Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1670Likes
2060Kommentarer
244564Visninger
AA

24. 23

”Harry, det er koldt, hold op!” halvråbte jeg grinende, da han endnu en gang sprøjtede vandt på mig med sin åre, der lå nede i det kølige vand. ”Nåårh, er det koldt min lille skat?” grinede han og gentog sin sprøjten. Jeg rystede hovedet af ham og gengældte det med min åre. ”Hey!” råbte han og rejste sig hårdt op i båden, så den rokkede lidt. ”Sæt dig,” befalede jeg, selvom jeg grinede så meget, at det nok var lidt svært at forstå, hvad jeg sagde. Han grinede bare af mig og satte sig så.

Vi var lige nu ude og sejle i en lille båd i den lille sø, og eftersom vejret ikke var så godt, havde vi den helt for os selv, hvilket var ret dejligt. Endelig lidt privatliv, selvom vi dog havde fået rigeligt af det. Men det var stadigvæk rart at få endnu mere, især når man var sammen med skønne Harry.

”Du er så sart,” mumlede han kort. Jeg stirrede lidt på ham og lagde så armene over kors i et forsøg på at spille fornærmet. ”Og du er skide irriterende,” sagde jeg hurtigt. Han så underligt på mig, hvilket fik mig til fnise. Noget sagde mig, at jeg var en virkelig dårlig skuespiller – i hvert fald til at spille fornærmet. Jeg skulle vist ikke komme for godt i gang ellers...

Jeg begyndte at grine, hvilket fik Harry til at grine, imens han rystede på hovedet af mig. ”Du er så underlig, July.” Jeg smilede stort og sendte ham et luftkys, ”and you like it.” Han smilede bredt og nikkede. ”Du er min underlige prinsesse.” En varm fornemmelse landede i min mave, og jeg kunne ikke fjerne mit smil.

Jeg kiggede ud over søen og så den grå himmel spejle sig i vandt. Selvom det var kedeligt, var det flot. ”July?” spurgte Harry efter en pause. Jeg så hen på ham med løftet øjenbryn. ”Harry?” Han smilede svagt og rejste sig, hvorefter han satte sig hen ved siden af mig. Han tog min hånd og lænede sig op ad mig med et smil.

”Jeg har noget til dig,” sagde han langsomt og tog noget op af sin lomme. Et lille flettet læderarmbånd. ”Jeg lavede det til dig i en af timerne i går,” fortsatte han og kørte det allerede ned på mit håndled. Mit smil var stadigvæk ikke til at fjerne. Harry havde lige givet mig en gave. Og ikke hvilken som helst gave. Han havde selv lavet den, og det betød langt mere for mig, end hvis han gik ud og købte et armbånd.

”Harry,” mumlede jeg langsomt og kiggede op. Vores blikke mødtes, og jeg sendte ham et stort, strålende smil. ”Jeg elsker det!” udbrød jeg hurtigt og krammede ham. Dog trak jeg mig hurtigt fra ham, da jeg ikke lige havde set, om der stod nogen på land og så på os. Han sendte mig et luftkys, eftersom han ikke ville tage chancen. ”Godt,” smilede han kærligt.

Der opstod en lille, behagelig tavshed, hvor jeg benyttede mig chancen for at kigge ned på læderarmbåndet, der sad fint og pyntede. Jeg elskede det virkelig. Det indeholdte allerede mange minder, og jeg vidste, at jeg kunne se på det om nogle år og kigge tilbage på denne her sommer.

 

***

 

Jeg vidste ikke, hvor lang tid vi sad i den båd, men det var efterhånden ved at blive mørkt og køligt. Derfor besluttede vi os for at ro ind på land igen – eller, Harry roede. Jeg fik lov at sidde og kigge smilende på ham og heppe på for sjov, da jeg vidste, at han begyndte at grine af det.

”Kom så, vi er der snart!” grinede jeg. Han rystede på hovedet af mig og kunne ikke selv lade være med at fnise. ”July, hvis vi nogen sinde skal nå tilbage, inden det bliver nat, så tror jeg, at du skal tie bøtte,” sagde han forpustet. Han var blevet lidt rød i hovedet og trak vejret sjovt. ”Er man en slapsvand, huh?” drillede jeg og lænede mig frem. Jeg tog en af årerne ud af hånd på ham og begyndte at ro. Dog røg vi den forkerte vej.

