Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
242715Visninger
AA

18. 17

Dagen var svær at komme igennem. Intet andet end Harry var i mine tanker. Han havde fyldt mit hoved op til randen med alle mulige tænkelige spørgsmål, som jeg stillede mig selv hver halve minut. Jeg ville så inderligt gerne have svar på dem, men hvis jeg skulle have svar på dem, måtte jeg se ham i øjnene og spørge.

Og det kunne jeg ikke.

Ikke efter Nialls tilståelse.

 

”Jeg fortalte ham det.” Mit hjerte gik i stå. Ahvad havde han gjort?! Havde han fortalt til Harry, at jeg var forelsket i ham?! ”Hvad har du gjort?!” halvråbte jeg og spærrede øjnene op. Han så trist og undskyldende på mig. ”Undskyld, July, det røg virkelig ud af munden på mig.”

Inden han fortsatte, afbrød jeg ham ved at ryste afværgende på hovedet, og mærkede samtidig en nervepirrende følelse satte sig i min mave. Hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne han fortælle Harry, at jeg var forelsket i ham? Hvordan?

 

Min mave knugede sig sammen ved tanken om, at Harry vidste, at jeg godt kunne lide ham. Og oveni købet vidste han, at jeg var en pige. Det var lige to ting på en dag. De to ting, som ingen skulle have haft at vide. Selvfølelig var det ham, der fandt ud af dem. Ham, som jeg allermindst ville have skulle vide det.

”Søde?” Nialls stemme lagde sig inde i min stemme, hvilket fik mig til at vende mig langsomt hen mod ham. Han stod foran min seng og smilede opmuntrende, selvom jeg godt kunne se, at det var et lidt falskt smil. Han var selv enormt ked af det. For at være virkelig meget uvenner med Harry, og for at fortælle Harry om mine følelser for ham.

Og det gjorde bare mig endnu mere ked af det at se ham sådan. Jeg var skyld i, at han var så uvenner med Harry. Alt var udelukkende bare min skyld.

”Der er mad..” mumlede han lidt efter. Jeg løftede øjenbrynene og skævede på uret, der sad på mit håndled. Klokken var næsten 18, hvilket undrede mig en smule. Havde Niall og jeg virkelig bare ligget og snakket ud i så lang tid?

Jeg satte mig langsomt op for at komme ned ad sengen, men stoppede hurtigt op, hvilket fik Niall til at se en smule forvirret på mig. ”Hvad med dem?” spurgte jeg lavt. Jeg havde ikke lyst til at se dem. Slet ikke Harry. Det følte jeg mig slet ikke klar til.

At se hans blik, der garanteret var... jeg ved det ikke. Jeg vidste ikke, hvordan han overhovedet havde det med at høre om mine følelser for ham. Men jeg gættede selv på, at han slet ikke følte det samme for mig overhovedet.

”Vi sætter os alene ved et bord,” sagde han og kiggede ud af vinduet, hvor elever befandt sig og var på vej op mod huset, hvor vi skulle spise, da vejret ikke så så godt ud.

Jeg løftede øjenbrynene lidt og sukkede så. ”Niall, bare sæt dig med drengene. Så bliver jeg bare her. Jeg er alligevel ikke sult...” ”Jeg vil ikke sidde med Harry lige nu.” Han kiggede lidt ned i gulvet, hvilket bragte en lille skam ind i mig. Selvfølelig var det på grund af Harry, ikke mig.

Der var stilhed imellem os, og den trykkede, anspændte stemning som havde været her hele eftermiddagen, blev kun værre. Jeg sad bare og studerede Nialls ansigt, der stadigvæk pegede ned mod gulvet. Han var virkelig ked af det. Hvad skulle jeg gøre? Det var jo min skyld.

