Famous - One Direction

Ja altså jeg skal lige have noget på det rene. Jeg er IKKE 1D fan, men der er så mange movellaer med dem og nu tænkte jeg at det måtte være min tur.

Rosy Phanra er deltager i X-factor i England. Hun stiller egentligt op på grund af et væddemål, men da hun ryger videre til finalen bliver hun bidt af det. Hun ville egentligt synge med hendes idol Lukas Graham i finalen, men det kan ikke blive ham da han kommer fra Danmark.
Hvad skal hun gøre da hun skal synge med hendes ultimative hade band One Direction, og hvad skal hun gøre da de tager kontakt til hende udenfor showet?!

8Likes
5Kommentarer
1763Visninger
AA

6. Hvad sker der med mig?

Naill og Demi? De passede nok meget godt sammen, så jeg burde vel være glad, men hvorfor var jeg så ikke det. Kunne jeg ikke bare være glad på deres vegne? Hvorfor følte jeg mig snydt? Jeg kendte jo ikke engang Naill. Og jeg kendte overhovedet ikke Demi Lovato. Det var bare to mennesker, som havde fundet sammen. Det plejede da at gøre mig meget glad, så hvorfor var jeg ikke glad nu. Jeg skulle være glad. Jeg skulle smile til Lola og virke som om det nyeste sladder gjorde mig glad, så hvorfor kunne jeg ikke trække mine mundvige op ad?

Jeg nøjedes med at nikke og komme med et halvt smil. Lola kiggede underligt på mig, men sagde ingenting, eller spurgte ind til mig. Hun kiggede bare undrende på mig, troende om at hun ville få alt af vide, men det ville hun ikke, for jeg viste ærlig talt ikke vad der foregik inden i mig. Det eneste jeg viste var at det gik mig på nerverne.

"Nåh, hvordan gik det så i dag?" spurgte hun om i stedet, og kiggede smilende på mig.

Jeg trak på skuldrene, og begyndte at fortælle alt om vad der var sket. Hun grinede længe over det med min flygt, selvom hun selv havde været til stede. Hun blev dog alvorlig igen, da jeg fortalte mi reaktion på Naill. Lige da jeg havde sagt det fortrød jeg. Sådan noget behøvede jeg ikke at fylde Lolas hoved med. Heller ikke selvom hun var min bedste veninde. Det var faktisk en stor fejl at fortælle hende det, for det virkede som om hun vidste mere om mine følelser end jeg gjorde. Faktisk skrammende meget mere.

Hun rykkede lidt tættere på mig og tog min hånd, mens hun med den anden strøg mig blidt over den ene kind. Jeg kiggede undrende på hende, men Lola blev ved, mens hun blidt og hæst hviskede skrifte hvis Naills og mit navn ind i mit ene øre. Jeg havde fattet hende, men slog hende bare blidt væk og rejste mig for at gå ud i køkkenet.

Jeg fandt en stor gryde frem, og hældte en hel pose majs ned i, hældte olie til og satte den over det store blus. Lola kiggede ned i gryden, men sagde ikke noget til den store mængde popcorn. Hun gik bare ind i stuen for at sætte en film på. Vi så for det meste kun film om fredagen, men nogle gange hændte det at vi også så andre dage. Vi havde dog aldrig sat os til at se film klokken fem en tirsdag.

Da popcornene var færdige hoppede jeg ned i sofaen for at se den film, som Lola havde valgt til os. Til min store ærgrelse havde hun valgt Titanic. Ja, så skulle man lige slutte sin tirsdag af med at sidde tudende i Lolas favn, mens man græder en lyshåret fyrs navn! 

 

Jeg vågnede næste morgen ved et alt for larmende vækkeur. Jeg slog ud mod det, men ramte i stedet Lola, som satte sig ømmende op. Hun grinede af mig med sin morgenstemme og gik ud mod gangen, for at gå i bad. Jeg fulgte klodset og morgentræt efter hende.

"Lola, hvad lavede jeg i din seng?"

"Ha, det kunne du lide at vide! Jeg ville da ikke efterlade dig alene i den tilstand du var i, i går!"

Pludselig kom jeg i tanke om dagen før. Jeg havde siddet og tudet Lolas øre fulde med at Naill hadede mig, og garanteret hang ud med en bredmundet Demi Lovato, hvor de garanteret sluttede en hyggelig aften af i Naills sofa...

 

 

Naills synsvinkel:

Jeg vågnede alt for træt op i min seng. De hvide lagner lå stramt omkring min bare brystkasse, og maste luften ud af mig. Jeg tog en dyb indånding, og en duft af roser ramte min næse, som hundrede procent var samme farve som en tomat.

