Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
241516Visninger
AA

13. 12

 Harrys synsvinkel

Jeg lå og stirrede op i Liams seng i mørket. Det var nat og helt stille. Måske ikke helt stille, eftersom drengene lå og snorkede, som om det gjaldt deres liv.

Jeg vendte mig om på siden og prøvede for tiende gang at falde i søvn, men hver gang jeg lukkede øjnene kom jeg bare på tanker og forestillinger, som jeg ikke burde have. Forestillinger om én person, der havde ligget i mine tanker det meste af dagen i dag. De havde været her de sidste par dage, men jeg syntes, at det var slemmere i dag. De holdte mig vågen og fik mig til at lide. Jeg var så forkert på den.

Jeg lukkede øjnene i endnu et forsøg på at sove, men da et billed af Jason blev synligt på indersiden af mine øjenlåg, åbnede jeg dem hurtigt igen og rystede på hovedet af mig selv. Hvorfor blev han ved med at dukke op i mine tanker? Han sad nærmest fast i mit hoved. Og det var ved at drive mig til vanvid indeni.

Han havde siddet fast derinde, siden vi begyndte at snakke sammen for alvor. Men hvorfor? Det spurgte jeg mig selv om hver gang, jeg stillede mig selv det spørgsmål. Hvorfor tænkte jeg på ham? Hvorfor syntes jeg, at der var noget over ham? Noget interessant. Noget.. spændende.

Jeg sank en kvalmende fornemmelse, der havde sat sig som en klump i min hals. Det var forkert at tænke på ham på den måde. Han var en ven. Kun en ven. Intet mere selvom mine følelser svingede fra højre til venstre.

Jeg kunne godt lide Jason – som ven. Han var sød og smilende, dog ret feminin havde jeg lagt mærke til. Faktisk var der en del underlige ting ved ham, men jeg havde ikke gravet i det. Jeg havde bare kigget på ham udenpå og så bygget mig indad, og vi havde nu udviklet et ret godt venskab. Heller ikke selvom min hjerne nogle gange fortalte mig, at han var noget andet. Noget som jeg næsten ikke turde at tænke. Det var forkert. Skørt. Insane.

Hvis folk vidste, at jeg havde sådan nogle tanker, ville de tro, at jeg var bøsse – og det var jeg ikke! Jeg havde bare nogle ukendte følelser for Jason, som jeg ikke havde oplevet før.

Drengene vidste det godt. Jeg havde fortalt dem det i forgårs. Eller, Louis havde tvunget mig til at sige det, eftersom jeg åbenbart havde været fraværende her på det sidste. De havde ikke rigtig givet mig noget feedback, der hjalp. Jo, Niall. Han havde sagt et eller andet, ”prøv at lære ham rigtigt at kende, så kan du finde ud af, om der er noget 100%”. Han havde understreget 'rigtig' en del og set alvorligt på mig, hvilket undrede mig en smule. Jason og ham var rigtig gode venner, men jeg vidste ikke helt, hvad han mente med 'rigtig'. Jeg ville selv mene, at jeg kendte ham ret godt. Men åbenbart ikke ifølge Niall? Det virkede bare underligt, syntes jeg.

 

Nialls synsvinkel

Jeg havde forsøgt at få July til at fortælle Harry, at hun ikke var en dreng. Men det var vel og udmærket kun fordi, jeg kendte til hendes følelser for ham. Og omvendt. Det var ret mærkeligt, men det begyndte at virke som om, at Harry syntes lidt for godt om Jason på en forkert måde. Og så alligevel ikke. Jason var kvindelig. Men det var sjovt nok fordi, han var en kvinde. Og det er jo egentlig hende, som Harry er gået hen og blive vild med.

Jeg havde selv forfærdelig meget lyst til at fortælle ham det hele, men på Julys vegne lod jeg være. Jeg ville ikke miste hende som veninde. Men samtidig kunne jeg ikke klare at se Harry på dén måde. Da han havde fortalt mig og drengene det, var han nærmest helt skrøbelig og lød bange. Bange for at tro, at han var ved at blive bøsse – og det var han jo ikke. Han var vild med en pige, men vidste bare ikke, at hun var en pige. Meget forvirrende.

