Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
240921Visninger
AA

14. 13

”Harry, jeg er...” Jeg skulle til at fortsætte, da jeg gik kold ved at tænke på, hvad jeg egentlig havde gang i, og min mund løb helt tør for ord. Det føltes som om en stor klump sand havde sat sig i halsen på mig.

Hvad havde jeg overhovedet gang i? Jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg var en pige! Hvad i alverden tænkte jeg dog på?!

”Du er..?” Harry så forvirret på mig med en anelse nervøsitet i øjnene. Hvad var der galt med ham? Han plejede altid at være så selvsikker og.. nå jo. Han var vel bange for, at jeg fortalte ham min 'hemmelighed' om, at jeg faktisk var bøsse og havde et enormt crush på ham. Selvom det sidste egentlig passede meget godt. Men det første, det passede for alt i verden ikke!

”Jeg... Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede jeg og rejste mig hurtigt. Jeg skyndte mig at gå hen mod stien igen og efterlod Harry siddende på broen, imens jeg kunne mærke den dårlige samvittighed skylle rundt inde i min krop.

Der var heldigvis ingen inde i min hytte, så jeg smed mig bare i sengen og tillod mig at tude højlydt ned i min pude. Noget som alle har brug for en gang imellem. Jeg havde det bare så elendigt. Alle troede, at jeg var bøsse, jeg var forelsket i Harry, der ikke følte noget for mig, for han troede jo, at jeg var en dreng, og jeg kunne ikke sige, at jeg var en pige til ham. Hvorfor skulle alt være så fandens besværligt? Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen til at fortælle Harry det hele? Tænk hvis han faktisk forstod mig, og jeg i virkeligheden bare tog helt fejl.

Nej.

Jeg skulle ikke engang tænke den tanke. Han skulle ikke vide noget. Som om han nogen sinde ville blive glad for at få det at vide.

”July?” Jeg snøftede ved lyden af Nialls stemme. Niall. Niall, Niall, Niall. Den eneste person, jeg rigtig kunne tale med herinde. Han kendte mig bedre end nogen anden. Og jeg elskede ham for det. Han var helt klart noget af det bedste, der var sket mig herhenne.

”Hey, søde..” En hånd blev placeret på min ryg, så jeg løftede hovedet en smule. Niall stod og lænede sig ind over mig med et trist ansigtsudtryk, hvilket gjorde mig endnu mere ked af det. Han skulle ikke være ked af det på grund af mig.

”Du skal ikke lytte til dem,” begyndte han og satte sig op i min seng ved siden af mig, imens han trak mig ind til sig i et kram. Jeg hulkede lidt og tørrede så mine øjne. ”Det er ikke kun dem,” mumlede jeg. Han så lidt forvirret på mig.

”Det er bare det hele. Harry. Mig. Alting.” Han tog min hånd og klemte den. ”Fortæl mig det,” sagde han så. Jeg sukkede. ”Jeg var ved at sige det til ham før. Men så gik jeg bare i stå. Jeg kunne ikke tænke klart, jeg begyndte bare at snakke, men.. så kunne jeg ikke. Så jeg skred bare fra ham.” Jeg kunne mærke min stemme begyndte at ryste, imens jeg snakkede, og mine øjne blev våde igen.

”Jeg har sådan en stor lyst til at fortælle ham dem. Men hvad hvis han bliver mega sur på mig og ikke gider at snakke med mig mere? Det ville ikke være til at holde ud, og...”

Niall tørrede mig under øjnene og aede min kind lidt. ”Slap af og træk vejret,” afbrød han, hvilket fik mig til at tie stille og tage en dyb indånding. ”Du burde virkelig sige det til ham, July. Jeg ved godt, at det er svært, men det ville være lettere for både dig og Harry. Tænk på at han også vil se på dig som en pige og ikke en dreng. Der kunne ske noget imellem jeg.”

Han lød så sikker. Men så alligevel ikke. Dog syntes jeg, at det lød ret besynderligt, da han sagde, at det ville være lettere for både mig og Harry. Hvorfor ville det være lettere? Selvfølgelig ville det være lettere for mig, men Harry? Hvad mente han med det?

