Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1670Likes
2059Kommentarer
244805Visninger
AA

4. 3

 Klokken blev hen af de otte stykker, og der var sat gang i grillen ved det store bål. Jeg var ekstremt glad for, at pigerne og drengene var adskilt. Det ville have været en del sværere, hvis der også var piger, der skulle lære mig at kende. Så var jeg garanteret blevet opdaget!

Vi havde allerede fundet en masse grillmad frem. Eller, nogle havde. Jeg havde taget valget at lave lidt salat inde i bygningens store køkken. Det var rart endelig at være lidt alene. Al den drengesnak havde gjort mig træt i hovedet. Og, at jeg vidste, at det kun var en af de mange dage, gjorde mig endnu mere træt. Men jeg holdt hovedet højt og tænkte bare i morgen, hvor vi skulle begynde at spille musik. Jeg kunne ikke vente til at spille på min guitar igen. Den stod heldigvis pænt sammen med alle andres instrumenter. Jeg havde ikke set den i hele to uger, da skolen ville have indleveret elevernes instrumenter, hvilket jeg fandt underligt. Hvad skulle de bruge dem til?

Jeg tog en agurk fra køleskabet og gik i gang med at skære den ud, imens jeg stod og vippede med hovedet, da jeg pludseligt hørte nogle trin ude fra gangen. Hurtigt havde jeg lagt kniven, som jeg stod med og vendte mig om. Der kom en genkendelig skikkelse ind i køkkenet. Niall. Min hyttekammerat, hvis man kunne sige det.

”Hey,” sagde han, og uden at skænke mig et blik gik han hen og åbnede køleskabet. Jeg stod lidt og gloede underligt på ham, da jeg kom i tanke om, at han jo havde snakket til mig. ”Øh, hej,” mumlede jeg hurtigt og vendte mig om igen. Jeg begyndte at skære i agurken igen, imens jeg kiggede lidt ud af vinduet, der var foran mig. Jeg kunne se Niall på det. Han stod stadigvæk og kiggede i køleskabet, men sukkede så, imens han lukkede det og vendte sig om mod mig med armene over kors. Jeg fjernede hurtigt blikket og så ned på agurken, imens nervøsiteten steg op i mig, og jeg skar forkert.

”Hvad laver du?” spurgte Niall og kom hen mod mig. Jeg bed mig i læben, men tog så mod til at svare, ”salat...” Jeg lagde nogle af agurkstykkerne op i den store glasskål og så ud ad øjenkrogen på Niall, der stod og så optaget på mig. Eller, agurkerne. ”Lækkert! Ved du hvornår, vi skal spise?” Jeg ønskede inderst inde, at han gik, men han blev ved med spørgsmålene, og det gjorde mig enormt usikker. ”Nej, ikke rigtig. Men du kan gå ud og spørge drengene ved bålet?” Jeg håbede han takkede ja til mit svar, men han trak bare på skuldrende og hoppede op på køkkenbordet, imens han betragtede mig.

”Det var Jason, ikke?” Jeg skulle til at ryste på hovedet, men nikkede hurtigt i stedet for. Det irriterede mig, at jeg ikke rigtig kunne koncentrere mig om, hvem jeg spillede, når Niall var i nærheden. Måske var det fordi jeg var så fast besluttet på, at han godt vidste, at jeg var mig. July. ”Hvor kommer du fra?” spurgte Niall. Jeg holdte mit blik på kniven, der fulgte min hånds kommando. ”Dartford,” svarede jeg lavt, selvom jeg indså, at det var en dum idé. Jeg var nødt til at spille mere selvsikker, så jeg ikke roede mig ud i at være en af de generte her. Jeg tog mig lidt sammen og så op på ham, så hans øjne mødte mine. Jeg klemte tænderne lidt sammen for ikke at fordybe mig i dem igen og spurgte så, ”hvad laver dig og dit band egentlig her?” Han smilede stort og kløede sig lidt på armen. Jeg så ned på den og lagde mærke til et myggestik. Det var så fordelen ved at gå i stort tøj, der ikke viste noget.

