Famous - One Direction

Ja altså jeg skal lige have noget på det rene. Jeg er IKKE 1D fan, men der er så mange movellaer med dem og nu tænkte jeg at det måtte være min tur.

Rosy Phanra er deltager i X-factor i England. Hun stiller egentligt op på grund af et væddemål, men da hun ryger videre til finalen bliver hun bidt af det. Hun ville egentligt synge med hendes idol Lukas Graham i finalen, men det kan ikke blive ham da han kommer fra Danmark.
Hvad skal hun gøre da hun skal synge med hendes ultimative hade band One Direction, og hvad skal hun gøre da de tager kontakt til hende udenfor showet?!

8Likes
5Kommentarer
1697Visninger
AA

2. Finale hjælpere

Jeg kiggede op i scene belysningen. Lyset skinnede skarpt ind i mine øjne, men jeg havde vendt mig til det. Jeg havde faktisk mere end vendt mig til det. Jeg var begyndt at elske det. Jeg elskede simpelthen smerten det gav når lyset stak i mine øjne. Eller det var nok fordi det fik minder frem i mig. Alle minderne fra den tid der snart var forbi. Alle mine gode minder fra X-factor. Både de gode og dårlige. Selvfølgelig var jeg gået videre hele vejen til finalen, men mine nye veninder var gået ud. Jeg havde prøvet på ikke at få nogen nye veninder, men det var ikke gået så godt.

"Er du snart klar?" spurgte Simon bag mig.

Jeg vendte mig rundt. I starten havde jeg hadet ham, men det var nok fordi han havde sendt min bedste veninde ud. Nu synes jeg han var okay. Måske fordi at han var min 'coach'. Men alt i alt havde han hjulpet mig. Indtil nu! Han havde prøvet at hjælpe mig, men det var ikke gået så godt. det var faktisk endt katastrofalt!

Simon gik ud bag ved og forlod mig alene på scenen. Jeg kiggede ud over bænkerækkerne en sidste gang inden jeg fulgte med ham. Jeg gik hen mod Simons mødelokale. Han havde hentet dem jeg skulle synge med. Jeg glædede mig til at se hvem jeg skulle synge med. Jeg havde håbet på at jeg kunne synge med Lukas Graham, mit idol, men det ville ikke gå når han kom fra Danmark og vi boede i England.

Jeg åbnede døren ind til lokalet. Simon stod ved klaveret og nynnede til en sang som en lyshåret dreng spillede. Jeg gik hen mod klaveret og kiggede på drengen. Han havde grå-blå øjne og en lidt bred flad mund. Han så egentligt meget venlig ud, vis jeg ikke havde vist hvem han var. Han kiggede på mig og smilede. Jeg smilede ikke igen. Jeg ville ikke virke kold, men jeg ville virke alt andet end venlig overfor ham. Jeg begyndte at bakke hen mod døren, men pludselig stødte jeg ind i noget. Jeg gav et gisp fra mig og hoppede fremad. Tingen, eller personen, begyndte at grine og gik hen mod klaveret. Jeg vidste udmærket godt hvem han var. Stribet t-shirt= Louis! Han smilede også til mig, men jeg valgte igen ikke at smile igen. De andre drenge kom også ind ad døren og gik hen til døren. De smilede alle sammen til mig og sendte sigende øjne til hinanden. Jeg valgte ikke at spille kold, men ligeglad. Jeg gik hen til Simon og trak ham med ud af rummet. Han kiggede spørgende på mig og satte hans psykolog ansigt op. 

"Ja, hvad er der?" spurgte han og lænede sig op af væggen.

"Spil nu ikke dum!" sagde jeg og hev fat i hans ærme, "Jeg sagde at jeg for guds skyld ikke ville synge med dem!"

Jeg pegede hen mod døren ind til hans mødelokale, hvorfra der kom grin og skrig. Jeg himlede med øjnene, da der pludselig opstod en meget høj skinger latter der inde fra. Jeg tog mig selv i at grine, men kom i tanke om at jeg godt måtte grine der. Jeg grinede i med den der grinte der inde, men af personen. Af personens latter.

"Der kan du se hvad jeg mener! De kan garanteret ikke tage noget som helst alvorligt!"

"Du skal bare lige lære dem at kende"

Der var ikke noget utålmodigt i Simons stemme. Tværtimod var den fyldt med medfølelse. Jeg undrede mig lidt. Jeg havde lige sagt at jeg ikke troede på hans band, eller hans valg for den sags skyld, og så virkede han bare medfølende. Han kiggede på mig som om han ventede svar. Jeg trak opgivede på skuldrene og gik hen mod lokalet. Han havde ikke vundet, og det skulle han heller ikke tro at han havde. Jeg valgte at skubbe til ham på vejen ind i lokalet, og hviskede så lavt at kun han kunne høre det:

"Vis de så meget som er lidt forkert på den skrotter jeg dem! Er du med?"

Simon nikkede alvorligt, men man kunne se i hans øjne at det morede ham. Selvfølgelig morede det ham. Jeg måtte nok være den første pige i verdenshistorien som ikke kunne fordrage dem. Mine veninder havde tit det samme ansigts udtryk. De grinede bare ikke af det, men sukkede over min mening.