Jeg sagde ikke noget, men hoppede i stedet for bare ned på gulvet, hvilket fik Niall til at se på mig. Han sendte mig et kort smil og rettede på min paryk. ”Lad os bare gå,” mumlede han så og gik hen mod døren. Jeg gik efter ham og prøvede at forholde mig roligt. Det gik nu meget godt – udenpå. Indeni var alt ét stort rod.

Jeg var urolig for, hvordan Harry ville kigge på mig, når vi skulle spise. Hvis han overhovedet ville kigge på mig. Han var nok for indebrændt til det. Han fik garanteret kvalme af at glo på mig. Og jeg kunne ikke andet end at forstå ham.

Vi gik i stilhed op til huset og ind mod kantinen, hvor der allerede lød snak. En ukendt hovedpine steg, og jeg fortrød straks, at jeg tog herop. Jeg var ikke en gang sulten. Så hvorfor pine mig selv, når jeg om lidt ville se den person, der hadede mig?

”Kom,” sagde Niall og førte an ind i kantinen, imens han så målrettet på et bord, der stod frit ude i hjørnet. Som det dummeste, jeg kunne gøre, kiggede jeg hen mod det bord, hvor vi plejede at sidde, og der sad de selvfølelig.

Og det jeg slet ikke kunne lide var, at drengene sad og kiggede på mig. På nær Harry. Han sad med et ulæseligt blik og kiggede tomt frem. Jeg gøs ved tanken om, at han ville kigge på mig og kiggede derfor hurtigt væk igen.

Niall satte sig ned ved bordet, og jeg dumpede langsomt ned ved siden af ham. Jeg var taknemlig for, at drengene næsten ikke kunne se os. Dog kunne jeg stadigvæk føles deres blikke i ryggen på mig. Eftersom de også vidste, at jeg var en pige nu, syntes de garanteret bare, at jeg var syg i hovedet eller sådan noget. Desværre.

”Skal jeg bare hente mad til os?” spurgte Niall med en mut stemme, som om han havde lagt alt bag sig. Jeg trak på skuldrende, men nikkede så, hvorefter han rejste sig. Han efterlod mig siddende ved bordet alene, hvilket gjorde mig en smule utryg. Og det resulterede selvfølelig i, at mine tanker fik frit løb igen, selvom jeg virkelig meget lyst til at fjerne dem, putte dem i en kuvert og sende med posten til Utah.

Jeg lod langsomt mit blik glide hen mod deres bord, selvom jeg vidste, at det var dumt. Det ville bare gøre endnu mere ondt indeni. Og det gjorde det og så. Harry sad og kiggede på mig, og lige som da jeg skulle til at fjerne mit blik fra hans, låste han dem sammen. Jeg kunne ikke se andet end skuffelse i dem, hvilket undrede mig. Hvor var vreden? Hvor var det flabede blik, der sagde, at jeg ikke var god nok til ham? Det hele var væk. Kun en indtrængende skuffelse kiggede mig i øjnene.

Jeg fik dårlig samvittighed igen, og fjernede derfor mit blik fra Harry igen. Det gjorde så ondt bare at kigge på ham. Han havde afvist mig en gang på grund af mit køn, så jeg havde ikke brug for at han ville afvise mig endnu en gang, fordi jeg også kunne lide ham.

 

***

Alt gik langsomt. Dagene. Timerne. Minutterne. Serkunderne. Selv mit hjerte slog langsomt. Det føltes i hvert fald sådan.

Der skete intet spændende mere. Ikke noget med forbudte ture til Marks & Spencers. Ikke noget med at spille fodbold ved egen. Ikke noget med at holde hyggeaftenener. Man kunne ligeså godt sige, at mit liv var gået i stå, og det eneste, der fik mig til ikke at blive deaktiveret var sorgen.

Man skulle tro, at jeg var en pige, der led af virkelig store kærlighedsproblemer. Men jeg følte, at det her var noget andet. Det var meget dybere og mere smertefuldt.

