Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
241489Visninger
AA

12. 11

 Efter noget, der føltes som uendelig lang stilhed, endte Harry og jeg på skolen igen. Vi havde sneget os tilbage til hans hytte og sad nu i varmen derinde. Vi havde ikke snakket helt så meget, som vi plejede, og hvis vi havde, var det på grund af ham. Han startede hele tiden vores samtaler og kørte dem videre, og jeg var så personen, der satte det sidste punktum.

Nu hang der så en tavshed imellem os, og jeg sad og tænkte på, hvad jeg skulle sige til ham. Der var meget, jeg havde lyst til at spørge ham, men sagen var at jeg var bange for at lukke de forkerte ting ud. Eller at det ville lyde for bøsset. Jeg var endnu mere bange for at få et eller andet blik, der sagde 'er-du-dum-eller-sådan-noget?'. Men sig mig, hvornår i alverden havde jeg bekymret mig over ting at sige? Da jeg kom her, var jeg da forsigtigt i starten, men nu sagde jeg bare, hvad jeg havde lyst til. Men foran Harry. Der kunne jeg simpelthen ikke. Hvad var der galt med mig??

”Nå,” mumlede Harry og satte sig ned i sin seng. Jeg sad på en af træstolene og stirrede lidt på ham. Han så op på mig med et varmt smil, hvilket fik varmen i mine kinder til at brede sig lidt. Jeg havde lyst til at råbe, at han skulle stoppe med at smile til mig mere. Men det kunne jeg ikke ligefrem tillade mig, tror jeg.

”Nå, gentog jeg og så hurtigt væk fra hans blik. ”Hvad skal vi lave?” spurgte han og bevægede sig. Jeg så langsomt tilbage på ham og opdagede, at han havde lagt sig ned nu. ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg og prøvede at lyde lidt stærkere end før. Han løftede øjenbrynene og mødte mit blik, og selvom jeg prøvede at fjerne det, gjorde jeg det ikke. Der var bare noget i hans øjne, der kunne få mig til at kigge ind i dem i en evighed.

Vi sad i et øjeblik og stirrede tavst ind i hinandens øjne, indtil døren pludselig gik op. Jeg løsrev mit blik fra Harrys og så derhen, hvor drengene kom gående ind. De havde poser i hænderne og så helt våde ud. ”We made it!” halvråbte Louis og stillede indkøbsposerne på gulvet, imens han lukkede døren i. ”Og det gjorde I ikke,” fortsatte Zayn og så smilende på os, imens han tog sin våde jakke af. ”Vi slap med et advarsel,” sagde Harry kort med et skuldertræk. Jeg så hen på ham igen. Der var ændret lidt på hans fine ansigtsudtryk, som han havde haft, før drengene kom. Underligt.

”Heldigt,” svarede Liam og dumpede ned ved siden af mig på en stol. Jeg smilede til ham, og han gengældte det hurtigt. ”Hvad købte I?” spurgte jeg og skævede til indkøbsposerne. Niall så på mig. ”Nok til to dage i hvert fald.” Jeg skød det ene øjenbryn i vejret. To dage? Der var 6 indkøbsposer! ”Inklusiv jeres vogn fuld af alkohol,” fortsatte han med et smil. ”Så bør vi nok gemme dem,” sagde Harry og blev ved med at kigge på mig. En genert følelse blev skyllet ind i min krop, og jeg så ned i gulvet og begyndte at pille ved mine negle, en røvirriterende vane.

”God idé, Hazza!” fastslog Louis ironisk og gik i gang med at sætte poserne ind under den ene køjeseng. Jeg smilede på deres vegne og så hen mod vinduet, hvor regnen stadigvæk silede ned.

”Jeg er sulten,” mumlede Niall og fandt noget slik i sin jakkelomme. Han begyndte at gnaske alvorligt på en eller anden chokoladebar, indtil det pludselig bankede på trædøren og den blev åbnet. Så gemte han den hurtigt.

