Den stærke drengelugt fyldte mine næsebor og gjorde mig næsten helt svimmel. Her kunne virkelig godt trænge til at blive luftet ud! ”Skal I være med til at spille kort?” spurgte Louis og satte sig på en af stolene til træbordet. Jeg gik langsomt ind i 'stuen' og så kort rundt. Drengene havde sat sig til rette rundt om træbordet og på det, lå der i midten et spil kort. ”Nej tak,” svarede Niall hurtigt og gik i gang med at rode under en seng. Jeg kiggede modvilligt hen på Harry, som heldigvis sad og holdt blikket hen på Zayn, imens de havde en lille diskussion i gang. ”Hvad skal I så?” sagde Liam nysgerrigt og kiggede hen på mig med et lille smil. ”Spille guitar,” lød det fra Niall, der var kommet op og stå. Han havde en flot guitar i hånden og gik hen til mig. Med et smil rakte han den frem mod mig, og jeg tog tøvende imod den, imens jeg prøvede at udstråle selvsikkerhed. Det gik nu bare ikke så godt.

Samtalerne i rummet gik i stå, og jeg kunne føle alles blikke på Niall og jeg. ”Spiller du?” spurgte Zayn mig. Jeg så roligt hen på ham og nikkede langsomt. Han smilede stort. ”Må vi høre?” Afgjort nej! Pludselig så alle drengene på mig, som om det var en god idé. Inklusiv Niall.

”Det tror jeg ikke lige,” mumlede jeg genert. Louis smilede til mig. ”Kom nu! Jeg er sikker på, at du spiller godt,” fastslog han. Jeg skævede lidt til ham med et skævt smil og trak på skuldrende. Panikken begyndte langsomt at stige i min krop, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke bare gå. Så ville de bare tro, at jeg var virkelig underlig – hvis ikke de troede det i forvejen. Jeg var en mærkelig dreng. Det kunne jeg godt selv se.

”Kom nu, Jason,” bedte Niall og satte sig hen på træbordet imellem Zayn og Louis. 5 mod 1. Det var ikke fair! ”Ja, come on.” Langsomt så jeg hen på Harry, der havde erklæret sig enig med de andre. På en måde blev jeg endnu mere nervøs, da han sagde det. Og pludselig begyndte jeg bare at svede.

”Ellers tager vi din telefon,” mumlede Liam, og jeg spærrede straks øjnene op. De skulle ikke røre min telefon! Så var jeg helt klart busted! ”Jeg skal nok gøre det!” udbrød jeg hurtigt og nikkede. Han så overrasket på mig, som om det bare var en joke han havde sagt. Men jeg kunne ikke tage nogle chancer.

Jeg sukkede og satte mig hen i en af drengenes seng, imens deres blikke hver især fulgte mig. Mine øjne kørte hurtigt rundt i sengen, og jeg så et par boxershorts ligge i fodenden af sengen. Og det velkendte sengetøj. Gud, det var Harrys seng! Og det var her jeg ikke ville sidde! Tænk han havde siddet/ligget nøgen i den! Ej, det var klamt.

”Ehm, hvad skal jeg spille?” spurgte jeg og placerede guitaren rigtigt, selvom den føltes en smule forkert eftersom jeg var vant til min egen. Jeg strakte mine fingre en gang og prøvede at finde koncentrationen frem, selvom den fuckede. ”Bare en sang du kan lide,” svarede Niall. Jeg så hurtigt på ham og nikkede nervøst. Alle drengene sad og kiggede opslugt på mig, hvilket gjorde mig totalt nervøs. Jeg klemte øjnene sammen en gang og førte min hånd hen til strengene. Jeg ville spille Halo med Beyoncé for dem. Eller i hvert fald prøve.

Min krop begyndte at ryste, og jeg kunne mærke sveden pible frem på panden. Hvad fanden skete der lige? Jeg var vant til at spille foran folk – mine venner. Men nu gik jeg fuldstændig sort. Det lignede mig ikke.

”Bare slap af,” forsikrede Liam mig roligt om. Jeg ville gerne kigge op på ham, men kunne ikke få mig selv til det. I stedet for begyndte jeg bare at spille i et håb om, at det var rigtigt. Men selvfølelig gjorde jeg mig fuldstændig til grin ved at spille de forkerte akkorder og kom ud af takt, og det hele blev virkelig en omgang lort!