”Vi skal bare være herude for at slappe af og lære..” Jeg løftede øjenbrynene mistroisk og stirrede lidt på ham. Lære noget? Ja go' dav. De fik sgu da bare penge for at komme herud. Ikke for at lyde ond. Men altså, hvilken kendt person ville bruge tid på at rende rundt sammen med helt normale folk? Jeg valgte at lade være med at grave i det og nikkede så bare. ”Fedt,” sagde jeg kort og prøvede at lyde begejstret, men det mislykkedes lidt og lød noget bare fornærmet. ”Det er det også,” begyndte Niall og lød rimelig ægte i sin udtagelse. Jeg vendte tilbage til agurken og skar fortsat. ”Det er virkelig fedt at møde nye mennesker. Og få nye venner.” Jeg nikkede langsomt og smilede så lidt, bare for at vise at jeg ikke bare var en eller andet kold person. Hvis jeg altså havde virket kold. Ellers troede han vel nok bare, at jeg var genert. Og hvis han kendte mig ret, var jeg slet ikke genert. Jeg hadede virkelig at holde min kæft. Men det var bedst at holde lav profil her, så den del måtte jeg undvære.

”Spiller du eller synger du?” lød det næste spørgsmål fra Niall. Jeg lagde det sidste af agurkstykkerne op i skålen og vendte mig så om mod han. Han så venligt og smilende på mig, hvilket undrede mig på en positiv måde. Jeg havde ærlig talt troet, at han var sådan en højrøvet person, nu da han var så kendt. Dog virkede han rimelig nede på jorden – det var et stort plus. Jeg var ikke så vild med mennesker, der troede de var så bedre end alle andre.

”Jeg spiller guitar,” svarede jeg og lod et ægte smil glide hen over mine læber. Han smilede stort til mig og nikkede. ”Ej, hvor fedt! Det glæder jeg mig til at høre.” Mit smil falmede lidt. Skulle han høre mig spille? Ej, det tror jeg ikke lige. Så ville jeg da først dumme mig og lave fejl, og så ville alle garanteret spørge mig om, hvad jeg lavede her. ”Ehm, okay,” sagde jeg langsomt og fjernede blikket hen på det saftige skærebræt. Jeg tog det hurtigt og gik hen og satte i opvaskemaskinen. Jeg kunne høre, at Niall hoppede ned fra køkkenbordet og gik lidt. ”Nå, jeg smutter ud til de andre.” Jeg så hurtigt hen på ham og nikkede så. Han smilede stort og forsvandt så ud på gangen.

Jeg åndede lettet op, da han var ude af min synsvinkel, selvom der realset ikke var sket noget. Jeg følte mig, at han kunne se lige igennem mig, og det var nok derfor jeg blev så nervøs. Uheldigvis skulle jeg jo bo i hytte med ham, så jeg var nok tvunget til at snakke med ham, hvilket gjorde mig endnu mere nervøs. Men jeg kunne vel kun håbe på, at det ville gå.

 

***

 

Da aften efterhånden havde forvandlet sig til nat, blev vi alle bedt om at gå ned til vores hytter. Det havde været rimelig hyggeligt at sidde ved bålet og spise aftensmad med drengene. Jeg var kommet ind på en del af dem, og det overraskede mig, at jeg klingede ret godt med dem. Eller, nogen i hvert fald. En eller anden spasser ved navn Ken, drev mig til vanvid. Han skulle hele tiden overgå andre og blære sig med, at hans far ejede en eller andet forlystelsespark. Var jeg ligeglad, eller var jeg ligeglad?

Jeg havde opdaget, at Niall eller hans band slet ikke var der til aftensmaden, hvilket undrede mig. De havde nok allerede fået pres af os 'normale' mennesker. Og nu skulle Niall jo dele værelse med Marcus, Will og mig. Han lå nok på knæ og bad til hans band om at sove hos dem i stedet for os. Men jeg var sådan set ligeglad. Det måtte han selv om.

Jeg blev en smule nervøs, da vi andre tre trådte ind i træhytten, der var dejlig opvarmet. Det ville virkelig blive et helvede for mig nu. Jeg skulle have min pyjamas på uden at vise, at jeg faktisk havde en kvindelig kropsbygning. Og så skulle jeg ligge med den lorte paryk i sengen, indtil lyset blev slukket, og drengene helst var faldt helt til ro, så jeg selv kunne tage den af.

”God, jeg er træt,” mumlede Will og smed sig i sengen under mig. Jeg svarede ikke, men tog bare mine sneakers af og kravlede op ad stien, så jeg kom op i min seng. Mine tasker stod stadigvæk her, imens drengenes lå i en bunke henne ved kommoden. De havde lagt alt deres tøj deri, og deres toiletting lå nok ude på badeværelset. Det ville jeg ikke ligefrem gøre...

”Samme her,” sagde Marcus og lagde sig i sin seng. Han skulle sove nederst i den anden køje, hvilket ville sige, at Niall skulle sove over for mig. Han kunne rent faktisk kigge hen på mig, når vi sov. Gudskelov der var sengeheste, så man lige kunne skjule sig lidt. Så måtte jeg bare ligge med hovedet ind mod væggen.

