Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
242706Visninger
AA

6. 5

 Da klokken var blevet 10, og vi var blevet delt ind i vores hold, gik turen af sted. Jeg var blevet valgt som en slags holdleder, hvilket undrede mig en del. Det var jo ikke ligefrem fordi, jeg var den der tog mest ansvar i vores hytte.

Marcus og Will gik oppe foran og grinede af åndssvage jokes, imens Niall og jeg gik lidt i baggrunden og snakkede stille og roligt. Faktisk var jeg ret overrasket over Nialls opførsel. Jeg havde regnet med, at han var virkelig højrøvet og egocentreret, men han var faktisk rimelig sød – på vennemåden.

”Kom nu I to, vi skal altså finde den skat!” skyndte Will på os. Jeg himlede med øjnene, og Niall fnes bare men satte farten op. Vi drejede til højre ned ad en lang sti, hvor vi kunne se, at der hang en post på et træ. Marcus kiggede på papiret og så så op på os. ”Okay. Hører I efter?” spurgte han. Vi nikkede alle sammen. ”Godt. Du er buschauffør. Bussen har plads til 200 passagerer. 20 danske kvinder går ind i bussen. 30 amerikaner går ind i bussen. 19 danske kvinder går ud af bussen. 45 tyrkiske mænd går ind i bussen de 30 amerikaner går. Ud af bussen 15 børn går ind men bliver smidt ud igen. Hvad øjenfarve har buschaufføren?” Den var da nem.

Marcus så op fra papiret og gloede rundt. Jeg kiggede rundt på drengene for at se om de havde svaret, men de så bare helt fortabte ud. Jeg fik næsten lyst til at grine. Niall kløede sig i nakken og rynkede panden. ”Tja.. Nogen, der har svaret?” Jeg nikkede langsomt, så de kiggede på mig. ”Hvad er det?” spurgte Will og tog papiret fra Marcus. ”Læs den første linje,” sagde jeg. Han så ned på det og løftede øjenbryn. ”Der står bare 'du er buschauff..', nååårh!” Han smilede og kiggede på mig. ”Men hvis øjenfarve skal vi så bruge?” spurgte han. Jeg tog papiret og kiggede ned på det. Svarmulighederne gav retninger. Det vil sige, hvis vi sagde brun, skulle vi gå til venstre. Men vi var jo fire personer, så hvilken øjenfarve skulle vi vælge?

”Hey, det må være dig Jason,” udbrød Niall. Jeg kiggede forvirret op på ham. ”Du er holdleder,” sagde han, som om jeg var dum. ”Nå ja,” blev Marcus enig om. Niall gik helt tæt på mig og så mig i øjnene, så hårene på mine arme rejste sig. Den skræmmende følelse kom frem igen, og forsvandt først igen da han kiggede væk. Puha.

”Okay, du har grønne øjne. Så skal vi til højre.” Vi gik til højre og videre hen ad en lang sti. Imellem træerne kunne vi se, at hytterne begyndte at vise sig. Vi kunne da ikke være så langt fra skatten. ”Nå,” begyndte Niall og kiggede interesseret på mig. Jeg nikkede lidt og sendte ham et svagt smil. ”Har du en kæreste?” spurgte han mig. Jeg blev en smule overrasket over spørgsmålet, og før jeg nåede at tænke over et svar, var jeg så dum at udbryde, ”ja.” Jeg kunne slå mig selv i hovedet.

”Hvad hedder hun?” fortsatte Niall. Jeg sukkede lydløst af mig selv, og igen svarede jeg uden at tænke, ”July.” Endnu en gang kunne jeg slå mig selv! ”Pænt navn,” svarede Niall og smilede stort. Jeg trak lidt på skuldrende, men nikkede så, da jeg skulle lade som om, at det var min kærestes navn, og det kritiserede man nok ikke. Oh god, jeg gik og legede, at jeg var kærester med mig selv.

Will og Marcus fandt den næste post, og der stod et stort markeret '20' tal på, og derfor regnede vi med, at vi snart var færdige.

”Der hvor skatten er gemt, er et sted alle har glemt. Der er mørkt og koldt. Men når døren er åben er der lyst og dufter godt...” ”Et køleskab!” Jeg kiggede overrasket hen på Niall, der havde udbrudt et svar. ”Ja, det kunne godt lyde sådan,” sagde Marcus og læste resten af teksten højt.

