Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
242831Visninger
AA

15. 14

 Julys synsvinkel

Jeg slukkede for vandet og trak forhænget fra brusekabinen, hvorefter jeg trådte ud på det fugtige håndklæde, der lå på gulvet. Jeg gik i gang med at tørre mig og tage mit tøj på igen. Blodet fra min næse, mund og hals var heldigvis forsvundet helt, og blødningen var stoppet helt fra næsen. Dog gjorde den stadigvæk en smule ondt, men jeg overlevede da.

Imens jeg stod og satte min paryk ordentligt, kunne jeg pludselig høre nogle stemmer inde fra værelset af. Var drengene kommet tilbage? Nej, det var kun Harrys stemme der lød, og den kom med få mellemrum, som om han stod og talte i telefon.

Jeg trådte lidt tættere på badeværelsesdøren for at prøve at se, om jeg kunne høre, hvad han snakkede om. Det var måske lidt uhøfligt, men nysgerrigheden tog hurtigt over.

”Ja, det skal jeg nok sige til hende,” var det første jeg hørte fra en lav og stemme, der ikke ligefrem viste nogle følelser. Jeg løftede øjenbrynene lidt og så mig så i spejlet, hvorefter jeg låste døren til badeværelset op og gik ind på værelset.

Harry stod med ryggen til mig, da jeg stillede mig ved træbordet og så på ham. Dog skænkede han mig ikke et blik, og det virkede som om han ignorerede mig. Var der noget galt?

Selvom det slet ikke var min mening at spørge ham, gjorde jeg det alligevel efter jeg havde smidt mit snavsetøj i min seng.

”Harry, er der noget galt?” spurgte jeg langsomt og så afventende på ham. Han vendte sig langsomt om og så på mig med hårde øjne, hvilket forskrækkede mig lidt. Der var noget galt. Og det kunne ikke være andet end noget dårligt.

”Om der er noget galt?” Han hviskede, hvilket gjorde mig nervøs. Jeg kunne mærke mit hjerte ryge op i halsen og en tanke svævede inde i mig. Han vidste det.

Han vidste det.

”Måske det faktum, at du ikke fortalte mig dit rigtige navn, July.”

Jeg holdt vejret, da han sagde det med en kold, men lav stemme. Alligevel pumpede mit blod rundt indeni.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere. Hvordan vidste han det?! Det var umuligt at han vidste det!

Medmindre..

Mit blik faldt ned på træbordet, hvor min telefon lå og blottede sin skræmt.

”Har du tjekket min telefon?” spurgte jeg og prøvede at lyde vred, men der kom kun en hvisken ud af min mund. Det gik op for mig, hvor svag jeg egentlig lød.

Vores blikke mødtes, og hans øjne udstrålede intet andet end skuffelse og vrede. ”Jeg siger, at du har løjet for mig, og så spørger du mig fandeme, om jeg har tjekket din telefon?” Han lød virkelig vred, hvilket gjorde mig dårligt tilpas. Jeg hadede at se ham vred.

Han trådte pludselig tæt på mig, og selvom jeg havde lyst til at flytte mig, blev jeg stående. Efter nogle sekunders stilhed og stirren, hævede han hånden, og jeg vidste udmærket godt, hvad han havde tænkt sig.

Alligevel lod jeg ham gøre det. Han fortjente at vide det. Alt sammen.

Han hev i parykken, så den faldt af, og jeg blottede mit rigtige hår og ansigt for ham. Om andre så det, var jeg fuldstændig ligeglad med lige nu.

Jeg havde ikke lyst til at se hans reaktion på det, men eftersom jeg havde holdt øjenkontakten med ham hele tiden, kunne jeg ikke undgå det.

Han så vred og virkelig skuffet ud. Og jeg kunne ikke andet end at forstå ham. Jeg havde været en idiot over for ham. Jeg kunne ikke en gang kalde mig en ven for ham. Så meget som jeg havde løjet.

”Du.. jeg..” begyndte han, men stoppede sig selv og så lidt såret på mig. Jeg slog blikket ned i gulvet og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Aldrig havde jeg set Harry sådan, og det gjorde mig ked af det og vred. Vred på mig selv. Jeg var en idiot.

”Hvorfor fortalte du mig det ikke?” Pludselig lød hans stemme virkelig vred og ophidset, og jeg vidste ikke, om det var fordi han var chokeret eller virkelig sur. Han var ikke til at blive klog på lige i dette her øjeblik.

Jeg så langsomt op på ham igen og åbnede munden for at svare, men der kom ingen lyd ud. Hvad skulle jeg også svare?

”July, svar mig,” sagde han og stirrede ind i mine øjne med et koldt blik, så det føltes som om der blev stukket en kniv igennem min mave.

Han så på mig i nogle yderligere sekunder, før han vendte sig hurtigt om og gik hen mod døren. Men inden nåede så meget som at røre dørhåndtaget, var jeg henne og tage hans arm.