”Men Niall, hvad hvis han bliver sur og slet ikke vil snakke med mig mere?” spurgte jeg stille og tørrede mine øjne med bagsiden af min hånd. ”Det vil aldrig ske,” svarede Niall og smilede ærligt til mig. Jeg så undrende på ham. Hvordan kunne han være så sikker på det?

 

***

 

Efter en langtrukken weekend, var alt næsten ved det gamle. Selvfølelig kørte rygter stadigvæk rundt om mig, men efter Niall havde været så sød at fortælle folk, at jeg faktisk havde en kæreste, var de fleste begyndt at lade mig være. Marcus og Will havde undskyldt og sagt, at det var Ken som fik dem med på idéen om at mobbe mig, selvom det ikke lød helt så overbevisende. Men egentlig var jeg ret lige glad med det. Sagen var, at jeg slap for blikke og kommentarer.

Angående Harry. Det gik ikke så godt med ham. Efter jeg var ved at afsløre min identitet overfor ham, havde jeg prøvet at undgå ham. Eftersom jeg ikke kunne falde i søvn i forgårs, havde jeg bare ligget og stirret op i det mørke loft, imens jeg havde tænkt på ham. Jeg havde tænkt alt igennem. Alt. Og til sidst var jeg blevet enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at holde mig væk fra ham, så mine følelser forsvandt lidt, og så det ville blive nemmere for mig at holde min mund.

Han havde prøvet at snakke med mig i går, men jeg havde ladet som om, at jeg havde travlt med at øve på mit guitarspil. Og det accepterede han idet mindste.

 

***

 

Det var blevet mandag i dag, og vi – Louis, Harry, Niall, Zayn, Liam og jeg – var gået ud i skoven for at spille noget bold, selvom der ikke var særlig meget plads. Til sidst havde vi idet mindste fundet et stort areal, der mindede om en eng, hvor vi kunne spille fodbold.

Jeg var sammen med Zayn og Niall. Niall stod på vores mål, der bestod af to pinde, der var stukket ned i jorden, og Zayn og jeg løb så ude i marken. Godt, at jeg kunne finde ud af fodbold nogenlunde.

”Wuhu 2-0!” råbte Louis og begyndte at danse. Jeg så med løftet øjenbryn på ham. Hvad skete der lige for ham? ”Ja, til os,” grinede Zayn. Louis stoppede med at danse øjeblikkeligt og rakte tunge. ”I snyder,” sagde han kort og lagde armene over kors. Jeg smilede på hans vegne og kiggede så rundt, indtil jeg opdagede, at Harry kiggede på mig. Hans ansigtsudtryk var ikke helt til at tyde, så jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad han følte. Vi havde slet ikke snakket til hinanden her til i formiddag, hvilket egentlig var ret frustrerende. Men jeg måtte holde hovedet højt og bare tænke på, at det var bedst sådan.

”Jason, tag den!” Niall råbte højt, og jeg nåede knap nok at opfatte noget, før bolden ramte mig lige i fjæset, hvilket satte en smerte i gang. Mit næse gjorde virkelig ondt! Jeg tog hurtigt hånden op til den og kunne straks mærke noget varmt væske på min hånd. Selvfølelig var det blod. Ad.

”Shit, er du ok?” Liam satte i løb hen til mig og var straks henne og se seriøst på mig, som om jeg så ud til at skulle besvime. Jeg smilede langsomt til ham. ”Tja, jeg har det fint nok. Men jeg kunne godt bruge noget papir..” Jeg holdt hovedet oppe for at prøve at dæmpe blødningen, men det hjalp ikke rigtigt, eftersom blodet stadigvæk silede ned ad min mund og gav mig en ulækker smag i munden.

”Nogen, der har noget papir?” råbte Liam højt, så hans stemme næsten rungede i mit øre. Jeg hørte drengene sige et eller andet, men hørte ikke ligefrem efter. I stedet for tog jeg mit ærme og førte op til næsen, så der kom blod på den.

”Liam, det er lige meget. Jeg går lige tilbage og.. får styr på det her.” Før han svarede, vendte jeg mig om og begyndte at gå tilbage mod hytterne med et lille suk. Lige da jeg skulle til at dreje rundt om hjørnet, væk fra engen, hørte jeg fodtrin bag mig, hvilket fik mig til at se forvirret derom. Åh nej. Det var Harry. Hvad ville han?

