Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1671Likes
2059Kommentarer
245002Visninger
AA

25. 24

Nervøsiteten borede sig op i mig, da jeg fulgte med Janice, som hun hed, ind på hendes lille, kedelige kontor en gang fra kantinen. Jeg vidste direkte sagt ikke, hvad i alverden jeg skulle gøre. Jeg havde mest lyst til bare at løbe min vej, men det havde jeg slet ikke modet til, så hvorfor overhovedet overveje?

Janice lukkede døren til sit kontor, og pegede på en stol. ”Du må gerne sætte dig,” sagde hun og tog selv plads overfor mig. Jeg satte mig kejtet ned og sank en klump, imens jeg kiggede rundt for at lade som om, at jeg foretog mig noget vigtigt og ikke var nervøs. Men hvem kunne jeg narre? Jeg var busted.

”Nå, Jason.” Janice lagde sine albuer på bordet og samlede hænderne, imens hun så anspændt på mig. Jeg rettede mig automatisk op og så på hende, dog uden at møde hendes blik. Jeg bed i min læbe og bad til, at hun bare ville spørge mig om et eller andet lige gyldigt, så jeg kunne smutte igen. Men så heldig var man vel ikke. ”Har du lyst til at fortælle mig, hvad der foregår?”

Lige et af de spørgsmål, som jeg ikke havde lyst til at få stillet. Hvad skulle jeg svare? Bryde grædende sammen og fortælle sandheden? Måske ville hun medlidenhed og lade mig blive. Eller idet mindste bare sende mig hen til pigerne. Nej, den chance kunne jeg ikke tage.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og rettede på min stemme, der lød ganske svag. Urgh. Ikke den rette situation!

Hun sukkede, og allerede der vidste jeg, at jeg havde tabt.

”Så du vil altså våge at påstå, at du ikke hedder July Wilson?” sagde hun og løftede skeptisk øjenbrynene. Fuck. Det var det eneste, der røg igennem mit hoved lige nu. Jeg var tavs, og sad bare musestille.

Janices øjne hvilede bare på mig, indtil døren bag os gik op og en høj kvindestemme lød. ”Ja, det er godt. Jamen det siger jeg til hende.” Det var Trine, der kom ind. Hun talte i telefon, imens hun kiggede på mig. Åh nej.

”Okay. Hej.” Hun lagde på og lagde fastnettelefonen på bordet og så på Janice. ”Hun er her i morgen kl. 12.” Bange anelser løb igennem min krop. Hvem var hun? Og hvorfor kiggede Trine på mig, da hun snakkede i telefonen? Det kunne, og det måtte ikke være hende.

Trine forlod hurtigt kontoret igen, og efterlod mig desværre med Janice alene igen.

”July,” henvendte Janice sig og kiggede på mig. Jeg bed tænderne sammen og kiggede ned på skrivebordet. Hvad nyttede det her? Jeg kunne ikke gøre mere. Jeg havde tabt.

”Mm?” mumlede jeg og så op igen. Hun så tilfredst på mig, var garanteret herre glad for at have afsløret mig. Fornøjelsen af at se mit ansigtsudryk. Hun og resten af lærerne kunne i aften få sig et godt grin.

”Du må gerne tage din paryk af,” sagde hun og tog en kuglepen og et stykke papir. Jeg sukkede lydløst og gjorde, som jeg fik besked på. Mit hår faldt ned ad min ryg, og det føltes straks befriende at få parykken af.

Janice observerede nærmest hver og en af mine bevægelser, hvilket irriterede mig. Var det virkelig så stort, at jeg var en pige?

”Jeg vil gerne høre din forklaring,” fortsatte hun og kiggede alvorligt på mig. Jeg trak på skuldrende. Der var ikke mere at gøre. Hun kunne lide så godt få det at vide. ”Der var optaget hos pigerne, så jeg meldte mig til hos drengene,” sagde jeg kort. Hun rynkede panden og blev bare ved med at kigge på mig.

”Er det alt?” spurgte hun langsomt. Jeg nikkede fast uden at fortrække en mine. Hun nikkede selv og kiggede så ned på papiret, der lå foran hende. ”Din mor kommer og henter dig kl. 12 i morgen. Du har resten af dagen til at pakke og få gjort dig klar til din afsked. Vi har en tom hytte, som de får lov at sove i i nat.”

