Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
242800Visninger
AA

19. 18

Harrys synsvinkel

”Nå..” mumlede Zayn og satte ild til hans cigaret. ”Nå?” gentog jeg langsomt og rørte ved en fugtig gren, der hang på et vådt træ. Alt var vådt i dag. Det havde regnet og tordnet hele weekenden.

”Hvordan har du det?” spurgte Liam mig og løftede øjenbrynene lidt. Selvfølelig var det det de ville spørge mig om. Det burde jeg have regnet ud. ”Fint nok..” Jeg trak kort på skuldrende og vendte mig væk fra dem, så jeg kiggede hen ad den lange sti, der førte ned til søen.

”Harry,” begyndte Zayn, men jeg rystede blot på hovedet. ”Jeg gider ikke at snakke om det,” sagde jeg afvisende. Han sukkede lidt. ”Snak med hende,” begyndte han. Jeg vendte mig om og stirrede dumt på ham.

”Snak med hende? Jeg kan da ikke bare snakke med hende nu,” svarede jeg en smule hårdt. Det kunne jeg da ikke bare, nej. Vores forhold var næsten ødelagt, og jeg havde ingen anelse om, hvordan vi skulle rette op på det igen. ”Harry, lyt til Zayn. Snak med July. Hun kan jo godt lide dig, og du kan godt lide hende. Ærlig talt burde du måske være en smule lettet over, at hun er en pige,” indskød Liam.

Jeg så lidt på ham. Ja, jeg var lettet over, at July var en pige. Men det var jo ikke det, der var galt. Det var det, at hun ikke fortalte mig det. At hende og Niall bare havde holdt det hemmeligt for mig. Og Niall kendte udmærket godt til mine følelser for hende, så jeg forstod det bare ikke. Det gjorde mig så vred.

”Og hvad skulle jeg så sige?” spurgte jeg med en monoton stemme. ”Sig, hvad du føler. Sig, at du er skuffet over, at hun ikke fortalte dig det..” foreslog Zayn og trak lidt på skuldrende. ”Det er op til dig selv,” tilføjede Liam efter en lige pause, da jeg ikke sagde noget.

Jeg svarede ikke, men stod bare og tænkte over mulighederne. Skulle jeg snakke med July? Hvis jeg skulle, ville jeg ikke fortælle hende om mine følelser. Så ville det hele gå alt for hurtigt, og jeg tror, at vi skulle lære hinanden ordentligt at kende, inden vi begyndte på hele den fase.

Men på den anden side, så havde jeg også en smule lyst til at fortælle hende om dem. Men hvordan skulle jeg fortælle hende det hele?

Måske skulle jeg bare droppe det.

 

Julys synsvinkel

Weekenden var snart ovre, hvilket betød, at jeg skulle i gang med at arbejde med Harry igen. Vi skulle øve vores sang færdig, hvilket jeg ikke havde lyst til. Det hele ville gå i koks. Ligesom vores forhold.

”Hvad tror du der er til aftensmad i dag?” spurgte Niall, da vi var på vej op mod kantinen. Jeg trak smilende på skuldrende. Et af de første rigtige smil i lang tid. Selvom det var omkring en uge siden Harry opdagede mig, havde jeg været rimelig meget nede. Idet mindste kunne Niall få mig på andre tanker. Især når han hver dag spurgte mig spændt om, hvad jeg troede der var til aftensmad. Og så selvom han i den sidste ende blev skuffet.

”Jeg håber, at der er lasagne. Jeg er møgsulten,” svarede jeg lidt efter. Han nikkede betænksomt. ”Jeg kunne faktisk også godt spise lasagne..” Jeg løftede øjenbrynene lidt. ”Niall, det kan du garanteret altid.” Han smilede, og jeg begyndte at grine kort, indtil jeg rettede mit blik forud, hvor jeg så Harry.

Et suk klemte sig ud igennem mine sammenpresset læber, hvilket Niall nok bed mærke i. ”Bare lad ham være,” mumlede han og gav min hånd et klem. Jeg nikkede og så i stedet for rundt i kantinen, hvor drengene sad og åd på livet løs. Jeg kiggede op mod køen af mad for at se, hvad vi fik serveret i dag.

”Niall, vi skal have lasagne!” halvråbte jeg og sprang op i luften. Han så overrasket på mig, og jeg rømmede mig kort, før jeg kiggede hen på vores bord, hvor drengene sad. ”Se, jeg er ikke den eneste, der elsker mad,” sagde han og gik hen til sin plads.

