Secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 14 aug. 2012
  • Status: Igang
July på 17 år, har siden hun var 14 år drømt om at komme på musikskole. Da chancen endelig melder sig, er det for sent. July opdager til sin store rædsel, at der ikke er flere pladser hos pigerne tilbage, og man først kan søge ind næste år. Dog ser hun, at der stadigvæk er én plads tilbage - hos drengene. Og hvad gør man for at få sin drøm opfyldt? Man klæder sig simpelt hen ud som en dreng.
Men hvad sker der, når hun finder ud af, at en af hendes værelseskammerater er en dreng fra det kendte boyband, One Direction? Kan July i sidste ende holde på sin hemmelighed?

1669Likes
2060Kommentarer
242718Visninger
AA

2. 1

 Jeg lod mit blik stirre opgivende på min bærbars skærm, imens panikken i kroppen steg for hvert sekund. 'Ingen ledige pladser tilbage'. Hvordan kunne det passe?! Jeg havde såmænd sidst været inde på hjemmesiden i går for at tjekke, om der var plads – og det var der!

Jeg sukkede højlydt og havde lyst til at kyle min bærbar på gulvet. Det kunne ikke passe, at jeg virkelig skulle vente til næste år med at melde mig til. Jeg havde virkelig set frem til en sommer, hvor jeg ikke skulle koncentrere mig om noget andet end min guitar. For fanden da.

Jeg bed tænderne hårdt sammen og lod min hånd glide hen over musen, imens jeg begyndte at sidde og opdatere siden med et håb om, at der lige pludselig ville stå, at der var ledige pladser. Men det skete ikke ligefrem. Efter et kvarter havde jeg opgivet og sad i stedet for bare og stirrede på skærmen igen, imens jeg bed mig i overlæben. Jeg lod al vreden og irritationen gå ud over den, og jeg måtte indrømme, at det til sidst gjorde virkelig ondt. Et suk undslap mine læber, og jeg gik tilbage til forsiden og kiggede lidt rundt. Mit blik faldt på det link, hvor der stod 'Ledige pladser'. Som et sidste forsøg gik jeg derind, men vidste allerede at det ville være forgæves. Mit hjerte begyndte at banke hårdt, da jeg rullede ned ad siden og så på skemaet. Jeg kiggede hurtigt på pigernes tilstand og vidste allerede resultatet. Suk, suk og atter suk.

Jeg skulle til at lukke fanen ned, da jeg kiggede på drengenes tilstand. Til min store overraskelse stod der, 'Meget få pladser tilbage'.

Jeg lod mit blik overglo sætningen og sad lidt og trippede nervøs med min fod. Hvis nu.. nej. Det kunne ikke gå. Aldrig i livet. Jeg kunne da ikke klæde mig ud som en dreng.

Jeg begyndte at grine af min latterlighed, da min mor kaldte på mig. Hurtigt var jeg oppe af stolen og traskede ind i stuen til hende med et trist ansigtsudtryk. Hvad skulle jeg nu sige til hende? Hun havde regnet med, at jeg skulle være væk i sommerferien, og nu kom jeg så dumpende og blev hjemme alligevel. Jeg kunne allerede se hendes sure ansigt for mig. Og de skuffede øjne. Hun havde sparet op i månedsvis, for at jeg kunne komme af sted. Og så bliver det ikke til noget.

”Hvad er der?” spurgte jeg hende og kørte min finger hen over sofaens ryglæn. Hun så op fra sit blad og lagde sine læsebriller på bordet. ”Har du fundet tilmeldingssedlen på computeren? Vi skal se at få meldt dig ind.” Jeg sukkede lydløst og bed mig nervøst i læben. Det her ville blive en forfærdelig sommer nu. Jeg havde ødelagt den for min mor og far. De havde garanteret planlagt en masse uden mig, og her kommer jeg så alligevel. Og alle de penge, hun havde knoklet for.

”Har du?” spurgte min mor utålmodigt og løftede øjenbrynene. Jeg så nervøst på hende og kom så med et svar, jeg ikke ligefrem havde regnet med, at jeg ville give hende, ”Ja.” Hun nikkede. ”Så hent din computer, så vi kan få den udfyldt.” Hun tog sine læsebriller på igen og vendte tilbage til sit blad, imens jeg bare stod og stirrede lidt på hende. Åh gud. Jeg havde ikke lige sagt ja, havde jeg?! Fuck.

