Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
241572Visninger
AA

17. 16

 Harrys synsvinkel

Præcis som jeg regnede med, stirrede drengene på mig, som om jeg havde sagt noget, der var virkelig langt ude. Det havde jeg i princippet også. Men det var jo sandt.

”H-hvad?” fremstammede Louis forvirret og løftede øjenbrynene, imens han skævede til Liam og Zayn. Jeg sukkede og satte mig op i sengen, hvorefter jeg rejste mig op, så jeg stod op. Liam og Louis rejste sig også op fra sengen, og så afventende på mig.

”Han er en pige,” gentog jeg, men indså at det lød forkert. ”Hun,” rettede jeg efter en lille pause i stilhed. Jeg så langsomt rundt på Liam, Louis og Zayn, der bare stod og så underligt på mig. ”Er du sikker, Hazza?” spurgte Liam med en undertone af bekymring, som om han talte til en gal – det måtte så være mig.

Men jeg var ikke gal! Jeg fortalte jo bare den skide sandhed, som de ikke kendte til.

”Nej, vel?” mumlede Zayn hurtigt og lød helt uforstående. Jeg sukkede højlydt. ”Jo, han eller hun er. Hun hedder July og har udgivet sig for at være en dreng for at komme på den her lorte skole.” Et kort øjeblik lod jeg min vrede gå ud over ham og fortrød straks. Men jeg kunne ikke sige undskyld lige nu. Det var jeg for oprevet til.

Drengene udvekslede blikke med hinanden, og det skulle ikke undre mig, hvis de stod og kommunikerede om, at jeg var sindssyg og burde indlægges på et sindssygeanstalt. Som om de troede på mig. Det jeg fortalte var en omgang bras, som jeg kunne kalde for sandheden.

Sandheden = bras.

”Harry mener du det eller laver du sjov...?” spurgte Louis og rynkede panden eftertænksomt. Selvfølelig troede de, at det var en joke! Det kunne heller ikke lyde som andet.

Jeg skulle til at svare, men en høj lyd fra døren afbrød mig. Vi så alle derhen, hvor Niall stormede ind ad døren og så direkte på mig.

”Harry, undskyld,” begyndte han igen. Jeg sukkede lydløst. Havde han ikke fattet, at jeg ikke gad at snakke med ham? Han skulle bare holde sig væk fra mig lige nu.

”Niall, gå,” sagde jeg kort og vendte ryggen til mig. Der lød skridt, hvilket betød, at han kom hen mod mig. ”Prøv lige at lade mig forklare! Det ville måske gøre det hele nemmere.” Jeg kunne mærke vreden tone sig op i mig igen. Ville det være nemmere at forklare? Jeg syntes eller, at jeg havde fået forklaret nok!

Jeg vendte mig hårdt om og så indtrængende på ham. ”Så forklar!” svarede jeg hårdt. Han så lidt på mig, indtil Louis brød ind, ”I to, hvad sker der lige?” spurgte han undrende og så forvirret fra Niall til mig.

Jeg ignorerede ham og ventede svar fra Niall, der stadigvæk bare kiggede på mig. Han ledte efter ord, kunne jeg se. En måde at forklare det hele på. Efter nogle sekunder så han endelig opmærksomt på mig. ”Jeg lovede July, at jeg ikke ville sige noget til andre. Det var ikke meningen, at jeg skulle finde ud af det, men jeg fandt ud af det ved en fejltagelse..”

Jeg gad ikke at høre på det. Som om det gjorde det hele bedre.

”Niall bare stop,” sagde jeg og kiggede koldt på ham. Han stoppede hans forklaring og så såret på mig. Burde det ikke være omvendt?

”Harry, hør nu på mig!” halvråbte han pludselig, hvilket chokerede mig. Havde Niall lige råbt af mig?

Jeg kunne mærke den trykkede stemning, der landede i hytten. Liam, Louis og Zayn stod stadigvæk og kiggede på os, som om vi var et spændende tv-show. Jeg tror, at Niall og jeg havde fået dem overbevist nu, og det skulle ikke undre mig, hvis de også var chokeret over det.