Jeg sværger, at jeg hørte en eller anden fnise. Og det var garanteret Harry. Eller, mit gæt røg hen på ham. Hvorfor vidste jeg ikke helt. Det virkede bare så oplagt. Jeg så op og så drengene sidde med nogle små smil, som de forsøgte at holde inde, og jeg havde ret. Harry sad og småfniste. Det gjorde mig lidt sur. Jeg følte mig så ydmyget og ynkelig. Mindre end et sekund efter, havde jeg smidt guitarren inde i Harrys seng og rejst mig. Hurtigt var jeg på vej hen mod døren, imens jeg kunne mærke mit humør gå helt ned. På en eller anden måde havde de fået ramt mig ret godt. Jeg plejede ikke at være en person, man bare skød ned, men de havde gjort det.

”Jason, det var ik...” Mere nåede Niall ikke at sige, før jeg havde åbnet døren, skred ud og smækkede den i igen. Jeg fortsatte hen mod min hytte med en irriteret følelse i kroppen. Hvorfor kunne jeg ikke spille ordentligt foran dem? Jeg kunne jo sagtens spille, men åbenbart ikke når de så på. Argh!

 

Nialls synsvinkel

”Okay,” sagde Liam langtrukkent og kiggede på døren, der for to sekunder siden havde smækket. ”Hvad skete der lige der?” spurgte Louis og så hen på mig. Han forventede åbenbart svar af mig, som om jeg kendte Jason hundrede procent. Det gjorde jeg bare ikke. Han var en smule svær at komme ind på. Genert, men flink.

”Jeg har ingen anelse,” mumlede jeg og så rundt på resten af drengene, der også sad og kiggede en smule overrasket omkring. ”Han blev vel tøsesur,” svarede Harry med et lille grin. Jeg rynkede panden lidt, men holdt langsomt op da jeg indså han havde ret. Jason var blevet tøsesur. Fornærmet over vi sad og smilede. Dog kunne det også være, at det slog ham ud, at Harry sad og grinede lidt. Men alligevel. Enhver dreng havde bare grint og prøvet at spille igen. Han virkede bare virkelig nervøs.

”Jeg tror bare, at han er ret nervøs i vores selskab. Det virker sådan,” sagde Zayn eftertænksomt. Jeg lod blikket glide hen på ham og så, at han kiggede en smule seriøst på os. ”Det gør han faktisk, ja,” svarede Liam og tog et af kortene på bordet. Jeg kløede mig hurtigt på armen med et undrende ansigtsudtryk. ”Det er bare mærkeligt. Han er flink og åben, når I ikke er der. Men ligeså snart I er, så bliver han lukket..” ”Det er da på grund af Harry,” fastslog Louis. ”Hvad?!” spurgte Harry hurtigt med en lidt høj stemme. Louis smilede til ham og sagde så alvorligt, ”han kan lide dig.” Harry spærrede øjnene op og lavede en bræk-lyd, hvilket fik os til at grine. Jeg kunne ikke holde grinet inde, da det lød for sjovt. Og dumt. Som om Jason kunne lide Harry! De virkede ikke så glade for hinanden, men som om Jason var bøsse!

”Ej..” mumlede Louis igen, da der var blevet lidt ro på. ”Måske er han bare nervøs for at være sammen med os. Han skal vel lige vænne sig til at rende sammen med One Direction.” Zayn blinkede med øjet, hvilket fik et smil frem på mine læber. ”Hmm, måske,” mumlede jeg og rejste mig så. ”Hvad skal du?” spurgte Liam og fulgte mig med blikket. Jeg smilede skævt og tog min guitar, der lå i Harrys seng. ”Jeg går lige over og snakker med ham,” svarede jeg og gik hen til døren. Han nikkede smilende, og jeg gik ud i den kolde aften.

Jeg gik hen til vores hytte og gik derind. Der var lyst og stille, hvilket fik mig til at tvivle på, om Jason var her. Men da jeg kom helt ind ved sengene, lå han der i sengen og stirrede op i loftet. ”Hey,” prøvede jeg mig frem, men der kom intet svar. Jeg gik hen til sengen, hvor han bare lå og stirrede tavst op i loftet. ”Gå, Niall,” sagde han bestemt og rullede om på den anden side, så jeg ikke kunne se ham. Jeg sukkede lydløst og satte min guitar på gulvet. ”Det var altså ikke meningen, at gøre dig sur. Vi ville bare...” ”Niall, gå nu. Jeg orker ikke at høre på dig.” Jeg skulle til at protestere, men før jeg nåede at sige noget, rejste han sig fra sengen, hoppede ned, gik hen til døren og skred ud af den.

Chokeret stod jeg tilbage og så efter ham. Jeg troede ikke, at han tog det så tungt. Men Harry havde vel ret – han var tøsesur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...