Famous - One Direction

Ja altså jeg skal lige have noget på det rene. Jeg er IKKE 1D fan, men der er så mange movellaer med dem og nu tænkte jeg at det måtte være min tur.

Rosy Phanra er deltager i X-factor i England. Hun stiller egentligt op på grund af et væddemål, men da hun ryger videre til finalen bliver hun bidt af det. Hun ville egentligt synge med hendes idol Lukas Graham i finalen, men det kan ikke blive ham da han kommer fra Danmark.
Hvad skal hun gøre da hun skal synge med hendes ultimative hade band One Direction, og hvad skal hun gøre da de tager kontakt til hende udenfor showet?!

8Likes
5Kommentarer
1683Visninger
AA

5. One Direction eller ej?

Varmen blev ved med at brede sig i mine kinder, og jeg blev ved med at kigge stift ned i jorden. Jeg kunne mærke drengenes blik på mig. Nok mest fordi at jeg kunne se dem ud af øjenkrogen. De kiggede alle sammen underligt på mig, undtagen Naill og Louis. De tænkte nok at det var fordi jeg havde opført mig så underligt hjemme i lejligheden, men det var det ikke. Det var en anden grund, som var skyld i mine røde kinder. Problemet var bare at jeg ikke kendte grunden. Eller ikke helt.

Drengene begyndte at gå hen mod det store hus, og jeg fulgte lige så stille med. Vi gik ind i en stor stue, hvor der stod store flydesofaer omkring et lille sofa bord, hvorpå der stod en bukket blomster. Der stod også et sort og blankt pudset flyel. Naill satte sig der, og begyndte at spille. Drengene sang lidt, mens de ventede på Simon som ville komme lidt efter. Jeg valgte at blive stående i døren, så vidste jeg at jeg ikke ville stå i vejen. Det kan også være at jeg var genert over det som var sket om morgenen. Det eneste jeg håbede på var at de ikke var alt for sure på mig, så e stadig ville synge med mig til finalen.

Der gik ikke langt tid inden Simon kom. Han kiggede på mig, tog sin jakke af og gik hen mod drengene. Harry kiggede på mig og spurgte om han skulle tage min jakke. Jeg kiggede hen på Simon, som nikkede til mig. Jeg gav Harry min jakke, og gik hen til Simon. Drengene kiggede på mig, men kiggede så ned på deres papirer. Simon rakte også mig et papir. Det var teksten på den sang, som vi skulle synge til finalen.

Jeg spurgte Simon hvorfor finalen ikke havde været holdt før, og han fortalte mig at det var fordi en af dommerne var syg. Vi havde derfor ikke skulle holde finalen endnu, og der var stadig en uge til. Vi havde en uge til at øve i. Jeg havde ikke selv sunget i to uger. Jeg havde ikke haft lyst, derfor var min stemme nok den mest tørre, kedelige og ubrugelige der overhovedet fandtes. Jeg ville umuligt kunne træne den op igen. Troede jeg.

Da jeg først begyndte at synge kom det hele af sig selv. Jeg fik selv lov til at bestemme hvilke sange vi skulle øve til. Jeg valgte at vi skulle synge Moving Alone med Lukas Graham. Det var min ynglings sang, så de andre var helt med på ideen. Simon synes det var helt okay, da han regnede med at det ville gøre mig glad. Drengene synes bare at det var sjovt at synge sange, som de ikke kendte.

Vi sang hele eftermiddagen, så da blev aften og vi ikke havde haft en ordenlig pause, blev Naill sur. Han ville have mad. Drengene grinte og satte sig ud i køkkenet. Det viste sig at det var Simons hus, så der var derfor ikke så meget mad i køkkenet, som Naill havde håbet på. Han ringede hurtigt til hans favorit pizza mand. Han ligefrem kunne nummeret i hovedet. Han forsvarede sig med at han kunne huske det fordi det var med i hans eksamens opgave, men vi vidste jo alle sammen godt til sandheden. Pizza - Naill. De to "ting" har ret så meget med hinanden at gøre. 

Pizzaen kom hurtigt, og Simon ville have os til at synge videre, men da gik Zayn og Louis i strejke og låste sig inde på toilettet. Jeg skævede til Simon, og han viste godt hvad jeg mente om denne situation. Jeg havde jo fortalt ham, at vis de ikke kunne opføre sig ordenligt, skrottede jeg dem. Simon trak mig med ud på gangen, og begyndte at tigge mig om en chance mere. Det hele virkede meget komisk. Naill der stad ved klaveret og åd pizza, mens han grinede af Harry og Liam, som prøvede at lirke døren op til toilettet. Sidst men ikke mindst Simon, som tryglede mig om at blive. Jeg havde ondt af ham. Han kunne jo ikke gøre for det. Jeg havde nu heller ikke tænkt mig at skrotte dem. Faktisk havde jeg selv lyst til mad, men det sagde jeg ikke til Simon. Det var rart at have ham under tøflen. 