Som sagt var der ikke sket noget her på det sidste. Ikke andet end Niall og jeg snakkede med Louis, Liam og Zayn. I modsætning til Harry, havde de bare syntes, at det var sjovt, at jeg havde klædt mig ud som en dreng. Og det forstod jeg virkelig ikke. Hvis de kunne acceptere det, burde han da også kunne? Men, nej, det kunne han åbenbart ikke.

 

Nialls synsvinkel

Endnu et forsøg var gået i vasken. Jeg havde for tiende gang i dag prøvet at snakke med Harry. Men som de andre gange, afviste han mig bare og gik væk fra mig. Jeg sukkede og så efter ham. Han var gået med Liam og Zayn ud for at trække noget luft. Og så ville Zayn gerne ud og ryge, og eftersom man ikke måtte det på skolen, var de nødt til at smutte ud på en tur i skoven.

Det gjorde så, at jeg var alene sammen med Louis lige nu i deres hytte.

Jeg sukkede og kløede mig på halsen en gang. ”Du opgiver bare ikke, hva'?” Jeg vendte mig om, da Louis begyndte at snakke til mig. Han sendte mig et skævt smil, og jeg begyndte at gå over mod sengen til ham. ”Næh,” svarede jeg kort og dumpede ned ved siden af ham.

”Hmm,” mumlede han og så lidt på mig. Jeg sukkede igen og rystede på hovedet. ”Hvorfor vil han virkelig ikke snakke til mig?” spurgte jeg om. Spørgsmålet var mest betegnet til mig selv, men Louis svarede mig.

”Niall.” Han så lidt bekymret og forstående på mig, imens han drejede sin krop, så vi sad front mod hinanden.

”Harry er virkelig ked af det og sur. Selvfølelig ikke kun på grund af dig – men også dig. Og det er måske klart..” Inden han nåede at fortsætte, afbrød jeg, ”hvorfor er det klart?” Han stoppede op og lagde hovedet på skrå. ”Du lod ham tro, at han var ved at blive vild med en dreng,” mumlede han langsomt.

Jeg så væk fra hans blik og kiggede hen mod Harrys seng. Selvfølelig var det derfor, at han var så sur på mig. Og jeg kunne ikke bebrejde ham det. Faktisk forstod jeg det udmærket. Jeg havde ikke rigtig været klar over, hvad jeg egentlig havde udsat ham for. Jeg mener, hvis jeg havde fortalt July, at Harry godt kunne lide ham, ville de måske have fundet ud af det. Men jeg havde holdt deres forelskelser hemmelige for dem begge, hvilket havde gjort det hele meget værre. Nu vidste Harry alt om Julys følelser for ham, men hun vidste intet om hans. Og jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hende om dem. Men det ville under ingen omstændigheder blive før Harry gad at snakke med os igen. Jeg vidste, at det ellers bare ville gøre hende ked af det.

”Hvad siger han egentlig til July..?” kunne jeg høre mig selv spørge Louis om, imens mit blik flakkede hen på ham. Han trak lidt på skuldrende. ”Han gider ikke rigtig at snakke om hende. Men han er ked af det. Det tror jeg, at vi alle kan regne ud.. Men i bund og grund tror jeg bare, at han er skuffet over, at hun ikke fortalte ham det. Især når hun også har følelser for ham,” fortalte han omhyggeligt. Jeg nikkede lidt. ”Jeg ville ønske, at vi kunne gøre noget,” sagde jeg kort.

Louis sendte mig et lille smil og rystede så på hovedet. ”Bare giv ham noget tid. Han skal nok blive god igen,” forsikrede han mig. Jeg svarede ikke, men valgte bare at tro ham. Når det kom til stykket, havde han garanteret ret. Harry skulle nok blive god igen.

Så håbede jeg bare, at han ville tage July med i slæbet.

 

------------------------------------------------------

Sorry for det lorte kapitel, men er så freaking træt!

Håber I overlever. Nat nat xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...