”Øhh, hvor skal vi hen?” spurgte Harry og deltog med den anden åre. Jeg smilede lidt og lagde hovedet på skrå, ”til stjerne, tak.” Han smilede stort og nikkede. ”Det må vi fixe en dag.” Jeg grinede lidt og rystede på hovedet af ham. Han var så skør og dejlig på samme tid, og det gjorde mig helt ør indeni!

Da vi endelig kom hen til badebroen igen og fik 'parkeret' båden, trådte Harry op ad den. Den rokkede rimelig meget, og det medgjorde så, at Harry var nødt til at hjælpe mig op ad den. Og det gjorde så, at jeg snublede hen i hans arme. Jeg begyndte at grine og trak mig langsomt væk. Underligt nok lod han mig blive i hans arme og kiggede mig ind i øjnene. Det gjorde han så i nogle sekunder, inden han lagde sin læber mod mine. Min mave reagerede, som den plejede, og en varm og fantastisk følelse bredte sig rundt i min krop.

I hvert fald, inden jeg hørte en stemme, ”føj for helvede!”

Nej. Det kunne ikke være...

Jeg rev mig væk fra Harry og kiggede hen mod stien, hvor Ken stod sammen med en stor flok andre drenge. Nej, nej, nej. Fuck.

Min puls kørte på højtryk, og jeg så panisk hen på Harry, der bare stod og stirrede hen mod drengene. Jeg kiggede tilbage på drengene, der stod og hviskede et eller andet, imens de grinede. Ken trådte langsomt frem, imens han holdt sit blik på mig. ”Jeg vidste, at der var et eller andet imellem jer to!” sagde han anerkendende med et stort, ondskabsfuldt smil.

”Bøsser!” blev der råbt fra en, der stod bag ham. Hårene i min nakke rejste sig, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit humør røg helt ned i kulkælderen, og jeg fik det dårligt. ”Jeg fik det der på film. Det skal så meget på YouTube,” kunne jeg høre en anden mumle, imens han så ned i sin telefon. Det var løgn. Det kunne simpelthen ikke passe! Hvad hvis de viste den til nogen?! Det her ville gå ud over Harry. Det kunne smadre hans ry, hvis det røg på nettet. For fanden da! Hvad helvede skulle jeg gøre?!

Jeg stod helt lammet og koldt, da en hånd pludselig tog min og trak mig af sted op mod stien. Selvfølelig var det Harrys. Han gik hurtigt med faste skridt, som om han var lige glad, men jeg vidste, at han langtfra var lige glad. Den samme tanke som jeg havde haft, var gledet igennem hans hoved. Hvis han blev set kysse med en dreng, ville det starte syge rygter om, at han var bøsse. Ham og drengene ville miste fans, der ville opstå had til dem, og det ville jeg ikke kunne bære at se. Jeg kunne ikke være skylden i det.

Lige da vi passerede flokken af drenge, begyndte de at sige alt muligt, som jeg helst ville lukke ude. Jeg kunne ikke klare at høre på det. Og tanken om at Harry skulle høre på det fra langt flere, gjorde ondt indeni.

Det var også grunden til min næste handling.

Jeg vendte mig hårdt om og fik Harry stoppet. Mit blik hvilede udelukkende på Ken, men det var kun fordi, at det var ham, der gjorde mig vredest, og han kom med de latterligste kommentarer. ”Du har ret – der er noget imellem os,” begyndte jeg, imens mit hjerte bankede hårdere for hver sekund. Jeg vidste godt, hvad jeg var på vej til, og det gjorde Harry også, han trak mig i hvert fald i hånden. Men jeg ville være stærk. Han skulle ikke leve med sådan et her ry! Derfor rev jeg den også til mig og tog i stedet for hånden op til min paryk.

Ken skulle til at åbne munden, og jeg vidste, at det var for at komme med en eller anden spydig kommentar. Men inden han nåede det, tog jeg min paryk af, så mit hår faldt tungt ned ad mit ansigt. Hele pusten blev taget fra mig, og jeg bed tænderne hårdt sammen, da jeg hørte Harry sukke højlydt, og hele drengebanden så med store øjne på mig og gispede næsten. ”Men du skal ikke kalde os bøsser,” afsluttede jeg halvmumlende. Jeg lød ikke ligeså stærk, som jeg gerne ville, men det var tværtimod fordi, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre nu.

”Er du.. en pige?” spurgte Ken og måbede næsten. Hvor havde jeg dog lyst til at ryste på hovedet og sige nej, men jeg var opdaget. Jeg følte mig helt nøgen og dum. Men hellere det, end Harry skulle have nogle fucked up ry efter sig.