Jeg sukkede lydløst og så hen mod Julys seng i mørket. Da månen skinnede ind igennem vinduet, var det muligt at se hendes ansigt. Hun lå og sov lige så stille og roligt med sin paryk på, så den faldt lidt ned i øjnene på hende. Jeg klemte et grin og smilede af hende. Hun var ufatteligt sød og sjov. Helt klart den person, som jeg var mest glad for at møde denne her sommer. Og jeg beundrede hende meget. At hun havde klædt sig ud som en dreng for at komme herhen. Leve med presset om, at hun kunne blive opdaget hver dag. Ende med at blive forelsket i Harry uden at skulle vise det. Hun var modig og stærk. Jeg håbede bare, at hun snart ville være stærk nok til at afsløre sit sande jeg for Harry. Han fortjente at vide det.

 

Julys synsvinkel

Jeg spærrede øjnene op, da en person begyndte at ruske i mig. Et kort øjeblik var jeg bange for, at alt var forbi, men da det bare var Nialls rolige ansigt, der så på mig, faldt jeg straks til ro. ”Rolig nu, der er ikke nogen,” sagde han og smilede svagt. Jeg gabte og så forvirret på ham. ”Hvor er folk henne?” mumlede jeg træt. Han pegede ud mod skolens bygning. ”Inde og spise morgenmad. Du har for en gangs skyld sovet længe,” svarede han og vendte sig om og tog et par sneakers på. Jeg satte mig op i sengen og kiggede træt rundt i hytten, hvorefter jeg hurtigt rettede på min paryk, der føltes uglet og træng.

Jeg bevægede mig langsomt ned ad sengen og gjorde mig klar, imens Nialls øjne hvilede på mig, som om han ville fortælle mig et eller andet. Jeg håbede ikke, at der var noget. Mit hoved var fyldt op med tanker, så det sidste jeg havde brug for, var at få læsset et eller andet problem i hovedet. Så var min dag da ødelagt.

”Jeg tænkte på,” begyndte Niall, og jeg anså, at jeg havde ret – han ville fortælle mig noget. Jeg så med et løftet øjenbryn på ham. ”Om vi skulle smutte ned til vandet senere i dag?” Han smilede varmt, imens jeg bare stirrede lidt på ham. Var det bare det, han ville sige?

”Ja ja,” mumlede jeg og tog noget deodorant på. ”Skal vi gå hen og spise?” spurgte jeg og var allerede henne ved døren. Niall nikkede, og så gik vi hen mod bygningen.

Som sædvanlig mødte vi drengene i spisesalen. De sad ved det samme bord som i går. ”Godmorgen I to,” sagde Louis frisk og tog en skefuld af sin cornflakes. Jeg stirrede lidt på ham. Hvorfor så morgenfrisk? Jeg kiggede hurtigt rundt ved bordet og så, at Harry ikke var der. Hvor var han henne? Burde han ikke være sammen med drengene? Det plejede han altid at væ... ”Jason?” Jeg så hurtigt hen på Liam, der snakkede til mig. ”Ja?” svarede jeg dumt og lod mig glide ned ved siden af Zayn på en stol. ”Godmorgen,” sagde jeg tomt og kiggede op og hen mod døren med et håb om, at Harry ville komme gående. Hvorfor var han her ikke?

Jeg sukkede af mig selv. Hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet om det? Som om han ville bekymre sig over, hvor jeg var. Idet hele taget bekymrer han sig nok ikke om mig. Jeg er bare en normal, ligegyldig dreng, der dumpede ind i hans liv. Jeg betød jo intet. Når sommeren var forbi, var jeg bare en bekendt, som han havde mødt på en skole, og så ville han glemme mig helt.

Jeg sukkede igen. Niall havde ret – jeg var forelsket i Harry. Hvilket jeg slet ikke havde lyst til at være. Han vidste jo ikke en gang, hvem jeg var. Jeg ville aldrig have en chance hos ham. Og desuden hvis han vidste det, ville han nok ikke være interesseret. Så uanset hvad endte det her altså som ulykkelig kærlighed.

 

***

 

Niall og jeg var lige kommet ind i hytten igen efter en lang tur ved vandet. Det småregnede udenfor, hvilket var ret irriterende, men stadigvæk rart da vi så bare kunne bruge dagen indenfor. Jeg følte mig udmattet og smadret. Og at jeg ikke havde set Harry hele dagen, havde gjort mig dårligt tilpas. Det virkede som om, at drengene ikke gad at fortælle mig, hvorfor han ikke havde været til stede hele dagen. Og jeg vidste, at de løj, eftersom de fortalte mig forskellige historier alle sammen. Niall fastslog, at han ikke havde det så godt. Liam havde sagt, at han bare var træt. Louis sagde, at han snakkede i telefon (i fem timer, det er godt gået). Og Zayn havde bare fortalt mig, at Harry tog en afslapningsdag en gang i mellem. Jeg havde det dårligt med, at de ikke ville fortælle mig det? Selv Niall ville ikke. Havde jeg gjort ham noget..?