Alle drengene kiggede hen mod os da vi kom ind igen. Liam og Louis lå på gulvet, eller Louis lå på gulvet med Liam siddende oven på sig. De andre drenge grinede lidt af dem, men snakkede ellers normalt. Jeg kiggede opgivende på Liam og Louis og sørgede for at Simon så det. Han trak bare på skuldrene og klappede i hænderne. Drengene kom løbende hen til klaveret. Da Liam havde rejst sig og hjulpet Louis op, væltede Louis Liam ned i den nærmeste sofa. Louis greb straks ud efter en pude og tyrede den efter Liam, som bare grinede og gik hen til klaveret. Louis rejste sig op, kløede sig lidt i nakken og gik hen til klaveret.

De begyndte at synge, og jeg må da indrømme at det ikke lod af lort til. Det lød faktisk okay, og det virkede ikke helt opgivende at skulle synge med dem til finalen. Det virkede faktisk ret lovende. Jeg fik en fornemmelse af at det ville blive et godt nummer. Fornemmelsen af at jeg ville vinde steg op i mig. Problemet var bare at grunden til mine følelser var dem! Jeg ville ikke virke taknemmelig over at jeg ville vinde. Jeg ville i hvert fald ikke give dem æren.

Simon vinkede mig over og bad  mig om at synge med. Drengene stoppede med at synge og kiggede alle sammen på mig med store øjne. Jeg stod bare mundlam. Ventede de på at jeg skulle begynde at synge. Naill nikkede til mig. Han forsøgte at virke opmuntrende. Jeg begyndte at synge og drengene kiggede endnu mere lamslået på mig. Jeg kiggede på Simon, som bare stod som forstenet og gloede på mig. Jeg slog ham forsigtigt på overarmen og kiggede bedende på ham. Han rystede på hovedet, nikkede og smilede. Jeg sang igen. Jeg sang i langt tid alene og regnede med at de bare ville fortsætte med at står og glo, men lige pludselig vågnede Harry op, og hans stemme blandede sig med min. Snart efter sang vi alle sammen, og jeg vil lige sige at det faktisk lød virkelig godt. Faktisk fantastisk! Selvom det lød så godt ville jeg aldrig kunne lide dem. Jeg ville altid se od som kollegaer.

*

Da jeg senere låste døren op til min lejlighed, som lå lidt udenfor London, følte jeg en følelse af lykke blandet med irritation. Jeg var lykkelig over at jeg havde en chance for måske at vinde, men det betød ikke at jeg havde glemt at jeg var sur på Simon over at jeg skulle synge med dem.

Harry havde spurgt om mit nummer, men jeg havde afvist det. Det endte med at han fik det fordi Simon sagde at jeg SKULLE give det til ham. Vis Simon ikke var trådt i karakter havde han ikke fået det. Så havde jeg stadig haft mit liv for mig selv. Ment med at jeg kunne være lidt for mig selv. Det er så sådan at det kunne jeg ikke, for selvfølgelig havde Harry givet det videre til de andre drenge, og selvfølgelig blev de ved med at bombadere mig med smser. Jeg ville ikke virke kold over for dem, så derfor valgte jeg bare at ignorere dem. 

Jeg varmede mine minutnudler i min mikroovnen. Det var noget jeg var begyndt at spise til aftensmad, mens jeg så afsnittet af CNIA. Et program som de var begyndt at sende efter jeg var stilt op i X-factor. Jeg var ikke selv så stolt af det, men det var bare blevet en dårlig vane.

"Hey Seje, så er jeg hjemme", råbte min bedsteveninde ude fra gangen.

Jeg hørte to bump da hun smed skoene fra sig. Det raslede lidt da hun i tog fat hanken på hendes to indkøbsposer. Hun var den eneste som gik op i det med maden. 

"Har du haft en god dag?"

Hun krydsede stuen og fortsatte ind i køkkenet, hvor hun begyndte at tømme køleskabet. Jeg løb straks ud i køkkenet og hoppede op på køkkenbordet. Jeg begyndte at rode i hendes poser for at se hvad hun havde købt med hjem. Hun havde købt en masse grønsager med hjem. Jeg trak på skuldrene. Jeg var ikke helt så vild med grønsager, eller jo, vis de var i form af pomfritter eller chips. Jeg hev til min lettelse en pose med snacks op af posen. Hun købte altid en pose med snacks med hjem til mig. Hun vidste at jeg elskede dem. Eller retere sagt, hun vidste at jeg elskede mad.

"Lolaaa...", grinede jeg, mens jeg viftede med det nye Blitz blad.

Hun rakte ud efter bladet, men jeg var for hurtig. Jeg hoppede ned fra bordet og løb ud i gangen. Jeg kunne hører at hun løb efter mig. Jeg elskede denne tid på dagen. Lola arbejdede længere tid end mig, og når hun så kom hjem var hun vildt træt, et mega godt tidspunkt at drille hende på.

"Giv mig bladet Rosy!" råbte hun igennem gangen.

Jeg vendte mig om og viftede lidt mere med bladet. Hun v´hev det ud af hænderne på mig, og skulede ondt.

"Se nu altså, det er blevet krøllet!"

Hun åbnede det og bladrede op på første side. Det ville jeg ønske at hun ikke havde gjort, for ligeså snart hun så overskriften skreg hun af lungernes fulde kraft. Hendes skrig ville kunne vælte en tyk voksen han bjørn omkuld, så højt skreg hun!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...