Jeg satte en hånd på sengen, og skubbede til så jeg kom op at sidde. En velkendt stemme ømmede sig, og da jeg kiggede ned mod stemmen mødte jeg Demis øjne. Hun smilede bredt til mig, hvilket var umuligt at gøre andet med hendes mund. Jeg smilede træt og undrende igen, og kløede mig i håret med en hånd der var hævet eftersom jeg havde ligget på den. Jeg rejste mig op, og opdagede til min skræk at jeg ikke havde andet end lagner på. Jeg kløede mig en ekstra gang i håret og styrtede ud mod badeværelset, som lå på den anden side af gangen. Demi kiggede undrede efter mig, men den eneste tanke der stregfede mig var vad pokker hun lavede i min seng. 

Jeg mødte mit eget blik i spejlet, og blev næsten bange. Min næse og mine kinder, som altid var røde, ligegyldig tiden på dagen, var helt hvide. Mine øjne derimod var rødsprængte og lignede sprækker under mine øjenlåg. Hvorfor så jeg sådan ud. Det var flere uger siden jeg sidst havde set sådan ud, og det var dagen efter jeg havde haft en eller anden brunette på besøg...

Jeg smed forfærdet det store hvide lagen på gulvet, hvor det lagde sig som en slange for mine fødder. Jeg sprang hurtigt væk fra lagnet og kiggede skræmt på det. Bruseren virkede som om den kaldte på mig, så jeg kom hurtigt ind under den varme stråle, hvor tankerne desværre kunne få frit løb.

I langt tid havde jeg drømt om at være sammen med Demi om natten, men hvorfor følte jeg så ikke en sejr nu? Hvorfor følte jeg mig nedtrykt som om jeg havde været ond over for en. Som om jeg havde fejlet over for en. Som om jeg havde været en utro. Jeg kunne bare ikke komme i tanke om overfor hvem. Jeg havde da ikke en kæreste. Eller måske var Demi min kæreste. Det kunne jeg ikke kuske. Det hele virkede så indviklet. Det hele virkede som et stort kaos, som bare hvirvlede rundt inde i mit hoved, som Liam havde kaldt lille så mange gange. For første gang var jeg villig til at give ham ret, for det virkede som om mit hoved var alt for lille til alle mine tanker. Det virkede som om det kunne eksplodere når som helst.

"Naill skat, hvad laver du derinde?" spurgte Demi ude på den anden side af døren.

"Øhm...", sagde jeg og greb ud efter et stort sot håndklæde, da Demi trak ned i håndtaget.

"Du behøver altså ikke stå der at skjule dig! Jeg har jo set dig uden håndklæde", smilede hun flirtende til mig, og smed tøjet på gulvet foran mig, inden hun smuttede ind i kabinen. Hun sørgede for at smile forførende til mig og snitte mig på vejen, men det virkede ikke efter hensigten, for hendes smil og hendes berøringer gav mig kvalme. Men på den ene side havde hun ret. Hun havde set mig uden håndklæde, eller rettere sagt - uden tøj. Uden noget som helst.

Hurtigt tog jeg flugten ud fra badeværelset, og smuttede ind på mit værelse, hvor jeg hev noget tøj på, og snuppede min cap, som på forunderligt lå under sengen. Havde jeg haft den på dagen før?

Køkkenet lå øde hen på den anden side af stuen. Jeg ristede noget brød, og satte marmeladen og osten frem på køkkenbordet. Demi, som var færdig i badet, lagde armene omkring mit liv, og jeg følte at ostemaden var på vej op igen. Ikke fordi den kom det. Det var nok mest tanken om at Demi var tæt på, og at hun faktisk havde været tættere på.

Jeg smurte lynhurtigt en bolle til hende, og stak den i hånden på hende, så hun var opmærksom på noget andet end mig. Hun kiggede igen undrende på mig, men sagde ingenting. I stedet satte hun sig ned ved bordet og kiggede i et katalog. Jeg smuttede uset ud på gangen og ringede til Liam, som var hjemme og besøge Danielle.

"Liam her", sagde Liam tørt i den anden ende af røret.

"Liam, jeg er totalt på skideren!" hviskede jeg hemmeligt ind i røret.

"Hvad sker der, og hvorfor hvisker du?"

"Lige meget... Demi er her og der skete du ved nok,og jeg føler mig skyldbevist!"

"Øhm... hvorfor lige det?"