En lærer, som lignede hende, der havde taget imod mig, kom ind og så gravalvorligt på Harry og jeg. ”Harry og Jason, jeg skal lige tale med jer to,” sagde hun og vendte sig om, hvorefter hun gik ud af hytten. Jeg så hurtigt hen på Harry, der så på mig. ”Fuck,” mumlede jeg kort. Han rejste sig tavst op, tog sko på og smuttede hen mod døren. Jeg gjorde det samme og fulgte efter. Læreren stod ude på verandaen og lukkede trædøren i, da vi var kommet ud.

”Har I to været nede i Marks & Spencers?” spurgte hun seriøst. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg rykkede automatisk længere ind mod Harry, da hun sagde det. Jeg svarede ikke, hvilket var et tegn til, at han skulle svare. ”Mm,” mumlede han kort. Hun sukkede og rystede på hovedet. ”Det er strengt forbudt, og det burde I vide!” Jeg blev ret overrasket over hendes pludselige hårde tonefald, at jeg bevægede mig en millimeter hen mod Harry igen, og lod vores hænder snitte hinandens. Hans berøring havde efterladt en hedende fornemmelse i hele min krop, som jeg bad til ville forsvinde.

”Som straf skal stå I to for opvasken i de næste to uger,” fortsatte læreren, og normalt ville jeg have været ved at protestere og diskutere, men jeg var så beruset af Harrys berøring, at jeg ikke sagde noget. I stedet for nikkede jeg bare, som om jeg var virkelig svag. Og der gik noget ligeså stille op for mig.

Han var mit svage punkt.

Åh gud.

”Ja ja,” sagde Harry og lød fuldstændig ligeglad med det. Jeg så langsomt op på ham og halvsnappede efter vejret, da hans øjne mødte mine. Det var helt forkert det her. Helt, helt forkert. ”Godt.” Lærerens stemme fik mig til at se på hende i stedet for, og det var lige før at jeg var ved at takke hende for det. Hun vendte sig om og gik ned ad trappen og hen mod den store bygning igen. Hun efterlod mig alene med Harry herude.

Jeg vendte mig hurtigt om og farede indenfor, som om jeg frøs. Selvom jeg egentlig ikke rigtig frøs. Jeg skulle bare væk fra Harry og hans varme, der herskede over min krop. ”Hvad sagde hun?” spurgte Liam hurtigt om, da jeg kom ind. Jeg trak på skulderende. ”Vi skal bare vaske op i to uger,” svarede jeg kort og så hen mod døren, hvor Harry roligt kom ind. ”Haha, så kan I lære det,”udbrød Louis med et grinende smil. Jeg himlede med øjnene af ham og så på Harry, der lod til at syntes det var helt ligegyldigt. Det ville jeg nok også have syntes. Hvis det havde været med alle andre end ham. Det betød, at vi skulle tilbringe mere tid sammen, og det var ikke det, som jeg havde allermest lyst til lige nu.

 

***

 

Det blev aften, og jeg var lige blevet efterladt alene sammen med Harry efter aftensmaden. Niall var smilende gået sin vej, som om alting var fint. Han vidste jo heller ikke ligefrem noget om mine skiftende følelser for Harry. Jeg mindes stadigvæk den dag, hvor jeg sagde, at jeg syntes han var mærkelig. Sådan var det ikke ligefrem mere. Ikke fordi, at jeg ligefrem følte noget for ham, men der var et eller andet over ham, der gjorde mig forvirret og blød i knæene, og hver gang jeg var sammen med ham, følte jeg mig tryg, men alligevel usikk...

”Jorden kalder, Jason?” En hånd blev viftet frem og tilbage foran mine øjne, og jeg blev revet ud af tågen, som jeg stod i. ”Ja?” sagde jeg opmærksomt og så op på Harry, der åbenbart morede sig med at se mig sådan. ”Vasker du op, så tørrer jeg?” Jeg nikkede forlegent og gik straks i gang med opvaskebørsten, sæben og tallerkenerne.

