Famous - One Direction

Ja altså jeg skal lige have noget på det rene. Jeg er IKKE 1D fan, men der er så mange movellaer med dem og nu tænkte jeg at det måtte være min tur.

Rosy Phanra er deltager i X-factor i England. Hun stiller egentligt op på grund af et væddemål, men da hun ryger videre til finalen bliver hun bidt af det. Hun ville egentligt synge med hendes idol Lukas Graham i finalen, men det kan ikke blive ham da han kommer fra Danmark.
Hvad skal hun gøre da hun skal synge med hendes ultimative hade band One Direction, og hvad skal hun gøre da de tager kontakt til hende udenfor showet?!

8Likes
5Kommentarer
1683Visninger
AA

4. Irriterende drenge eller røde kinder?

På måtten stod Louis og Naill! Jeg havde regnet med at det var en drøm jeg havde haft, men det var det åbenbart ikke. Jeg havde regnet med at jeg var ved at blive sindssyg. Vis jeg skal være ærlig var jeg lettet. Jeg var ikke ved at gå i bananas ligesom så mange andre piger som tror at de har en stor chance for at møde dem, men selvfølgelig ikke har det. Jeg var lettet over at se dem. Ikke fordi jeg kunne lide dem, men fordi de var et bevis på at jeg ikke var sindssyg. 

Jeg fik så stort et chok at jeg smadrede døren i. Jeg fik det dårligt med mig selv. Jeg havde ikke engang sagt hej. Jeg havde bare smadret døren lige i hovedet på dem. Jeg følte mig vildt dum. Jeg ville ikke synes at det var underligt vis de bare gik igen. Jeg ville faktisk synes at det var helt okay. Jeg havde ikke lyst til at se dem igen, efter vad jeg lige havde gjort. Jeg havde slet ikke lyst til at se dem igen. Eller jo på en måde. For det var den eneste måde jeg kunne bekræfte at de ikke var en drøm. Jeg havde ikke noget imod dem, men jeg kunne heller ikke lide dem. Måske var det ikke dem jeg ikke kunne lide, men alle de piger som kunne lide dem. Det kan også være at det var tanken om at kunne lide dem der gjorde at jeg hadede dem. Det kunne også være tanken om at blive normal, som skræmte mig væk fra alle bladene hvor de var i.

Jeg hørte en banken på døren. Jeg havde ikke lyst til at åbne op, da jeg godt viste hvem som stod på måtten. Det ville være alt for pinligt. Jeg havde kendt dem i en dag. Eller måske i to uger, men vi havde ikke snakket sammen i de to uger. Jeg havde tænkt på dem i de to uger, men kun fordi jeg troede at jeg var ved at blive sindssyg. Hvilket jeg nok var blevet, for en hel normal pige ville sgu ikke smække døren i hovedet på en af de mest kendte drenge i verdenen.

"Måske skulle vi bare gå igen, for det ser ikke ud til at hun vil snakke med os", sagde Naill trist.

"Jo, hun skal snakke med os", Louis lød ikke så bøjelig som Naill.

"Jamen, hun vil ikke snakke med os!"

Jeg kunne tydeligt høre deres lille diskussion ude på gangen. Jeg fik et lille håb om at de ville gå igen, men de blev ved med at ringe på døren eller banke på. Til sidst åbnede Naill brevsprækken og begyndte at tigge mig om at åbne døre. Jeg kunne lige akkurat se hans blå øjne og hans røde næsetip. Jeg lukkede øjnene og holdt mig for ørerne, men det hjalp ikke, for det eneste jeg kunne se var Naills buttede røde kinder, hans røde næsetip,hans brede mund og hans blå øjne. Jeg åbnede øjnene igen. Naill sad nu med hele hånden inde igennem sprækken, i forsøget på at nå låsen. Jeg kunne lige nå at se hans ene øje, som var en smal revne, fordi han koncentrerede sig om at nå låsen. Hans øjne var en isblå farve, men langt fra kolde. Han havde de mest rare øjne. Jeg ville ikke se på ham mere, for det ville nok ende med at jeg ville låse døren op for dem. Derfor løb jeg ud i køkkenet. 

Det gik nogle minutter, og pludselig blev der stille. Jeg troede de var gået, men mit håb forsvandt da jeg hørte Lolas stemme.

"Skal i have hjælp  drenge?"

Der opstod en mumlen ude foran døren, inden at nøglen blev sat i nøglehullet og den velkendte klik lyd kom. Jeg rejste mig op fra køkkenbænken og stormede ind på mit værelse. Jeg greb ud efter nøglen, som selvfølgelig ikke sad i døren. Det gjorde den ikke, da jeg aldrig havde brug for den. Jeg løb hen til mit skrivebord, og begyndte febrilsk at endevende mine skuffer. Jeg flåede papir og blyanter op af skufferne og smed det hele på gulvet. Jeg kunne hele tiden høre trin ude i gangen, som kom nærmere mit værelse. Jeg blev mere og mere febrilsk, og de måtte være to meter udenfor min dør, da jeg fandt nøglen. Jeg stormede hen til døren, og klik lyden lød lige da Naill trak ned i håndtaget. Jeg vidste at det var ham, da han gav et lille suk fra sig. 