Ordene landede som en regnsky over mig, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Hun kunne ikke mene det. Jeg kunne da ikke bare tage af sted nu! Der var ikke mere en 3 uger tilbage. Hvorfor kunne jeg ikke bare blive her i det lille stykke tid?!

”Men,” begyndte jeg og bed mig i læben. Hun kiggede på mig igen og løftede øjenbrynene lidt, for at vise hun var opmærksom. ”Må jeg ikke nok blive her, der er kun 3 uger tilbage. Please!” Jeg lød desperat og garanteret også dum, men det sidste jeg havde lyst til, var at tage hjem. Jeg havde ikke lyst til at forlade drengene. Niall. Harry. Det var jeg slet ikke klar til!

”Beklager, July. Du skulle have ringet inden skolen var begyndt, så havde du højst sandsynlig også været hos pigerne nu og undgået alt dette her,” svarede hun en smule koldt.

Jeg stirrede bare på hende. Min mund var løbet tør for ord. Jeg havde ikke nogen idé om, hvad jeg skulle gøre nu. Var jeg virkelig ved vejens ende nu?

”Som sagt kommer din mor i morgen kl. 12, så det er nok en meget god idé at se og få pakket,” kunne jeg høre Janice fortælle videre. Dog lukkede jeg bare mest af for hendes stemme og stirrede bare videre. Min krop føltes helt sløv, og jeg var egentlig på rangen til at tude, kunne jeg mærke.

Til sidst rejste jeg mig dog hårdt op og vendte mig om uden så meget som at røre min paryk igen. Den kunne rende mig! Alle vidste jo alligevel, at jeg var en pige, så hvad var idéen med at rende rundt med den på nu?

For at gøre min udgang mere dramatisk, smækkede jeg døren hårdt i. Det hjalp måske ikke ligefrem, men så vidste hun da, at jeg var sur og ked af det over at skulle forlade skolen her.

Uheldigvis skulle man igennem kantinen for at komme ud fra bygningen her – og det skulle jeg altså. Jeg havde brug for at komme væk fra alle menneskerne, der garanteret ville glo røven ud af bukserne på mig lige om lidt. Desuden skulle jeg jo også pakke mit fucking lort, så hvorfor ikke bare starte nu?

Jeg stormede hen til kantinens døre og åbnede den ene, hvorefter jeg skyndte mig indenfor. Uden at skænke nogen som helst et blik, fandt jeg hurtigt vejen hen til gangen, hvor den store indgang var og skred ud af døren.

 

Harrys synsvinkel

Min mave havde slået knuder, eftersom pladsen over for mig stadigvæk var tom. Hvorfor tog det så lang tid?

Selvom jeg havde fornemmelsen på svaret, prøvede jeg at overbevise mig selv om, at alt var ok. Det skulle nok gå, det skulle det bare.

Jeg kiggede på Niall, der kiggede på mig i netop samme øjeblik. Han sendte mig et sørgmodigt smil, som jeg langsomt gengældte, indtil jeg hørte en dør gå op. Mit blik farede hen på July, der kom gående og satte kurs mod udgangen. Hun havde ingen paryk på, og det gjorde mig så klar på, hvad der var sket.

Alligevel blev jeg bare siddende og gloede efter hende. Jeg vidste ikke, om jeg skulle gå efter eller bare blive siddende. Hvis jeg kendte July ret, var hun ked af det og sur lige nu, og måske kunne hun godt bruge mig lige nu.

Jeg rejste mig med det samme, hvilket resulterede i, at flere kiggede på mig. Men jeg var bedøvende lige glad. Jeg havde følt så mange blikke på mig før, så det her var ikke særlig slemt.

July var forsvundet udenfor, og jeg kunne se, at hun allerede var nået hen mod hendes hytte. Jeg gik ud ad døren og fortsatte hen mod hytten, indtil jeg endte ved døren. Uden varsel gik jeg ind og kiggede rundt, til jeg fik øje på July, der sad på træbordet og havde begravet sit ansigt i hendes hænder.

Hun kastede et blik på mig, da jeg lagde mine arme om hende. ”Det' okay,” mumlede jeg og prøvede at overbevise mig om det, selvom jeg ikke følte, at det var okay. Jeg ville være dum, hvis jeg ikke havde regnet ud, hvad der skulle ske nu. Men det var som om, at jeg ikke turde tænke på det lige nu.