”Så..” begyndte jeg mumlende og gav ham en tallerkenen. Egentlig vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle sige, det var bare for at sige noget, så vi undgik stilheden. ”Så,” mumlede Harry ventende og tørrede tallerkenen af. Jeg havde egentlig håbet, at han havde fortsættet med at sige noget, men han forblev stille. Pik og patter. Drengenes sprog må have smittet af på mig, for jeg plejer ikke lige at snakke sådan der. Eller tænke.

”Så, hvad?” spurgte Harry igen, denne her gang med et lille grin i stemmen. Jeg smilede hurtigt for mig selv. ”Det ved jeg ikke..” svarede jeg dumt. Han grinede af mig og rystede på hovedet. Jeg tog modet til mig og prøvede så igen, ”så, hvordan har du det?” Han betragtede mig, imens han kørte viskestykket rundt på tallerkenen. Han holdt en lille pause, indtil han svarede, ”underligt..” Jeg løftede et øjenbryn. ”Hvorfor?” spurgte jeg men fortrød hurtigt, da det nok ikke ragede mig.

Han trak lidt på skuldrende. ”Jeg har bare mange tanker i hovedet for tiden.” Han kløede sig i nakken og så væk fra mig. Jeg rynkede panden og havde lyst til at spørge lidt til det, men lod være. Det var ikke mit område.

”Det lyder.. kompliceret,” mumlede jeg dumt. Han begyndte at grine, hvilket fik mig til at rødme. Jeg bed mig genert i læben og hældte noget mere sæbe på opvaskebørsten. ”Tro mig – det er det.”

 

***

 

Da Harry og jeg havde fået vasken op, gik vi hen til drengene i hytten. De var gået i gang med et mindre party med lidt alkohol, chips og slik. Og så sad Niall og spillede musik på sin guitar. Det mindede mig om en slags underlig indendørs festival.

”Er det ikke en smule risikabelt og sidde med alt det der?” spurgte jeg og skævede til drikkelsen og ædelsen. Niall rystede på hovedet af mig. ”Det regner. Lærerne gider ikke at bevæge sig herhen.” ”Og de har desuden ladet os være, siden vi kom her,” indskød Liam, imens han tog en håndfuld chips. Jeg nikkede langsomt og satte mig i Zayns seng, som var den eneste frie. ”Hov, Jason?” Niall stoppede med at spille på sin guitar og nysgerrigt på mig. ”Niall?” Han smilede lidt. ”Har du lært Moments?” spurgte han mig. Ja, for en uge siden syntes drengene, at jeg skulle lære at spille Moments, så de kunne synge, og jeg kunne guitare til. Er der overhovedet noget, der hedder guitare? Nok ikke, det lød bare bedre.

”Altså, ikke perfekt, men sådan da...” svarede jeg langsomt med et svagt smil. Han rakte mig med det samme guitaren, og jeg tog hurtigt imod den. Drengene samlede sig foran mig, og jeg så på Liam.

”1, 2, 3.” ”Shout the door..” Jeg startede med at spillede, og det gik egentlig ret godt. Liams stemme lød perfekt til guitaren. Jeg havde hørt sangen et par gange, og jeg måtte indrømme, at den var virkelig god og trist.

Harrys del kom, og jeg kom til at kludre lidt i akkorderne, da hans stemme indtog mit hoved, mine tanker og min koncentration. For fanden da. Jeg bed tænderne sammen og tog mig sammen, så det lød godt igen. Indeni sukkede jeg bare af mig selv. Hvad skete der for mig?