Lola sagde noget uforståeligt, og det lød som om hun gik. Jeg følte lettelse brede sig i kroppen, men jeg havde hele tiden en følelse af at jeg var barnlig. Dette blev så bekræftet da Naill og Louis begyndte at snakke sammen. 'Barnlig' var nok det ord de brugte mest i deres samtale. Jeg gik hen til min seng, og satte mig tungt ned på den. Jeg åndede lettet ud, men det var der ingen grund til, for i det samme poppede min nøgle ud af nøglehullet, og lidt efter lød der et lille klik.

Det første jeg så, da døren blev åbnet var Lola. Hun smilede over hele femøren og viftede med en nøgle foran hendes ansigt. Ja, så langt havde jeg ikke lige tænkt - selvfølgelig havde hun den samme nøgle som mig. Det vidste jeg jo godt, for vi havde tit drillet hinanden med at låse hinanden ude fra hinandens værelser.

Louis var den næste der kom til syne, og til sidst Naill. De stod lidt i døren og kiggede forbavset på mig. Jeg vidste at det ikke var på grund at min mundering, men på grund af min opførsel. Jeg skulle lige til at kravle længere ind på sengen i et flugt forsøg, da Louis fik mig op at stå ved Naills hjælp. Lola smilede bare til mig, da de to drenge hev mig ud fra mit værelse. Jeg prøvede ikke længere at gøre modstand, da det ville virke endnu mere barnligt. Jeg fulgte bare med, mens Louis holdt mine hænder om på ryggen af mig. Lola vinkede til os i døren, og Naill vinkede tilbage. Louis vinkede ikke, og det gjorde mig trit til mode. Han stolede ikke nok på mig til at give slip med den ene hånd. Det var nok forståeligt nok, men det gjorde mig alligevel trist.

"Så giv dog slip for fanden!" hvæsede jeg af Louis, lige så snart Lola havde lukket døren bag os.

Der gik noget tid før Louis gav slip. Han var tydeligvis bange for at jeg ville løbe min vej. Naill gav min skulder et klem, men jeg viftede irriteret hans hånd væk. Jeg kunne høre Louis grine, men jeg lukkede det ude. Jeg gik forrest hen til døren, som førte ud til parkeringspladsen. Det var det eneste sted som gæster måtte parkere. Jeg stod ved siden af bilen og ventede surmulende, da Louis låste bilen op, så jeg kunne sætte mig ind. Naill grinte af mig, og det gjorde mig bare irriteret. 

Jeg satte mig sur ind på bagsædet. Louis havde egentligt ikke givet mig lov, men jeg var bare så sur. Jeg havde aldrig sat mig ind i en fremmeds bil, vis ikke jeg havde været så sur. Jeg lænede mig op af ruden, som var blevet dugget af at jeg åndede på den. Det var aften, og jeg lukkede øjnene så jeg ikke fik alle lygtepælenes lys ind i mine øjne hele tiden. Den der blinken der er når man kører gjorde mig svimmel.

*

"Hey guys!" var det første jeg hørte da jeg vågnede igen - vågnede! Åh, jeg tog mig til hovedet. Jeg var faldet søvn i en fremmeds bil.

Harry kiggede på mig, og prikkede forsigtigt til mig. "Hey drenge, er i sikre på at hun ikke er død?!"

Jeg åbnede irriteret øjnene. Harry havde åbnet min bildør, og stod nu med hovedet ind over mig.

"Ligner jeg en der er død eller hvad?!" spurgte jeg spidst. Jeg havde ikke glemt, at jeg ikke skulle virke kold, men jeg var bare så sur. Jeg kunne høre Liam grine bag Harry, og da jeg kiggede mig omkring så jeg at alle drengene stod og lavede sjove grimasser for ikke at grine. Selv Harry.

"Hun var altså mere venlig da Simon var her", sagde Zayn, og kiggede på mig gennem forruden. Jeg steg ud af bilen og gik hen til ham.

"Det er nok fordi at i har pisset mig forholdsvis meget af", jeg var ikke sur på dem, jeg var mere vred!

"Og det siger den person som lige har flygtet fra mig og Louis gennem huset?" Naill kiggede smilede på mig. På en eller anden måde blev jeg både glad og pinlig berørt. Pinlig berørt fordi jeg vidste hvor barnlig jeg havde været, og glad fordi at Naill altid havde en eller anden glad virkning på mig. Jeg valgte at reagere ved at kigge ned i jorden, mens jeg følte varmen sprede sig i mine kinder. Hvad var det for en varme. Hvis det var den varme jeg troede at det var skulle den bare forsvinde NU! Hvorfor kom den overhovedet? Var det på grund af Naill? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...