Pludselig tog Harry et skridt fremad, og jeg kunne se hadet i hans øjne. ”Hvad ser det ud til?” hvæsede han og skubbede mig nærmest i maven, så jeg vendte mig om og gik videre hen ad stien. Det overraskede mig virkelig meget at høre ham sådan. Uanset hvor sur han havde været på mig, havde han aldrig nogen sinde talt sådan til mig. Men nu vidste jeg også godt, at han hadede Ken, mere end mig endda.

Imens vi gik i en ubehagelig tavshed, satte han parykken på mit hoved, og så trak han mig ellers bare med op mod hans hytte, hvor der var mørkt. Jeg kunne mærke min krop ryste, men det var kun fordi, jeg ikke vidste, hvad der skulle sige nu. Ville drengene sige det? Ville de holde deres kæft? Højst sandsynlig det første. Som om de ville holde deres kæft. Denne her historie lå garanteret til en forside, hvis man spurgte dem.

Harry åbnede døren og tog mig med indenfor, hvorefter han smækkede døren, og vendte sig så om mod mig. ”Du skulle ikke have sagt det!” sagde han frustreret og rystede på hovedet. Jeg stirrede lidt på ham, og kunne tydeligt se sørgmodigheden i hans øjne. Han så virkelig ked ud af det, og det gjorde bare mig ked af det.

”Harry, der var ikke andet at gøre,” sagde jeg og bed mig i læben. Han rystede på hovedet af mig og så havde en blanding af tristhed og vrede i øjnene. ”Du skulle ikke have sagt noget, July. For fanden.” Jeg kunne mærke frustrationen i mig stige. Hvad ville han ellers have, at jeg skulle gøre?” ”Hvad fanden ville du ellers have, at jeg skulle gøre? Harry, de filmede os. Hvad med alle de rygter, der ville opstå?!” råbte jeg med en dirrende stemme. Det gik først op for mig der, at jeg var ved at græde.

Han så på mig i lidt tid, inden han lukkede sine øjne kort og vendte rundt, hvorefter han gik ind i stuen og satte sig opgivende i sine seng og begravede ansigtet i sine hænder. Jeg vidste ligeud sagt ikke, hvad jeg skulle gøre. Om jeg skulle trøste ham og sige, at det hele nok skulle gå. For det vidste jeg jo ikke, om det ville.

Jeg trådte frem og gik hen i sengen, hvor jeg satte mig ned hos ham. Jeg lagde en arm rundt om ham og trak ham ind til mig, så jeg kunne begrave mit hoved i hans vidunderlige krøller, der duftede som de plejede. ”Undskyld,” sagde jeg og kunne pludselig høre, hvor skrøbelig min stemme lød. Det var nok bare ikke rigtig gået op for mig, at det hele måske var ødelagt nu. Jeg havde ikke tænkt over, at hele lejeren nok ville opdage alt nu, og jeg ville blive sendt hjem.

En tåre trillede ned ad min kind og ramte Harrys hår. Han begyndte at ryste på hovedet og lænede sig så tilbage og lidt væk fra mig. Hans blik var helt trist, og det gjorde virkelig ondt indeni mig. ”Det er mig, der undskylder,” mumlede han og trak mig ind til sig. Hans arme lagde sig om mig og gav mig det beskyttende skjold, som jeg elskede ved ham.

”Jeg burde takke dig,” fortsatte han og sukkede langsomt. Jeg så roligt op på ham. Han kiggede bedrøvet ned på mig og tørrede blidt mine kinder. ”Harry, hellere det end det andet,” sagde jeg grødet. Han kyssede blidt min kind og sukkede igen. ”Hvad gør vi?” spurgte han og lød for en gangs skyld helt hjælpeløs. Det lignede ham ikke. Han plejede altid at have en idé i ærmet.

”Vi må bare se, hvad der sker,” hviskede jeg og kyssede ham kort på munden. Det blev ikke til meget mere, eftersom døren til hytten pludselig blev revet op.

Jeg trak mig hurtigt fra Harry og så derhen. Louis og Niall stod og så med opspilede øjne på os. De trådte hurtigt ind, hvorefter Zayn og Liam dumpede efter dem og lukkede døren. ”Vil I ikke godt sige, at det alle taler om lige nu, ikke er sandt?” spurgte Louis og gik hen mod os. Harry slap blidt sit greb om mig og rejste sig op. ”Hvor mange ved det?” sagde han og ignorerede spørgsmålet.