Vi blev enige om, at Niall havde ret og skyndte os hen mod den store bygning. Der var tomt på hele arealet, på nær sad der nogle voksne rundt om bålet og drak kaffe. Turen gik ind i køkkenet, og Niall åbnede det store køleskab. Der stod en stor kasse på øverste hylde, som Will tog ud. ”Vi fandt skatten!” råbte Marcus overgiret. Drengene begyndte at råbe op, jeg stod bare helt stille og ligeglad. ”Måske skal vi gå ud, inden vi åbner den?” foreslog Niall og pegede ud mod bålet. Jeg nikkede kort og fulgte bare tavst efter.

Vi kom udenfor, og de voksne gav os en hånd for at have fundet skatten. De andre elever var efterhånden kommet tilbage og blev ret skuffet, da de så, hvem der var løbet af sted med præmien. ”Nå, skal vi åbne den?” spurgte Marcus og klikkede et spænde op på kassen. Drengene nikkede hurtigt, og Marcus åbnede låget. Indeni lå der en ting, som Marcus havde gættet på; kondomer. Jeg kunne ikke lige umiddelbart se, hvad der ellers lå, men det var heller ikke så interessant. Jeg kunne ligesom ikke bruge det. ”T-shirts,” mumlede Will og tog en op. Det var som sagt en t-shirt, og så var der print på med skolens navn. Klassisk.

Jeg så på drengene, der kiggede skuffet ned i kassen. ”Er der ikke mere?” spurgte Niall og fjernede de sidste t-shirts, så der kom en masse slikposer frem. ”Se, det kalder jeg en præmie,” sagde Marcus og smilede tilfredst. Jeg rystede kort på hovedet og kiggede rundt, så jeg så en flok drenge komme gående imod os. Det var dem. One Direction. Harry. Harry Styles. Aka nøgne Harry.

Jeg bed mig irriteret i læben, da jeg fik billedet af Harry foran øjnene igen. Jeg havde lige glemt det. Sådan da. Det ville nok blive siddende der for evigt.

”Hey, fandt I skatten?” halvråbte en af drengene til os. Jeg gættede på, at det var Louis. Det lød rimelig meget som ham. Før jeg vidste af det, stod han henne bag Niall og jeg og gloede over vores skulder ned i kassen. ”Jep,” svarede Niall stolt. Jeg smilede svagt på hans vegne. Det måtte være rart på hans vegne at have sådan nogle gode venner. ”Men,” begyndte Marcus og så på Louis. Hans blik begyndte at skelne mellem Louis og jeg. ”Jeg tror ikke, at vi havde klaret det uden Jason.” De kiggede alle på mig, og jeg begyndte mærkelig nok at rødme. Årh, ikke her July!

”Ja, du er ret klog,” fortsatte Niall. Jeg kiggede en smule irriteret på mig, eftersom han bare fik mig til at rødme endnu mere. ”Det var gåder. De var nemme,” mumlede jeg. De slog alle en lille latter op, og jeg fik et lille dask på skulderen af en, som jeg gættede på var Louis. ”Vær ikke så beskeden, makker.” Jeg så tilbage på ham og kom automatisk til at smile, da han bare stod og smilede som en sindssyg.

”Nå, skal vi ikke gå ned med kassen til hytten?” spurgte Niall og kiggede rundt på Marcus, Will og jeg. Jeg nikkede kort, og betragtede Marcus lukke kassen igen, før jeg vendte rundt, så jeg stod mindre end to meter fra nøgne Harry. Jeg vendte mig hurtigt om, så jeg stødte halvt ind i Niall. Åh gud! ”Av,” jokede han med et grin. Jeg smilede undskyldende og så hurtigt hen på Marcus, der rakte Niall kassen. ”Kan I ikke gå ned med den, vi skal lige noget,” spurgte han, og inden han havde fået svar, vendte han sig bare om og gik. Niall og jeg blev stående og så lidt efter ham og Will. De var på vej hen mod pigernes plads. Selvfølelig.

Gad vide hvad de skal. ”Haha, ja!” Vent, sagde jeg det højt? Hov. Jeg kiggede på Niall igen og smilede stort. ”Nå, skal vi gå ned med den?” spurgte han og hentydede til kassen. Jeg nikkede og begyndte at føre an. ”Drenge, kommer I med?” Åh nej. Please sig nej! ”Ja.” Pis! Ikke flere, der kan se sandheden i mine øjne! Jeg magter det ikke.