”Harry, de sender mig hjem i morgen,” mumlede hun trist ned i min skulder. Jeg klemte mine øjne sammen og tog en dyb indånding for at lade som om, at jeg havde det roligt med det. Indeni gik min krop dog amok. 3 uger før afslutning, og så kunne de ikke engang lade hende blive?

”Det skal nok gå,” sagde jeg fast og kyssede hen kort i håret. Hun sukkede og trak sig langsomt tilbage. At se hendes smukke ansigt lettede for en gang skyld, men hun skulle hjem, så det lettede ikke alligevel. Jeg savnede hende allerede. Og hun var ikke engang smuttet endnu. Jeg havde ikke lyst til at tænke på, hvad der skulle ske nu. Det ville blive forfærdeligt resten af turen.

Jeg betragtede July kigge lidt på mig og så trække på skuldrende, imens hun kiggede ned i gulvet. Jeg tog hendes hånd og gav den et klem. Hun kiggede langsomt op på mig med sine flotte, uskyldige øjne, hvilket gav mig dårlig samvittighed. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne gøre noget for hende.

”Hvad vil min mor nu ikke sige?” spurgte hun sig selv. Jeg løftede øjenbrynene lidt, men lod dem så glide på plads igen. Selvfølelig vidste hendes mor ikke, at hun var her og udgav sig for at være hendes bror. Og det ville højst sandsynlig gøre hendes sur.

Og det gav mig bare endnu mere dårlig samvittighed, og jeg kunne føle skyldfølelsen bakke sig op. Det var udelukkende min skyld, at July var blevet opdaget. Hvis jeg kunne have styret mine læber, havde de drenge aldrig set os kysse, og vi kunne sidde glade i kantinen lige nu og lade som ingenting. Men jeg skulle absolut kysse hende, hvilket gjorde, at hun afslørede sig selv, fordi der ikke skulle opstå dårlige rygter om, at jeg havde kysset med en dreng.

Det kunne jeg virkelig ikke tilbyde hende. Jeg følte mig forfærdeligt til mode.

 

***

 

Julys synsvinkel

Så var alt pakket og klart. Jeg havde flyttet hytte, ryddet alt mit skrammel op, og for en gangs skyld gik jeg i noget, der mindede lidt om pigetøj. Dog måtte jeg indrømme, at jeg savnede at vandre rundt i Harrys tøj, selvom mit eget gjorde mig rimelig bekvem.

Jeg vidste, at det var dumt, at allerede begynde at savne ting, selvom jeg ikke var taget hjem endnu. Jeg burde får det bedste ud af den sidste tid, jeg havde her, i stedet for at gå rundt og være ked af det. Det var bare ret svært at vise et smil frem, nu da alt var ødelagt. På den anden side, var alt jo heller ikke ødelagt. I løbet af denne her sommer havde jeg fået et virkelig stort ønske opfyldt; jeg havde mødt den perfekte fyr. Og han havde nu statussen som min kæreste, hvilket jeg kun kunne være lykkelig over. Selvfølelig skulle jeg leve uden ham i 3 uger, måske mer til, men vi lever for guds skyld i år 2012, og der findes mobiler, og Louis havde sin bærbar med inklusiv 3G netværk, så vi kunne garanteret også tale sammen på Skype.

Jeg sukkede lidt af mit forsøg på at overbevise mig om, at det hele nok skulle gå. Selvfølelig skulle det nok gå, men det var stadigvæk trist, at jeg skulle af sted i morgen. Jeg havde bestemt ikke lyst til at forlade stedet her. Mest på grund af de 5 fantastiske drenge, som jeg havde mødt. De havde virkelig fået nogle store pladser i mit hjerte hver især. Jeg ville savne dem enormt meget, men kunne så kun håbe på, at tiden ville flyve af sted.

Jeg vendte mig om for tiende gang med håb om, at jeg snart ville falde i søvn. Der var så stille på værelset, og jeg savnede lyden af Nialls snorken i mine ører. Jeg manglede den tryghed, som han gav mig, når vi skulle sove. Jeg manglede bare at høre hans trætte stemme mumle et godnat. Det var svært at vænne sig af med det, nu når man var så vant til det.

Jeg sukkede for mig selv og åbnede øjnene opgivende. Det var helt mørkt, og nærmest uhyggeligt at ligge her for sig selv. Jeg havde brug for en at ligge med, og vidste lige hvem det skulle være.