Jeg slog opmærksomt blikket hen mod træbordet i hytten, hvor en flok drenge på 6-7 stykker sad og grinede. Da de hørte, at Niall lukkede døren, så de straks herhen. Og så flækkede de ellers bare af grin. Jeg så forvirret hen på Niall og tilbage på dem. Hvad grinte de lige af?

”Læg den hellere,” kunne jeg høre en af dem mumle, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det Marcus. En af drengene kastede et eller andet op i min seng, og så begyndte de alle at rejse sig fra bordet af og komme hen mod døren.

”Hils din.. kæreste,” sagde Ken, som mærkeligt nok også var en af deltagerne herinde. Jeg så forvirret på ham. ”Hvad?” mumlede jeg. Han smilede lidt. ”Jason, vi ved det godt. Du behøver ikke at være flov over det.” Han klemte et grin inde, imens jeg stod og så dumt på ham. Flov over hvad? ”Hvad snakker du om?” spurgte Niall og lød ligeså blank som jeg. Ken grinede og pludselig grinede alle drengene. ”Niall, din ven er gay,” grinede han og lød et øjeblik helt ondskabsfuld.

”Hvad snakker du om?” gentog Niall og lød lidt mere hård denne her gang. Jeg stod bare og stirrede på Ken. Hvorfor sagde han, at jeg var bøsse?

”Altså.. måske skulle du tjekke hans telefon.”

Mit hjerte røg ned i bunden af min mave, og jeg spærrede øjnene op af vrede. ”Har I tjekket min telefon?” spurgte jeg højt. Der lød små fnis fra drengene, og pludselig kunne de ikke holde masken mere og flækkede af grin. ”Beklager, bøsse,” grinede en af drengene og skyndte sig ud af hytten. ”Held og lykke med ham, Niall. Pas på han ikke overfalder dig i nat,” var der en, der råbte til sidst, og så var der ellers helst stille.

Tårerne prikkede i øjnene på mig, og jeg følte mig ydmyget og trådt på som aldrig før. Jeg.. hvordan.. hvad?

Jeg farede hen til min seng og rev telefon op i mine hænder, imens jeg så på skærmen. Jeg gik ind i mine sms'er og tjekkede nogle ukendte, som var blevet skrevet for få minutter siden. De var til en af mine venner, Alexander, som kaldte mig skat, søde og sådan. Havde de virkelig skrevet til ham?? Åh gud.

”Rolig nu,” kunne jeg høre Niall sige, imens han lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårerne pressede på igen, imens jeg stod og bed hårdt i min læbe. Hvad ville folk ikke tænke nu?

Jeg trak vejret lidt for højt, hvilket Niall åbenbart bemærkede, han trak mig i hvert fald ind til sig og aede mig beroligende på ryggen. ”Hey, det er okay. Tag det roligt,” mumlede han stille og trak mig længere ind til sig. Jeg svarede ikke, men kvalte bare et hulk og tog en dyb indånding, imens de forfærdelige tanker løb igennem mit hoved.

Hvad ville der ikke ske nu? Jeg ville helt sikker blive mobbet, stemt helt ud af fællesskabet, og så var der ligesom ikke meget ved at gå her. For helvede.

 

***

 

Alle stirrede på mig, småhviskede og fnes, da jeg kom gående ind i kantinen til spisetid. Jeg holdt mit blik i gulvet, imens jeg fandt vej hen til bordet, hvor Niall, Louis, Liam og Zayn sad. Stadigvæk ingen Harry. Det var nu heller ikke det, som jeg bekymrede mig om. Jeg bekymrede mig om, at alle troede jeg nu var bøsse. Og værre endnu. Hvis Harry troede, at jeg var bøsse. Tænk hvis han troede, at jeg havde løjet om, at jeg havde en kæreste. Det havde jeg jo realset også, men ikke fordi jeg var bøsse. Det ville være virkelig, virkelig slemt.

