Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1670Likes
2059Kommentarer
244773Visninger
AA

20. 19

Julys synsvinkel

Jeg kiggede langsomt op på himlen, der lige var blevet lyst op af at glimt. Selvom jeg hadede torden virkelig meget, blev jeg siddende og lyttede til braget, der kom lidt efter. En nervøs følelse røg igennem mig, men jeg ignorerede den og bed bare tænderne sammen, som om intet var sket.

Jeg tørrede langsomt mine kinder, der var våde af en blanding af tårer og regn. Vandet silede langsomt ned fra mine bare arme, da jeg løftede dem.

Jeg sukkede langsomt og ville ønske, at jeg sad derhjemme ved min bror foran fjernsynet med en kop varm kakao. Det ville være langt bedre end at være her. Alt andet ville være bedre end at være her.

”Hvad laver du her?” En stemme fik mig til at rejse mig forskrækket op, så jeg nær var væltet. Dog nåede en hånd at gribe fat i min arm, så jeg genvandt balancen. Og den hånd og stemme kunne ikke tilhøre nogen anden end Harry.

Jeg vendte mig hurtigt om og så på ham, imens jeg trak min arm til mig. Han var ikke svær at se, da månen lyste hans smukke ansigt op. Han var helt våd og så kold ud. Hvad han havde i tankerne og blikket, kunne jeg ikke fornemme. Og det skræmte mig. Hurtigt tørrede jeg mine øjne, selvom jeg vidste, at han havde set, at jeg græd.

”Jeg kunne spørge dig om det samme,” sagde jeg og valgte at gøre min stemme en smule hård, eftersom han ikke havde været helt fair, da jeg havde taget mod til mig og sige tak tidligere i dag. Han havde været så ondskabsfuld og led, og det sårede mig virkelig meget.

Han rystede på hovedet og så en smule irriteret på mig. ”July, hvad laver du helt seriøst her? Det regner og tordner. Jeg troede ikke, at du kunne lide torden,” sagde han og trådte frem mod mig, hvilket fik mit hjerte til at banke hårdere. Jeg mødte hans blik, der strålede op af bekymring, men samtidig vrede.

”Hvorfor bekymrer du dig overhovedet? Du virker så ligeglad med mig.” Jeg valgte at begynde at blande hele vores forhold ind i snakken. Måske kunne jeg endelig få svar på, hvorfor han ikke ville snakke med mig. Eller tilgive mig for den sags skyld.

Han sagde ikke noget i første omgang. Det lignede, at han stod og tænkte. Jeg kunne mærke mine arme ryste af kulde, og fortrød på en måde at jeg var gået herud. Men det var nu mest på grund af ham. På en måde havde jeg lyst til at snakke med ham, og så på en måde ikke. Han vidste alt om mig, men jeg vidste intet om ham. Jeg hadede den tanke.

”Bare gå, Harry,” mumlede jeg langsomt og kiggede ned i græsset, imens en lille tåre banede sig vej ned ad kinden. Jeg håbede inderligt, at han ville gå, da han selv gav rimelig meget udtryk for, at han ikke gad at være her sammen med mig. Men han blev stående. Og det undrede mig.

”Harry, ,” sagde jeg, denne gang mere opstemt, og så op på ham. Han kiggede bare på mig, men rystede så på hovedet. ”Nej,” svarede han en smule hårdt. Hvorfor ville han blive?

”Hvorfor kan du ikke bare gå? Jeg har fattet, at du ikke gider mig mere. Jeg har fattet, at jeg har ødelagt vores forhold. Og jeg har fattet, at du godt ved, at jeg godt kan lide dig. Du behøver ikke at skære det ud i pap for mig.” Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad kinderne på mig igen, og en stor sorg lagde sig i min mave som en tung sten. Hvorfor skulle han komme for at gøre det hele værre? Jeg havde vænt mig til tanken inde i hovedet, det gjorde bare 10 gange så ondt at sige det.

Harry kiggede tomt på mig, og jeg kunne se, at han stod og skar tænder. Et ordentligt brag gjorde mig forskrækket, og jeg gispede automatisk, da jeg ikke var forberedt på, at det kom.

