Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
242712Visninger
AA

26. 25

Julys synsvinkel

Den følgende morgen gik alt for hurtigt. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at alt var perfekt, men selvfølelig var jeg da trist. Det havde også været underligt, hvis jeg ikke var det. Hvem ville have det fedt med at skulle undvære sin kæreste, sine utrolig gode venner, og et helt fantastisk sted hvor man kunne have det sjovt 24/7? Ikke mig i hvert fald.

Selvom jeg var trist, var jeg også virkelig glad. Natten havde været helt perfekt. Harry og jeg havde haft fuldstændig ro til at nyde hinanden, og det havde vi også i den grad. Jeg følte mig lykkelig over, at han var kommet hen til mig i hytten. Som om han havde vidst, at jeg havde brug for ham.

Et lille smil plantede sig på mine læber, imens jeg redte sengen, som vi havde sovet i i nat. Sengetøjet var blevet taget af og lå nu og rodede på gulvet. Jeg skulle bare have det hen til 'vaskeriet', og så var jeg ellers færdig.

Klokken var halv 12, hvilket efterhånden bekymrede mig. Det var snart tid til min afsked, og min mor ville snart komme. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til hende. Selvfølelig ville jeg da sige sandheden, det var ikke det, men hun ville garanteret blive virkelig sur, og jeg hadede virkelig, når min mor var sur på mig.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og sukkede lidt. Sket var sket. Jeg kunne ikke forandre på det. Desuden burde jeg også bare grine for mig selv. Jeg havde oplevet så meget godt på denne her skole, og det var det, jeg skulle se på! Alle de positive ting. Jeg var så heldig at få en kæreste, noget, der mindede om en bedste ven, et par virkelig gode venner, og en helt fantastisk oplevelse. Jeg havde set så meget, hørt så meget, grint så meget. Helt klart noget, som jeg aldrig ville glemme.

 

***

 

Der var stille og kedeligt ude ved stien, der førte om til parkeringspladsen, hvor jeg om nogle minutter ville se min mor. Jeg var nervøs, men prøvede at skjule det, og det gik vist ret godt. Håbede jeg i hvert fald.

Afskeden med folk på skolen havde været enorm nem. Alle stirrede bare på mig, og det var kun meget få personer, jeg sagde farvel til. Selv lærerne var tavse og gav mig bare hånden kort. Ikke, at jeg havde noget imod det. Jeg kendte dem jo ikke.

Jeg havde stadigvæk ikke sagt farvel til drengene, og selvfølelig ville det blive den sværeste del. At sige farvel var virkelig noget, som jeg hadede. Tanken om aldrig at se personerne, gjorde mig bange og ked af det. Men jeg kunne til gengæld godt være sikker på, at jeg ville se disse her personer igen. Det var helt sikkert!

”Er det hende?” mumlede Louis pludselig til mig. Jeg vendte mig kort rundt og så på min mor, der kom gående hen mod os. Åh gud, hun så vred ud.

Jeg sank en klump og bed tænderne sammen nærmest af panik. Dog blev jeg straks roligere, da en hånd tog fat i mit. Harry flettede sine fingre ind i mine og gav min hånd et varmt klem. ”Slap af,” hviskede han i mit øre. Jeg nikkede og trådte så frem mod min mor, der kom gående. Harry slap min hånd og puffede mig forsigtigt frem, sådan så drengene ikke kunne høre os snakke.

I et langsomt tempo, gik jeg hen mod hende og havde for alt i verden bare lyst til at vende om og løbe min vej. Men det var for sent, og det vidste jeg også godt. Jeg måtte bare tage konsekvenserne for det, som jeg havde gjort. Sværere var det ikke.

”Hej mor,” sagde jeg roligt, da vi var nået hen til hinanden. Hun kiggede lidt på mig og rystede på hovedet, imens hun slog en bobbel med det tyggegummi, der lå i hendes mund. ”Hvor er dine ting?” spurgte hun kort og sendte baggrunden et blik. Garanteret fordi der stod en flok drenge og betragtede på os.

”Jeg har en taske her, så hvis du gider at tage den, henter jeg den anden henne i hytten,” svarede jeg mumlende. Hun lød sur og skuffet, hvilket jeg udmærket godt forstod. Jeg vidste, at jeg kom til at høre fra det hele vejen hjem, og mer til. Hun ville bare ikke gøre det foran drengene, det var klart.

Jeg vendte mig om og gik hen mod drengene, der stod og smilede. Jeg fangede Harrys blik, og han løftede øjenbrynene lidt. Dog sendte jeg ham bare et sørgmodigt smil, hvilket fik ham til at smile større.

