Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
244511Visninger
AA

16. 15

 Harrys synsvinkel

Det kunne ikke være sandt.

Det måtte ikke være sandt.

Hvordan? Hvorfor?

Hvorfor?

Jeg satte mig rystende på min seng, og knyttede mine næver af vrede. Min krop var sat i spænd på grund af vreden, men også chokket.

Jason var en pige.

Jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet. Det var så mærkeligt. Forkert. Jeg forstod det ikke. Mine tanker og vreden kørte for meget rundt til, at jeg kunne tage det roligt og faktisk tage en dyb indånding og vænne mig til tanken.

Jeg var så vred og såret. Hvordan kunne han holde det hemmeligt for mig? Eller skulle jeg sige hun? Hun havde holdt på en hemmelighed over for mig, som egentlig ændrede hele vores venskab. Hun var for helvede en pige?! Klædt sig ud som en dreng, åbenbart for at komme på en skide musikskole.

Jeg havde været dum nok til at tro, at vi faktisk var venner. Jeg havde været så dum at tro, at hun var en dreng, selvom der havde været så meget mærkelige ting ved hendes rolle som Jason. Jeg havde endda været dum nok til at tro på, at han ville fortælle mig ting – men hun havde fandeme ikke en gang nosserne til at fortælle mig, at hun faktisk var pige.

Jeg var så forvirret, såret og vred. Havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle reagere. Om jeg skulle græde, grine eller bare trække på skuldrende. Jeg følte mig vred, det var vel klart. En pisse god ven havde vist sig at lyve om sit køn. Og noget af det værste var, at jeg havde haft forunderlige tanker om ham. Tanker, der gjorde, at jeg for første gang i mit liv var blevet rigtig i tvivl om, at jeg var ved at blive forelsket i en dreng. Selvfølelig vidste July ikke, at jeg gik rundt med dem, men hun kunne fandeme da godt have fortalt mig det.

Men så meget betød jeg vel slet ikke for hende.

Pludselig væltede en stor sorg over mig, som om jeg gennemgik min første forelskelse, der blev afvist, igen. Mit hjerte føltes knust og ødelagt.

Alligevel skød en lettelse op i min krop. Selvom det hele var en lorte situation, vidste jeg, at July var en pige nu. Jeg behøvede ikke at bekymre mig, om jeg var vild med en dreng mere.

Men det lod til gengæld også bare følelserne slippe fri. Alle de følelser som jeg havde skjult for mig selv til Jason kom frem, og de blev bare stærkere nu.

Jeg kunne ikke sige andet end fuck mit liv.

 

***

 

Jeg sad inde i hytten og gloede ud i luften, imens jeg prøvede at få situationen under kontrol. Det havde hjulpet lidt at sidde og tænke det hele igennem. Men jeg var stadigvæk oprevet og vred. Jeg vidste ikke, hvordan jeg nogen sinde skulle komme til at tale ordentligt med July. Jeg vidste ikke, om jeg kunne lade som om, at hun var en dreng over for andre. Jeg følte mig ude på ét stort sidespor.

Døren til hytten gik pludselig op, og jeg så hurtigt derhen. Drengene minus Niall kom ind med smil på læberne og snakkede om et eller andet, jeg ikke fik helt fat i. Jeg var sådan set også lidt ligeglad. Mit hoved var fyldt til randen i forvejen.

”Haaaaazzz,” råbte Louis og smed sig pludselig i min seng. Jeg så forskrækket på ham og stak ham så et lille smil, selvom det måtte tvinges frem, og at han nok ikke lige hoppede på den. Men jeg var ikke ligefrem i humør til at smile lige nu..

Jeg så på drengene igen, der var i gang med at sætte sig til rette i deres senge. Dertil kom jeg til at tænke på Niall, da han ikke var her. ”Hvor er Niall?” spurgte jeg hurtigt Louis. ”Henne i hans hytte med Jason. De skulle åbenbart snakke,” svarede han og sendte mig et stort smil. Snakke?

”Om hvad?” spurgte jeg, før jeg nåede at stoppe mig selv. Louis løftede øjenbrynene lidt forvirret. ”Jason var åbenbart ret ked af det, da vi kom hen til hans hytte for at se, hvor I blev af. Og så ville han gerne snakke med Niall. Hvorfor?”

Nu skulle July vel til at stikke ham en eller anden latterlig løgn om, hvorfor hun var ked af det. Hvis hun overhovedet var ked af det. Eftersom hun havde grædt, måtte hun da være ked af det. Men hun var selv skyld i det. Hun havde holdt mig for nar i to måneder, og hvordan ville hun så tro, at jeg tog det?

Men Niall fortjente virkelig at vide det. Især fordi jeg vidste, at han holdte rigtig meget af Jason. De var så gode venner, så hvordan kunne July ikke have fortalt ham det?!

”Hvorfor, Harry?” Det gik op for mig, at Louis sad og stirrede forvirrende på mig, imens en lille rynke havde samlet sig imellem hans øjenbryn.

