Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
243717Visninger
AA

11. 10

 Nialls synsvinkel

Jasons/Julys og min samtale kørte stadigvæk inde i mit hoved, og jeg var stadigvæk chokeret, selvom jeg ikke gav direkte udtryk for det. Jeg kunne bare ikke tro det. Han, eller hun, var en pige. Det var virkelig underligt! At tænke på, hun havde hørt så meget, som hun ikke burde høre, hun havde set drengesiderne af os, og hun havde levet som en en af os, gjorde mig forundret. Tænk hun kunne holde det ud. Det måtte være noget anderledes end at være sammen med piger!

Det syntes, at det var mærkeligt, at jeg ikke havde opdaget det, eftersom jeg talte mest med hende. Jeg burde have vidst det. Der havde været en masse feminine ting over Jason, men jeg havde ikke tænkt, at han i virkeligheden havde været en pige. Men hvis jeg lod mærke til det, kunne jeg godt se alle puslespilsbrikkerne samle sig. Det startede jo allerede der, hvor hun så Harry nøgen første gang. Hun ville væk fra ham. Og der hvor der lå undertøj og p-piller i hendes taske. Som om det var hendes kærestes. Og så var der selvfølelig hver dag, hvor hun vågnede en time før os andre.

Et smil gled hen over mine læber, og jeg holdt et grin tilbage. Hun havde virkelig været ude for meget. Selvfølelig var det hendes egen skyld, men jeg var faktisk stolt over hende. Det kræver virkelig mod for at klæde sig ud som en dreng og spille troværdig overfor en flok af dem – og hun havde jo sådan set klaret det. Jeg var bare kommet det forkerte tidspunkt på det forkerte sted.

 

Julys synsvinkel

Kunne jeg stole på Niall? Kunne jeg virkelig stole på ham? Han gav udtryk for det, ja, men jeg vidste det ærlig talt ikke. Jeg havde det som om, at han havde sagt det til drengene, selvom han sagde, at han ikke ville gøre det. Det var bare, hver gang jeg gik forbi dem eller snakkede med dem, kiggede Harry en smule underligt på mig, hvilken fik tvivlen til at stå på. Også selvom Louis, Zayn og Liam ikke lod til at til at have hørt noget. Men Harry... Han vidste noget. Jeg kunne se det på ham. Der var bare noget over hans øjne. Hver gang han så på mig, kunne jeg mærke nervøsiteten og skyldfølelsen. Jeg havde det dårligt med, at han ikke vidste noget, nu når Niall gjorde. Han var ligesom også begyndt at komme ret meget ind i mit liv. Der var noget specielt over ham. Vi var startet dårligt op sammen, men vores forhold havde virkelig ændret sig nu, og jeg holdt rent faktisk af ham. Jo mere jeg var sammen med ham, jo mere kom jeg til at holde af ham. Det kom selvfølelig fra min pigeside af og ikke min drengeside. Han ville tro jeg var bøsse, hvis jeg sagde noget om det.

 

***

 

 

Det var blevet mandag, ergo, det var tre dage siden jeg havde fortalt det hele til Niall. Jeg kunne vel godt afsløre at vores forhold var blevet anderledes allerede. Han behandlede mig ikke som en dreng – jo i offentligheden. Men når vi var alene, behandlede han mig som en pige. Jeg havde ikke noget imod det, faktisk var det rart.

Jeg var glad for, at han spillede så godt med. Hver gang der opstod nogle situationer (jeg taler om en situation på værelset i går, hvor Will og Marcus havde lyst til at danse nøgne rundt, ad) hjalp han mig. Og jeg kunne kun takke ham for det. Derfor forstod jeg heller ikke sådan helt, hvordan jeg kunne tvivle på ham. Hvis han hjalp mig, ville han nok ikke sladre. Desuden virkede han heller ikke sådan. Og jeg kendte ham vel efterhånden godt nok til at vide, at han ikke var sådan.

