Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
241417Visninger
AA

3. 2

Det følgende kvarter var gået, og der skulle til at være fællessamling ude ved den store bålplads. Jeg var faldet ind i en snak med Marcus, og han viste sig at være rimelig flink. Indtil videre så det ikke ud som om, at han havde en eneste anelse om, at jeg faktisk var en pige – hvilket jeg var meget glad for. Det havde været lidt nederen, hvis jeg blev opdaget på første dag. Men nu skulle det gerne gå sådan, så jeg slet ikke blev opdaget.

Marcus og jeg var gået udenfor og hen til den store bålplads, hvor der stod en mængde mennesker omkring. Både piger og drenge. Vi gik hen og blandede os i mængden, og efter lidt tid trådte en dame op på en bænk, der stod lidt væk fra bålpladsen, så vi alle kiggede på hende. Det var hende, der også havde taget imod mig. Jeg gættede på, at hun var en slags leder. Hun havde en megafon i hånden og gik straks i gang med at byde os velkommen. Jeg kunne ikke rigtig høre hende, da et par piger foran mig stod og hviskede om et eller andet ligegyldigt. Da de endelig stoppede, kunne jeg høre hvad hun sagde.

”Da I ved, at vi får specielt besøg i år, er reglerne blevet lavet en smule om i forhold til hvad de plejer.” Jeg rynkede panden lidt. Besøg? Af hvem? ”Pigerne skal holde sig til deres egen areal og således skal drengene.” Der lød høje suk rundt omkring, og de to piger, der stod foran mig så måbende på hinanden, imens de begyndte at diskutere, at damen var en kælling og alt muligt. Jeg stod bare og så langsomt hen på Marcus. ”Hvem er det, der kommer?” kunne jeg høre mig selv sige. Han løftede øjenbrynene. ”Wow, jeg tror, at du er den eneste, der ikke ved det. Men One Direction. Du ved, det kendte boyband.” Jeg vidste godt hvem One Direction var. De sagde mig bare ikke så meget. Jeg havde ikke noget imod dem, men jeg ville heller ikke kunne finde på at gå til koncert med dem.

Jeg nikkede til Marcus og så hen på damen igen, der stod og informerede videre om sommeren her. Der var ikke så meget at høre på. De fleste ting hun sagde, stod også inde på hjemmesiden, så intet nyt.

Da fællessamlingen var slut, blev pigerne sendt hen til sig selv, og drengene blev så her hvor vi var. Vi havde åbenbart fået arealet her, så det var pigerne der skulle gå igennem den lille skov for at komme hen til deres areal. Drengene havde allerede vedtaget, at vi skulle lave bål, så vi kunne komme i lidt kontakt med hinanden. Jeg havde egentlig ikke lyst til at blive lige her, så jeg løj om, at jeg skulle på toilettet.

Jeg smuttede ned mod min hytte og sukkede lettet. Indtil videre gik det meget godt, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg trådte op ad trætrappen for at komme op til døren til hytten, tog fat i dørhåndtaget, da døren pludselig brasede op, og jeg fik den lige i hovedet så jeg var ved at vælte. Av for satan mand!

En lyshåret dreng på min alder, kom ud og så undskyldende på mig. ”Fuck, sorry! Jeg vidste ikke, at du stod der,” sagde han hurtigt. Jeg rystede på hovedet, kiggede ned hen på et træ og tog mig lidt til panden. Der ville helt sikkert dukke en bule op der! ”Ej, det må du altså virkelig undskylde.” Jeg så hen på ham og begik den fejl at møde hans øjne. De var virkelig flotte og lige til at svømme ind i. Ellers så jeg bare syner. Jeg måtte have slået mit hoved en del.

Jeg kiggede hurtigt væk og rettede på mit stemme. ”Det er i orden,” sagde jeg en smule højt. Han så bekymret på mig. ”Er du sikker?” Jeg nikkede bekræftende og lod min arm falde ned langs kroppen. Han smilede svagt og rakte hånden frem. ”Niall.” Jeg så på hans hånd og tog tøvende imod den. ”Ju.. Jason.” Jeg kiggede lynhurtigt på Niall for at se, om han lod sig bemærke af, at jeg var ved at sige mit rigtige navn. Det gjorde han vist ikke. Pyha. Han smilede og rystede min hånd kort, før han slap den igen. ”Bor du derinde?” spurgte han nysgerrigt og pegede ind mod træhytten. ”Jeps,” svarede jeg og prøvede at lyde så drenget og afslappet, som jeg kunne. Problemet var bare, at jeg var helt anspændt og alt for nervøs. Han havde gjort mig langt nervøsere end Marcus. Hvorfor vidste jeg ikke. Det var bare som om, han kunne se sandheden dybt ind i mine øjne.