”Så fortæl mig, hvorfor du ikke sagde det til mig,” sagde jeg højt og anspændt. Han blinkede et par gange med øjnene og åbnede så munden, ”fordi jeg lovede, at jeg ikke ville sige noget. Og jeg holder, hvad jeg lover, Harry. Du ved ikke, hvor meget jeg havde lyst til at sige det hele til dig. Jeg har forsøgt at give dig tegn, men du har ikke opfattet det.” Han holdt en kort pause for at trække vejret ordentligt igen og fortsatte så, ”jeg har op til flere gange talt med July om, at hun skulle fortælle dig det. Men hun ville ikke, fordi hun var bange.” Hans toneleje steg en oktav, og han lød helt skinger og forkert, som om han fortalte en hemmelighed, som jeg ikke burde vide.

”Bange for hvad?” spurgte jeg og kørte lige på og hårdt. Jeg ville vide det.

En følelse af nervøsitet landede i min mave. På en eller anden måde var jeg nervøs for at høre Nialls svar. Hvad var det July var bange for? At jeg ville dræbe hende eller sådan noget?

Niall kiggede direkte ind i mine øjne med et udtryksløst blik. Jeg gloede en smule vredt igen og skjulte min nervøsitet fuldstændig. Han skulle ikke se den.

”Bange for..” Han stoppede sig selv og rystede på hovedet. Selvfølgelig kunne han ikke sige det, når han var i gang. Typisk!

”Niall, sig det nu,” mumlede jeg vredt og isende, imens jeg sendte ham et koldt blik. Han tøvede lidt, kunne jeg nemt se. Hvorfor?

”Niall!” halvråbte jeg pludselig, hvilket fik ham til at se surt på mig. ”Fordi hun var bange for, at du ville droppe hende fuldstændig,” svarede han efterfølgende, ret hårdt.

Hans svar kom bag på mig. Hvorfor var July bange for, at jeg ville droppe hende? Om hun var en pige eller dreng, ville jeg kunne lide hende, men at hun ikke fortalte mig det, gjorde mig sur. At jeg fandt ud af det hele på dén måde, gjorde mig sur. Alt det her pis gjorde mig bare sur.

”Hvorfor fanden skulle jeg det?!” spurgte jeg oprevet, og kunne straks se hele Nialls ansigtsudryk ændre sig til et vredt et, som om jeg var snot dum.

”Harry, hun er for helvede forelsket i dig!”

Det føltes som om, at hele tiden gik i stå, da Niall netop spyttede de 8 uvirkelige ord i hovedet på mig.

Hvad snakkede han om?

Forelsket?

July?

Var July forelsket i mig?

Mig?

Det kunne ikke være rigtigt.

Der blev helt stille i hytten og kun min og Nialls høje vejrtrækninger kunne høres. Min puls var steget i løbet af 0,5, og min krop brændte af forvirring.

Mente han det?

Mente han det virkelig?

Var July virkelig forelsket i mig? Ligesom jeg var forelsket i hende?

Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved, og jeg følte mig helt svimmel og beruset. Hvordan kunne alt det her være sandt? Det føltes urealistisk.

”Harry, hun var bange for at miste dig, hvis du fandt ud af det,” mumlede Niall langsomt og kiggede ned i gulvet. Jeg kunne høre på hans stemme, at han følte skyldfølelse. Og man skulle være dum for ikke at vide, at han havde skyldfølelse over for July. Det var garanteret endnu en hemmelighed, de havde sammen.

Jeg satte mig udmattende ned på min seng og begravede hovedet i mine hænder.

Var det derfor, at July ikke havde fortalt mig, at hun rent faktisk var en pige? Fordi hun var bange for, at vores forhold ville ændre sig helt? Bange for at miste mig? Bange for, at jeg bare ville forlade hende.

Aldrig i livet.

Det kunne godt være, at jeg ville blive sur og skuffet, men jeg ville ikke forlade hende. Tværtimod ville jeg have lyst til at lære hende at kende, invitere hende ud, hvis hun egentlig var noget for mig.

Jeg kunne også vende den om ved at sige, hun var noget for mig som dreng. Så mon ikke også hun var noget for mig som pige?

Men det virkede til, at den chance var forspildt. Jeg havde fået det hele at vide på en fuldstændig forkert måde, hvilket havde gjort, at jeg blev meget vredere og skuffet over det.

Jeg klemte mine øjne sammen og rystede på hovedet.

Hvordan skulle jeg tackle det her?