”Hey,” sagde Niall opmuntrende, da jeg satte mig ned ved siden af ham. Jeg gjorde et nik med hovedet og kiggede tavst ned i bordet. Der blev lidt stille ved bordet, hvilket fik mig til at tro, at alle drengene sad og gloede på mig. Hvor var det ydmygende det her!

”Jason, de er bare nogle idioter. Du skal ikke høre på dem,” begyndte Louis alvorligt. Jeg så langsomt op på ham og stirrede lidt på ham. ”Det er nok lidt svært at undgå,” kom jeg til at svare en smule hårdt. Han så en smule overrasket på mig og sagde ingenting. Jeg sukkede. ”Undskyld, Louis,” mumlede jeg med tårer i øjnene og rejste mig hurtigt, hvorefter jeg halvløb hen mod udgangen.

Det regnede stadigvæk udenfor. Dråberne blandede sig med mine tårer, der løb ned ad kinderne. Jeg sad på badebroen ude ved søen og stirrede ud på vandet, imens alle mine følelser fløj rundt i kroppen. Jeg havde det af helvedes til. Jeg følte mig til grin og åndssvag. Og så selvom det ikke var sandt. Jeg burde jo egentlig bare demonstrere. Men jeg følte mig ikke stærk nok til det. Drengene ville træde på mig uanset hvad. Og så selvom Niall, Zayn, Louis og Liam var med mig. Om Harry troede på mig, vidste jeg ikke. Og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at vide det. Jeg havde egentlig bare lyst til at tage hjem i dette her øjeblik. Så dårligt havde jeg det virkelig.

”Jas?” Jeg stivnede ved lyden af stemmen. Det var Harry. Hvad lavede han dog her? Jeg tørrede mig hurtigt under øjnene og fastholdte blikket ud på søen, imens han satte sig ned ved siden af mig. ”Hvad laver du her?” hørte jeg mig selv mumle grædefærdigt, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han kunne høre det på mig. Jeg bandede af mig selv indeni. Jeg skulle ikke fremstå som svag over for ham for fanden!

”Drengene fortalte mig..” mumlede han langsomt. Jeg bed tænderne lidt sammen for at hindre nye tårer i at komme frem. Selvfølelig havde de fortalt ham det. Alle havde jo fortalt hinanden det. Alle vidste det. Selv lærerne garanteret.

”Hey, det er okay, hvis du er,” sagde Harry pludselig en smule nervøs. Jeg så hurtigt op på ham med et lidt surt blik. ”Harry, jeg er ikke bøsse. Alexander er bare en ven, og vi.. skriver bare sådan til hinanden for sjov. July er min kæreste!” Jeg blev vred på mig selv over at lyve for ham. Han burde vide hele den rigtige sandhed.

Harry sukkede af sig selv. ”Det vidste jeg godt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det.” Han kløede sig uintelligent i nakken, og et kort øjeblik kunne jeg ikke lade være med at skjule et smil på mine læber. Tænk han kunne frembringe det igen. Jeg syntes ellers, at alt så sort ud.

Han opdagede det. Et stort smil blev i hvert fald placeret på hans smukke læber, og jeg kunne straks mærke mine kinder blive varme. Hurtigt kiggede jeg væk fra ham og bed mig i læben. Han skulle umuligt tro, at han gjorde mig rød i kinderne. Så ville han i hvert fald ikke tro, at jeg ikke var homoseksuel. Og det skulle han absolut ikke.

”Prøv at høre. De er en flok spassere i kørestol uden arme og ben. Du skal ikke tage dig af dem. De kender dig jo ikke en gang. Så hvor i alverden skulle de vide det fra?”

Jeg kunne mærke min underlæbe dirre af frustration. Nej, de kendte mig ikke. Men det gjorde Harry heller ikke. Overhovedet. Og det gjorde ondt, at han ikke gjorde det. Han fortjente at vide det. Også selvom det så ville gøre endnu mere ondt på mig. Jeg ville ikke miste ham som ven, overhovedet ikke. Men hvis vi nogen sinde skulle kunne lære hinanden at kende rigtigt, var jeg nødt til at vise ham mit sande jeg. Jeg kunne ikke holde mig skjult under en paryk for evigt. Det var umuligt.

Jeg stirrede et kort øjeblik i hans øjne, som stadigvæk havde den mærke påvirkning på mig.

Og uden at tænke mere over det, åbnede munden og så nervøst på ham, imens mine hænder fik fumlet sig op til min paryk.

”Harry, jeg er..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...