”Jeg kan sjovt nok ikke bare forlade dig, når du render rundt her. Du bliver syg.” Det lød, som om han havde tænkt sig at sige noget andet, men valgte at sige noget andet i sidste øjeblik. Men alligevel var der noget, der sagde mig, at det bare var derfor han kom. Han komme ikke for at sige, at jeg var tilgivet eller noget. Han kom kun for at hive mig med hen til de rådne hytter, hvor jeg ikke havde lyst til at være.

”Gå nu bare og bland dig udenom mit liv,” vrissede jeg mellem mine tænder og vendte mig om, hvorefter jeg begyndte at gå væk fra ham. ”Nej jeg vil ej, og nu går du med mig.” Han tog hårdt fat i min hånd og trak mig med tilbage, hvilket gjorde ondt. Hvem fanden troede han, at han var? Min far?

Jeg vendte mig hårdt om igen og prøvede at trække min arm til mig, men han var sjovt nok meget stærkere end mig og holdte bare fast. ”Harry, slip mig!” halvråbte jeg og prøvede at slå hans hånd væk fra min arm med min anden hånd. Heldigvis slap han grebet lidt om mig, så det ikke gjorde helt så ondt som før. Men han havde stadigvæk fat.

Hans grønne øjne lyst op, da et glimt viste sig på himlen, og inden jeg nåede at reagere på det, lød et hårdt tordenbrag, hvilket gjorde mig forskrækket. ”July, hold nu op og gå med mig tilbage.” Han lød forvirret og opgivende, hvilket var underligt. Burde han ikke lyde vred og hård?

Jeg rystede på hovedet og fangede hans blik, selvom han bare hurtigt kiggede væk fra mit, som om han var bange. Jeg kunne ikke lide at se ham sådan. Det gjorde mig ked af det. Tårerne gled stadigvæk langsomt ned fra mine øjne og landede forskellige steder.

”Vil du ikke bare gå?” hviskede jeg og lod være med at spænde i min arm, så den garanteret føles som spaghetti i Harrys hånd. Hans øjne kiggede langsomt op på mig igen, og slap til min overraskelse min hånd. Et forpint udtryk landede på hans ansigt, så det stak mig i siden. Han virkede såret og forvirret. Hvorfor?

”Du forstår ikke..” mumlede han langsomt og rynkede panden for sig selv, så det lignede han kæmpede en indre konflikt med sig selv. Jeg så forvirret på ham. Forstod ikke hvad?

Jeg sank en klump, der havde sat sig i halsen, og stirrede bare uforstående på ham med tårer rendende ned ad kinderne.

Harry kiggede roligt på mig, som om han havde løst konflikten. Men hvilken konflikt?

”Du tror, at jeg er ligeglad med dig. Det er jeg ikke. Langt fra, July. Og det mener jeg virkelig.” Han så ærligt på mig, og åbnede munden for at fortsætte, men lukkede den igen.

Hans ord kørte på repeat inde i mit hoved. Hvad mente han med det? Han gav ikke ligefrem udtryk for at bekymre sig om mig.

”Jeg er bare vred og såret over, at du ikke fortalte mig, hvem du virkelig var. Især når vi var så gode venner,” fortsatte han mumlende. Han sagde det i datid, hvilket selvfølelig betød, at hele vores venskab var ødelagt. Og selvfølelig var det på grund af mig.

Endelig fangede vores blikke hinandens, og han så såret på mig med en anelse nervøsitet. Hvorfor var han nervøs? Han trådte frem mod mig, så en duft af ham bredte sig i mine næsebor, og jeg følte min vejrtrækning blev uregelmæssig. En tryg ramme blev skabt, da jeg stod så tæt på ham, og jeg følte, at tordenbragene var fuldstændig ligegyldige. Selvom Harry og jeg ikke var venner, gjorde han mig tryg. Jeg følte, at han ville beskytte mig.

”Hvorfor kan du ikke tilgive mig, Harry? Jeg har sagt, at jeg er ked af det. Og jeg ved godt, at jeg skulle have fortalt dig det. Jeg kunne ikke.” Jeg hviskede næsten og var i tvivl, om han overhoved havde hørt mig. Men han svarede, så det havde han vel, ”hvorfor fortalte du mig det ikke?” Hans stemme lød pludselig hård igen, hvilket fik mig til at bide mig i læben. Hvad skulle jeg svare?

”På grund af mine følelser,” mumlede jeg så og kiggede ned ind i hans bryst. Hans t-shirt klamrede sig til den veltrænede krop, da den var så våd. Ikke fordi mit t-shirt ikke var bedre. Faktisk afslørede den rimelig meget, at jeg havde bh på. Men det kunne vel være bedøvende lige meget nu. Harry vidste godt, hvem jeg var.