Uden at svare rejste jeg mig og op og gik hen mod døren. ”Er I uvenner eller hvad?” blev der råbt efter mig, men jeg svarede ikke, gik bare ud af døren og lukkede den hurtigt efter mig.

Målrettet gik jeg hen mod Niall og Julys hytte. Niall skulle vide det nu. Om July ville have det eller ej. Jeg var bedøvende ligeglad.

Da jeg kom derhen, trådte jeg op på verandaen og gjorde klar til en entré ved at tage hårdt fat i dørhåndtaget og klistre et hårdt ansigtsudtryk på mit fjæs. For at lade som om, at jeg var okay, selvom jeg langt fra var det.

Men et par stemmer stoppede mig. Stemmer, der sagde noget, der stoppede mig.

”Niall, han hader mig.” Et hulk lød efterfølgende, og jeg vidste, at det var July, der snakkede. Jeg løftede øjenbrynene skånsomt og slap grebet om dørhåndtaget. Nysgerrigheden tog over et kort øjeblik.

”Han hader dig ikke, rolig. Han skal bare have tid,” lød en stemme, der med sikkerhed var Nialls. Han lød så omsorgsfuld og forstående, hvilket undrede mig.

”Men han skred bare.. og..” Hun holdt en pause, og jeg kunne høre et par snøft.

Hvorfor græd hun så meget? Det var da ikke ligefrem det slemmeste for hende. Hvis hun vidste, hvad jeg havde gennemgået.

”July, slap af, søde. Han fandt ud af det på en helt forkert måde. Du bliver nødt til at give ham en pause, så han kan komme sig over det.”

Hvad?

Det var løgn.

Vidste.. Vidste Niall, at hun.. var en pige? Hvad?

Jeg kunne mærke mit hjerte begynde at banke hårdt, og mit hårde ansigtsudtryk blev erstattet med et, der var fuld af sorg.

Havde Niall virkelig holdt det hemmeligt for mig? Han vidste udmærket godt, hvordan jeg havde det med Jason. Hvordan kunne han gøre det imod mig?

Uden at tænke nærmere om det, trak jeg hårdt i dørhåndtaget, så døren gik op med et brag, imens jeg marcherede ind i hytten. To skikkelser farede op fra træbordet, og selvfølelig var det Niall og July, der nu havde påklædt sig som en dreng igen.

Jeg kiggede fast på Niall og trådte hen mod ham. ”Vidste du det?!” råbte jeg vredt imens. Han så forskrækket på mig med store øjne, men jeg var bedøvende ligeglad. Vreden overtog. ”Harry, jeg..” ”Har du bare holdt det hemmeligt for mig al den tid?” afbrød jeg ham surt og betragtede ham fuldt ud. Jeg ville ikke kigge på July. Hun havde skabt nok problemer.

”Harry, lad mig forklare,” begyndte Niall og prøvede på at lyde rolig, men jeg kunne sagtens høre den lille paniske klang bag hans stemme.

”Hvordan kunne du gøre det mod mig, Niall?” Jeg spyttede ordene ud, så de var svære at opfatte, men han klarede det rimelig vel. ”Harry, slap af og lad mig forklare,” halvråbte han en smule oprevet. Jeg rystede på hovedet med et hårdt blik. ”Hvad har du tænkt dig at forklare mig? At du blev nødt til at holde på en eller anden fucking hemmelighed, så du ikke kunne fortælle mig det?!”

Han så såret på mig. Det var nu også første gang nogen sinde, at jeg havde råbt sådan af ham. Vi havde ikke rigtig være ude for sådan et her skænderi før.

Niall blev helt stille og så ned i gulvet, hvilket fik en dårlig samvittighed til at bore sig op indeni. En dårlig samvittighed hed som jeg ikke burde føle. Han havde holdt mig for nar. Det samme gjaldt July.

”Tænk, at du gjorde det,” mumlede jeg langsomt og følte mig pludselig helt svag og såret at høre på. Ikke så mærkelig, når jeg var det.

”Harry, prøv at høre,” begyndte Niall roligt og så op fra gulvet. Vores blikke mødtes, og jeg stirrede koldt ind i hans blå øjne. ”Lad være, jeg gider ikke,” svarede jeg kort og vendte mig om, hvorefter jeg begyndte at gå tilbage mod døren.

Jeg havde fået mere end nok at vide nu.

”Harry, vent nu!” En arm greb fat i mig med et hårdt tag, og det kunne ikke være andre end Nialls. Jeg vendte mig om og så vredt på ham. ”Hvad?” spurgte jeg surt. Han så undskyldende på mig. ”Undskyld. Jeg skulle have fortalt dig det. Men det var ikke mit job, men Julys.” Mit blik røg automatisk hen til den dårligt forklædte dreng, der stod i baggrunden og stirrede med tårer rendende ned ad kinderne på os. Fuck hende. Det var hendes skyld alt det her.