Jeg lynede min ene taske op og fandt en pyjamas. Min brors pyjamas, for at være helt korrekt. Den var heldigvis bare sort og lidt stor, så man ikke kunne se mine former – håbede jeg. Inden jeg trådte ned fra køjesengen igen, fandt jeg hurtigt min tandbørste og tandbørste, og gik så ud mod badeværelset, som jeg låste mig inde på. Jeg så mig som det første i spejlet. Foundationen som jeg havde lagt tidligere, havde ikke holdt så godt, så man kunne godt se, at der var en bule på vej i min pande. I hvert fald hvis man kiggede godt efter. Jeg rystede på hovedet og gik i gang med at tage al mit tøj af. Det føltes så befriende, så jeg stod i undertøj og bare fik luftet huden. Jeg havde følt mig så indelukket i det tøj. Og så lugtede det alt for meget af dreng!

Jeg tog hurtigt pyjamasen på, og den sad overraskende godt. Så børste jeg mine tænder og låste badeværelsesdøren op igen. Jeg tog mit tøj op i min favn og traskede roligt ind til drengene, der lå i deres senge. Skulle de ikke børste tænder?

Will kiggede på mig og løftede øjenbrynene lidt, hvilket gjorde mig nervøs. Nu var jeg ikke opdaget, vel?! ”Hvorfor har du pyjamas på? Det bliver mega varmt.” En lettet følelse fløj igennem kroppen, så jeg var ved at sukke. ”Jeg fryser meget om natten,” løj jeg. Selvom jeg inderligt ville ønske, at det passede. Det ville blive en hedende nat!

Jeg nåede knap nok lige at stige op i min seng, da trædøren til hytten brasede op, og Niall kom ind. Mit blik røg hen på ham, og jeg betragtede ham komme ind i hytten. ”Hey,” sagde Marcus til ham, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke ligefrem kigge ned på ham, da det ville se enormt dumt ud, hvis jeg skulle hænge med hovedet ned ad. Og min paryk ville med højst sandsynlighed falde af. Og så var jeg ude her fra.

”Halløj,” svarede Niall og gik med det samme i gang med at tage sko og t-shirt af. Jeg ville ikke kigge på ham, så jeg gik i gang med at lægge mine tasker ned i enden af sengen, så ingen rørte ved dem. Drengene begyndte at snakke lidt, imens jeg lagde mig i sengen med min telefon og puttede mig godt ind til dynen. Jeg havde det allerede varmt. Så kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan det ville blive i nat.

Jeg sukkede lydløst og fik fumlet min telefon op til mig, så jeg lå med den i hånden. Et par sms'er, men ikke rigtig noget spændende. Desværre var signalet herude virkelig dårligt, så jeg kunne ikke komme på nettet og tjekke min Facebook.

Jeg så op fra min telefon og skævede over til Niall, der havde lagt sig op i sin seng og netop også sad og gloede på sin telefon. Underligt nok kiggede han på mig, da jeg kiggede på ham, så jeg fjernede hurtigt blikket og så ned på min telefons sorte skærm, selvom jeg var overbevist om, at han stadigvæk kiggede på mig.

”Nå, må jeg gerne slukke lyset?” spurgte Will nede fra gulvet af. Jeg svarede ikke, men lukkede bare øjnene for at lade som om, at jeg allerede var ved at døse hen, selvom jeg ikke kunne falde i søvn – langt fra. Denne her paryk tog livet af mig. Jeg havde det som om, at jeg havde lus og eksem samtidig. Måske udslet endda. Forfærdeligt. ”Ja,” kom det fra Niall. ”Mm,” mumlede Marcus halvsovende. Der blev stille, og jeg kunne godt regne ud hvorfor – de ventede på mit svar. ”Sover Jason?” sagde Will og gik tættere på mig, kunne jeg høre. Jeg blev en smule nervøs og bed bare tænderne sammen for ikke at gøre noget dumt. ”Han var nok træt,” sagde Niall kort. Jeg himlede med øjnene af ham og åbnede øjnene en smule, og så til min overraskelse at det var mørkt, udover måneskinnet skinnede halvt ind ad vinduet.

Drengene sagde godnat til hinanden, imens jeg bare lå og stirrede ind i væggen. Jeg lå bare helt stille og trak vejret næsten lydløst. Jeg følte, at de bare lå og ventede på, at jeg gjorde en eller anden fejl, så jeg blev opdaget. Det gjorde mig helt nervøs og anspændt, og det gjorde det bestemt ikke nemmere at falde i søvn.