 

Harrys synsvinkel

Jeg fulgte efter Jason, eftersom jeg virkelig havde brug for at få snakket med ham. Han havde nærmest undgået mig hele weekenden, og jeg havde virkelig ingen idé om hvorfor. Siden han bare skred, efter han havde forsøgt at sige mig et eller andet, havde han ikke så meget som sagt en helt sætning til mig. Havde jeg gjort ham noget? Det ville jeg virkelig gerne vide. Det føltes mærkeligt ikke at snakke med ham, eftersom vi plejede at snakke virkelig meget. Det virkede forkert.

”Hey, er du ok?” spurgte jeg, da Jason opdagede, at jeg gik efter ham. Han studerede mig kort, men nikkede så. ”Fint, tak,” mumlede han stille og satte underligt nok farten op. Jeg rynkede brynene kort, før jeg selv gik hurtigere og endte oppe på siden af ham.

Han gik med hovedet oprejst og stirrede ud i luften, som om han ikke brød sig om, at jeg gik her. Jeg skulle til at spørge, men da vi endte ved det store areal, droppede jeg det og fulgte bare med hen mod ham og Nialls hytte. Vi gik derind, og Jason styrtede ud på toilettet, imens jeg gik hen og satte mig på træbordet og gjorde mig klar til at begynde at udspørge ham.

”Harry?” blev der råbt langsomt ude fra toilettet. ”Mm?” ”Vil du ikke være sød at give mig en t-sh.. Nej, bare glemt det.” Han kom ud fra badeværelset og slog blikket ned i gulvet, imens han gik hen sin seng. En mærkelig følelse, som jeg havde forsøgt at ignorere så meget, kom frem, og jeg bed mig hårdt i læben for at få den til at forsvinde.

”Hvad skal du?” spurgte jeg endelig og følte næsten, at pusten var forsvundet. ”Jeg tager mig lige et bad,” lød en mumlen, før han lukkede badeværelsesdøren og låste den. Jeg så fortabt efter ham, indtil vandet ude på badeværelset begyndte at køre.

Et suk undslap mine læber, og jeg begravede opgivende hovedet i mine hænder. Hvorfor var han sådan der? Han plejede aldrig at være så genert og fjern. Der var virkelig noget galt. Han havde heller ikke en gang smilet en eneste gang til mig.

Jeg bankede frustreret benet ind i bordkanten og udstødte et højt suk af smerte, da en telefon fra Jasons seng begyndte at ringe. Uden at tøve rejste jeg mig op og gik hen til den. Jeg tog den og så på displayet, så en rynke på min pande kom til syne. Et billed af en dreng var kommet frem, og jeg var nødt til at sige, at han havde de samme ansigtstræk som Jason. Længere nede stod der et navn, der fik mig til at stirre på skærmen.

Jason

Hvorfor stod der Jason på skærmen? Det var ligesom hans telefon. Meget mærkeligt. Med mindre han selvfølglig kendte en, der også hed Jason.

Jeg stirrede kort på telefonen, og overvejede om jeg skulle tage den og modtage en besked for Jason. Måske kunne det sætte gang i en samtale, når han kom ud fra badeværelset, hvis jeg fortalte ham, at jeg havde modtaget en besked fra ham.

Uden at tænke mere over det, trykkede jeg på den grønne knap og førte telefonen op til mit øre.

”Det' Harry?” En lettere drengefnisen i røret lød, men stoppede straks. ”Harry?” Jeg nikkede langsomt. ”Ja, Jasons ven..” svarede jeg og kløede mig dumt i nakken. ”Jason?” Han lød forvirret, hvilket gjorde mig forvirret. Faktisk var hele situationen bare forvirrende.

”Hvem er du?” nåede jeg at spørge, inden Jason noget mere. Noget sagde mig, at han måske havde fået forkert nummer. Selvom han lød ret sikker på, at det var rigtig nummer.

”Jeg er Jason, Julys bror.”

 

---------------------------------------------------------------------

Don't forget to like :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...