”Niall, jeg er fucking ligeglad med hvis job det var. Du holdt det hemmeligt for mig, selvom du godt vidste, at der foregik alt muligt..” Jeg slog bebrejdende ud med armene og kiggede hårdt på ham.

”Jeg ved det go...” ”Du ved ikke en skid!” skreg jeg pludselig, hvilket fik ham til at se overrasket på mig. ”Harry, hør nu på ham!” sagde en stemme foran mig pludselig. Jeg lod mærke til, at July var kommet hen til os og så en smule hårdt på mig.

”Hør her, du har gjort nok, så jeg syntes bare, at du skal blande dig udenom nu,” sagde jeg med en lidt truende stemme. Hun så såret på mig og rystede så på hovedet.

”Harry, du skal ikke bebrejde Niall! Han har ikke gjort noget. Det er min skyld. Jeg fortalte ham, at han ikke måtte fortælle nogen om det.” Flere tårer røg ned ad hendes kinder, og hun tørrede dem hysterisk væk med ærmet fra hendes trøje.

Jeg tog mig selv i at stirre på hende. Ikke af vrede, ikke af sorg, men bare udtryksløst. Selvom jeg var hamrende vred på hende, viste jeg det ikke. Jeg kunne næsten ikke. En eller anden sten havde blokeret vejen inde i mig.

Efter en pause så jeg tilbage til Niall, der stadigvæk så chokeret på mig. Hans blik var ikke til at bære. Jeg følte mig så dum og led ved at have råbt af ham. Men sket var sket, og jeg kunne ikke lave om på det.

Jeg så fra ham til July et par gange, hvorefter jeg vendte mig om og skred ud af døren, der stadigvæk stod åben på vidt gab. Det skulle ikke undre mig, hvis folk havde hørt os. Men det kunne vel være fuldstændig lige meget.

Jeg fortsatte op mod min hytte, og brasede ind ad døren, da jeg kom til den. Jeg havde slet ikke lyst til at være derinde lige nu. Faktisk havde jeg bare lyst til at gå min vej og lægge hovedet i blød. Tænke over alting. Men det ville ingen af drengene lade mig gøre, det kunne jeg godt være sikker på.

”Hey, hvad sker der?” Liam så hurtigt på mig, da jeg træskede ind i 'stuen' og smed mine sko med hårde bevægelser. Jeg svarede ikke, men smed mig bare ind på min seng. ”Harry?” spurgte Zayn bekymret, men jeg ignorerede ham bare og begravede mit hoved i min pude. Jeg var så vred og indebrændt. Såret og ked af det. Alt på en gang.

”Harry, hvad sker der?” Der blev lagt en bekymret hånd på min skulder, og min seng knirkede langsomt, hvilket betød at en person havde sat sig i den. Ud fra stemmens resultat måtte det være Liam.

”Bare lad mig være,” sagde jeg og ville lyde rolig, men det lød mere som en hvæsen fra min side af, hvilket gjorde mig endnu mere ked af det. Det ville aldrig være min hensigt at såre de andre drenge. ”Ohhh, sometimes I get a good feeli... Hvad sker der?” Louis' stemme trængte ind igennem mit øre, og det gjorde det ikke svært at vide, at han stod rimelig tæt på.

”Vi ved det ikke,” mumlede Zayn lavt til ham, garanteret med et håb om, at jeg ikke hørte det. ”Hazza?” spurgte Louis bekymret og satte sig ned i min seng og lagde en hånd på min ryg. ”Hvad sker der?” sagde han og aede min ryg roligt, så jeg blev lidt mere afslappet end før.

Jeg havde ikke lyst til at sige det til dem. Men de burde vide det. Og i den sidste ende, ville de alligevel få det ud af mig.

”Det er Jason,” mumlede jeg lavt og klemte øjnene hårdt sammen. ”Hvad er der med ham?” spurgte Liam og begyndte at røre langsomt ved mit hår. Jeg sukkede og så op fra puden. Drengene så alle bekymret på mig. Louis og Liam var placeret i min seng, imens Zayn stod ved trappen til overkøjen og holdt øje med mig.

”Han.. er ikke sig selv.” Det gik op for mig, hvor dumt det lød. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle fortælle drengene det. De ville bare tro, at jeg var skør eller sådan noget. Ellers ville de garanteret bare bryde ud i grin. Og det var det, jeg mindst havde brug for at høre lige nu.

”Hvad mener du?” mumlede Zayn en smule forvirret og så undrende på mig. Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben. ”Harry, hvad mener du?” spurgte Louis så og så alvorligt på mig. Jeg kiggede på ham og kunne se hans øjne, der virkelig ville have et svar. Det gjorde mig ked af det, at jeg ikke kunne svare ham.

”Det er Jason,” hviskede jeg igen og vendte blikket ned mod min pude.

”Han er en pige.”

 

 

-------------------------------------------------------------------------

Tillod mig selv at få en griner over sidste sætning, der lød som fisk.. :-D

 

Don't forget to like xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...