”Mor, inden vi går, så er der lige nogle, som du skal møde,” begyndte jeg, da vi endte oppe ved dem. Harry gav mig min taske, og jeg satte den på gruset igen og kiggede afventende på hende. Hun løftede øjenbrynene lidt. ”Ja'er?” Jeg pegede lidt på drengene, der fnes lidt. Et lille smil landede på mine læber, og jeg så på min mor igen. Hun kiggede skeptisk på mig og studerede så drengene kort.

”Er I venner af July?” spurgte hun og smilede lidt, hvilket jeg var glad for. Selvom jeg havde været en idiot, kunne hun stadigvæk også godt være flink. ”Jep,” svarede drengene i kor, på nær en.

Jeg tog armen rundt om ham og trak ham indtil mig, hvilket fik min mor til at se på os. ”Ham her er lidt mere end det,” sagde jeg med et smil på læberne. Harrys grinede kort af mig, og så betragtede vi ellers bare min mor.

Hun kiggede fra Harry til mig, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så hun faktisk glad ud. ”Nå, jamen det var da en god nyhed,” smilede hun og rakte hånden frem mod Harry. Han tog den og rystede den lidt. ”Harry,” smilede han. ”Kate.” Hun kiggede på drengene og smilede igen. ”Hvad hedder I så?” Og så gik de ellers bare i gang med at præsentere sig, imens jeg stod og flettede fingre med Harry.

 

Harrys synsvinkel

Man kunne godt se, at Julys mor var sur, og det gjorde mig lidt trist. Jeg kunne godt regne ud, at hendes mor ville blive sur, når de var taget af sted. Skyldfølelsen sad stadigvæk indeni mig, og jeg ville ønske, jeg kunne slippe af med den.

Kate havde lige taget Julys ene taske og var nu gået ned mod bilen. Det ville sige, at det var nu, jeg skulle sige farvel til hende. Inden da kiggede hun tilbage mod sin hytte. ”Jeg skal lige hente min sidste taske,” sagde hun og smilede skævt. Jeg nikkede og slap hendes hånd. Niall smilede og kom hen til hende. ”Jeg går med!” svarede han og tog hendes hånd, og inden hun nåede at sige noget, havde han trukket hende væk fra os andre.

Jeg grinede lidt af dem og så igen efter Kate. Der måtte være noget jeg kunne gøre, for hun ikke ville flippe ud på July. Bare et eller andet. Faktisk nu da jeg tænkte over det, kunne jeg godt komme på noget.

”Jeg kommer lige om lidt,” sagde jeg hurtigt og småløb ned mod parkeringspladsen, imens jeg kunne føle drengenes forvirrede blikke på mig. Jeg fortsatte ned ad den store trappe, der førte helt ned til bilerne, hvilket ville sige, at det kun var mig og Kate. Hun stod ved sin bil og var i gang med at åbne bagagerummet.

Jeg gik uopdaget hen til hende og stoppede så lidt op, da jeg var tæt på hende. ”Mrs. Wilson?” sagde jeg langsomt. Hun kiggede hurtigt hen på mig, som om hun fik et chok, men smilede så. ”Bare kald mig Kate,” svarede hun og gik hen mod mig. Jeg smilede svagt og nikkede. ”Jeg har noget, som jeg gerne vil fortælle dig,” begyndte jeg og bed mig lidt i læben. Hun løftede øjenbrynene og nikkede så.

”Jeg vil bare gerne sige, at du ikke må være sur på July,” sagde jeg roligt og betragtede hendes smil falme lidt. Det generede mig ikke rigtigt. Det her var sandheden, og hun burde have den at vide. Alligevel skræmte hun mig lidt, men jeg tog mig sammen og fortsatte, ”hun afslørede sin hemmelighed på grund af mig.”

Kate skød et øjenbryn i vejret og så undrende på mig. ”Vi blev opdaget i at kysse, da hun var påklædt som dreng. Da jeg er i et band, afslørede hun sig, så der ikke kom nogle rygter, om at jeg var homoseksuel. Og det kan jeg virkelig ikke takke hende nok for.” Jeg så et ryk i Kates mundvige, og blev straks lettet.

Jeg smilede og blev varm i maven, imens jeg stod og tænkte på July. ”Hun er modig, og jeg er glad for, at hun kom på denne her skole, for det har uden tvivl været en af de bedste oplevelser, jeg har været udsat for,” afsluttede jeg så og fastholdte mit smil på læberne.