 

*** Da klokken blev halv 11, besluttede Niall og jeg os for at gå hen til vores hytte igen, da vi jo skulle tidligt op. Vi tog vores jakker på, da det stadigvæk styrtede ned udenfor. Så sagde vi godnat til drengene, der var i gang med at rydde op efter aften. Tomme dåser og slikpapir.

Vi gik udenfor og langsomt hen mod vores hytte. Selvom det regnede, gik vi langsomt. Men det var selvfølelig fordi vi kunne snakke rigtigt sammen nu. Helt alene.

”July, jeg bliver nødt til at vide det,” begyndte Niall, ligeså snart vi var på vej væk i mørket. Jeg så hen på ham med en knyttende mavefornemmelse. Vide hvad? ”Harry?” fortsatte han. Jeg så væk fra hans ansigt og kiggede ned i jorden. Hvorfor spurgte han mig om Harry?

”Hvad er der med Harry?” mumlede jeg stille. Jeg kunne føle Nialls indtrængende blik på mig og tvang mig selv til at kigge på ham. ”Du.. er anderledes, når du er sammen med ham.” Han hjalp mig på vej, kunne jeg se og høre. Han ville have mig til at sige noget bestemt, og inderst inde vidste jeg godt, hvad det var.

”Jeg ved det,” sagde jeg efter en pause, og fortrød det egentlig ikke. Niall var min bedste ven her fra lejeren, og jeg vidste, at jeg kunne sige det hele til ham, uden det gik videre. ”Det er bare,” startede jeg, men sukkede. Hvordan skulle jeg sige det? ”Det er bare..?” spurgte Niall afventende og stoppede op, da vi pludselig var for tæt på vores hytte.

”Han gør mig underlig. Varm. Tryg. Usikker. Jeg ved ikke, hvad jeg egentlig føler for ham.” Jeg mumlede det sidste sukkende, hvilket Niall lagde mærke til, han grinede i hvert fald. Jeg så forvirret på ham. ”Søde.. du er forelsket i ham.” hviskede han smilende. Jeg spærrede øjnene op. Mig? Forelsket? Hvad?! Det tror jeg ikke lige! Nej, det kunne ikke passe.

”Nej, Niall,” svarede jeg, og kunne med det samme mærke rødmen stige, selvom han ikke kunne se det. Det var løgn. Jeg kunne da ikke være forelsket i Harry. Han var min ven. Min bror. Og måske.. lidt mere end det.

Jeg sukkede, da jeg indså det hele. Niall havde ret. Jeg var en af personerne, der var blevet ramt af Amors pil. Og så gået hen og blevet forelsket i Harry. Det var virkelig slemt.

”Pis,” mumlede jeg hurtigt. Niall grinede og lagde en hånd på min skulder. ”Endnu en grund til at fortælle ham det,” sagde han med et smil. Jeg stirrede lidt på ham og rystede stramt på hovedet. ”Nej, Niall. Jeg kan ikke,” sukkede jeg og følte en dårlig samvittighed lande i min mave som en tung sten. Hvorfor skulle det absolut være så svært?

”July.. Jeg tror.. at Harry vil blive glad for det,” fortalte han impulsivt. Jeg så lidt på ham og overvejede det, men endte med at ryste på hovedet. Jeg kunne ikke gøre det.

”Lov mig, at du ikke siger det her til nogen,” sagde jeg stille. Han nikkede og så lidt ærgret ud. Ville han virkelig gerne have, at jeg sagde det? ”Tænk at du er faldet for Harry uden at se hans charmerende side,” mumlede Niall for sig selv, hvilket gav mig et smil på læben, selvom det ikke burde være der.

Jeg burde idet hele taget slet ikke kunne lide Harry på den måde. Det var helt forkert. Og hvis han nogen sinde fandt ud af det, ville jeg aldrig kunne se ham i øjnene igen.

 

--------------------------------------------------------------

Det gik måske lidt hurtigt med alle følelserne og det der i dette her kapitel, men ellers bliver den nok lidt for langtrukken :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...