 

***

 

Okay, nu var det nok! Jeg kunne ikke holde det ud mere. Det var simpelt hen for forfærdeligt. Jeg havde ligget i snart en time og prøvet på at sove, men jeg havde det for varmt, og min hovedbund kløede af helveds til. Der var vist ingen tvivl om, at drengene sov – de snorkede. Jeg satte mig lydløst op i sengen og tog tøvende mine pyjamasbukser af og gemte dem i sengekanten, så jeg kunne tage dem på i morgen tidlig. Det var straks befriende, og jeg følte mig en del mere tilpas.

Jeg tøvede lidt, da jeg tog min paryk af. Min knold faldt sjusket ud af elastikken og afslørede mit lange hår. Jeg satte det hurtigt op i en løs knold og lagde så parykken sammen med bukserne. Det var risikabelt, det vidste jeg, men jeg kunne ikke sove sådan. Så var jeg død inden sommeren var ovre. Jeg skulle til at lægge mig ned, da der kom et spørgsmål fra den modsatte seng, hvilket fik mig til at fare ned at ligge. ”Sover du?” Jeg holdt vejret lidt og overvejede ikke at svare Niall, men jeg var blevet afsløret. ”Nej,” sagde jeg og trak vejret langsomt, imens panikken voksede. Havde han opdaget mig?! ”Heller ikke mig. Her er virkelig varmt..” Det lød heldigvis ikke sådan. Jeg var ved at slå mig selv i hovedet af dumhed, men stoppede mig selv. I stedet for bandede jeg og skrev indeni af mig selv. Jeg kom i tanke om, at Niall havde snakket til mig, så jeg mumlede hurtigt et ja og bad til, at han faldt i søvn.

”Hvor gammel er det du er?” spurgte han og lød næsten lysvågen. Jeg sukkede lidt for mig selv, da jeg egentlig bare havde lyst til at sove. Men jeg ville også gerne finde nogle venner her, så måske ville det ikke være en så dårlig idé at snakke med Niall.

”Jeg er 17,” svarede jeg og lagde mig på ryggen i stedet for at ligge og talte til væggen. Niall kunne forhåbentlig ikke se mig. ”Cool.” Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare, så jeg holdt bare min mund lukket, imens jeg tænkte på hvilket spørgsmål jeg kunne stille ham. Jeg vidste godt, at han var omkring de 18-19 år, så det gad jeg ikke lige at spørge om. Hmm, noget der kunne bringe mig en smule tættere på ham. ”Hvorfor sover du egentlig her og ikke med dit band?” Okay, det lød måske meget som om jeg ikke ville have ham her. Niall udstødte et lille grin, hvilket fik mig til at dreje hovedet lidt, så jeg kunne se ham en smule. Ikke særlig meget, men lidt. Og det var tydeligt, at han lå og smilede.

”Hvorfor? Må jeg ikke være her...?” Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg begyndte alligevel at smile. Der var et eller andet over ham, der fik mig til at smile. ”Jo jo, men det undrer mig bare, at du ikke sover sammen med dit band.” ”Vi trak lod, og jeg blev ladt i stikken. Ej, jeg syntes nu det er meget sjovt at møde andre. Og, du må meget gerne bare kalde dem for drengene, mine venner eller sådan noget. Det lyder dumt med 'dit band'.” Det overraskede mig, da han så op fra sengen og hen på mig med et sjovt ansigtsudtryk. Jeg skyndte mig at gemme mig, så ikke så mig. Det gjorde han heldigvis ikke, da han bare lagde sig ned igen. ”Sorry,” mumlede jeg. Der var lidt stilhed, og jeg lå og stirrede op i loftet, hvilket var meget kedsommeligt. ”Hvor var du og dine venner til aftensmaden?” spurgte jeg for at få en samtale i gang. ”Vi spiste sammen med pigerne...” Jeg løftede øjenbrynene dumt.

”Lærerne spurgte, om vi ikke havde lyst til at spise med dem, så vi sagde bare ja. Men det er også kun lidt fordi, at de næsten ikke ser os her, da vi jo er delt op i piger og drenge.” Hmm, det forstod jeg da også udmærket. De skulle jo passe deres fans. ”Dejligt.. Nå, men jeg er altså virkelig træt og falder i søvn om lidt. Så godnat.” Jeg vendte mig om mod væggen igen og lukkede så øjnene. "Ja, godnat...”

Jeg lå bare og stirrede på mørket inde bag mine øjenlåg, og heldigvis gik der ikke lang tid før jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...