”Hey, I to,” hilste Louis og smilede til os. Jeg nikkede og smilede svagt til alle drengene. Dog holdte jeg mit blik væk fra Harry. Jeg havde ikke lyst til at se på ham. Heller ikke selvom jeg kunne føle hans indtrængende blik på mig. Det føltes som om, han prøvede at komme i kontakt med mig, men det var vel nok bare mig. Som om han overhovedet gad at snakke med mig mere.

”July, lad os hente den mad!” sagde Niall højt og glad og rejste sig hurtigt op med et enkelt sæt. Jeg spærrede øjnene op og så hurtigt på ham. For helvede Niall! Drengene så ligeså hurtigt på ham, som jeg og gav ham et dræberblik. ”Øh, Jason,” mumlede Niall hurtigt og så undskyldende på mig. Jeg rystede på hovedet og kiggede hurtigt rundt. Heldigvis lod det ikke til, at nogen andre havde hørt noget. Pyha.

Jeg kiggede tilbage og mødte uheldigvis Harrys blik. Inden jeg satte mig ind for at kigge i dem, så jeg hurtigt væk og rejste mig op. ”Skal vi gå?” mumlede jeg og begyndte allerede at gå op mod køen, hvor der stadigvæk stod drenge og ventede på mad. Niall fulgte hurtigt efter mig og nåede op på siden af mig.

”Er du ok?” spurgte han bekymret. Jeg nikkede kort og fastholdte blikket hen mod lasagnen. Et lydløst suk undslap mine læber. Hvorfor skulle mit humør altid falde sådan, når jeg sad sammen med Harry?

Det var måske lidt Nialls skyld, hvis jeg skulle indrømme det. Han trådte lidt i det, da han afslørede mit navn over for Harry.

”Du er en dårlig løgner,” mumlede Niall lavt, dog højt nok til at jeg kunne høre det. Jeg trak bare på skuldrende.

 

***

 

Hverdagen var startet, og til min store frygt var den første aftenmusiktime begyndt. Jeg tog langsomt min guitar og vendte mig modvilligt om, hvor Ken stod og ventede på mig. Harry var i gang med at finde sine ting, så han stod henne i den anden ende af lokalet. Ken fulgte an derhen, og jeg gik bare med små skridt efter.

Harry vendte sig lidt efter om og så som det første på mig, men fjernede dog bare blikket igen. ”Skal vi sætte os udenfor igen?” spurgte Ken og lod sit blik køre rundt på os begge. Jeg trak hurtigt på skuldrende og kiggede væk fra ham, som om jeg var interesseret i noget andet. ”Jeg er lige glad,” svarede Harry ligegyldigt. Der var lidt stilhed, men Ken valgte så at bryde den, ”så lad os smutte udenfor,” sagde han fast besluttet og gik hen mod døren, hvorefter Harry og jeg fulgte tavst efter.

Udenfor var der køligt og overskyet, imens mørket mælede sig ind på himlen, hvilket gav den en flot grålig nuance. Det lignede, at det kunne trængte op til en ordentligt skylle, hvilket jeg ikke håbede på, eftersom det havde regnet hele weekenden. Ikke ligefrem noget fedt sommervejr.

Vi slog os ned på en træbænk – Harry og Ken på den ene side, og mig på den anden. Som sædvanlig begyndte Ken at snakke på livet løs, imens Harry og jeg bare sad og helst forholdte os stille. Og der blev jeg så helt klar over, at han ikke havde lyst til at være i samme omkreds som jeg. Ikke, at det undrede mig særlig meget. Han havde ikke ligefrem sagt særlig meget, når vi spiste og var henne i hytterne.

”Så, Jason, hvad laver du egentlig til hverdag derhjemme?” hørte jeg Ken spørge mig om. Jeg så lidt på ham og studerede hans kønne ansigt, der dog ikke rigtig var noget for mig. Han var i hvert fald ikke min type. Køn, men alt for karlsmart og playeragtig.