Jeg skyndte mig med hastige skridt at gå ind på mit værelse, og halvløb så over til min computer. Hurtigt opdaterede jeg siden og så, at der stadigvæk ikke var nogen pladser tilbage hos pigerne, derimod hos drengene. Pis. Jeg klikkede på tilmeldingssedlen for drengene, som blev åbnet i et Word-dokument. Langsomt lod jeg mit blik skimte teksten. Der var ikke ligefrem noget, der tydede på, at det var en tilmeldingsseddel for drenge. Den kunne ligeså godt gå for piger. Så skulle jeg bare rette den, inden jeg sendte den af sted. Men jeg kunne nok ikke bare opfinde en eller anden person at være. Jeg var nok nødt til at udgive mig for at være en anden. Måske kunne jeg nakke Jasons informationer og udgive mig for at være ham. Vi var trods alt tvillinger, så hvis jeg bare klippede mit hår af og fik nogle mandelige træk, kunne jeg måske godt gå for at være ham. Jeg stod i lidt til og spekulerede.

Til sidst blev jeg så enig med mig selv om, hvad der var det rigtige at gøre.

 

***

 

En nervøs følelse fløj igennem kroppen, da min mor drejede ind på parkeringspladsen til musikskolen. Jeg var virkelig nervøs lige nu, hvilket jeg egentlig havde været de sidste par dage. Men det tror jeg også, at du ville være, hvis du skulle gå for at være en dreng på en overbevisende måde. Hvis jeg blev opdaget, ville jeg garanteret få virkelig meget ballede, så det ville jeg helst undgå.

”Så er vi her,” mumlede min mor og stoppede bilen brat op og åbnede sin bildør. Jeg blev siddende lidt i bilen og klemte øjnene sammen, imens jeg sad og bedte til, at det hele nok skulle gå.

Jeg åbnede bildøren og steg ud på parkeringspladsen, hvor der var andre elever, der var ved at sige farvel til deres forældre. Jeg sank en klump og gik hen til min mor, der stod ved bagagerummet og tog mine to tasker ud. ”Nu har du husket din telefon, ikke?” spurgte hun og rakte mig den ene taske. ”Jo,” svarede jeg kort og lod blikket glide rundt på de forskellige personer, der stod ved bilerne. Jeg bed mig i læben og blev forskrækket, da min mor smækkede bagklappen i igen. ”Kommer du?” sagde hun og begyndte at gå hen mod den sti, der førte hen til en stor bygning. Jeg nikkede og fulgte bagtrop.

Beliggenheden for skolen var fed. Det hele var nærmest gemt inde på et stort areal, der var omringet af træer. Det gjorde også, at man ikke kunne høre trafikken, og man havde fuldstændig privatliv. ”Her ser da meget hyggeligt ud,” mumlede min mor, da vi var kommet op til bygningen. Jeg erklærede mig enig og kiggede rundt. Her så ikke ligefrem ud som jeg forventede. I stedet for der var én stor bygning til alle eleverne, var der i stedet for placeret hytter omkring. Der gik en sti langs træerne og førte vist over til en anden plads, hvor der var flere hytter. Så gættede jeg på, at den bygning vi stod ved, var et fællessted.

Jeg lagde mærke til, at der stod en dame henne ved et bord og tog imod folk. Jeg måtte se at få jaget min mor væk, så jeg kunne få skiftet tøj og meddelt min ankomst, inden nogen så at jeg var her som mig. ”Nå, mor,” sagde jeg og vendte hen mod hende. Hun nikkede og smilede svagt. ”Jeg tager den herfra.” Jeg tog min taske ud af hånden på hende og krammede hende. Hun krammede mig igen og kyssede mig i håret. ”God sommer, skat. Ring en gang i mellem, ikke?” Jeg nikkede og begyndte at gå min vej, imens jeg vinkede. Til sidst vendte jeg mig rundt og så lige frem. Jeg skulle finde et toilet. Helst ret hurtigt.

”Leder du efter noget?” spurgte en dame mig pludseligt. Jeg så på hende og stirrede lidt på hende, før jeg svarede. ”Ehm, min bror. Han skulle have sine tasker... Men jeg skulle lige finde et toilet først.” Så var vi i gang. Den første løgn ud af de mange efterfølgende. ”Bare ind ad døren der og så ned ad gangen og til højre.” Hun smilede varmt til mig, og jeg nikkede som tak, hvorefter jeg farede hen til døren til den store bygning.

Jeg fandt toilettet og lod mig selv få en lille pause, til at tygge det hele. Efter lidt tid, åbnede jeg den ene taske, hvor alle de vigtigste ting lå i. Jeg startede med at skifte tøj. Mine shorts, top og sko røg ned i bunden af tasken, og blev erstattet af et par meget løse, store bukser, en løs t-shirt, der skjulte mine bryster godt, en hættetrøje og et par sneakers. Det ville virkelig blive et helvede med den varme. Jeg begyndte at sætte mit hår op i en knold, så jeg kunne få den paryk på, som jeg havde købt. Den sad heldigvis fint, og jeg lignede noget, der mindede om en dreng. Mine øjenbryn tegnede jeg lidt tydelige op. Så manglede jeg bare den muskuløse krop og noget lidt mandeligt ved mit ansigt. Ellers kunne jeg i hvert fald godt gå for at være min bror. Det håbede jeg i hvert fald. Prikken over i'et var en cap, der lige gjorde, at jeg mindede en smule mere om en dreng.