”Drenge?” sagde Niall efter en lille pause, der var opstået efter deres brok over, at de var sultne. Maden her var nemlig ret skuffende. Og man blev ikke ligefrem mæt af den.. ”Vi kan stikke af. Eller, 'gå en tur'. Til nærmeste supermarked,” fortsatte han og lød næsten stolt af sin idé. ”Det er lige før,” mumlede Louis og nikkede. ”Jeg er på,” svarede Harry hurtigt og rejste sig for at tage en jakke på. Vi – One Direction og mig – sad i drengenes hytte og kedede os. Det styrt regnede udenfor, så der var intet spændende ved at være ude, og undervisningen i dag var overstået. Derfor kedede vi os ret meget.

Vi blev hurtigt enige om at tage af sted. Niall og jeg halvløb hen i vores tomme hytte for at finde jakker. ”Hvad hvis lærerne finder ud af det?” spurgte jeg en smule uroligt, imens jeg tog jakke på. Niall smilede stort til mig. ”Er du bange for lidt drengestreger?” sagde han drillende. Jeg himlede med øjnene og lynede min jakke. Vi gik ud i regnvejret igen og fandt hurtigt en lærer inde i det store hus. Niall sagde, at vi gik en tur sammen med drengene i skoven, og det sagde de heldigvis intet til.

”Er vi klar?” spurgte Harry ude ved bålpladsen. Vi nikkede i kor og begyndte at snige os hen mod bygningen for at komme ned til den store vej, som forhåbentlig ville føre til et supermarked på et eller andet tidspunkt. Det lykkedes idet mindste at komme af sted, så bekymringen var raset lidt af, da vi kom ned på fortorvet og gik. ”Ligger der overhovedet noget supermarked?” sagde jeg undrende, lige idet der kom et glimt på himlen. Åh gud, det måtte ikke tordne! Ikke nu! Ik...! ”Fuck!” halvråbte jeg, da der kom et højt brag. Drengene kiggede hurtigt hen på mig med rynket pander. ”Er du bange for tordenvejr?” spurgte Liam fortvivlet, imens det lignede han var ved at grine. Jeg kløede mig tavst i nakken og kiggede hen på Niall for at få hjælp, men jeg kunne se på ham, at det morede ham. ”Øhh..” mit svar blev afbrudt af et tordenbrag, der lød som en knirkende dør. Dræb mig.

”Det er vist et ja,” mumlede Harry smilende. Jeg kiggede væk fra ham, eftersom jeg rødmede kraftigt. Jeg burde ikke være bange for torden! Jeg var en dreng! Og drenge.. kunne vel godt være bange for torden. Det virkede bare så ucool – hvis der overhovedet var noget, der hed det.

Niall stoppede op og gik så hen ved siden af mig, hvilket jeg var taknemmelig for. Han kunne vist godt se, at jeg havde brug for en at gå lidt sammen med. Men på den anden side kunne det måske også godt virke forkert, og det skulle det ligesom ikke!

”Der ligger en Marks and Spencer derhenne,” udbrød Niall pludselig og var hurtig til at løbe af sted. ”Niall, slap nu lige af,” råbte Louis, men halvløb alligevel efter ham. Var de virkelig så sultne?

Vi kom ind i det varme supermarked, hvor der heldigvis ikke var særlig mange mennesker. Jeg orkede ikke, hvis drengene pludselig blev overfaldt af fans. Det var mere end mit hoved kunne tage. Liam havde taget en indkøbsvogn, hvilket fik mig til at stirre på ham. Sig mig, hvor meget skulle de have? Vi kunne da ikke snige os ind med indkøbsposer og det hele.

Turen rundt på gangene gik langsom. De flere år om at vælge, hvad de skulle have at spise. Niall stillede sig hele tiden et dilemma om, hvilken ting han skulle vælge ud af to, og det endte med at han valgte dem begge.

”Hey, skal vi ikke købe lidt alkohol?” spurgte Harry, da vi nåede op til den afdeling. De andre drenge var lige gået et smut hen for at se på chips. Jeg kiggede med løftet øjenbryn på ham, men han smilede bare til mig. ”Er du syg? Hvis vi bliver opdaget, bliver vi helt sikkert smidt ud,” sagde jeg dumt. Drengene kiggede på mig, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede. Det var måske lidt pinligt. ”Er du måske bange?” sagde han udfordrende. Jeg himlede med øjnene af ham for at få ham til at lade det ligge, men han kiggede bare på mig. ”Okay så.” Jeg tog en cider, der stod på hylden og lagde i kurven. Han udstødte en fnis, hvilket fik mig til at se irriteret på ham. ”Én cider til 6 mennesker?” Jeg svarede ikke, men slog blikket ned på hylderne, hvorefter jeg fandt cidere, øl og en vodka. ”Tilfreds?” spurgte jeg kort og slog ud med armene, da jeg ramte ind i en persons mave.