”Går i skole,” svarede jeg kort og fastholdte mit blik i mit hæfte, hvori der stod en masse akkorder. ”Fedt?” Jeg nikkede langsomt og bed mig i læben, da jeg følte en persons blik på mig. Harrys selvfølelig. ”Kan du godt lide at gå i skole?” lød et skeptisk spørgsmål fra Jason. Jeg så en smule koldt op på ham med løftet øjenbryn. ”Ja?” Han begyndte at grine, hvilket gjorde mig en smule irriteret. Havde han et problem med, at jeg godt kunne lide at gå i skole eller hvad?

”Har du et problem med det?” spurgte jeg en smule hårdt. Hans grin dæmpede lidt af, og han smilede i stedet for. ”Nej, nej, nørd..” Han smilede en smule ondskabsfuldt og rystede så på hovedet og gloede ned i sine papirer. Jeg sad bare og stirrede på ham. Jeg var da ikke en nørd, fordi jeg kunne lide at gå i skole? Fuck en idiot.

”Hvad er der galt med at kunne lide at gå i skole?” En stemme, som ikke havde snakket så meget i dag, lød pludselig i mit øre. Der kom en overraskende hård tone ud af Harrys mund, og han så en smule koldt på Ken.

Vent, sad han lige og forsvarede mig?

”Det er nørdet,” svarede Ken ligeglad og gloede bare irriteret på Harry. Jeg så kort på Harry for at få hans reaktion at se, men jeg kunne ikke rigtig tyde noget i hans blik. ”Hvorfor er det nørdet?” spurgte han langsomt, og jeg kunne sagtens høre en vred undertone i hans stemme. Hvorfor forsvarede han mig sådan? Hvad gik der af ham?

”Derfor,” sagde Ken en smule undrende og gloede bare underligt på Harry, nok forundret over at se Harrys reaktion. ”Fordi du er dum eller hvad?” Jeg blev chokret over at høre Harry tale sådan. Det havde aldrig faldt mig ind, at han nogen sinde ville snakke sådan til Ken. Men på en måde gjorde det mig glad. Han skældte ham ud på grund af mig... Det måtte da betyde et eller andet?

”Slap lige af,” mumlede Ken og så dumt på Harry. ”Så lad dog være med at snakke sådan til Jason.” Ken kastede et blik hen på mig, der mindede rimelig meget om et lidt vredt et. Nu gav han garanteret mig skylden. Lidt efter kiggede han tilbage på Harry og himlede med øjnene. ”Yeah right, og hvorfor skulle jeg så lytte til dig?” Med de flabede ord rejste han sig op og gik sin vej væk fra bænken. Jeg stirrede efter ham med et overrasket blik, indtil det gik op for mig, at jeg nu var alene med Harry. Lige det jeg allermindst havde lyst til. Dog følte jeg, at jeg burde sige tak til ham for at forsvare mig sådan. Han blev uvenner med Ken på grund af mig.

Mit blik gled langsomt hen mod Harry, som bare kiggede ned i sine papirer. Hvad skulle jeg sige til ham? Hvad hvis jeg sagde det helt forkerte, og vi bare blev endnu mere uvenner? Det ville jeg næsten ikke kunne bære.

”Tak,” mumlede jeg lidt efter. Et enkelt ord måtte vel være fint. Harry så roligt op på mig med et lidt koldt blik. Der var intet smil på hans læber, eller noget der tydede på, at han ville sige 'det var så lidt'. Jeg skulle have holdt min mund.

”Det var ikke på grund af dig, jeg gjorde det,” sagde han kort og fastholdte øjenkontakten. Hans ord ramte mig, og jeg kunne mærke, hvor såret jeg egentlig blev. En tung sten landede på bunden af min mave. Jeg ville ønske, at jeg kiggede væk, men som alle andre gange kiggede jeg bare videre, som om han havde magten over mine øjne.

Hans blik var koldt, og skræmte mig på en måde. Faktisk så koldt, at jeg næsten kunne føle mine øjne blive blændet. Jeg skulle ikke græde nu! Jeg havde ikke grædt i flere dag, så heller ikke nu. Slet ikke foran Harry.

Der lød pludselig et højt råb oppe fra stien af, så Harry kiggede hurtigt derop. Jeg kiggede ned i bordet og registrerede ikke rigtig, hvem der snakkede. I stedet for sad Harry blik bare fast på min nethinde, og jeg kunne mærke min læbe begynde at dirre. Ikke nu, July!