”Nå, det gør jeg også. Så ses vi da senere, ikke?” Han klappede min skulder en gang og gik så ned ad trappen og hen mod en anden hytte. Jeg vendte mig om og kiggede lidt efter ham. ”Jo..” mumlede jeg for mig selv. Jeg sukkede og tog mig til panden igen. Smerten fløj igennem mig og fik mig til at spænde i hele kroppen. Jeg vendte mig hurtigt om og gik så ind i hytten og ud på badeværelset. Man kunne godt se, at jeg var kommet til skade. Jeg havde en stor rød plet ude i siden, og jeg vidste, at den ville blive til en bule. Ej, jeg kunne da ikke gå sådan her ud! Ikke en gang som dreng. Alle ville da tro, at jeg var et stort klods eller sådan noget.

Jeg skyndte mig ind ved sengene og gik hen til min. Jeg stilte mig op på sengekanten, så jeg kunne nå op i min seng. Så lynede jeg min taske op og fandt min makeup-pung helt nederst i den. Jeg gik ud på badeværelset og tog noget foundation på den røde plet. Jeg sukkede lidt, men lagde så foundationen ned i makeup-pungen igen og lagde den ind i min taske. Jeg satte mig lidt på en af træstolene og kiggede lidt rundt i rummet. Alle fire senge var nu taget. Jeg havde kun hilst på Marcus og Niall, så jeg manglede den sidste, som jeg ikke lige vidste, hvem var.

Efter lidt tid blev jeg enig med mig selv om at gå ud og hen til bålet, som var kommet godt i gang. Jeg så rundt og misundede alle de drenge, der rendte i shorts og t-shirt. Her kom jeg så. Med store bukser og hættetrøje. Det var forfærdeligt. Så havde jeg slet ikke lyst til at tænke på, når vi skulle sove. Jeg foretrak at sove med undertøj og helst ingen dyne, da jeg får det så pisse varmt om natten. Nu var jeg tvunget til at sove med pyjamas og med dyne på. Men det måtte jeg vel tage til den tid.

Jeg kom op til bålet og gik hen mod Marcus, der vist var faldet i snak med nogle andre drenge. Egentlig ville jeg ikke rigtig snakke med dem, men jeg var nok tvunget til det. Ellers ville jeg garanteret blive dømt som en eller anden asocial dreng, og sådan ville jeg helst ikke ende. Jeg ville ikke tiltrække for meget opmærksomhed, men jeg ville heller ikke være den person, der blev glemt.

”Hey, Jason?” Jeg opdagede at Marcus snakkede til mig, og alle de drenge han sad med så på mig. Jeg bed mig lidt i læben, og smilede så så selvsikkert som jeg nu kunne, imens jeg gik helt hen til ham. ”Yeah?” sagde jeg og stoppede op foran ham. ”Det her er William, den tredje vi skal dele hytte med.” Han vendte sig om mod en dreng, der ikke rigtig gav mig det samme indtryk, som Marcus havde gjort. Han så sød nok ud, men han var slet ikke min type. Overhovedet.

”Bare kald mig Will,” sagde William. Jeg nikkede og smilede svagt. Han gengældte smilet, og så rundt. Drengene fulgte mit blik og gik så i gang med at præsentere sig selv. Jeg var ikke så god til navne, så de var allerede gået i glemmekassen.

”Har du set den sidste, vi skal dele hytte med?” spurgte Marcus og så ud mod bålet imens. Jeg skulle til at ryste på hovedet, da jeg kom i tanke om, at jeg havde mødt ham. Niall.

”Jep,” svarede jeg roligt. Han løftede øjenbrynene. ”Hvem er det så?” indvendte Will sig. Jeg så på dem begge og svarede så, ”en, der hedder Niall.” Hurtigt så alle drengene på mig. ”Ham fra One Direction?” spurgte en, der vist nok hed Kasper eller sådan noget. Jeg rynkede panden og tænkte hurtigt på Niall. Der gik det først op for mig, at det var ham, som jeg havde talt med. Niall Horan. Hvorfor i alverden skulle han bo sammen med os? Burde han ikke have en luksus hytte sammen med sin gruppe? ”Ja,” sagde jeg så og kløede mig dumt i nakken. Hvorfor havde jeg ikke opdaget det før? ”Omg, vi skal dele værelse med en fra One Direction!” sagde Marcus og prøvede at lave en piget stemme. Jeg fnes lidt over hans forsøg, da det lød elendigt.

Drengene startede en samtale, hvor de fortalte hver især om sig selv. Jeg havde sat mig ned på en sten og hørte dem bare snakke. Det var underligt at være i selskab med dem på denne her måde. Jeg vidste, at hvis der var piger her, havde de slet ikke opført sig på samme måde. Så hvis de bare vidste, hvem jeg var...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...