Jeg kunne langsomt se Kates ansigt bløde op. Hun smilede stort og fik lidt af en rød farve i kinderne, og det var uden tvivl fordi hun var stolt af July. ”Harry, det er jeg virkelig glad for, at du fortæller mig,” svarede hun lidt efter. Jeg nikkede smilende. ”Jeg syntes bare, at du skulle vide, at hun ikke var blevet opdaget, hvis det ikke var på grund af mig. Jeg har aldrig nogen sinde set en så god skuespiller.”

Jeg sendte hende et stort, skævt smil, da jeg hørte nogle skridt bag os. Jeg vendte mig om, og så July komme gående med en taske. Hun smilede undrende til mig og så så hen på Kate. ”Er du klar?” spurgte Kate hende om. Hun nikkede langsomt og fjernede sit smil langsomt, imens hun kiggede på mig.

Hun gav sin taske til Kate, som lagde den ind i bilen, og så så på mig. Jeg sendte hende et smil og så på hende til hendes mor, som bare kiggede på os. Der var en lille akavet stilhed, hvilket jeg var ved at grine over. July så ikke rigtig særlig tilpas ud, og kiggede derfor hen på Kate. ”Moar..” sagde hun og gjorde tegn til, at hun skulle smutte ind i bilen.

Jeg lo lydløst og kiggede på Kate, der bare stod og smilede. ”Ja, ja, ja...” mumlede hun, før hun forsvandt ind i bilen og lukkede døren.

July kiggede hen på mig og lagde så hovedet på skrå. ”Jeg troede, at du ventede med drengene,” sagde hun undrende. Jeg smilede lidt og trak på skuldrende. Nu behøvede hun nødvendigvis ikke lige at vide, hvad vi snakkede om. Det ville hun nok også få at vide af sin mor. De lod til at have et ret godt forhold, og det var nok derfor, at July ikke ville skuffe hende.

Hun løftede det ene øjenbryn af mig, og jeg grinede kort. ”Har du sagt farvel til dem?” spurgte jeg og åbnede mine arme, for at hun kom hen til mig. Hun nikkede og gik hen til mig. ”Jeg kommer til at savne dig,” sagde jeg og trak hende ind til mig. En velkendt duft spredte sig rundt om mig, en duft som jeg ville savne. ”I lige måde,” mumlede hun mod min skulder. Jeg smilede for selv og aede hendes ryg, før hun trak sig lidt væk med et smil. ”Okay, vi snakkede om det i formiddags, så jeg gider ikke at gentage det hele,” grinede hun. Ja, vi havde snakket hele vores forhold igennem i formiddags. Om hvad der skulle ske nu, og at vi skulle ses, når jeg kom hjem herfra, osv.

”Jeg ville nu heller ikke ligefrem belejre dig med den snak,” sagde jeg langsomt og smilede svagt. Hun gengældte mit smil kort, inden hun lagde sine bløde læber på mine og kyssede mig godt igennem, inden hun trak sig væk. ”Lov mig du ringer i aften!” Jeg grinede og nikkede. ”Jeg lover det,” fastslog jeg og kyssede hende på munden hurtigt.

Hun trak sig væk og smilede så. ”Vi ses, okay?” spurgte hun og løftede øjenbrynene. Jeg grinede igen. ”Selvfølgelig. Og smut så med dig. Din mor venter.” Hun fnes lidt og trådte så et skridt tilbage. ”Inden jeg går Harry. Så skal du bare, som den perfekte slutning, vide at jeg elsker dig.” Hun stoppede op og kiggede lidt seriøst på mig.

Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Det var fantastisk endelig at få det at vide. Jeg havde haft lyst til at sige det til hende så mange gange, men jeg var ikke rigtig sikker på, at hun havde det på samme måde med mig.

Inden jeg nåede at stoppe mig selv, var jeg løbet hen til hende og løftede hende op i mine arme, imens jeg kyssede hende intenst på munden. Jeg kunne mærke et smil i kysset og trak hende bare tættere mod mig. Lige glad om hendes mor sad og fulgte med i bakspejlet.

Da der var gået nogle sekunder, trak jeg mig fra hende og lod min næse hvile mod hendes. Hun trak vejret lidt højt, hvilket fik mig til at smile. ”I lige måde, babe. Og bare så du ved det, så er det her ikke slutningen. Det er bare begyndelsen.” Hun smilede stort og plantede endnu et kys på mine læber, inden hun hoppede ned fra mig.

”Det håber jeg så sandlig også,” grinede hun. Jeg smilede og bed mig i læben. ”Din mor venter..” Hun sukkede lidt og nikkede så. ”Vi ses, okay?” Hun trådte bagud, hvilket føltes forkert, og jeg havde virkelig lyst til at lade hendes blive. Men det kunne jeg ikke. Jeg måtte være stærk og lade hende gå. Overbevise mig selv om, at det var 3 sølle uger. Det hele skulle nok gå.