Jeg pakkede alle mine ting sammen i tasken igen og fandt en mandedeodorant. Hurtigt sprøjtede jeg noget under armene, så en træng lugt landede omkring mig. Jeg lagde den hurtigt ned i tasken igen, hvorefter jeg lynede den. Jeg så mig en gang i spejlet og skævede lidt til mig selv. Okay, det skulle nok gå. Hvis jeg bare kunne finde mine mandelige instinkter frem, skulle det nok gå!

Jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg tog mine tasker og gik ud på den store gang igen. Der kom nogle piger forbi mig, imens de smilede. Jeg tvang mig selv til at smile svagt, hvorefter jeg skyndte mig udenfor og gik hen til et bord, hvor jeg kunne meddele min ankomst. Hurtigt fandt jeg mine papirer frem og kiggede det hurtigt igennem. Al den rigtige information var der i hvert fald.

Da det blev min tur, rakte jeg damen mit papir, imens jeg havde et anstrengt smil på læben. Hun kørte fingeren over tilmeldingslisten. Jeg stod og kiggede med og fandt mit navn hurtigere end hende. ”Jason Wilson,” sagde damen og så op på mig. Jeg nikkede kort og så overbevisende på hende, selvom jeg var ved at skide i bukserne af nervøsitet. Hvad hvis hun ikke troede på mig?! ”Du skal bo i hytte 14.” Lettelsen røg igennem min krop, og jeg åndede lettet op. Damen fandt en nøgle og rakte mig den. ”Der er fælles samling kl. 15.” Jeg nikkede igen og tog imod nøglen, samtidig med jeg skyndte mig væk fra hende. Det var første skridt. Jeg var inde. Nu skulle de tre måneder bare gå med, at jeg kunne overbevise alle om, at jeg var en dreng. Det ville nok blive lidt mere besværligt.

Jeg fandt hytten, som jeg skulle bo i. Heldigvis var der ingen, da jeg kom derind. Jeg smed mine tasker på trægulvet og så rundt. Her var rimelig hyggeligt. To køjesenge i hjørnerne over for hinanden, et bord med fire stole i midten, en enkelt kommode ude i siden, en hyggelig lampe i løftet, og så var der heldigvis varme. Jeg så også, at der var et toilet med bad og spejl.

Jeg tog min telefon op ad lommen og så, at klokken var 14:46. Så var der snart fælles samling. Jeg lagde min telefon på bordet og skulle til at fjerne mine tasker hen i en af overkøjerne, da trædøren pludselig gik op. Jeg så hurtigt hen på den og lagde mærke til, at en dreng på omkring de 18 år trådte ind ad døren. Inden jeg vendte mig om for at passe mig selv igen, lod jeg hurtigt mit blik skimte ham. Han så rimelig godt ud, men ikke ligefrem en person, jeg ville falde for. Det var der sjovt nok heller ikke lige tid til her, medmindre jeg ville fremstå som bøsse.

”Hey.” Åh gud, han talte til mig. Hvad skulle jeg gøre?! Jeg blev stående lidt, men vendte mig så langsomt om med et smil og nikkede. Han smilede til mig og satte så sine ting på bordet. ”Marcus.” Han rakte hånden frem og forventede nok, at jeg ville tage den. Men jeg blev bare stående lidt og stirrede på den. Til sidst fik jeg mig endelig taget sammen til at tage den, imens jeg stadigvæk nikkede. Det var som om, at jeg ikke kunne gøre andet end at nikke og smile. ”Hvad hedder du?” spurgte Marcus og slap min hånd. Jeg sank en klump og rettede hurtigt min stemme, så den ville lyde en smule dybere og mere drenget. ”Jason.” Jeg hostede hurtigt en gang, da min stemme ikke lød særlig drenget, mere som en pige, der havde fået noget galt i halsen. Og det bemærkede Marcus vist, for han stod og var ved at grine, men nikkede og smilede så. ”Godt at møde dig,” svarede han og gik i gang med at stille alle sine tasker nederste køje på den anden seng. ”Øhm.. i lige måde,” mumlede jeg og vendte mig om, så jeg ikke så på ham. Jeg lagde mærke til, at mit hjerte sad oppe i halsen, og jeg følte mig virkelig dårlig tilpas ved det her. Men jeg kunne ikke nå at bakke ud. Det var for sent. Jeg havde selv sagt ja til det her, så jeg var nødt til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...