”Harry, undskyld,” sagde jeg hurtigt og lød helt skinger og piget – min drengestemme var fuldstændig væk. Han stoppede og vendte sig om mod mig. ”Undskyld? Giv mig en forklaring for helvede!” Hans pludselige råb, gjorde mig bange og fik mig til at tage et skridt bagud, imens jeg kunne mærke mine øjne begyndte at blive blændet.

”Jeg.. Jeg klædte mig ud som en dreng for at komme herhen, fordi der ikke var flere pladser hos pigerne,” forklarede jeg og prøvede at lyde stærk, men det gik slet ikke. Min stemme rystede, og jeg kunne mærke min underlæbe dirre.

Harry blev stille, og jeg så på ham for at se hans reaktion på det som jeg havde sagt. Men alt han viste var.. ingenting. Inderst inde håbede jeg bare, at han ville grine og glemme det, men det gjorde han ikke ligefrem, ”det er for fanden ikke det, som jeg spørger dig om! Hvorfor fortalte du mig ikke, at du var en pige?! Jeg troede, at vi var venner.”

Smerten gik igennem mig, da han sagde det sidste. Vi var venner. Om jeg var dreng eller ej.

”Jeg kunne ikke.” Det gik op for mig, at jeg græd, da jeg kunne smage noget vådt og saltet i min mund. ”Du kunne ikke?” gentog Harry vredt, som om han fuldstændig ligeglad med at se mig sådan her.

Jeg vidste det.

Jeg rystede langsomt på hovedet, imens jeg tørrede mig under øjnene med mit ærme. Dog kom der bare flere tårer, så det kunne være bedøvende lige meget.

”Og hvorfor kunne du så ikke det?” Det lød som om, at han var ved at eksplodere som en vulkan, hvilket bare gjorde endnu mere ondt indeni.

Jeg var grunden til, at han var så vred. Hvordan kunne jeg gøre det mod ham?

”Fordi,” startede jeg, men min stemme knækkede over. Han viste ingen form for medlidenhed, i stedet for stirrede han bare vredt på mig med sammenbidte tænder.

”Fordi jeg var bange for, at du ville droppe mig som ven,” hviskede jeg herefter og snøftede en enkelt gang.

Jeg håbede så inderligt på, at han ville sige, at det var okay nu og give mig et kram, men det gjorde han bestemt ikke. Han valgte at bruge ord, som ikke en gang var slemme, men de sårede mig virkelig, virkelig meget. ”Yeah right. Som om jeg skal hoppe på den.”

Og uden at sige mere, åbnede han døren til hytten, skred ud og smækkede den i igen. Han efterlod mig helt alene herinde i en hytte, der føltes så kold og modbydelig i dette øjeblik.

Jeg stod lammet og så efter ham, ikke i stand til at gøre det eller det andet. Tårerne rendte ned ad mine kinder, og mit hjerte bankede hårdt i mit bryst som aldrig før.

Efter nogle sekunder, endte jeg med at læne mig op af væggen og falde ned ad den. Mit hoved blev begravet i mine knæ, og så fik alle tårerne ellers frit løb. Jeg gjorde intet for at stoppe dem, og havde ikke i sinde at gøre det.

Jeg havde det så dårligt. Ikke kun på grund af skænderiet, men på grund af Harrys vrede. Det gjorde ondt inden i at tænke på, at jeg var skyld i det. Han burde ikke være vred på grund af mig. Han skulle være glad. Han fortjente intet andet.

Og det, der gjorde mest ondt var at vide, at jeg havde formået mig at smadre hele vores forhold. Jeg slet ikke sikker på noget mere. Om han kunne se mig i øjnene igen. Om han kunne tale til mig. Om han nogen sinde ville tilgive mig.

En kold bølge fløj igennem min krop, da det sidste blev nævn. Hvis han ikke ville tilgive mig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Ja, jeg var forelsket i ham, men det var ikke kun derfor. Harry fyldte allerede meget af mit liv, selvom vi ikke havde kendt hinanden i alverdens tid. Jeg holdte bare så meget af ham, og jeg ønskede slet ikke, at han skulle forsvinde ud af mit liv – i hvert fald ikke på denne her måde. Det her var den værst tænkelige måde, han kunne skride ud af mit liv på.

Jeg snøftede og tørrede mine øjne.

Hvorfor skulle det her absolut også ske? Hvorfor skulle han opdage det?

Jeg havde forspildt alle mine chancer for at fortælle ham det selv. Jeg havde gjort ham vred og skuffet. Og værre, jeg havde ødelagt alt imellem os.

 

------------------------------------------------------------------------

Okay, et lidt lille kapitel, men jeg syntes, at slutningen passede godt til. Og så er jeg enormt træt og trænger til søvn, så I må vente med at få mere til i morgen (det må så være i dag).

Der skal nok komme meget med Niall og Harry der, just so you know it :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...