”Vi ses. Jeg ringer i aften, så husk at tage den.” Hun grinede og åbnede døren til passagerersædet. ”Nej, jeg lægger på,” svarede hun ironisk, inden hun hoppede ind i bilen og lukkede døren. Jeg grinede for mig selv og trådte lidt væk fra bilen, der efter nogle sekunder bakkede ud af båsen og endte oppe på siden af mig.

July vinkede og sendte mig en kyssemund, hvilket jeg gengældte, inden bilen lige så roligt kørte fremad. En tung fornemmelse landede i min mave, og jeg savnede hende allerede, men jeg var stadigvæk lykkelig. Det var 3 uger, jeg skulle overleve, og så kunne jeg komme hjem til hende igen!

 

Julys synsvinkel

Jeg savnede allerede Harry. Men jeg vidste, at det hele nok skulle gå, og det fik mig til at blive lettet.

Jeg havde det fantastisk lige nu. Af alle mulige latterlige grunde. Såsom, at Harry havde sagt, at han også elskede mig. Det gjorde mig så glad og varm indeni. Jeg kunne slet ikke beskrive det.

”Nårh, ham Harry,” begyndte min mor, da vi var nået ud på motorvejen. Der havde været en lille tavs stilhed imellem os, og jeg tænkte lidt, at det var fordi, min mor var blevet lidt pinlig berørt over, at se mig og Harry kysse sådan.

”Hvad er der med ham?” spurgte jeg langsomt og kiggede hen på mor. Hun smilede svagt. ”Han virker som en sød fyr.” Jeg nikkede afgjort. ”Det er han virkelig også,” mumlede jeg langtrukkent. ”Og han er med i et band?” sagde hun undrende. Okay, det havde jeg så ikke lige tænkt på at fortælle hende. Jeg sank en lille klump og nikkede. ”Faktisk et ret stort et,” konstaterede jeg roligt og så hende reaktion. Hun løftede øjenbrynene lidt. ”Hvor stort?” Ret så stort. ”Øhh.. hvis jeg siger One Direction, hvad siger du så?”

Hun lavede store øjne, hvilket jeg var ved at grine af. Det var virkelig rart, at hun ikke var direkte sur, det føltes mere som om, at hun var glad for, at jeg havde fået en kæreste. ”July, er han.. jeg tror bare, at vi lukker samtalen her.” Jeg begyndte at grine og rystede på hovedet. Nå, der var vist nogen, der ikke tog det ret tungt.

Jeg kunne mærke min mors blik hvile på mig, og kiggede derfor hen på hende. ”Hvad?” sagde jeg en smule nervøst, da jeg så hendes seriøse ansigtsudryk. ”Han fortalte, at du afslørede dig på grund af ham,” svarede hun kort. Jeg gloede lidt på hende, indtil jeg faldt tilbage i sædet. ”Mm..” ”Og jeg vil bare sige, at jeg er stolt af dig, July.”

Hvad?

Jeg så hurtigt på hende igen med løftet øjenbryn. Stolt af mig? Whaat?

Hun grinede af mig og kiggede så ud af forruden igen. ”Er du.. stolt af mig?” spurgte jeg langsomt og en smule skeptisk. Hun nikkede og smilede kort. ”Du tager dig selv i anden prioritet. Det er lige præcis sådan, jeg ville have dig.” Hun slap rattet med sin ene hånd og lagde den på min. Jeg kunne føle kærligheden snige sig ind i min krop og smilede så lidt.

”Så det vil sige.. at du ikke er sur?” sagde jeg lidt undrende og smilede imens. Jeg håbede virkelig på et nej. Hun rystede på hovedet af mig og lagde så hånden på rettet igen. ”Du slipper med en uges stuerarest, unge dame,” tilføjede hun med et strengt tonefald, hvilket jeg fnes af, hvorefter jeg lænede mig op ad vinduet med et lille gab.

Mine tanker blev straks givet til hele sommerens forløb, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile for mig selv. Der havde været så mange dårlige ting, men nu kunne jeg vel bare sætte mig og grine over dem. Jeg skulle ikke tænke på dem mere.

Jeg skulle ikke tænke på at komme op tidligt om morgenen mere for at klæde mig som en dreng. Jeg kunne være mig selv med langt hår og kjole, leve 'normalt' med min (verdenskendte) kæreste uden, at vi skulle være opmærksomme på, at der var andre folk, der opdagede os. Det var en dejlig, lettet følelse at have siddende i maven. Men jeg kunne godt sige, at det havde været det hele værd, for det havde det virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...