Pludselig rejste Harry sig og samlede sine ting sammen, imens jeg bare kiggede forvirret på ham. Han skænkede mig dog ikke et eneste blik, før han forsvandt hen mod stien og efterlod mig siddende alene på bænken. Jeg kiggede efter ham, indtil han forsvandt i mørket. Hurtigt så jeg op mod himlen, hvor det var blev mørkere, siden jeg sidst noterede vejret.

Jeg stirrede kort derop, hvorefter jeg kiggede ned på mit papir og pressede læberne sammen. Mit humør var sunket fuldstændig, og jeg var blevet såret endnu en gang. Jeg havde ikke haft brug for, at Harry talte så hårdt til mig igen. Han burde måske have regnet ud, at jeg i forvejen var ked af det over hans tidligere ord. Men næh nej, træd endelig videre i det.

Jeg kunne mærke noget kildende på min kind, og tog hurtigt fingeren op til den og strøg den blidt, da det gik op for, at jeg sad og græd. En tåre havde bragt sig vej ned ad min kind og blev efterfulgt af flere, selvom jeg bad dem gå væk.

Jeg begravede hovedet i hænderne og gav dem frit løb for første gang i lang tid. Det var som om, at alle de tårer, jeg havde holdt inde i løbet af ugen, kom frem på en gang. Og det, der gjorde stemningen perfekt var regnen, der begyndte at sile ned i stænger og ramte mit hår som hagl. Alligevel blev jeg siddende. Jeg havde brug for at tænke. Brug for at være mig selv. Uden at skulle høre på Niall eller nogle andre.

Hvad jeg allermest havde lyst til lige nu, var at komme hjem. Jeg følte mig så såret og ødelagt. Jeg følte, at jeg gemte mig bag en person og ikke kunne vise, hvad jeg rigtig følte. Jeg havde ikke muligheden for at komme ud med alle mine følelser. Jeg havde ikke muligheden for at fortælle Harry, hvad jeg egentlig følte for ham, fordi han ikke ville høre på mig. Han ville garanteret aldrig give mig en chance til. Og jeg kunne ikke andet end at takke mig selv for det.

 

***

 

Jeg var gennemblødt og frøs. Det var helt mørkt, og det regnede stadigvæk virkelig meget. Men jeg var ligeglad. Det var rart at være alene. Og så selvom jeg bare sad og græd uden at tænke på noget. Tårerne fik bare frit løb, og jeg havde ikke tænkt mig at stoppe dem.

Et pludseligt brag fik mig til at se op fra mine våde hænder og kigge op i luften. Et klart tordenbrag lød i mine øre, og jeg så hurtigt op mod stien, hvor der løb råb fra. Jeg kunne svagt se i mørket, at der løb grinende drenge hen mod deres hytter, nok fordi de ikke gad at være udenfor.

Jeg så hurtigt ned på mit hæfte, der var fuldstændig vådt. Hurtigt fik jeg det klappet sammen og skyndte mig op mod stien, selvom det var det, jeg havde mindst lyst til. Men jeg vidste også, at der snart ville være en lære, der gik rundt og tjekkede området for elever, der burde være inde på værelset. Og så ville jeg bare få en masse ballade for ikke at være i hytten.

Jeg tørrede ihærdigt mine øjne og bed i min læbe, for der ikke ville komme flere, men det hjalp ikke ligefrem, så jeg opgav hurtigt. Heldigvis var der ingen andre ved det store areal lige nu, så igen kunne se mig.

Da jeg kom til verandaen ved hytte, tøvede jeg med at gå derop. Der var lyst inde i hytten, og jeg kunne høre Wills stemme derindefra. Lidt efter kom der grin, og jeg kunne tydeligt høre Nialls stemme var iblandt dem.

En dårlig samvittighed steg i mig, da jeg hørte Niall grine sådan. Det var flere dage siden, han havde grint sådan. Og det var garanteret på grund af mig. Han følte sig nok for en gangs skyld nok fri, da han ikke havde mig hængende på nakken.

Jeg bed mig i læben og smed mit hæfte på verandaen, før jeg beslutsomt gik op mod den mørke skov. Selvom det var forbudt at forlade grunden, når det regnede og tordnede sådan, gjorde jeg det alligevel. Så måtte jeg få skæld ud, hvis jeg blev opdaget. Lige nu var jeg sådan set ligeglad. Jeg havde bare brug for at komme væk, også selvom jeg havde siddet på en bænk i regnvejr i en time og grædt. Det virkede bare ikke som nok i dette her øjeblik.