 

Julys synsvinkel

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde siddet i min seng, men det føltes som om, der var gået en evighed. Mine tanker havde kørt uafbrudt inde i mit hoved, og nærmest drænet mig for energi. Tårerne, der før havde strømmet ned ad mine kinder, var ligeså stille forsvundet. Men så lignede mine øjne vel bare noget, der var lort.

Jeg var så ked af det og frustreret. Alt på grund af én person, der ikke følte en skid for mig. Han hadede mig nok. Han burde hade mig. Han burde afsky mig nu. Og det gjorde han helt sikkert. Jeg ville ikke bebrejde ham. Jeg fortjente at få det hele læsset i hovedet på mig selv. Det gjorde jeg virkelig.

At se Harry så sur og oprevet, gjorde mig virkelig trist. At vide, at jeg var grunden til det, gjorde mig vred. Mine følelser var så splittet, at jeg kunne ikke finde en, der beskrev dem alle.

Jeg tørrede mine øjne med mit ærme og snøftede en enkelt gang, hvorefter jeg slog mit hoved svagt op af væggen, så jeg stirrede op i loftet.

Hvordan kunne jeg gøre det imod ham? Hvordan kunne jeg tillade mig selv at holde det hemmeligt for mig? Han betød for fanden da noget for mig, derfor burde jeg have sagt det! Men jeg havde været sådan en kujon og endt med at skuffe ham fuldstændig i den sidste ende. Hvordan kunne jeg gøre det?

Et kort øjeblik sad jeg og fortrød alting, der var sket her på skolen. Niall skulle ikke have opdaget mig, selvom vi havde udviklet et langt bedre og stærkere venskab. Jeg skulle aldrig have begyndt at tale ordentlig med drengene – Louis, Harry, Liam, Zayn og Niall. Jeg skulle ikke have ladet Harry komme så tæt på mig. Jeg skulle ikke have fået følelser for ham. Faktisk skulle jeg slet ikke have troppet op her som dreng og løjet med mit køn over for alle. Jeg skulle bare været blevet hjemme, og være fuldstændig ligeglad med, at min mor havde sparet op i måneder.

Det skulle jeg virkelig, ja. Hvorfor kom jeg her overhovedet? Jeg havde ødelagt alt for mig selv.

Ligesom ordene kørte rundt inde i mit hoved, gik døren til hytten, og jeg så hurtigt derhen. På en eller anden måde håbede jeg, at det var Harry, der kom og ville snakke med mig. Snakke med mig rigtigt. Så jeg kunne fortælle ham alt. Dog ikke om mine følelser. Dem skulle han virkelig ikke vide. Så ville jeg aldrig kunne se ham i øjnene igen. Ikke når han slet ikke følte det samme for mig.

Men jeg blev skuffet, da jeg så, at det var Niall. Han opdagede, at jeg sad i sengen og så trist på mig, hvilket gjorde mig klog på, at der ikke kom noget godt ud af Harrys og hans snak.

Og det var vel og udmærket også min skyld.

Jeg ødelagde virkelig ting for andre.

Niall lukkede langsomt døren og gik hen mod mig. ”Jeg fik forklaret ham det,” mumlede han stille. Jeg stirrede lidt på ham, imens han satte sig ned på træbordet, så jeg skulle kigge på ham. Jeg satte mig længere frem, så jeg sad med benene ud over sengehesten og kunne kigge på ham.

”Hvad sagde han?” spurgte jeg og var nærmest chokeret over, hvor grædefærdig min stemme lød. Jeg kiggede nervøst på Niall for at se hans ansigtsudryk, når han ville svare. Men han svarede ikke. Han kiggede ikke en gang på mig. Han så i stedet for bare ned i sit skød, som om der var gået et eller andet helt galt.

Hvad foregik der?

Efter en pause kiggede Niall endelig op på mig igen med et ulæseligt blik.

”July,” hviskede han langsomt og så undskyldende på mig. Jeg kunne se, at han havde sagt noget til Harry, som han havde fortrudt, og allerede dér kom jeg på bange anelser.

”Jeg fortalte ham det.”

 

---------------------------------------------------------------

Dam dam dam daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaam!

Uha. Jeg blev nødt til at skrive det; elsker at I skriver så mange kommentarer, liker og favoritiserer min movella her!

It means so much to mæææh, so thx!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...