Jeg gik hurtigt ned til hytten, imens drengene bag mig gik og talte og grinede. Jeg følte, at jeg var ved at gå i panik. Den ene halvdel af min krop sagde, at jeg skulle tage det helt roligt, jeg havde jo spillet for alle, så hvorfor ikke også dem? Den anden halvdel sagde, at jeg skulle flygte, for de ville afsløre mig. Men hvorfor skulle de afsløre mig? Det var jo ikke sådan, så de kunne læse tanker. Tror jeg da ikke.

Jeg åbnede døren til hytten og trådte ind til en stank af dreng. Hurtigt var jeg henne og åbne et vindue og åndede lettet op, som om jeg var ved at dø. Jeg kastede et blik rundt i hytten og så til min store overraskelse, at der var virkelig rodet. Hvad fanden var der sket her?!

”Åh gud,” mumlede jeg for selv og så irriteret op, men fortrød da alle stod og kiggede på mig. Ej, hvor pinligt! ”Hvad er der?” spurgte Niall med et smil. Jeg gloede lidt på ham, indtil jeg endelig tog mig sammen til at svare, ”her er virkelig rodet.” Han begyndte at fnise. ”Er du en ordensfanatiker?” Jeg rystede stramt på hovedet og lod mit blik køre over på Harry. Men det var hurtigt væk, da tøjet på hans krop forsvandt for mine øjne.

”Nå, men du har kun hilst på Harry og mig. Og Louis har du snakket med. Men det her er resten af drengene,” sagde Niall og kiggede på sit band. Jeg nikkede og vinkede kort med hånden. ”Jeg er Jason,” hilste jeg kort. De hilste på mig, hvilket der ikke var nogen grund til. Jeg kendte dem jo godt.

”Niall, kan vi ikke godt få ryddet lidt op. Jeg får stress.” De begyndte alle at grine med, så jeg kiggede bare underligt på dem. ”Jason, du er virkelig en ordensfanatiker.” Jeg himlede med øjnene og begyndte at samle skrald op som lå omkring. Heldigvis gad Niall godt at deltage. De andre drenge satte sig på træbordet og begyndte at tale. Jeg tog min taske oppe i sengen og satte ned på sengen under min. Så fandt jeg min højtaler, satte til en stikkontakt og så tilsluttede jeg min telefon og fandt en eller anden sang, som var sat på pause. Jeg trykkede på 'play', men fortrød inderligt, da højtaleren skreg op, og alle gloede på mig. ”So I put my hands up, they're playin' my song, the butterflies fly away..” Oh my god!!

Jeg skyndte mig at skrue ned, imens jeg kunne mærke, at jeg rødmede som en tomat. Ej, hvor var det pinligt!! ”Kan du godt lide Miley Cyrus?” spurgte en stemme, der lød som Liams. Jeg så roligt hen på ham, imens varmen i hele min krop kunne mærkes. ”Ehm, ja. Hun er da lækker,” svarede jeg og prøvede at lyde cool, men jeg var virkelig utilpas og følte mig så dum! ”Det giver jeg dig ret i,” tilføjede Zayn og smilede. Jeg kløede mig i nakken og prøvede at finde en flugtvej. Jeg ville væk. Og det skulle være nu!

”Jeg smutter lige på toilettet,” sagde jeg, og inden de nåede at sige noget, var jeg væk. Jeg låste hurtigt døren og tog en dyb indånding, imens jeg så mig i spejlet. Rødmen sad stadigvæk tydeligt i kinderne, og de kunne umuligt have lagt mærke til det. Argh, skyd mig!

Jeg sukkede og og bevægede mig hen mod døren igen, da jeg hørte en stemme spørge om noget interessant. ”Kan han ikke lide mig eller sådan noget?” Det var Harrys stemme. Nu håbede jeg ikke, at han hentydede til mig. ”Hvorfor skulle han ikke kunne det?” spurgte Niall en smule mistroisk. ”Han kigger bare underligt på mig.” Åh gud, det var mig han snakkede om. ”Måske fordi du kom nøgen ind, da han mødte dig.” Der lød nogle høje grin inde fra værelset af, og jeg begyndte underligt nok at rødme. Hele situationen her fik mig til at rødme!!

Jeg tog igen en dyb indånding og skulle til at låse døren op, da et spørgsmål fik mig til at stivne. ”Hey, hvorfor er der en bh i hans taske?”

Shit.

 

------------------------------------------------------------

Hej mennesker!

Jeg tager på ferie i morgen og er først hjemme d. 6 juli. Jeg bruger min aften i dag på at skrive en masse kapitler til de forskellige noveller, og så har jeg fået en veninde til at publicere dem for mig. Håber I overlever!

 

Btw, jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville like den<3

God sommer! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...