 

Harrys synsvinkel

”Harry, kommer du?” råbte Louis fra den anden ende af musiklokalet. Jeg kiggede hen på ham og nikkede. ”Jeg skal bare lige sætte mine ting på plads. Kommer om lidt,” svarede jeg og sendte ham et smil. ”Er det i orden jeg smutter nu, jeg skal tisse?” spurgte han og gik hen til døren. Jeg nikkede hurtigt og rodede i min kasse, da jeg hørte døren smække og kun kunne høre små lyde fra de andre mennesker, der stadigvæk sad i lokalet.

Da jeg var færdig, gik jeg hen til døren og åbnede den. Det regnede enormt meget udenfor, og et stort glimt kom frem på himlen – det lynede. Jeg blev stående i døren og så rundt, indtil jeg fik øje på en person, der kom gående op fra stien, hvor jeg næsten lige var kommet fra. Det var July. Hvad lavede hun der? Havde hun bare siddet der i en time, selvom det havde regnet sygt meget? Hvorfor?

Jeg kendte udmærket godt svaret. Selvfølelig var det på grund af mig. Jeg havde snakket koldt til hende tidligere, og jeg kunne udmærket godt se, hvor såret hun blev af det. Faktisk fortrød jeg, at jeg havde snakket sådan til hende, eftersom jeg ville have snakket med hende. Sådan, rigtig. I stedet for fuckede jeg det hele op ved at stirre koldt på hende. Jeg havde tydeligt set tårerne i hendes øjne, og faktisk gjorde det mig ret ked af det. På en måde kunne jeg ikke lide, at hun græd på grund af mig...

Mit blik fulgte hende, og da hun næsten var ude af min synsvinkel, begyndte jeg at gå efter hende. Hun gik hen mod sin hytte, men stoppede pludselige brat op foran trapperne. Jeg kiggede lidt efter hende, før jeg med langsomme skridt gik hen mod min egen hytte. Selvom en følelse sagde, at jeg skulle gå hen til hende, gjorde jeg det ikke. Jeg gik hen mod hytten og lod som ingenting.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at kigge tilbage på hende, inden jeg gik videre. Til min overraskelse stod hun slet ikke ved døren mere, men var i stedet for begyndt at gå op mod skoven. Jeg rynkede panden undrende og stoppede hurtigt op. Hvad skulle hun der?

Jeg rystede på hovedet af mig selv og ignorerede det, imens jeg gik op videre mod hytten, men skyldfølelsen steg hurtigt, og jeg stoppede op igen. Jeg klemte mine øjne sammen. Hvorfor fik hun mig til at føle sådan? Jeg burde være ligeglad med hende.

Men jeg kunne ikke være ligeglad med hende nu. Hun var på vej ud mod en skov, og det regnede, lynede og tordnede.

Før jeg nåede at stoppe mig selv, var jeg på vej hen mod skoven for at finde July. Hun havde fået et forspring, så jeg satte i småløb og søgte efter hende. Hun var gået ind imellem en masse træer, hvilket gjorde det ret besværligt at se hende, men jeg kunne lige ane hende skikkelse i mørket, hvilket gjorde det muligt.

Efter nogen tid stoppede hun endelig op, men fortsatte så hen ad en lang sti. Jeg håbede, at hun snart ville stoppe, eftersom det var koldt og regnede som bare helvede.

Jeg lagde mærke til, at hun var på vej ud mod engen, hvor vi plejede at spille fodbold. Da hun kom derud, satte hun sig i græsset og lod sit hoved begrave sig i hendes knæ. Jeg stoppede op og så på hende, imens hun bare sad helt alene. Hun måtte fryse ret meget, eftersom hun kun havde en t-shirt og et par bukser på.

Et kort øjeblik fortrød jeg, at jeg var gået herud. Hvad skulle jeg sige til hende? Jeg havde ikke lyst til at undskylde, eftersom hele vores forhold var gået i vasken på grund af hende. Og hvad ville hun overhovedet sige til mig? Hun var forelsket i mig, og jeg kunne fornemme, at hun ikke rigtig havde lyst til at være sammen med mig.

Jeg overvejede at vende rundt og gå tilbage, men da et højt tordenbrag lød, huskede jeg på, hvorfor jeg var her. Hun skulle tilbage til hytten, så hun ikke blev syg. Derfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...