Jeg kiggede langsomt hen på Niall, der så bedrøvet på mig. Jeg sendte ham et opmuntrende smil, selvom jeg overhovedet ikke havde det godt. Jeg hadede tanken om, at jeg ikke vidste, hvad der ville ske nu.

”Alle taler om det,” svarede Louis Harry og sukkede. Lige det svar som jeg håbede ikke at høre. Men hvad regnede jeg ærlig talt med? Som om de drenge nogen sinde ville kunne holde på sådan en hemmelighed.

”Tror I, at det går videre til lærerne?” spurgte Niall langsomt, så vi alle så hen på ham. Han lagde ikke skjul på hans triste ansigtsudryk, og det gjorde mig helt ked af det. Et kort øjeblik stod jeg virkelig og bebrejdede mig selv for at have været så ansvarsløs. Jeg burde for fanden da ha' vidst bedre.

Ingen svarede Niall. Der var derimod bare en lang og ubehagelig stilhed, lige indtil det bankede på døren til hytten. Den blev åbnet, og en kold fornemmelse løb igennem min krop. Dog blev jeg lettet, da jeg så, at det bare var Marcus.

Han så lige frem på mig, og jeg kiggede hurtigt på Harry, der bare så irriteret ud. ”Øhh, der er mad,” sagde Marcus så og forsvandt. Jeg vidste udmærket godt, at han ikke var her for at sige, at der var mad. Han var her kun for at tjekke mig ud. Det var åbenbart virkelig spændende, at jeg var en pige.

Jeg rejste mig op og rettede hurtigt på min paryk, selvom det nok ikke ligefrem blev nødvendigt. Alle vidste det jo. Men man kunne vel kun håbe på, at lærerne intet havde fået at vide.

 

***

 

Det var noget af det mest ubehagelige, jeg nogen sinde havde været ude for. Alles blikke. Stirren. Hvisken. Det føltes værre end da rygtet om, at jeg var bøsse kørte fra side til side. Jeg havde det så dårligt. I forvejen var jeg ikke den person, der elskede at være mega meget i centrum, og jeg følte virkelig, at jeg blev udstillet lige nu.

Min mave vendte sig helt, da jeg trådte ind i kantinen med Niall ved min side. Han sendte mig et bekymret blik, men jeg kiggede bare væk og fortsatte frem, som om alt var normalt.

Vi fandt endelig vores sædvanlige bord og slog os ned. Bordet ved siden af os, overgloede os selvfølelig. Det var til at blive irriteret over.

Jeg sukkede og så op mod maden, selvom jeg slet ikke følte mig sulten eller noget. Jeg havde bare lyst til at gemme mig i en lille hule, indtil resten af sommeren var overstået. Men det var nok rimelig umuligt lige nu.

”Skal vi hente mad?” tilbød Liam hurtigt og så mest på Harry og mig. Vi var begge rimelig nede lige nu, og det var der vist ikke noget at sige til. Harry så kort på mig, inden han nikkede. ”Går du med?” spurgte Liam Zayn. Jeg opfattede ikke rigtig mere, inden de begge rejste sig og forlod bordet. ”Jeg går med og hjælper dem,” sagde Louis hurtigt og rejste sig også.

Mit blik kørte tøvende rundt, indtil jeg så en lille flok lærer stå og diskutere noget i en lille kreds. En tung fornemmelse landede i min mave, og jeg kiggede bare hurtigt væk igen. ”Rolig nu,” mumlede Niall til mig. Jeg så langsomt på ham i et kort øjeblik, inden jeg kiggede væk igen. Ikke engang ham kunne muntre mig op lige nu.

Efter nogle minutter blev der placeret en hvid paptallerken foran mig med frikadeller og kartofler på. Louis satte sig igen ned ved siden af mig sendte mig et smil, imens han lagde et bestik ved siden af mig. ”Tak,” sagde jeg kort og tog min gaffel.

Jeg skulle til at stikke den ned i en lille kartoffel, da jeg pludselig kunne mærke en hånd på min skulder. Forskrækket kiggede jeg derom. Mit hjerte begyndte at banke hårdere, da skolens leder stod foran mig.

Hun vidste det. Jeg kunne se det.

”Jason, kan jeg tale med dig?” spurgte hun og trådte et skridt tilbage. Jeg sank en klump og slap min gaffel af nervøsitet.

Det her tegnede bestemt ikke godt.

 

----------------------------------------------------------

Åh åh, hva?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...