Vi gik ind igen, men da var det for sent. Naill havde spist al pizzaen, og Harry og Liam havde fået døren op til toilettet, og havde nu låst sig inde sammen med Zayn og Louis. Naill var begyndt at spille klaver igen, og virkede lidt lonely. Hvis jeg skulle sige det. Simon gik hen og kiggede ned i den plettede og fedtede pizzaæsken, som lå på sofabordet. Man kunne sagtens se at den var tom derfra hvor vi lige havde stået, men han ville vist lige se efter for en sikkerheds skyld. Han sukkede og lukkede æsken igen.

"Nåh, det bliver vist ikke til mere øvelse i dag!" sagde Simon. Han kiggede hen på Naill, som bare trak på skuldrene og spillede videre.

Jeg gik hen til det blankpudsede sorte klaver, og fulgte Naills slanke fingre, som spillede legende let på de smalle hvide og sorte tangenter, som var lige så blanke som selve klaveret. Han kiggede op på mig, og smilte til mig. Smilet viste ikke andet end venskab, men alligevel blev jeg helt underlig i humøret og ville helst gemme mig indtil den varme følelse forsvandt fra mine kinder. Jeg havde aldrig prøvet at have det sådan før. 

Simon kom hen for at spørge om jeg ville køres hjem, når nu der ikke var mere træning. Jeg takkede pænt ja, og vi forlod  Naill ved klaveret. Han sad nu igen helt lonely, og jeg håbede på at de andre drenge låste sig ud fra det lille toilet, når nu vi gik.

Jeg fulgte med Simon udenfor, og satte mig ind i Simons store øse. Bilen holdte i kanten af vejen, og holdt derfor let skævt . Lige så snart han havde lukket sin dør, begyndte han at undskylde på drengenes vegne. Han synes vist at de var lige så irriterende, som jeg syntes. Han begyndte igen at tikke mig om at synge med dem til finalen, og jeg sagde til ham at jeg ville tænke over det. Egentligt viste jeg allerede svaret - jeg ville blive. For det første kunne jeg ikke nå at finde nogen nye, og for det andet havde jeg ikke så meget imod dem, som jeg sagde at jeg havde. Den eneste grund til at jeg sagde at jeg hadede dem, var at jeg ikke ville være ligesom alle de andre piger, som randt skrigende rundt efter dem. Jeg var bange for at blive normal! Samtidig syntes jeg ikke at de var så specielle. De sang nok godt nok, men deres sange var ikke lige min type. Jeg holdt ikke så meget at sådan noget flødebolle-musik. De så heller ikke fantastisk godt ud. Vis de ikke havde været berømte, så havde de nok ikke været så populære blandt pigerne. Nej, alle verdens piger, kunne nok kun lide dem fordi de var populære, altså grundlæggende.

Simon holdt ind til siden, og jeg fandt ud af at vi var kommet hjem, uden at jeg havde lagt mærke til det. 

Jeg sagde farvel til Simon, og gik op af den ukrudts ødelagte sti, som førte op til det billige lejlighedskompleks, som Lola og jeg boede i. Jeg hilste på alle vores naboer, som altid sad og drak øl på den knirkende trappe. De hilste alle sammen pænt. Det plejede de at gøre, nok ikke fordi jeg var en man hilste på, men fordi de var så pløre fulde. Det største ønske jeg havde, var at købe en ny pæn og ren lejlighed til Lola og jeg. Lejligheden skulle helst ligge længere inde mod London, så vi ikke skulle betale for en taxa hver gang vi havde været inde at shoppe. Vis jeg havde haft pengene havde jeg helt klart købt en bil. Lige gyldig hvilken slags. Den skulle bare kunne køre. Problemet var bare, at hverken Lola eller jeg havde pengene til en.

Jeg låste op ind til lejligheden. Jeg kunne tydeligt høre bruseren gennem de tynde vægge. Jeg smed mig på sofaen for at vente på at Lola var færdig i badet, for hun ville helt klart høre alt om i dag. Jeg samlede den nye avis op, for at lede efter et job. Det var mit andet ønske. Jeg havde ikke kunnet finde et, og derfor havde det været en god idé med X-faktor.

"Rosy, har du hørt det nyeste sladder om Naill og Demi Lovato?" spurgte Lola, og smed sig ved min side i hendes pyjamas. 

Naill og Demi Lovato. Det havde jeg ikke hørt noget om, men noget sagde mig at jeg ikke havde lyst til at vide det. Jeg kunne mærke et tydeligt stik i mit hjerte. Hvad var det nu for noget?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...