Jeg kiggede op på ham med et såret blik, der antydede at jeg virkelig var ked af det. ”Jeg var bange for, at du ville droppe mig, hvis du fandt ud af, at jeg var en pige. Og endnu mere bange for, at du fandt ud af, at jeg godt kunne lide dig.” Min stemme lød mere kraftfuld denne gang, selvom den stadigvæk dirrede en del og var ved at knække op til flere gange. Men mine ord blev fuldførte, og han så ud til at have forstået dem.

”Jeg ville aldrig have droppet dig, hvis du fortalte mig det,” sagde han langsomt og løftede hånden. Og ligesom sidst, da vi var så ærlige overfor hinanden, tog han min paryk af, så mit hår bredte sig langsomt ned over mine skuldre. Jeg kunne med det samme føle regnen lande hårdt i min hovedbund, og mit hår blev hurtigt vådt og filtret sammen.

Jeg sukkede og lukkede øjnene. Selvom han havde set mig i hel person, hadede jeg at vise mig som mig selv foran ham. Jeg følte, at han tænkte de værste tanker om mig. Det gjorde han garanteret også.

”Men det gjorde du. Og jeg bebrejder dig ikke. Det er min egen skyld.” Mine tanker kom ud som ord og efterlod en knude i min mave. Harry svarede ikke i første omgang, men kiggede bare på mig. Bare det at han ikke sagde noget, fortalte mig, at han ikke gad mig. Heller ikke selvom han havde fået sandheden at vide.

Jeg rystede på hovedet, og kunne mærke flere tårer bane sig vej ned ad mine kinder, imens jeg trådte tilbage. ”July..” begyndte Harry men stoppede, da jeg blev ved med at ryste på hovedet og vendte mig om. ”Bare lad mig være,” hulkede jeg og begyndte at gå.

”July, vent,” bad Harry, og jeg kunne høre på græsset, at han gik efter mig. ”Hvorfor bekymrer du dig overhovedet?” halvråbte jeg og satte i småløb. Jeg ville væk – væk fra ham. Væk fra regnen. Væk fra alting.

Da et højt brag lød, blev jeg så forskrækket og stoppede med det samme op. Den trygge ramme var væk. Jeg ville gøre alt for at få den tilbage, lige i dette øjeblik. Jeg ville gøre alt for at blive gode venner med Harry igen. Jeg var så håbløst forelsket i ham, og ville bare ønske, at han følte det samme for mig.

Jeg kunne høre mit navn blive råbt i vinden, imens tårerne langsomt trillede ned ad mine kinder. Hvorfor var han ikke gået? Alligevel vendte jeg mig om. Vi stod omkring 6-7 meter fra hinanden, men jeg kunne sagtens se hans ansigt i mørket. Hans øjne, der lyste op. Hans knap så flotte, men stadigvæk charmerende, hår, der hang ned ad hans flotte ansigt. Hvorfor stod han der egentlig stadigvæk? Hvis han ikke gad mig, burde han ikke stå der. Men han stod der? Våd og kold. Råbte mit navn i blæsten, kæmpede for at jeg ikke forlod ham.

Mine tanker tog al min opmærksomhed fra mig, så jeg ikke opdagede, at Harry begyndte at komme imod mig. Mit hår fløj frem og tilbage i blæsten, hvilket gjorde det svært at se, hvor langt han var kommet. Pludselig stod han i hvert fald foran mig og tog uden varsel mine kolde hænder og klemte ind i sine, hvilket fik min krop til at ryste. Hvad havde han gang i?

Panikken i min mave voksede, selvom jeg følte mig så tryg sammen med ham. Alligevel var jeg også nervøs. Nervøs for, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han ville vel ikke stå her, hvis ikke han havde tænkt sig at sige eller gøre noget.

Han kiggede på mig med et blik, der var fyldt med kærlighed, og jeg nåede ikke rigtig at undre mig over hvorfor, før han flettede vores fingre ind i hinandens, og pressede sine læber mod mine.

 

----------------------------------------------------------------------

Ulalala, hvaaaaa?

Så kyssede de endelig!

Hvad syntes I om det? Vil I stadigvæk have, at July skal finde sammen med Niall?

KYS KYS

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...