Jeg kiggede undskyldende derhen, hvilket Harry også gjorde, og blev enormt bange, da jeg så personens ansigt. Fuck. Det var Trine. Vores musiklærer. Shit.

”Hvad laver I to her?” spurgte hun strengt og kiggede ned i vores vogn, hvor der lå alkohol. Fuck, fuck, fuck. Jeg bakkede hurtigt tilbage og så på Harry som tegn til, at han skulle svare. ”Vi... køber ind,” forsøgte han dumt. Jeg sukkede på vores begge vegne og så mig omkring i butikken, til jeg fik øje på Niall, Liam og Louis, der stod og gemte sig bag en hylde og betragtede os. Niall mumlede et eller andet til mig, som jeg opfattede som et 'ups' eller sådan noget. Det hjalp bare ikke lige på situationen lige nu.

”I ved godt, at det er strengt forbudt at forlade skolens grund, ikke? Og så tage i supermarkedet for at købe alkohol.” Trines skarpe tone ramte mit øre, hvilket gjorde mig skræmt. Jeg kiggede i smug over på Harry, der bare så lidt ligeglad på hende, men samtidig forstående. ”Det vidste vi altså ikke,” løj han mumlende, så jeg var ved at grine. Det lød en smule komisk.

”Hm, det kan gå denne her gang. Men så går I også hjem, og det er nu.” Inden der skete så meget mere, trak Harry mig ned mod udgangen i et hastigt tempo. Jeg kiggede hurtigt tilbage, og Trine stod og gloede efter os, nok for at sikre at vi gik.

Vi skyndte os ud af butikken og hen på fortorvet for at smutte tilbage mod skolen. ”Damn,” mumlede Harry og trak sin telefon op af lommen. Jeg gættede på, at han skrev til drengene. ”Det siger du ikke,” sagde jeg kort og tog min hætte på igen, eftersom det regnede mere end før. Han lo en smule og så så på mig igen. ”Nå, drengene køber det hele ind, og så sniger de sig tilbage.”

Det gik egentlig først op for mig, at jeg var alene med Harry nu. Og ligeså snart min krop fandt ud af det, begyndte den at reagere dumt – ligesom den gjorde, når jeg altid var alene med ham. Jeg ledte stadigvæk efter grunden til det, for det irriterede mig virkelig meget. Jeg burde ikke reagere, som jeg gjorde. Det var helt forkert.

Vi gik lidt i tavshed, og jeg gik og undrede mig lidt over, hvad han tænkte på. Jeg undrede mig over, hvad han egentlig tænkte om mig. Hvordan han så mig. Faktisk havde jeg lyst til at spørge, men lod være. På en måde var jeg lidt bange for at høre svaret. Tænk hvis han egentlig ikke brød sig om mig, men egentlig bare var venlig, fordi jeg var så gode venner med Niall? Det ville virkelig være nederen. Og jeg tror, at jeg ville blive ret ked af det.

Men det var måske ret naivt at tænke sådan. Jeg mener, hvorfor skulle Harry gøre sådan? Han havde jo op til flere gange spurgt, om vi skulle gå ture, tage ned til søen og sejle og sådan, så det burde da slet ikke bekymre mig overhovedet.

Men jeg skulle stadigvæk ikke spørge ham. Det virkede dumt at spørge om, eftersom jeg syntes, at piger bekymrede sig mest om det. Og selvom jeg havde ufattelig meget lyst til at fortælle ham, hvem jeg egentlig var, lod jeg være.

 

------------------------------------------------------------------

Mage til lorte kapitel, I'm really sorry!

 

I skal lige vide, at når jeg skriver, at der kommer et kapitel i aften, så mener jeg nat, som nogle af jer nok har bemærket. Jeg har en mor, der ikke er særlig glad for, at jeg er ved min computer før efter aftensmaden ):

Håber ikke, at det gør noget, jeg skriver trods alt meget oftere end jeg plejer :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...