Jeg trak på skuldrene. Der var jo ikke andre. Liam skulle lige vide hvor meget jeg havde tænkt over det. Tænkt over hvorfor jeg følte mig skyldbevist, for der var ingen grundt til det, og det viste jeg jo godt. Der var jo ingen grund over hovedet. Det var nok bare noget jeg følte, eller vad. det var jo ikke bare noget man følte, var det?

"Naill, hvorfor føler du dig skyldbevist?"

"Aner det ikke!"

"Har du noget kørende med andre?"

"Nej nej, det tror jeg ikke!"

Liam pustede opgivende ind i røret, og jeg ville æde min cap på at han himlede med øjnene. Noget havde han lært af Danielle. Selvom det virkede lidt piget, så gjorde han det hele tiden. Liam sagde opgivende farvel, og jeg smed røret på, mens jeg spekulerende gik ind til Demi.

Demi var for længst færdig med at spise, og læste nu bladet for anden gang. Hun kiggede op da jeg kom traskende ind i køkkenet. hun smilede opmuntrende til mig, og jeg prøvede at virke glad, selvom hendes smil gjorde det fuldstændig modsatte mod mig. Faktisk følte jeg mig endnu mere nedtrykt, og det kunne Demi godt føle på mig, så hun kyssede mig farvel og smuttede stille ud af døren. Eller så stille man kan være, når man har stiletter på.

Jeg smed mig nedtrykt i sofaen og satte Justin Biebers film på. Aner ikke hvorfor jeg lige valgte den, men Rosy havde snakket om den dagen før. Hun havde sagt noget med at hun aldrig skulle se den igen. Jeg havde grinet af hende, og mine kinder og næse var blevet ekstra røde, havde Harry fortalt mig. Jeg anede ikke selv hvorfor, måske havde jeg grinet meget.

Jeg kunne godt forstå hvorfor hun ikke skulle se den igen. Ikke fordi den var dårlig. Slet ikke. Den var faktisk god, men ikke en man skulle se igen. Det var ikke en film man så flere gange i livet. Ikke når man ikke var fan, og det var jeg ikke. Jeg var heller ikke hater. Jeg var bare neutral. Hvis man kan kalde det det.

Popcornene jeg lige havde puttet i munden smagte for lidt af salt, og jeg spyttede dem afskyende ned i den store røde skål, hvor de blandede sig med de andre popcorn. Rosy havde sagt, hvis hun havde været der, at man skulle sætte et advarselsskilt op på skålen, og så ville jeg grine af hende, og hvorfor ville jeg det? Hvorfor tænkte jeg egentligt på hvad hun ville sige eller gøre? Hvorfor gjorde jeg det? Kunne jeg ikke bare være ligeglad. For jo man kan altså godt være glad hvis man er ligeglad. Ingen skal pisse mine ører fulde af 'Ligeglad, men så er du jo aldrig glad', eller hvad man nu siger, for jeg er faktisk tit glad. Måske virker jeg ikke sådan, men sådan er jeg ikke.

Jeg lænede mig opgivende tilbage i den kolde ensomme sofa. Jeg kunne måske godt forstå hvorfor Liam havde virket så opgivende, for faktisk havde jeg det selv lidt på samme måde. Jeg følte at det hele pissede mig af. Ikke mindst mine tanker. De var total ukontrollerede. Hvorfor kunne vi ikke bare få X-faktor overstået, så Rosy kunne forsvinde og jeg kunne få mit normale liv igen!

 

Rosys synsvinkel:

Mit liv føltes lidt lonely. Jeg havde godt nok Lola, men hvem havde jeg ellers? Min familie? Nogle gange måske, men ikke altid. Lola havde jeg næsten altid, eller ikke lige der, for hun var smuttet ned efter pizza. Vi havde ikke orket at lave mad, og jeg var blevet sulten eftersom vi ikke havde fået aftensmad dagen før. Hvis Naill vidste det havde han siddet og måbet lige nu. Han ville ikke kunne fatte hvordan jeg kunne have undgået at spise aftensmad. Det var jo dagens vigtigste måltid ifølge Naill, eller det var alle måltider jo ifølge Naill.

Jeg tog mig selv i at smile ved tanken om Naill. Hvorfor gjorde jeg nu det? Kunne jeg ikke bare få hans rare søde øjne ud af hovedet. Glemme alt om ham. Jeg ville bare have X-faktor overstået. Glemme alt om Naill og få mit gamle liv tilbage. Eller... Jeg havde jo ikke noget specifikt liv, men få det tilbage jeg havde før jeg lærte ham at kende. For jeg lærte Simon at kende, og før jeg lærte de fem drenge at kende. Før jeg mødte Naill...

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...