 

Harrys synsvinkel

”Lou?” mumlede jeg og håbede på et ja. Der lød bare ikke ligefrem noget svar. ”Sover du ikke?” lød det fra Liam. Jeg kiggede i mørket hen på hans seng, og så hans øjne lyse svagt op. ”Kan ikke,” svarede jeg kort. Jeg kunne høre, at han bevægede sig lidt. ”July?” spurgte han og kiggede på mig. Jeg sukkede lydløst og nikkede. ”Jeg savner hende,” sagde jeg lavt, så jeg var i tvivl, om han overhovedet kunne høre det.

”Harry..” begyndte han og satte sig halv op i sengen, kunne jeg lige se. Jeg stirrede på ham, selvom der ikke var så meget at se. Det eneste jeg kunne ane, var hans ansigt en smule, og så hans skikkelse svagt.

”Gå dog over til hende.” Jeg rynkede panden lidt. ”Hvad mener du?” spurgte jeg dumt. Han fnes lidt af mig, men lød så alvorlig igen, ”tror du selv, for at være helt ærlig, at hun har det godt lige nu? Blæs på reglerne og gå over til hende.”

Han havde faktisk fat i noget. Hvad lavede jeg her, når July lå helt alene henne i en ulåst hytte? Det var hendes sidste nat, og den ville jeg tilbringe med hende.

Jeg rejste mig hurtigt og sendte Liam et smil. ”Vi ses i morgen så,” sagde jeg stille, imens jeg tog mine sko på og forsvandt udenfor. Det var koldt, men jeg satte hurtigt i løb og nåede på ingen tid hen til Julys hytte. Der var mørkt indenfor, og jeg var lidt bekymret for, om hun var faldt i søvn. Men hvis hun var, betød det intet lige nu. Jeg ville gerne bare ligge sammen med hende en sidste gang, inden hun forlod mig.

Jeg åbnede døren stille og gik ind. ”Babe..?” sagde jeg langsomt og lukkede døren igen. ”Harry?” Lige den stemme, jeg havde brug for at høre. ”Det er mig,” svarede jeg og satte mine sko. Lyset blev tændt, og July lå i en enmandsseng henne i hjørnet. Jeg gik hen til hende og gjorde intet for at stoppe mine læber, der plantede sig blidt på hendes.

Kysset varede i ikke mere end nogle sekunder, da July trak sig fra mig med en rynket pande. ”Hvad laver du her?” spurgte hun og gav mig et lidt skeptisk blik. Jeg bemærkede, at jeg kun havde et par boxershorts på. Ikke den bedste beklædning lige nu.

Dog sendte jeg hende bare et smil. Hun skulle fokusere på det gode nu, ikke det dårlige. ”Jeg indså bare, at jeg burde ligge her med dig,” sagde jeg og satte mig hos hende. Hun sendte mig et lille smil, inden hun trak mig ned til sig.

Som et totalt forelsket teenagepar, lagde vi os under hendes dyne og smedede os helt sammen i et. Hendes krop mod min, fik mit hjerte til at banke hårdt, og jeg kom på helt andre tænker end de triste, som jeg havde haft i hovedet, siden jeg forlod hende her til aften.

Hun slukkede lyset og begyndte at røre min mave blidt, hvilket sendte varmen rundt i min krop. Jeg nussede roligt hendes arm og kyssede hende så blidt på munden. Det udviklede sig hurtigt, og der gik ikke lang tid, før jeg fik tilladelse til at klipse hendes bh op, og fjerne den med tanker om, hvad vi havde gang i lige nu. Men jeg havde lyst til det, hvilket jeg egentlig havde haft i lang tid. Og dette her måtte uden tvivl være det perfekte tidspunkt at gøre det på. Det var kun mig og hende, ingen andre. Ingen til at opdage os nu.

Jeg lagde alle mine følelser i det, og jeg kunne tydeligt mærke, at hun gjorde det samme. Det gjorde mig glad, og jeg var på randen til at føle mig lykkelig, hvis ikke en lille stemme inde i mit hoved sagde, at hun snart ville forlade mig lige nu. Men jeg kunne ikke tænke på det nu. Den sidste tid måtte nydes fuldt ud.

 

 

-----------------------------------------------------------------------

Kapitlet er ikke rettet igennem, syntes bare ikke, at I skulle vente mere! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...